close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
DTU roadrunners blog hoved

Besøg fra HKH Prins Joachim

De første omdrejninger

I søndags omkring kl. 22:00, var panikken ved at sprede sig i værkstedet i Hal 8 på Danmarks Tekniske Universitet. DTU Roadrunners havde sat sig et mål om at have begge biler køreklar til prinsens ankomst kl. 11 mandag formiddag – og da ingen af bilerne endnu havde været på hjulene, begyndte situationen at se sort ud. Holdet klargjorde sig derfor til en lang nat med behov for alle arbejdende kræfter på bilen.

Figur 1: Arbejdende hænder på begge bilerne i værkstedet på DTU

Natten mellem søndag og mandag fik holdet for første gang Urban Concept Bilen ud at køre. Hele holdet havde natten igennem været pressede og uden søvn. Der var en adspredt stemning i værkstedet, men mest af alt en fælles glædesrus, for hele holdet var fuldt ud glade for successen med Urban Concept bilen, men det lå dog stadig i baghovedet, at Prototypen endnu ikke havde haft sin første køretur.

Mandag morgen kl. ca. 7 fik prototypen for første gang motoren op i omdrejning, men dette ikke med et vedvarende resultat. Holdet havde ved hjælp af en række nødløsninger fået motoren i gang for en kort stund – og da dette ikke gav det ønskede resultat, begyndte teamet bag prototypen at optimere og give den en sidste skalle, for at forsøge at have bilen køreklar til kl. 11 ved prinsens ankomst. Kl. ca. 10, formåede teamet at få motoren startet, og denne gang med det resultat, at bilen nu var klar til at komme på sin første tur på asfalten.

Nu skulle det være spændende at se, om bilerne også ville præstere, når prinsen ankom…

Præsentation og præstation

Da prinsen ankom kl. 11, var hele holdet spændte. Eventet startede med en velkomst ved DTUs koncerndirektør, Marianne Thellersen, der efterfølgende gav ordet videre til Økobilens kursusansvarlige Jesper Schramm, der fortalte lidt om dette års nye tiltag på Økobilerne. Herunder specielt om DTUs første deltagelse med en prototype bil siden året 2011, samt tiltaget til deltagelse med den første benzinmotor i hele Økobilens historie.

Efterfølgende blev der holdt et oplæg om den nye motor, der vil blive taget i brug under næste kursusforløb på Økobilen (for mere teori om denne motor, se DTU Roadrunners blogindlæg: ’Kan nye knaster knække kilometerkurven?’ fra d. 5. juni 2016). Hertil blev der også givet en kort præsentation om energiovervejelserne i forbindelse med den nye bane i London, herunder med teori om holdets kørestrategi - Coast and Burn – der involverer, at bilen accelereres op til 35 km/t, hvorefter motoren slukkes og bilen triller ned til omkring 20 km/t, for herefter at tænde motoren igen og accelerere denne op til 35 km/t på ny.

Figur 2: Oplæg om den nye motor, der vil blive taget i brug under næste kursusforløb på Økobilen

Herefter tog de to teamledere på hhv. Urban Concept og Prototypen over. De fortalte i en større detaljegrad lidt om de to biler, og hvilket arbejde der gennem kursets forløb er blevet lagt i dem. Der blev herunder informeret om bilernes endelige vægt på hhv. 115kg for UC’eren og omtrent 60kg for PT’eren. Da de to præsentationer af bilerne var færdige, var det ved at være tid til at fremvise resultatet af det sidste års arbejde…

Alle øjne på bilerne

Tiden var inde til, at bilerne skulle startes op, og hele holdet holdt spændte vejret. Nu skulle det vise sig, om bilerne kunne køre, mens alle øjne var rettet herpå. Først blev Urban Concept bilen startet. Det viste sig at gå en del mere smertefrit end forventet, da motoren først blev startet op. De første omdrejninger gik en smule langsomt, da motoren var blevet en smule kold af ventetiden – men denne kom hurtigt op i gear. Efter den første start på rullefeltet, var det blevet tid til at give bilen en lille rundtur på DTUs Produktionstorv – dette blev gjort i bedste stil ved Coast and Burn strategien.

Figur 3: Urban Concept bilen før og under præsentationen af bilen

Efter Urban Concept bilens flotte fremvisning, var det Prototypens tur til at vise hvad den kunne. Da drejeradien på det lille torv, hvor eventet blev holdt, var for lille til prototypen, blev dennes første køretur lidt kortere – men bilen blev kørt både frem og tilbage på torvet, og til alles store begejstring gik dette fuldkommen gnidningsfrit.

Figur 4: Præsentationen af Prototypebilen for HKH Prins Joachim

Alt i alt kunne eventet i det store hele ikke være gået bedre for DTU Roadrunners. Der var blevet kæmpet hårdt op til den store fremvisning, og i sidste ende endte begge biler med at køre. Som HKH Prins Joachim så fint nævnte, kan DTU Roadrunners roses for at udnytte den tid, de er blevet stillet til rådighed fuldt ud – for bilerne kørt kun lige i tide – men vigtigst af alt er, at holdet nu har en kæmpe sejer i bagagen, der giver mod på at kæmpe videre med begge biler. Nu skal det blive spændende at se, hvor mange forbedringer, optimeringer og ændringer holdet kan nå at lave på bilerne inden marathonnet i London om føje tid…

Marie Ulricke Kristensen
er 21 år og 4.-semesters studerende på Produktion og Konstruktion (Mechanical Engineering), DTU Mekanik. Roadrunners-relaterede projekter: pr-, kommunikations- og mekanisk arbejde på Økobilen DTU, deltagende ved Shell Eco Marathon 2016.
Kommentarer (0)