Selvom Europa ikke er kontinentet med verdens farligste slanger, findes der alligevel nogen trælse nogen af slagsen. I min sommerferie tilbragte jeg tre uger i landene Bosnien, Kroatien og Montenegro, hvor turen både bød på de benløse firben, stålorme, samt nogen af de giftigste hugorme, vi har i Europa.
Bosnisk vandretur med de indfødte.
For tre uger siden kørte jeg igennem det krigshærgede Bosnien via det turisthærgede Kroatien og videre til russerhærgede Montenegro, hvor det er nødvendigt med skilte at fortælle folk, at det altså ikke er helt OK at smide sten ned på husene, bare fordi man har et godt vantage point oppe fra den højtbeliggende borgmur i Kotor. Jeg kunne godt tænke mig at kende baggrundshistorien, selvom den formentligt er relativt jordnær ligesom hustagene set fra borgmuren. Formålet med denne tur var primært at give mine stakkels studerende lidt pusterum hjemme i laboratoriet til at lave alment banebrydende forskningsresultater og sekundært selv at holde lidt fri. Alligevel bød turen på lidt action inden for toksinologien.
Skilt med instruktioner om, at man ikke må kaste med sten på andres huse.
Ved besøg i tidligere diktator Titos hemmelige bunker i Konjic, Bosnien, stødte jeg på min første toksinologiske opgave, da en gruppe amerikanske turister hylede som bosniske vildsvin, da de fik øje på et aflangt, slangeformet dyr. I fraværet af Tito og for den sags skyld nogen af mine herpetologiske kollegaer (slangeforskere) var jeg pludselig den tilstedeværende autoritet. Jeg gik hen til gruppen kiggede på vilddyret (i dette tilfælde det, som var slangeformet og af ikke-amerikansk afstamning) og kunne konstatere, at det ikke var farligt. Det var nemlig det stålfarvede benløse firben, der er kendt som stålormen, som til lyden af de amerikanske grisehyl havde sørget for at pølle ud over sig selv, så den var for klam til at spise.
Stålorm (Anguis fragilis).
Det med at søle sig selv til med klamme kropssekreter som forsvarsteknik er ikke kun noget, man finder blandt dyrene. Tilbage i 1. klasse lærte jeg nemlig selv af Kasper G, at hvis der var nogen store lømler, som ville banke én, så skulle man bare skynde sig at snotte udover sig selv. Så ville selv de mindst hygiejniske lømler synes, at man var for klam til at banke. Jeg husker, at jeg var lidt lurvåren ved denne udlægning, men måtte konstatere, at Kasper havde ret, efter jeg så det demonstreret i en real-life case i ”den store” skolegård.
Jeg kender reelt ikke årsagen til, hvorfor benløse firben ikke har nogen ben. Men jeg finder det sandsynligt, at det er fordi, en stor del af deres tilværelse foregår under jorden, hvor det kan være upraktisk at have ben. Denne forklaring var der i hvert fald ikke nogen ben i at overbevise amerikanerne om var den rigtige. Og det er vist også den accepterede forklaring på, hvorfor slanger heller ikke har ben.
Senere på turen var jeg atter i Konjic for at tage på raftingekspedition. Man tænker måske ikke lige, at rafting er det oplagte sted at møde giftslanger. Men fra en lignende ekspedition på Nilen i Uganda for 6 år siden, huskede jeg, at det eneste, som de lokale sagde havde slået nogen ihjel på deres raftingekspeditioner, var en mamba, som ved et uheld kom op i båden og bed en rafter med alle kræfter. Lige siden har jeg været mindre bekymret for vandfald og whirlpools, men i stedet kigget grundigt efter, om der skulle være snakes on a boat (ligesom det kendes fra flyvemaskiner).
Heldigvis var det dog ikke nede i selve raften, at vi stødte på den giftigste slange på disse kanter. Derimod sad denne slange, sandhugormen (Vipera ammodytes), pænt på en klippeside, hvor man kun kunne komme til ved at svømme langs floden.
Sandhugormen (Vipera ammodytes).
Sandhugormen findes særligt på Balkan og i Mellemøsten og har forholdsvis lange hugtænder (op til 1.3 cm) og kan blive op til knap en meter. Deres gift er meget potent og består af en blanding af hæmotoksiner og neurotoksiner. I mennesker vil symptomerne på forgiftning primært være indre blødninger, men rundtossethed, smerte og (voldsom) hævelse får man dog også med i ombæringen.
Sandhugormen er faktisk så frygtet blandt de indfødte, at mine bosniske lægevenner valgte at tage modgift med ud på turen, da vi vandrede igennem de ufremkommelige bjerge til Lukomir, der er Bosniens højest beliggende landsby. At tage modgift med på en vandretur var ellers kun noget, jeg havde prøvet i Costa Ricas jungle (hvor der var 6 timers transport med raft for at komme til nærmeste vej).
Serbisk modgift mod hugorme.
Heldigvis fik vi dog ikke brug for modgiften, som jeg derfor kunne tage med hjem til laboratoriet for at bruge den i forskningsmæssig sammenhæng. Det er nemlig stort set umuligt at skaffe modgifte i Danmark, selv hvis det kun er til forskningsbrug.
