Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Toxblog bloghoved

Balkanslanger og en sandheden om sandhugormen

Selvom Europa ikke er kontinentet med verdens farligste slanger, findes der alligevel nogen trælse nogen af slagsen. I min sommerferie tilbragte jeg tre uger i landene Bosnien, Kroatien og Montenegro, hvor turen både bød på de benløse firben, stålorme, samt nogen af de giftigste hugorme, vi har i Europa.

Illustration: Samir Hrvo

Bosnisk vandretur med de indfødte.

For tre uger siden kørte jeg igennem det krigshærgede Bosnien via det turisthærgede Kroatien og videre til russerhærgede Montenegro, hvor det er nødvendigt med skilte at fortælle folk, at det altså ikke er helt OK at smide sten ned på husene, bare fordi man har et godt vantage point oppe fra den højtbeliggende borgmur i Kotor. Jeg kunne godt tænke mig at kende baggrundshistorien, selvom den formentligt er relativt jordnær ligesom hustagene set fra borgmuren. Formålet med denne tur var primært at give mine stakkels studerende lidt pusterum hjemme i laboratoriet til at lave alment banebrydende forskningsresultater og sekundært selv at holde lidt fri. Alligevel bød turen på lidt action inden for toksinologien.

Illustration: Andreas Laustsen

Skilt med instruktioner om, at man ikke må kaste med sten på andres huse.

Ved besøg i tidligere diktator Titos hemmelige bunker i Konjic, Bosnien, stødte jeg på min første toksinologiske opgave, da en gruppe amerikanske turister hylede som bosniske vildsvin, da de fik øje på et aflangt, slangeformet dyr. I fraværet af Tito og for den sags skyld nogen af mine herpetologiske kollegaer (slangeforskere) var jeg pludselig den tilstedeværende autoritet. Jeg gik hen til gruppen kiggede på vilddyret (i dette tilfælde det, som var slangeformet og af ikke-amerikansk afstamning) og kunne konstatere, at det ikke var farligt. Det var nemlig det stålfarvede benløse firben, der er kendt som stålormen, som til lyden af de amerikanske grisehyl havde sørget for at pølle ud over sig selv, så den var for klam til at spise.

Illustration: Andreas Laustsen

Stålorm (Anguis fragilis).

Det med at søle sig selv til med klamme kropssekreter som forsvarsteknik er ikke kun noget, man finder blandt dyrene. Tilbage i 1. klasse lærte jeg nemlig selv af Kasper G, at hvis der var nogen store lømler, som ville banke én, så skulle man bare skynde sig at snotte udover sig selv. Så ville selv de mindst hygiejniske lømler synes, at man var for klam til at banke. Jeg husker, at jeg var lidt lurvåren ved denne udlægning, men måtte konstatere, at Kasper havde ret, efter jeg så det demonstreret i en real-life case i ”den store” skolegård.

Jeg kender reelt ikke årsagen til, hvorfor benløse firben ikke har nogen ben. Men jeg finder det sandsynligt, at det er fordi, en stor del af deres tilværelse foregår under jorden, hvor det kan være upraktisk at have ben. Denne forklaring var der i hvert fald ikke nogen ben i at overbevise amerikanerne om var den rigtige. Og det er vist også den accepterede forklaring på, hvorfor slanger heller ikke har ben.

Senere på turen var jeg atter i Konjic for at tage på raftingekspedition. Man tænker måske ikke lige, at rafting er det oplagte sted at møde giftslanger. Men fra en lignende ekspedition på Nilen i Uganda for 6 år siden, huskede jeg, at det eneste, som de lokale sagde havde slået nogen ihjel på deres raftingekspeditioner, var en mamba, som ved et uheld kom op i båden og bed en rafter med alle kræfter. Lige siden har jeg været mindre bekymret for vandfald og whirlpools, men i stedet kigget grundigt efter, om der skulle være snakes on a boat (ligesom det kendes fra flyvemaskiner).

Heldigvis var det dog ikke nede i selve raften, at vi stødte på den giftigste slange på disse kanter. Derimod sad denne slange, sandhugormen (Vipera ammodytes), pænt på en klippeside, hvor man kun kunne komme til ved at svømme langs floden.

Illustration: Wildfaces

Sandhugormen (Vipera ammodytes).

Sandhugormen findes særligt på Balkan og i Mellemøsten og har forholdsvis lange hugtænder (op til 1.3 cm) og kan blive op til knap en meter. Deres gift er meget potent og består af en blanding af hæmotoksiner og neurotoksiner. I mennesker vil symptomerne på forgiftning primært være indre blødninger, men rundtossethed, smerte og (voldsom) hævelse får man dog også med i ombæringen.

Sandhugormen er faktisk så frygtet blandt de indfødte, at mine bosniske lægevenner valgte at tage modgift med ud på turen, da vi vandrede igennem de ufremkommelige bjerge til Lukomir, der er Bosniens højest beliggende landsby. At tage modgift med på en vandretur var ellers kun noget, jeg havde prøvet i Costa Ricas jungle (hvor der var 6 timers transport med raft for at komme til nærmeste vej).

Illustration: Andreas Laustsen

Serbisk modgift mod hugorme.

Heldigvis fik vi dog ikke brug for modgiften, som jeg derfor kunne tage med hjem til laboratoriet for at bruge den i forskningsmæssig sammenhæng. Det er nemlig stort set umuligt at skaffe modgifte i Danmark, selv hvis det kun er til forskningsbrug.

Andreas Laustsen er kemiingeniør, PhD og biotekentreprenør (Biosyntia, VenomAb, Chromologics, Antag Therapeutics, VenomAid Diagnostics og Bactolife). For tiden arbejder Andreas som Lektor på Danmarks Tekniske Universitet med bioteknologi-baserede modgifte mod slangebid. I 2014 blev han kåret som Danmarks Sejeste Ingeniør, i 2016 som en af Europas top 10 biotekentreprenører under 30 år og i 2017 som en af Europas "30 under 30" af Forbes og en af Europas top 35 innovatører under 35 af MIT Technology Review.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Du skal ikke undervurdere menneskets trang til at smide sten, grene og andet ud fra høje steder. Jeg har set lignende advarsler andre steder omend jeg ikke lige kan huske hvor. Hvis der til vinter er frost i længere tid, så der kommer is på søerne, så vil det være muligt at se grene, sten og meget andet ligge på isen.

Med tanke på farven burde det hedde kobberorm.

  • 1
  • 0

Mens benløse fugle kun er udviklet én gang og er et eksempel på intelligenet design, i det omfang kokke er intelligente, så har evolutionen udviklet krybdyr uden ben omkring mindst 25 gange, og muligvis flere, som vi bare ikke har fundet fossiler efter endnu.
Det er derfor ikke overraskende, at der findes flere hundrede benløse krybdyrsarter (udover slanger) fra forskellige grene af af krybdyrenes evolutionstræ. Fossiler viser at udviklingen til benløs kan ske over bare få millioner år.
Der findes også arter, der er midt i processen med at miste lemmerne, og som derfor har enten to diminutive benpar eller bare et enkelt. De mere primitive slanger (boa og pyton) har da også reminisenser af ben. Og faktisk har slanger det sonic hedhoge gen der kræves til udvikling af ben. Det aktiveres bare kun ganske kortvarigt under fosterudviklingen.

Hvorfor udvikler nogle krybdyrsarter sig så til at være benløse, når slangerne allerede er det, og dermed udfylder den rolle? Og hvorfor diversificere de andre benløse krybdyr ikke ud i mange arter, når slangerne nu har gjort det?
Svaret på det sidste spørgsmål kunne være, at slangerne allerede udfylder de fleste af de økologiske nicher, hvor det at være benløs er en fordel. Og slangerne har nogle helt specielle adaptioner til at være lang og benløs, der giver dem en fordel. Blandt andet de fleksible kæber, der gør at de kan spise store byttedyr, selvom den langstrakte facon kun giver plads til et lille hoved.
Med hensyn til det første spørgsmål er sagen, at næsten alle benløse krybdyr udvikles fra gravende jordlevende arter. Måske er det nemmere for et allerede gravende jordlevende krybdyr at miste lemmerne, end for en ikke gravende slange at udvikle de specialiseringer, der skal til for at blive gravende. Det er jo altid nemmere at bare deaktivere gener end at udvikle nye egenskaber.

  • 3
  • 0

Hej Jens
Tusind tak for det gode indspark! Det er nogenlunde samme forklaring, jeg har hørt. Jeg har samarbejdspartnere, der for nyligt også har vist, at der hos kobraer er mutationer (sammenlignet med firben) i de gener, der regulerer ekspressionen af andre gener, som er involveret i udviklingen af lemmer.
Mvh
Andreas

  • 2
  • 0

spændende artikel.

Mht. modgift i Danmark, så har mine bedsteforældre fortalt mig, at det i 1960'erne var almindeligt, at sommerhusejere ved Vestkysten i Danmark havde ampuller med modgift liggende i køleskabet, når de var i deres sommerhuse - hvis de havde køleskab. Det var i tilfælde af uheld med de stedlige hugorme.

Om det passer, eller er en skrøne, ved jeg ikke, men familien har haft sommerhus i Vejers fra 1904 og endnu i dag, så måske...

  • 2
  • 0

Mange tak, Mads!
Det kan sagtens være, at der er visse sommerhuse, der har haft modgift stående. Men det ville nu undre mig, hvis det var alment at være så "velforberedt" allerede dengang. Men måske, hvis der har været et eller flere slemme tilfælde af hugormebid, kan det godt være, at der er områder, hvor folk har indkøbt modgift for at beskytte sig.
Mvh
Andreas

  • 2
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten