Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.
observatoriet på sardinien blog

Per aspera ad astra

Per aspera ad astra - et motto anvendt af utallige institutioner og i vidt varierende sammenhænge - men i mit tilfælde med betydningen 'ad ujævne veje mod stjernerne'. Den ujævne vej, der her er tale om, er den, der også kaldes 'La Terribile Orientale Sarda' - den forfærdelige - og forfærdeligt smukke - vej, der langs Sardiniens østkyst fører fra Cagliari i syd til Palau i nord.

Det er nemlig i nærheden af denne vej, jeg vil bygge et astronomisk observatorium - og håber på Ingeniørens læseres hjælp.

Illustration: Privatfoto

Skitse af observatoriet.

Jeg har altid interesseret mig for astronomi. Før jeg startede i skole, fandt jeg i mine bedsteforældres Reader's Digest atlas alt, hvad der havde med solsystemet at gøre og kopierede det hele over i en lille bog. Som 10-årig fik jeg min første kikkert af russisk model, da en gæst i festligt lag hos min mor lod hatten gå rundt og gav mig de 500 kr. der havnede i den. Jeg fik flikket en slags stativ sammen til at støtte og elevere den - det blev til meget månekiggeri med det setup. Mit første rigtige refraktor-teleskop fik jeg i julegave af min amerikanske værtsfamilie som 15-årig.

Jeg ville være astronom.

Men børn vokser op, og drømme har det med at blive erstattet af forventninger, så jeg endte med at lave helt andre ting. Den historie kan I få ved en anden lejlighed. Faktum er, at jeg som 35-årig endelig fik taget mig sammen til at begynde at studere astronomi, indledningsvis uden noget særligt mål - men efterhånden som tiden gik, begyndte en plan at udmønte sig. Da jeg deltog i en uges ophold ved et observatorium, hvor dataindhentning blev planlagt om dagen og udført i skiftehold om natten, efterfulgt af reduktion, analyse og rapportering lige inden solopgang, vidste jeg, at jeg var "hooked". Og nu tilbage til min plan. Min italienske hustru, der efterhånden har været i Danmark i 13 år for min skyld, vil gerne tilbage til Italien, og jeg vil gerne beskæftige mig med astronomi. Så hvorfor ikke slå to fluer med ét smæk? Jeg bygger da bare et observatorium i Italien...

Den første udfordring bliver selvfølgelig at udpege en placering af observatoriet. Som det fremgår af min indledning, har jeg allerede en ret god idé om hvor, men for ikke at forcere læsernes hænder, vil jeg godt høre, hvilke kriterier I ville lægge til grund for placeringen - og så kan vi sammenligne noter bagefter.

Altså:

Udfordring nr. 1: Hvor skal observatoriet placeres - og ud fra hvilke kriterier?

Planetarium.

Kontorfaciliteter.

Mange flere udfordringer følger.

På forhånd tak for jeres forslag...

Jens Bilgrav

Mørkt... Mørkt og endnu mere mørke!
Jo længere væk du kan komme fra alting jo bedre,

Op.. op op op. Jo højere du kan komme jo bedre, jo bedre seeing - sædvanligvis.

Som jeg kan se på dine billeder, så skal det være åbent for publikum? I så fald vil en nem tilgang til obs være en god ide. Er planen at det skal være en astro-park, hvor folk kan placere deres eget teleskop, hvor en "pedel/opsynsmand" så vil holde opsyn med stedet, og det kan fjernstyres? I så fald vil det nok være en god ide med en rimelig forbindelse. Vil man arbejde med billeder på sin egen PC andet steds end lige på sitet, så skal der en fiber til, jeg kan nemt forestille mig 3 mennesker der prøver at hente .raw filer igennem samme adsl linje - duer ikke.
Det mindste er vel at finde et egnet sted? Det sværeste er vel at have økonomi i projektet, uden at man bliver nød til at satse hus og hjem!

Hvilken eksakte hjælp ønskes fra ing's læsere?
--Jeg har ikke nogen relation fra de steder du nævner, så derfor vil jeg holde mig lidt tilbage på det punkt.

Mvh Kim Merrild
Formand for Herning Astronomi Forening.

  • 3
  • 0

Hej Kim

Jeg er enig med dig i din betragtning om mørket - og Sardinien har endnu nogle områder, der er næsten uberørte af lysforurening - det skriver jeg om senere. En ting du ikke nævner er "mindre skydække end i Danmark" - men det giver jo også næsten sig selv - og her kan Sardinien også være med - mere herom følger.
Ja, det skal være åbent for publikum på flere forskellige måder:
Der vil - i den mere ambitiøse udgave - være et planetarium og et solteleskop som kan anvendes om dagen af tilfældige forbipasserende (derfor skal det helst ikke ligge alt for langt fra den ovennævnte hovedvej). Om aftenen/natten vil der være flere forskellige tilbud - der vil blive arrangeret kurser af fem dages varighed som får eksklusiv brugsret til observatoriet i kursusperioden, og ellers vil amatørastronomer eller spirende ditto kunne indlogere sig med eller uden familien i en nærliggende by ved kysten med helpension og natlige ekskursioner til observatoriet. Man vil både kunne anvende observatoriets teleskoper og tage sit eget udstyr med. Fjernstyring af teleskoperne er der ikke umiddelbart planer om endnu - men det er hensigten med i hvert fald det ene af teleskoperne i det lange løb. Under alle omstædigheder vil der være brug for en hæderlig internetforbindelse - det er endnu en udfordring, jeg vil vende tilbage til, når stedet er udvalgt.
Hvad angår økonomien, så har jeg lavet tre forskellige budgetter for observatoriet - et, der med sikkerhed ikke tvinger os fra hus og hjem - og to yderligere, der er lidt mere krævende. Men skulle du have lyst til at bidrage til blandt andet at sørge for, der bliver råd til planetariet, skal du være mere end velkommen: http://www.indiegogo.com/projects/optical-... .
Og for lige at runde af med svaret på, hvordan Ingeniørens læsere kan hjælpe - ja så vil der løbende komme udfordringer, hvor jeg har brug for råd fra læsere, der er mere vidende end jeg på specifikke områder.

Mvh Jens

  • 1
  • 0

http://www.sunguntelescope.com/MAIN.html
Et prisbilligt solteleskop. Den kan laves på den billige måde, men selvfølgelig også på en mere prof. måde, og i mere stabile komponenter.

Men et udemærket grab-and-go scope.

Ja :) ifølge google skulle det være en dejlig solbeskinnet plet på jord.

CDK Vs. Meade. ~ Tjaa, jeg ved godt hvad jeg ville vælge, men der er jo en næsten faktor 3 i pris på selve teleskopet, kamera mm koster det samme til dem begge. Dog kunne jeg forestille mig at hvis du ville leje teleskoptid ud, så vil der være bedre økonomi i maxmounten, da der enten ikke skal være så mange nætter booket og/eller prisen per nat er mindre. Personligt hvis jeg har et budget og skal tage billeder af et objekt, så vil jeg tage det tilbud hvor jeg kan få dobbelt teleskoptid for samme pris.

Priside' for en 5'dages kursus med tilhørende tid på teleskopet? "Jeg kunne godt være en fremtidig kursist"
Jeg ser med glæde frem til et endeligt produkt.
Mvh Kim.

  • 1
  • 0

Et meget interessant solteleskop - jeg havde egentlig bare forestillet mig et Coronado-teleskop, men du har åbnet helt nye horisonter for mig.

Jeg havde ikke tænkt mig at leje teleskoperne ud separat - måske PlaneWave-teleskopet (hvis der bliver et), men i så fald først når det er gjort fjernstyrbart.
Prisen på et fem-dages kursus (25 timers undervisning, 5 nætter på observatoriet, logi med helpension af god, sardisk kost) bliver i omegnen af € 600, men det fordrer, at man kan mønstre et hold på mindst fire. Det ville glæde mig at have dig som en af mine første kursister - tag dine venner med :-).

De teleskoper der er nævnt på Indiegogo-sitet er i øvrigt ikke hele historien - jeg går også med planer om et Dobsonian-teleskop af en pæn størrelse, og måske en astrograf oven i købet - men nu lader jeg mig vist rive med...

Mvh Jens

  • 0
  • 0

En 32'' dobson med nogle gode okularer, en mørk nat og en lun vind ville ikke være helt af vejen. Jeg smider nok mine medsammendvorne ind til 20'eren, mens jeg booker mig ind på den dob, da jeg mest er til visuel brug af nattehimlen.
Vdr solteleskopet, så får du kun solpletterne med, da der ikke er nogen form for filter i opstillingen overhovedet - Den er prisbillig, her er et eksemel som kan købes for penge, men med lidt snilde kan den også laves herhjemme i ens egen værksted. Produktet der kan købes ser godt ud, og er funktionel, og hvis du laver en kopi af denne, så lav en youtubevideo og en indkøbsseddel fra 10-4.dk, så laver jeg nemlig også en bagefter.
http://www.youtube.com/watch?v=TwYaAFplgWU

Måske drømmer jeg bare, men hvad med en 32'' dobson binoscope?

Her er endnu et link
http://www.global-rent-a-scope.com/
Jeg ved ikke om man man komme med på den vogn, om man kan stille teleskopet til rådighed når man ikke har kursister mm?

Man kunne udleje teleskoptid lidt mere lavpraktisk. Jeg forestiller mig f.eks teamweiwer hvor kunderne får kontrol over PC'en remotely. Hvordan man afregner med tiden, tjaa - Per-Per-Hour, bankoverførsel. Online bookingsystem.
Måske kræve at man har været dernede for at lære systemet bedre at kende, software osv. Så man ikke kager noget op på computeren.

logfiler på teamweiwer kan også fungere som afregning.
Er du færdiguddannet astronom?

  • 1
  • 0

Hej Kim

Jeg har fra flere sider hørt, at en Dobsonian med stor apertur ville være et hit hos "visuelle astronomer" - et binoscope er dog nok lige i overkanten, særligt hvis du fordrer en apertur på 32". Et problem med Dobsonians - og navnligt de store af slagsen - er højden på okularet (jeg skal ikke have småbørn til at kravle rundt på stiger i 2-3 meters højde...). Til de læsere der ikke er så velbevandrede i teleskoptyper: der vil komme et blogindlæg hvor jeg opregner de væsentligste.

Jeg vil kigge nærmere på linket til solteleskopet - det er helt sikkert værd at overveje. Til at begynde med får jeg nok for travlt til selv at bygge teleskoper, men på sigt skal det også prøves af.

Udlejning af teleskoperne "uden for åbningstiden" er oplagt en mulighed, men jeg er ikke helt sikker på om det ikke bliver for vanskeligt at koordinere. Kunderne behøver jo ikke at komme som kursister, man kan også bare booke nætter - og det skulle gerne kunne ske med kort varsel. Men jo, idéen skal tænkes igennem, ingen tvivl om det.

Foreløbig har jeg et "Certificate in Astronomy and Planetary Science", men derudover har jeg (af direkte astronomirelevante fag) studeret praktisk astronomi med tilhørende observatorieophold og er netop ved at afslutte projektdelen på et kursus i astrofysik, hvor jeg og resten af mit team fjernstyrer et teleskop på Mallorca. Til sommer næste år afslutter jeg en grad i Natural Sciences med speciale i astronomi og fysik, men inden da skal jeg igennem tre kurser mere (kvantemekanik, "det relativistiske univers" og et projekt om "stof og stråling").

Mvh Jens

  • 0
  • 0

Solen er der (i mine øjne) ret omfattende adgang til online observationer på - med flere forskellige filtre, og de sites jeg har moniteret i perioder, er 100% gratis, så der kræves kun en internetforbindelse (som du jo er nød til at have uanset hvad, så vil der ikke være bedre økonomi i at koncentrere sig om at "kigge lidt længere væk".??? (i det mindste i starten).

P.S. : Nu har jeg godt nok læst, at du nævnte konens "hjemve", men var det ikke noget at gi' "et bette bud" på denne her : http://www.stfc.ac.uk/resources/pdf/JCMTpr... .?? . :o) . Jeg er også "hot" på et kursus dér (sålænge det ikke er solen, der er hovedretten).

  • 0
  • 0

Et solteleskop skal anvendes til de forbipasserende, der besøger observatoriet om dagen - og det koster ikke alverden.

Åh jo, Hawaii ville heller ikke være af vejen - jeg skal nok lægge billet ind på James Clerk Maxwell teleskopet også - men man skal jo nok love at kunne vedligeholde og bemande det (jeg har ikke lige 50 millioner kroner at kaste efter det årligt, men hvis du kender en sponsor...) - og jeg tror de vil foretrække et institutionelt frem for et privat tilbud :-) - og nej, jeg tror ikke jeg vil anbefale dig at vende den "dish" mod Solen....

  • 0
  • 0

Som 10-årig fik jeg min første kikkert af russisk model, da en gæst i festligt lag hos min mor lod hatten gå rundt og gav mig de 500 kr. der havnede i den.

lol... så du har jo tidlig erfaring med fænomenet "crowd-funding" !

  • 1
  • 0

Hej.

Jeg har endnu ikke fået læst din hjemmeside om projektet, men har lige et par bemærkninger alligevel:

  1. Skal der optages over længere perioder, er det også vigtigt at der ikke er tung trafik el. lign. i nærheden, så rystelser kan undgås/minimeres.

  2. Ellers er det jo også vigtigt at tænke på de basale behov ved længere ophold, så som kloakering, affald, vandforsyning, elforsyning.

  3. En advarsel: Efter min umiddelbare mening, kan det være ret skadeligt at tænke på at projektet skal ud at "konkurrere" med andre eksisterende teleskoper og faciliteter. Som andre læsere har været inde på, kan rigtig meget nemlig ordnes over nettet i dag. Ofte frit og gratis. Det vil være umuligt (eller i hvert fald meeeeget svært), at presse sig ind i denne konkurrence. Og ikke nok med det, så tror jeg også det ville være ødelæggende for engagementet og græsrods-gejsten i projektet. Som jeg ser det, er projektets styrke, at man som deltager selv skal være med til at bygge det op. At det faktisk er i selve opbygningsfasen, at man lærer noget, har det sjovt og vokser som menneske. Bygning af egne instrumenter, skabelse af et sjovt og kreativt miljø, hvor astronomien er den fælles referenceramme osv. Altså et projekt, hvor brugerne/deltagerne i den grad selv er med til at skabe stedet og ikke bare er "tankeløse zombie-turister, der vil betale og så underholdes" så at sige. At det så oven i købet foregår på Sardinien, gør det bare ekstra spændende og eksotisk.

Fantastisk projekt synes jeg!

Om mig: Jeg har selv hovedfag i astrofysik (og bifag i matematik) fra Aarhus universitet, men er næsten udelukkende teoretiker.

  • 0
  • 0

ad 3. Hvis det handler om at tjene penge (ikke mindst til driften af stedet), ja så kunne man/du/vi forsøge at lave workshops dér, hvor universiteter kunne betale lidt for at holde workshops eller sommer-/vinter-skoler omkring instrument-bygning, udvekslinger af erfaringer, stifte nye bekendtskaber, foredrag, sjov og ballade, god mad. Hvis ikke universiteterne vil bidrag med lidt kolde kontanter, ville astronomi-studerende sikkert gerne selv betale lidt. Eventuelt kunne man inspirere gymnasielærere til at komme med gymnasieklasser også. Eller kunstnere?

  • 0
  • 0

Hej Lasse

Tusind tak for dine indsigtsfulde kommentarer og de mange opmuntrende ord.

Ad 1) Jeg regner med at observatoriet kommer til at ligge 5-10 km fra den nærmeste hovedvej, og helst for enden af en blind vej, der kan spærres af ca. 100 m fra bygningerne - så vibrationer fra trafik tror jeg ikke bliver noget problem.

Ad 2) Jeg havde ikke tænkt mig at etablere permanente toiletfaciliteter til at begynde med - jeg satsede på at man kunne nøjes med en mobil løsning. Vand - til håndvask og lignende - kan medbringes i tanke. Jeg har til hensigt at gøre observatoriet helt energi-autonomt - hvilke løsninger jeg påtænker vil blive behandlet i et senere blogindlæg. Og evt. affald vil blive medbragt til indkvarteringen i en nærliggende by i forbindelse med transporten dertil.

Ad 3) Jeg er helt enig - det jeg ønsker at skabe er netop et sted, hvor man oplever et fællesskab (og har det sjovt), men også et sted, hvor man (afhængigt af typen af ophold) bagefter kan hævde at have udrettet noget - og lært noget nyt. Jeg har gjort mig næsten alle de samme tanker som du. Den gode mad kan du være sikker på - sarderne laver den bedste helstegte pattegris syd for alperne (og et utal af andre lækkerier). Og ja, gymnasieklasser på lejrskole, der villle have lyst til at komme forbi for en enkelt nat eller to, ville være mere end velkomne - og ligeledes grupper af kunstnere...jeg fornemmer at du selv har lyst til at bidrage med knowhow... :-) ?

Mvh Jens

  • 0
  • 0

Hej igen. Har lige været borte fra internet og deslige nogle dage.

Ja, jeg syntes det virkede, som et rigtig inspirerende projekt og min umiddelbare reaktion var da også, at jeg nok godt kunne tænke mig at bidrage på én eller anden måde. Men hvordan og hvorledes?

Jeg er som nævnt 90% teoretisk uddannet og er heller ikke voldsomt teknisk anlagt. Jeg har aldrig bygget instrumenter heller, men jeg har da en del viden om faget og miljøet, som måske kunne bruges på én eller anden måde?

Jeg ved da feks,, at der er et engageret miljø for instrument-byggeri og design omkring Kbh. Universitet, da jeg var lidt med omkring et større satellit-projekt for en del år siden derovre. Herudover er der DTU space og Ålborg selvfølgelig, som begge er stærke på det tekniske - i hvert fald satellitter. Aarhus har måske også startet noget interessant op siden jeg var i miljøet dér, for dengang dyrkede de mere det teoretiske og lod andre om de tekniske aspekter.

Mine personlige interesser ligger nok mest indenfor Gamma-astronomi, da det har størst relation til mine teoretiske interesser. Men gamma-astronomi bliver måske lidt svært at presse ind i projektet? Det kræver nogle ret specielle observationsteknikker - når det skal gøres her fra Jorden. De er vist ikke specielt spændende for amatør-astronomer at "lege" med så at sige. Jeg tror ikke det vil have den store folkelige appeal i hvert fald, for nu at formulere det på den måde :-).

Men hvordan bidrager man i det hele taget Jens? Holder i møder? Hvordan er I/du organiseret omkring projektet? Har I/du dannet en forening eller en klub eller noget? Hvilken viden og know how ville være interessant, sådan lige umiddelbart? Skal I selv bygge nogle instrumenter feks.?

Nå, jeg spekulerer lige selv videre over det hele om hvordan og med hvad jeg kunne bidrage på et tidspunkt eventuelt...

  • 1
  • 0

... Måske er det i virkeligheden mest det lav-praktiske der er størst behov for, når det kommer til stykket? Sådan noget med at mure eller grave et hul i jorden? Det kunne da være, at man kunne kombinere den slags indsats med lidt ferie feks? Det ville da ikke være nogen katastrofe-kombination i mine øjne.

(jeg kunne ikke rette i min kommentar ovenfor, så jeg måtte skrive en ny)

  • 1
  • 0

Hej Lasse

Gamma-astronomi kommer vi nok ikke til at bedrive foreløbig ;-).
Idéen er ikke meget mere end en måned gammel, så der er endnu ikke noget stort hold bag projektet - det er foreløbig kun min hustru, min svoger og jeg. Ingeniøren vil helt sikkert være interesseret i at lægge hus til møder om projektet, ved jeg - så det er afgjort en mulighed (men ikke før august). Instrumentbygning er ikke umiddelbart fokus, men det er klart et interessant forslag til workshops. Som sagt er det heller ikke noget, jeg har beskæftiget mig med (endnu). Jeg værdsætter mange former for bidrag:

  1. Hjælp til at løse specifikke udfordringer - jeg poster indlæg her på bloggen, efterhånden som de opstår.
  2. Generelle kommentarer/råd vedrørende forhold, som jeg måske ikke er klar over (i sagens natur kan jeg ikke nærmere belyse hvilke (jeg undlader her ikke at citere Cheneys "unknown unknowns").
  3. Moralsk opbakning - herunder tilkendegivelser af, at man er interesseret i ophold på observatoriet - det hjælper til at skaffe finansiering.
  4. Arbejdsindsats, som du også nævner, både fysisk og mental. Vi er ved at lave en "time bank" - jeg skriver mere om dette i et senere indlæg. David Christensen (http://davidchristensen.dk) arbejder f.eks. på at lave et logo til observatoriet. Jeg skal lige have indhentet hans tilladelse, så kan det være, jeg kan vise det frem på bloggen.
  5. Økonomiske bidrag. Jeg lavede i første omgang et temmeligt ambitiøst crowdfunding-projekt på Indiegogo, men det bliver nok erstattet af mindre, mere overskuelige projekter, når det udløber: http://www.indiegogo.com/projects/optical-...

Fælles for alle ovennævnte bidrag er, at de vil blive belønnet efter indsats ;-)

Cieli sereni

Jens

  • 1
  • 0