Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
forskningsingeniøren bloghoved

Apps er in, software er yt

Med udbredelsen af smartphones og tablets de seneste år er mange blevet bekendte med, hvad en app er, og ordet er også blevet optaget i den danske retskrivningsordbog.

Ifølge ordbogen.com er en app et:

"...lille program til en smartphone eller lignende, som har en specifik funktion, fx et spil, adgang til en hjemmeside, visning af sportsresultater eller lignende."

Dvs. en app adskiller sig fra (computer)software dels ved at køre på smartphones og tablets og dels ved at udføre en enkelt eller et relativt begrænset antal funktioner.

Eftersom apps betjenes via trykfølsomme skærme, som typisk er mindre end computertastaturer, er der naturlige begrænsninger i deres funktionsmuligheder. Derfor tvinges udviklerne til at tænke simpelt, intuitivt og brugervenligt, og det er i min erfaring til de fleste apps' fordel.

Apps har sjældent "mange funktioner, som vi både skal lære at kende og lære at se bort fra", og gode eksempler er Simplenote (tidligere omtalt) og Notability (mere omtale følger i et senere indlæg).

I kontrast hertil står computersoftware, ifølge konsulent i forbrugeradfærd, Thomas Visby Snitker:

"Computerprogrammer er ofte en schweizerkniv, som kan alt for mange ting i forhold til, hvad vi skal bruge dem til. I stedet skulle leverandørerne måske skære nogle knapper fra og være bedre til at integrere programmer med hinanden til glæde for brugerne." (Host host, Apple, Host Host)

På en computer, med sin større skærm samt fysiske tastatur og mus, er der flere muligheder for de funktioner, man kan anvende. Men fordi man til basal brug ikke har brug for alle de fancy funktioner, er der sommetider et misforhold mellem, hvad brugeren ønsker, og hvad programmet kan og gør.

Der er mange funktioner, hvor til en computer og avanceret software er absolut nødvendig for mig, f.eks. til beregninger (MatLab og Maple) og dokumentskrivning (LaTeX). Men som tidligere omtalt har jeg flyttet en del af mit arbejde til iPad og apps, eksempelvis tilgår og læser jeg al litteratur derpå.

Ligeledes har jeg på min computer droppet mit mail- og kalenderprogram, Thunderbird, til fordel for at benytte e-mail og kalender direkte i min internetbrowser. Ikke fordi Thunderbird udførte dette dårligt, men fordi jeg foretrækker at skære ned på antallet af programmer, jeg åbner og har kørende, når computeren er tændt.

I modsætning hertil har jeg gerne en app til hver enkelt funktion på iPad'en (en til mail, en til kalender, en til internetbrowsing, en til PDF-læsning, en til noter osv.). Dette skyldes dels, at hver app er god til netop én funktion, og dels at de hurtigt og enkelt åbnes og anvendes og derefter sættes i baggrunden eller lukkes ved endt brug.

Så apps er blevet mere in, mens software er blevet mere yt.

Jakob Rosenkrantz de Lasson er civilingeniør og ph.d. i nanofotonik fra DTU. Jakob arbejder som Product Lead og forskningsingeniør hos virksomheden TICRA i København og blogger om forskning, fotonik og rumteknologi. Jakobs blog har tidligere heddet DTU Indefra (2012-2016) og DTU Studenten (2012)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

er det yt at have mange programmer kørende på sin PC mens det samme er in på sin tablet ? forskellen er vel ens ...

Det er et interessant spørgsmål, og jeg kender ikke nødvendigvis svaret.

Min egen oplevelse er dog som beskrevet, at jeg på min computer går imod at bruge færre programmer og køre flere ting i en internetbrowser samt synkronisere al materiale via Dropbox. Måske skyldes dette, at mange computerprogrammer, som omtalt, kan for meget og har mange funktioner, jeg ikke behøver. Til sammenligning er apps ofte mere minimalistisk indrettet med et relativt begrænset antal funktioner, hvilket til gengæld også gør dem hurtigere at bruge.

Jeg tager ikke patent på, at dette er sandheden for alle - for det er det naturligvis ikke. Har du selv en anden opfattelse? Bruger du mere software på din computer end apps på din smartphone/tablet? Og hvis ja, hvorfor er dette så tilfældet?

  • 0
  • 0

Jeg er relativ ny i smartphone-segmentet, men synes det er svært at sammenligne direkte. Jeg har arbejdet grafisk i mange år, og har stadig en TUNG pc, helt bogstavligt, med oceaner af RAM (24Gb), harddiskplads (10Tb), og et strømforbrug som et middelstort bolchekogeri.
På en skæv måde, tror jeg det bliver fremtiden. PC'en, især den stationære, bliver en entreprenørmaskine, med råstyrke og komplekse, ofte professionelle programmer. Den bærbare pc smelter mere eller mindre sammen med tabletten, og glider over i smartphones i varierende størrelser. (man kan, men det ser åndet ud at bruge en Ipad som mobil ;o), afhængig af brugerkrav, hvor meget man skal skrive osv. De kommende bærbare får ganske sikkert røre-skærm.
Det daglige værktøj og elektroniske schweizerkniv bliver en smartphone, og jeg har vel flyttet i omegnen af 80% af mit daglige 'forbrug' over på min iphone, med et fixt lille blåtand-tastatur, hvis der skal grifles lidt mere.
Til udelt glæde for mig og min elregning, omend Ærø Elforsyning nok kommer til at beskære deres julefrokost til næste år.
Så apps er ikke 'moderne', men fremtiden for det store runde flertal, hvis forbrug stort set kun består af facebook, mail, brows, og småspil.
Det er upraktisk at køre til bageren om søndagen i en rendegraver.

  • 0
  • 0

På en skæv måde, tror jeg det bliver fremtiden. PC'en, især den stationære, bliver en entreprenørmaskine, med råstyrke og komplekse, ofte professionelle programmer. Den bærbare pc smelter mere eller mindre sammen med tabletten, og glider over i smartphones i varierende størrelser. (man kan, men det ser åndet ud at bruge en Ipad som mobil ;o), afhængig af brugerkrav, hvor meget man skal skrive osv. De kommende bærbare får ganske sikkert røre-skærm.
Det daglige værktøj og elektroniske schweizerkniv bliver en smartphone, og jeg har vel flyttet i omegnen af 80% af mit daglige 'forbrug' over på min iphone, med et fixt lille blåtand-tastatur, hvis der skal grifles lidt mere.

Jeg er meget enig, og som jeg var inde på, kører jeg fortsat alle de tunge opgaver på såvel stationære som bærbare computere - mens de mindre og mere mobile opgaver samt fritidsaktiviteter er flyttet til iPad.

Så apps er ikke 'moderne', men fremtiden for det store runde flertal, hvis forbrug stort set kun består af facebook, mail, brows, og småspil.
Det er upraktisk at køre til bageren om søndagen i en rendegraver.

Netop fordi apps i højere grad end computersoftware er justeret i funktionalitet og kompleksitet til det basale brug, du nævner, mener jeg, at de er moderne. Eller at de er in, i den sprogbrug jeg anvendte i blogindlægget.

  • 0
  • 0

Det er svært at spå om den digitale fremtid - det lykkes mig aldrig ret godt at ramme rigtigt. Jeg er dog spændt på at se hvad trådløst display, som bla. er blevet en fast funktionalitet i netkort fra Intel, kommer til at betyde for PC'ens og den bærbare's fremtid. Som det er i dag er computeren jo samlet i en enhed: Skærm, tastatur og selve hardwaren. Måske er der en fremtid i, sådan mere fleksibelt, at kunne adskille tingene, så de tre ting ikke behøver hænge uløseligt sammen hele tiden. F.eks bliver TV'et som selvstændigt medie nok snart fortid.

Mht til Ipad's kan jeg ikke se den som et egentligt arbejdsredskab, bortset fra læsning. Her er den rigtig stærk. Hvis man har et fysisk tastatur-tilbehør til sin Ipad (man kan få et cover med tastatur i, hvor man sætter Ipad'en i, så den kommer til at ligne en bærbar, som Jacob nævnte i tidligere blog), så begynder det dog at ligne noget jeg kan arbejde ved. Problemet er så, at det er svært at klemme Matlab, som jeg også er kæmpe fan af, ned på app-format og tilmed køre på flash-hukommelse, versus RAM. Kraftigt software i det hele taget bliver nok aldrig app-venligt. Det er jo afhængig af at kunne trække direkte på CPU'ens resurser og ikke gennem lag af software som f.eks. en browser.

Men er app's ikke blot Apple's måde at håndtere software på i deres tablet-OS, tilsvarende Windows-metoden med setup og installation. Så kunne man spørge, hvad er der så af fordele og ulemper ved begge dele? Det hele forekommer enklere på Apple (og mere sikkert og beskyttet), men måske er de muligheder/frihedsgrader udviklerne har så også mindre ift. de "gammeldags" ikke-app metoder.

  • 0
  • 0

Problemet er så, at det er svært at klemme Matlab, som jeg også er kæmpe fan af, ned på app-format og tilmed køre på flash-hukommelse, versus RAM. Kraftigt software i det hele taget bliver nok aldrig app-venligt. Det er jo afhængig af at kunne trække direkte på CPU'ens resurser og ikke gennem lag af software som f.eks. en browser.

Ja, enig. Men mon ikke producenterne af i hvert fald tablets arbejder på at give dem noget mere seriøs regnekraft? Det kunne jeg forestille mig.

Ang. MatLab blev jeg ved et af de tidligere indlæg gjort opmærksom på denne app: https://itunes.apple.com/us/app/matlab-mob... . Det er selvfølgelig ikke det samme som at køre MatLab lokalt på iPad'en, men det er da potentielt en start.

Men er app's ikke blot Apple's måde at håndtere software på i deres tablet-OS, tilsvarende Windows-metoden med setup og installation. Så kunne man spørge, hvad er der så af fordele og ulemper ved begge dele? Det hele forekommer enklere på Apple (og mere sikkert og beskyttet), men måske er de muligheder/frihedsgrader udviklerne har så også mindre ift. de "gammeldags" ikke-app metoder.

Programmerne på alle de mobile platforme går under navnet apps - f.eks. også i Android (http://en.wikipedia.org/wiki/Android_%28op...). Så selvom app-fænomenet er meget udbredt pga. iPhone og iPad, dækker det bredere end Apple.

Apps er naturligvis også software, men som jeg har været inde på, føler jeg, at apps er anderledes opbygget end traditionelle computerprogrammer. Jeg har kun en smule erfaring med apps fra andet end iOS (fra en Nokia-smartphone), men jeg gætter på, at det samme er gældende i Android.

  • 0
  • 0

Det lyder som om det du eftersøger er storage på nettet(skyen) og det får du med dine apps.

Mig selv ? Galaxy SII til telefon, sms, lidt surfen, kalender og email(exchange) og ... lommelygte :-)

Resten bærbar med mint debian. Der er ikke noget der slår hastighed, skærm, rigtig tastatur overhovedet og ordentlige programmer :-)
Der er også en virtualbox med xp snart w7 der kører de programmer der nu engang er lavet udelukkende til disse OSer.

Det kan sagtens være pad'en er smart, men jeg er sådan set ligeglad med om der er runde eller firkantede hjørner på vindueren. Forskellen er stort set ens fra xp til w7 over gnome til xfce,lxde og den gamle windowmaker. Det er det inde i de enkelte vinduer der er det interessante :-)

I USA begynder man nu at se folk med hvide fingerspidser fordi de sidder og tamper brødtekst ind ved at "slå" fingrene på en glasplade - en meget meget mild udgave af falanga. Det er skader der kan være uoprettelige...
Bare det får mig til at holde fingrene langt væk fra tastaturer med ubevægelige taster.

  • 0
  • 0

og jeg glemte at jeg synes det er lidt trals med de der lukkede økosystemer ala ipad og android tablets. Det er take it or leave it og accepterer æbler på de hudfarvede stykker osv. Det er noget af en bonert verden for nu at sige det pænt.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten