close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser og accepterer, at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
gts-bloggen bloghoved blog

Det alle bør vide om at gøre deres produkter digitale

Går din virksomhed også med et ønske om at gøre produkterne digitale? Så gør du klogt i at læse med her. Jeg vil nemlig give dig en simpel opskrift på, hvordan din produktionsvirksomhed kan træde ind i den digitale verden - uden at du skal opfinde den dybe tallerken først.

Lad os sige, at din virksomhed laver sko. Du sender dem på markedet, hvor folk køber dem, så laver du flere sko, som også bliver solgt – så langt så godt. Det er jo en helt fin forretning at have kørende. Men - du ved reelt ikke om kunden, der har købt dine sko, bruger dem én gang og smider dem tilbage i skabet, eller om kunden har dem på otte timer om dagen. Kundens forbrug af dine sko er derfor både interessant men også vigtigt for dig at få viden om.

Indsigt i kunders forbrugsmønster af produkter er interessant for alle produktionsvirksomheder. Det ville give dem mulighed for at lave endnu bedre produkter, der er tilpasset kundens behov og brug af produktet. Det ville i sidste ende give glade og tilfredse kunder, der øjensynligt ville vende tilbage til butikken.

En guldmine af data venter på dig – og forbrugeren

Fysiske produkter adskiller sig fra rene digitale produkter, som f.eks. musiktjenesten Spotify. Her er det muligt at hente data ind om alt. Det kan være, hvilken slags musik brugeren hører, hvornår på dagen musikken høres, hvilke genrer og hvor lang tid, brugeren hører musik i.

I fysiske produkter, som f.eks. et par sko, har det ikke været muligt for producenten at få denne data, som nemt tilflyder digitale produkter. Men den gode nyhed er, at det faktisk ikke er så indviklet at få sat gang i denne proces.

Fra skoproducent til sundheds-app

Løsningen er at digitalisere dit produkt. Så – hvis du som skoproducent ønsker at få indsigt i kundens forbrugsmønstrer, skal du med andre ord udstyre din sko med et stykke software. Det er allerede set før hos Nike og Adidas. Her kunne forbrugeren koble sine løbesko sammen med sin iPhone og dele sin løberute og antal kilometer med vennerne på de sociale medier. Løbeskoene gik altså fra at have en praktisk funktion til også at have en social funktion. Men hvad nu hvis denne data også kunne tilflyde dig som producent af produktet? Og hvad nu hvis din virksomhed ikke kun gav kunden merværdi i form af en praktisk og social funktion, men at dine sko også kunne forbedre forbrugerens sundhedstilstand og dermed øge livsværdien?

Forestil dig, at det stykke software, du kommer i dine sko, var udstyret med en tryksensor, der kunne fortælle forbrugeren, at vedkommende gik skævt og derfor havde behov for et indlæg. Eller at skoene var udstyret med en lille fugtmåler, der kunne berettet om fodsvamp eller om forekomsten af podagra. Et helt almindeligt produkt som et par sko giver pludselig forbrugeren mulighed for at handle på sundhedsmæssige forandringer. Som sagt var opskriften simpel.

Jeg vil gerne abonnere på tjenesten: Går jeg korrekt?

Du skal finde nogen, der ved noget om 1) biomekanik, 2) hardware – som f.eks. en tryksensor - og 3) nogen, der ved noget om Internet of Things og maskinlæring. Alle de her legoklodser findes i dag: Folk, der kan lave sko, sensorisk måling af bevægelse, automatisk generering af strøm via kinetisk energi, når skoen er i brug. Og så skal du bare have en lille radiomodul, der sender data til forbrugernes telefon eller et centralt sted. Alt det til sammen giver en intelligent sko. Tilsæt derefter en algoritme på bagsiden, der kan bruge de data, som skoen opsamler, til noget fornuftigt. De tre ingredienser ville udvide din skoportefølje og tilføre den en enorm merværdi.

Et stykke software i skoen giver også nye forretningsmuligheder. Enten sælger du dine sko traditionelt som før, eller også giver du skoene gratis væk og lader forbrugeren abonnere på ydelsen i skoene. Du leverer det digitale snit som tjeneste og kan ændre softwaren i forbrugernes mobil alt efter hvilken tjeneste, forbrugeren ønsker information om. Det kunne f.eks. være tjenesten ”går jeg korrekt?”.

Fra produktionsvirksomhed til softwarefirma

Eksemplet med skoproducenten er et tænkt eksempel, men bestemt ikke urealistisk. Vi kan spinne den samme historie om næsten alle produkter. Pointen er at tage dine fysiske produkter og lave en digital spejling af dem. Det handler om, at du som produktionsvirksomhed skal få fat i mennesker, som du traditionelt set ikke har haft ansat før – f.eks. softwareudviklere – og gøre dem til en integreret del af din produktudvikling. Og hvis l ikke har råd, så find dig nogle gode venner der kan hjælpe.

Det kunne f.eks. være det nyåbnede Dansk Center for Anvendt Kunstig Intelligens, som Alexandra Instituttet står bag. Centrets formål er at hjælpe virksomheder som din ved at give dig nem adgang til spidskompetencerne inden for maskinlæring, kunstig intelligens og big data.

Jeg håber, at dette indspark motiverer og inspirerer dig til at gribe de nye teknologiske muligheder, der ligger for dine fødder. Og hvis det lyder som noget, din virksomhed bør gå i gang med, er du velkommen til at kontakte mig for en uforpligtende snak.

Denne artikel er en del af Ingeniørens Automationskampagne. Læs mere her
Anders Kofod-Petersen
er professor i kunstig intelligens og vicedirektør i Alexandra Instituttet.
Kommentarer (5)

Overvågning, overvågning og mere overvågning.

Hvis dine sko også forsynes med en mikrofon, så ved fabrikanten hvornår du er sammen med din elskerinde. Så kan fabrikanten tilbyde ikke at fortælle konen noget mod betaling af et "tavshedsgebyr".

  • 5
  • 0

Det var dog det mest åndsforladte argument for digitalisering jeg længe har hørt.

Fysiske produkter som sko sælges på deres egenskaber som kunderne klart har defineret. Du kommer hverken til at gå bedre, længere eller mere sexet af et tåbeligt stykke software.

Man skal godt nok være mentalt svækket i svær grad for ikke at klare en normal hverdag uden digitale krykker.

Hvem gider betale yderligere for varm luft når et simpelt produktet er købt og betalt?

  • 6
  • 0

Som hardware-ingeniør skurrer det fælt i mine ører når der tales om "Digitale Produkter".
Alle elektroniske enheder i dag er mere eller mindre digitale.
Det er marketingspeak i sin værste form, og dækker tilsyneladende over, at en enhed har mulighed for at blive koblet på et netværk for senere databehandling.

Men det er helt sikkert et "kvantespring".

Bent.

  • 3
  • 0