kronikken blog

Akkreditering koster dyrt i bureaukrati

Illustration: Lars Horn

Lone Leth Thomsen og Ove Andersen er studienævnsformænd, Aalborg Universitet

I 2007 indførte Videnskabsministeriet (nu Uddannelsesministeriet (UM)) akkreditering af universitetsuddannelser i Danmark, angiveligt til gavn for studerende, arbejdsmarkedet og uddannelsesinstitutionerne. Det gav 18. august 2007 anledning til en artikel på ing.dk: 'Universiteterne: Ministeriet vil drukne os i bureaukrati', hvori rektorkollegiets formand, Jens Oddershede citeres for: »Som reglerne er formuleret, kan det blive et bureaukratisk monster, som der skal bruges utrolig mange ressourcer på. De kan kun tages fra uddannelse og forskning.«

Vi vil her give et konkret eksempel på akkreditering fra Aalborg Universitet og se på, hvorledes det passer med Jens Oddershedes forudsigelse.

Aalborg Universitet (AAU) har i 2011-2012 deltaget i turnusakkreditering (ca. hvert sjette år) af 16 eksisterende IKT-uddannelser. Akkreditering kræver, at uddannelsesinstitutioner dokumenterer, at de opfylder en række centralt fastlagte kriterier vedr. behov for uddannelse, forskningsforankring, faglig profil, læringsmål, uddannelsens struktur og tilrettelæggelse samt kvalitetssikring.

Fra de første informationsmøder til det endelige svar på ansøgningerne foreligger, strækker processen sig over ca. halvandet år. I denne periode udarbejder universitetet detaljeret dokumentation for hver enkelt uddannelse bl.a. vedr. den løbende dialog med aftagere, aftagerpaneler og dimittender, anvendelse af denne dialog i udformning af uddannelserne, sammenhæng og progression, de fysiske forhold, m.m.

Akkrediteringsarbejdet er ganske omfattende og involverer mange fra universitetet, fra studenterniveau til fakultetsniveau samt eksterne personer, bl.a. sagsbehandlere fra ACE Denmark og UM, tidligere studerende, aftagervirksomheder og udenlandske fageksperter. Akkrediteringsrapporter med bilag kan have et omfang på 200-300 sider. Der investeres således massivt i akkreditering, og spørgsmål er, om udbyttet står mål med investeringen.

Efter flere udvekslinger af dokumenter (akkrediteringsrapporter og -indstillinger, høringssvar, m.m.) mellem AAU og ACE Denmark kan resultatet gøres op for de 16 IKT-uddannelser. Resultatet kan anskues positivt eller negativt. Det glædelige er, at alle uddannelser er akkrediteret positivt, dvs. at de vurderes at leve op til alle bekendtgørelser og standarder. Efter akkrediteringen kan fokus på de enkelte uddannelser rettes tilbage mod de hidtidige procedurer for at sikre uddannelser og forskning på højeste niveau.

Det negative synspunkt er, at ressourcerne til akkreditering kunne gøre større gavn på de enkelte uddannelser. Der er mange ønsker til, hvilke ekstra undervisningsmoduler, laboratorier m.m. der kunne bringe studerende tættere på verdensklasseniveau. Ofte bremses ønskerne med 'det har vi ikke ressourcer til'.

Ingen med ansvar for uddannelser vil bestride, at der skal være en finmasket kvalitetssikring. De nuværende politiske vinde blæser i retning af, at uddannelsesakkreditering bliver erstattet af institutionsakkreditering. Med den rette implementering kan det være et skridt mod mindre bureaukrati uden at sætte kvaliteten over styr. Dog har de foreløbige planer ikke været overbevisende mht. reduktion af bureaukratiet.

Det kunne være befriende med ideer til et nyt akkrediteringssystem. Et bud kunne være et ACE Denmark rejsehold, der besøger de enkelte institutter og møder ledere, ansatte og studerende. Forud for disse møder kunne relevant data være hentet ud af de centrale it-systemer. På denne måde kunne bunken af dokumenter nedbringes uden at gå på kompromis med kvalitetssikringen. Er der andre forslag til effektivisering?

Emner : Uddannelse
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvad sker der efter man har lavet 16 gange 2-300 sider for hver uddannelsesretning? Er der så en stakkels embedsmand der skal tygge sig igennem dem og komme med anbefalinger eller krav til uddannelsesstedet?

  • 0
  • 0

Er det muligt at få et link til kravene for akkreditering, så det er muligt at danne sig et indtryk af hvad det egentlig drejer sig om?

Umiddelbart lyder kronikken som samme klagesang, der kom fra sygehusene, da de i starten af årtusindet begyndte på kvalitetssikring. Og som samme klagesang der kom fra mange virksomheder i forbindelse med ISO9000.

Kronikken efterlader det indtryk at kvalitetsarbejde er et stedbarn. Der skal arbejdes for at opnå akkrediteringen, arbejde der er uafhængigt af det kvalitetsarbejde der i øvrigt måtte blive lavet. Det er også set ved virksomheder, der bare skulle have et ISO-certifikat, for at vise det til potentielle kunder.

På den måde bliver kvalitetssikring - der i dag har udviklet sig til kvalitetsledelse - ikke nogen succes. For at kvalitetsledelse kan virke, skal det være en fuldt integreret del af virksomhedens/institutionens processer og daglige virke.

Inspiration til at gøre kvalitetsledelse rigtigt kan findes i ISO9000 systemet. Det er modnet, gennemprøvet og har bevist sin værdi.

  • 0
  • 0

I princippet er det forkert at kalde akkreditering for kvalitetssikring: Man måler ikke kvaliteten eller relevansen af undervisningen. Man ser (ligesom i ISO9000) stort set udelukkende på processer: Er der nedskrevne procedurer for dit og dat, og bliver der holdt de rigtige møder med de rigtige mellemrum.

På et hospital er det meget vigtigt med præcise procedurer, for det kan have meget store konsekvenser at glemme bare en lille ting. Endvidere er det generelt kendt, hvad den rigtige behandling af bestemte sygdomme er.

Det samme gælder ikke undervisning: Resultatet (veluddannede kandidater) er i mindre grad afhængig af, om præcise procedurer følges, og der er ikke en entydig bedste undervisningsmetode. En væsentlig årsag til dette er, at de studerende i højere grad kan tage ansvar for egen læring, mens patienter ofte er helt hjælpeløse. Dermed er der automatisk en kontrolinstans: De studerende selv. Hvis de ikke er tilfredse med undervisningen, så skal vi (de ansatte) nok høre om det. Det lave antal undervisningstimer på humaniora blev ikke afsløret af en akkrediteringsproces: Det blev af de studerende selv blæst ud i medierne længe inden akkrediteringen (som dog også påpegede problemet) blev lavet.

Så den meget tunge akkrediteringsproces (som også er et symptom på den djøffificerede ISO9000 tankegang) kunne sagtens erstattes af noget meget mindre omfattende, uden at det ville gå ud over kvaliteten i undervisningen. Som kronikørerne skriver, kunne undervisningen faktisk blive bedre med en mindre omfattende proces, fordi universiteterne kan bruge ressourcerne der i stedet for til akkreditering.

  • 0
  • 0

Torbens forståelse af ISO9000 systemet er fuldstændig (som i 100%) ude af trit med virkeligheden. Men hans forståelse er nok repræsentativ for opfattelsen på universiteterne.

Der er intet problem overhovedet i at lave et ISO9001 certificeret kvalitetsledelsessystem til en undervisningsinstitution. At undervisning ikke kan beskrives i procedurer og arbejdsgange, giver ikke det mindste sved på panden!

Ud fra standarden for kvalitetssikring af videregående uddannelser [1], ligger det lige til højrebenet at implementere et ISO9001 kvalitetsledelsessystem. Hvert eneste krav i Part 1 (krav til uddannelsesinstitutioners egen kvalitetssikring) peger direkte ind i ISO9001. Det er så påfaldende at at jeg ledte efter referencer til ISO'en, dog uden at finde dem. Men standarden giver frihed, og gennemtvinger ikke brug af ISO9001. Dette kan selvfølgelig skyldes at det ikke er helt billigt at erhverve et certifikat.

Med det forbehold, at jeg ikke har studeret implementeringen af standarden hos ACE [2], vil jeg derfor frejdigt påstå at universiteterne ser et bureaukratisk ressourceædende akkrediteringsmonster netop fordi de ikke har et kvalitetsledelsessystem!

Så derfor: Ja, vi har set det før.

Referencer: [1] Europæisk vedtagne Standarder for Kvalitetssikring af Videregående Uddannelser: http://www.acedenmark.dk/fileadmin/user_up...

[2] Akkrediteringsinstitutionen: http://acedenmark.dk/

  • 0
  • 0

Jeg er lidt ked af denne diskussion, idet jeg er af den opfattelse at man på DTU altid (bemærk: altid) har haft et "kvalitetssikringssystem" kørende og har kunnet dokumentere systemets virkning ved at opnå anerkendelse af "produkterne" verden over. - Ja, det kan godt være, at "standardformularerne" ikke har været udfyldt, - men det er jo heller ikke det, det handler om! Bureaukratiet kan i øvrigt begrænses, forenkles, så det ikke koster så mange ressourcer, - og kan efter fornøden instruktion betjenes af andre end forskere. (Deres medvirken er dog nødvendig). Det diskuteres også andre steder. (www.slideshare.net - hvor Dr. Bapat har foreslået noget tilsvarende.) - Imidlertid er det vigtigt i alle arbejdsmæssige forhold (ikke kun på DTU), at vide HVOR vi skal hen og HVORDAN. Skal akkrediteringen bruges til at sælge "varen"? (I gamle dage blev det revet væk!) Uanset, hvad man bestemmer - skal det virkelig tænkes igennem. I en korrekt gennemført implementering af systemet i et produktionsfirma er der ofte sparet ressourcer.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten