Akademisk 'kassetænkning' hæmmer entreprenørskab hos studerende

Entreprenørskab blandt studerende: Det er et af de helt store spørgsmål der er opstået, efter at jeg har arbejdet et halvt år med iværksætteri og uddannelse i USA. Hvordan kan de være så sindssygt gode til det, og - mindst lige så relevant - hvordan kan Danmark skabe den samme iværksætterånd?

Jeg tror næppe, at jeg kan løse et af dansk uddannelsespolitiks yndlingsspørgsmål i løbet af de kommende paragraffer, men her kommer nogle iagttagelser, som måske kan åbne øjne og inspirere til løsninger. Som en rigtig atypisk artikel, kommer pointen først til allersidst. For at læserne ikke skal fortvivle undervejs, er her en hurtig læseguide: først kommer der et indledende afsnit om amerikanske universiteter, dernæst et om, om man overhovedet kan undervise folk i, at få idéer, og til sidst pointen om, at de bokse vi kommer ”CBS’ere”, ”programmører” og ”humanister” ind i, er stærkt nedbrydende for iværksætterpotentialet.

En kultur for iværksætteri og innovation

Det sidste halve år har jeg arbejdet i Silicon Valley, lige op og ned af Stanford University, og både i området og på universitetet er der et stort fokus på iværksætteri. Hvis du søger optagelse på Stanford, skal der være en særlig grund til det. Du skal selvfølgelig være dygtig og opfylde optagelseskravene, men dertil skal du også have en særlig iværksætterånd.

Når de mest ambitiøse unge amerikanere (og også mest priviligerede – men det er en anden snak) skal vælge deres alma mater, har de bedste universiteter forskellige styrker: hvis du vil være en god ingeniør, så burde du nok gå efter MIT eller CalTech. Er du mere til business-studier burde du snarere overveje Harvard eller UPenn, er det naturvidenskab så kunne turen gå til Oxford eller Cambridge i England, samfundsfag så se på Berkeley og er det endelig humaniora, så er liberal arts universiteterne i Østkystens Ivy League umiddelbart de oplagte bud.

Til gengæld - hvis du vælger Stanford, så gør du det sandsynligvis på grund af universitetets store fokus på innovation og iværksætteri. Universitetet der oprindeligt og til dels stadigt udgør grundstenen i Silicon Valley, opfindelsen af Design Thinking og deres måde at tænke nyt, utraditionelt og entreprenant i de traditionelle akademiske discipliner.

For at få en smagsprøve, så tjek et gratis webinar eller læs lidt videre om de estimerede $2.7 trillioner der årligt genereres af Stanford alumner.

Undervisning i entreprenørskab

Jeg hører indimellem kommentarer som ”Har I hørt - så vil de prøve, at undervise de studerende i at få gode idéer!”, efterfulgt af bedrevidende høhø’er og indforståede blikke. Men jo, det kan man faktisk godt.

I lang tid troede jeg selv, at iværksætteri og innovation var forbeholdt folk, der pludselig kom på en fiks idé til at redde verden. Jeg havde også et ret godt billede af, at denne elpære typisk poppede op, mens den intetanende gik rundt mellem spinat og ærter i supermarkedetes frysediske: gerne et sted, hvor de ville tabe en mælkekarton eller lignende, for ligesom at understrege den dramatiske effekt.

Siden har jeg fundet ud af, at der er masser af måder, hvorpå man kan hjælpe idéerne lidt på vej. Der er mere eller mindre strukturerede måder at komme igennem problem-løsning-eksekveringsfaserne.

Når idéen og forretningsmuligheden så er fundet, er det ret uvurderligt at vide, at alle syntes, at det der med at starte virksomhed er utroligt uoverskueligt, men med den rette vejledning og en helt fantastisk viljestyrke kan lykkes.

Og så selvfølgelig med det rigtige team. Hvis der er én ting, som samtlige investorer, iværksættere og alle andre tilknyttede til start-up miljøet i Silicon Valley vil sige, så er det, at du har brug for det rigtige team. Der er tonsvis af gode idéer derude, det der gælder er, om du har samlet det rigtige team til at udføre idéen. Og det bringer mig til min egentlige pointe:

Boksene ”Humaniora”, ”Business” og ”Nørd”

”Det rigtige team” indeholder typisk en blanding af specialister og generalister, nogle, der kan stå for de mere tekniske {programmerings, laboratorie, forskningsmæssige} dele af idéen, mens der samtidigt også skal være mere kommercielt orienterede {marketing, forretnings, humanistiske, grafiske, brugerorienterede} medlemmer på holdet. Det lyder ikke umiddelbart som raketvidenskab, men efter mine egne år på DTU (med afstikkere til ITU, KU og CBS) og mit udvekslings- samt praktikophold ved de amerikanske universiteter, tror jeg, at Danmark har nogle problemer udi dette.

En af grundene er, at det amerikanske videregående uddannelsessystem er ikke specialiseret og opdelt på samme måde som det danske. Når man i Danmark efter gymnasiet vælger, at nu skal der stå jura, medicin eller HA på skemaet de næste mange år, så bliver man uddannet og specialiseret indenfor det valgte fag (og evt. tilstødende fag) i løbet af den næste årrække, først på bacheloren og dernæst kandidaten. I USA optages man i stedet på en 4-årige undergraduate bacheloruddannelse, hvor man godt nok skal vælge en ”major”, men derudover skal have fag indenfor historie, litteratur, matematik, idræt, og så videre. Det lyder lidt som et udvidet gymnasium (det tager jo også fire i stedet for tre år).

Pointen her er, at man altså sagtens som amerikansk major i kunsthistorie, sagtens kan have mødt og arbejdet sammen med en computer science major i løbet af et litteraturkursus, ligesom man som økonom sagtens kan have samarbejdet med en idrætsstuderende til en fællestime i historie. I de første par år på DTU var særligt grupper som ”CBS’erne”, ”Humanisterne” og ”RUC’erne” ret ofte genstand for jokes, og stadig bliver disse ligesom ”Juristerne”, ”Medicinerne” og også ”DTU’erne” fra andre typisk omtalt som adskilte grupper, der for det første ikke har noget til fælles på tværs, og for det andet er fuldstændigt ens inden for grupperne: uagtet, at der altså er ret stor forskel på, om man studerer til kemi- eller produktionsingeniør, erhvervspsykologi eller international forretning. I dag er det da primært takket være mit tværfaglige kollegium, at jeg kender forskel på og forstår værdien af antropologer, etnologer, sociologer og statskundskabere.

Faglig tillid bør kunne opstå uden for andedammen

Mange af de danske start-ups jeg har mødt, har netop haft teams bestående af folk fra forskellige fagdiscipliner. Deres grunde til at finde sammen er desværre ofte, at et par af dem er i familie, de er vokset op i samme by, de har gået i gymnasie sammen, de kender hinanden fra fritidsaktiviter eller kollegiet, osv., altså alt sammen grunde der er adskilt fra universitetet.

Hvis start-up'en er udsprunget fra universitetsmiljøet, er det typisk med en studiekammerater fra samme uddannelsesretning. Der skabes simpelthen ikke mange relationer på tværs af de videregående uddannelser, selvom det da ville være oplagt for ”CBS’erne”, ”DTU’erne”, ”Medicinerne” og ”Humanisterne” at gå sammen og udvikle idéer: det kan være at en cbs’er og en humanist i fællesskab faktisk kan udvikle en løsning til et problem i medicinverdenen.

Jeg tror, at hvis vi for alvor skal blive en iværksættende studentergeneration, så skal vi møde hinanden på en måde, så vi kan se hvordan de enkelte fag skaber værdi. Min opfattelse er, at monofakultære institutioner som DTU og CBS i nogen grad (men stadig med stort potentiale for forbedring) søger samarbejder i form af fælleskurser og samarbejder på tværs (også med f.eks. KU). På det mindre og mere specialiserede IT-Universitetet tror jeg, at de med deres lille størrelse og holistiske fokus på både udvikling, brugere og forretningsliv har fat i den lange ende og i hvert fald mulighed for at lave tværfaglige projekter, ligeledes hvor studerende løser problemer for eller i samarbejde med erhvervslivet.

Jeg forstår til gengæld ikke, hvorfor multifakultære universiteter som KU, SDU og AU ikke i større grad udnytter, at de har så mange forskellige kompetencer under samme administrative tag. Hvorfor laver de ikke kurser, der kan vælges af både jurister, medicinere, sociologer, ingeniører og fysikere, hvor der stræbes mod at iværksætte og løse større eller mindre problemer i hverdagen? Hvis idéen og virksomheden bliver til noget efterfølgende, er det selvfølgelig super fedt, men også hvis de ikke gør, vil det at have arbejdet sammen med studerende fra andre retninger mindske fagsnobberi, give en større forståelse og respekt for andre studieretninger og i høj grad ligne fremtidige tværfaglige teamkonstellationer man kunne tænkes at støde på senere i erhvervslivet. Kast eventuelt et blik på studenterforeningen 180 Degrees Consulting for at se potentialet.

Kan det lade sig gøre? Er der for meget fokus på enkelte universiteters og institutters excellence og ranking til at kunne arbejde på tværs? Er det et spørgsmål om penge, traditioner, professorkræfter, fagsnobberi og -stolthed? Jeg er sikker på, at mange af de studerende har lyst, så skal vi ikke se at få indført mere problemløsning, iværksætteri og samarbejde på skemaet?