Der kan vist ikke være nogen tvivl om, at kunstig intelligens og machine learning gør deres indpas flere og flere steder. Opfindsomhed og kunstneriske evner var måske ellers det hjørne, vi mennesker havde det med at gå og tro, at vi havde i fred, men også der sniger maskinerne sig ind.
For et par år siden skrev jeg om, hvordan der forskellige steder i verden var blevet indleveret patent, hvor en maskine kaldet DABUS var angivet som opfinderen.
Der var lidt forskellige holdninger, men de fleste myndigheder mente nu en gang, at der skal angives et menneske som opfinder – dette inkluderede også EPO. Patentansøgeren Stephen Thaler – som ikke ville vedkende sig at være opfindere – ankede den beslutning, og nu er den skriftlige udlægningen af den endelige afgørelse i den sag blevet offentliggjort.
For kort at opridse sagen, var maskinen DABUS blevet instrueret i at opfinde noget. Det blev til to opfindelser, nemlig en form for madkasse og et blinkelys til nødsignaler – begge to baseret på fraktaler.
I første omgang var der ikke angivet en opfinder. Men det skal der ifølge Art.81 EPC og R.19 EPC være, derfor skrev EPO til Thaler og bad ham angive, hvem opfinderen var. Derefter sendte Thaler en erklæring til EPO om, at opfinderen var DABUS.
EPO svarede, at maskiner ikke har juridisk personlighed, uafhængige rettigheder og ikke kan have ejendom og derfor ikke kan angives som opfinder. I stedet skal maskinens ejer angives.
Thaler var stædig og i stedet for bare skrive sig selv som opfinderen, valgte han i stedet at indsende en erklæring om, at han havde fået rettighederne som ”arving” (eng. sucessor in title) til maskinen. Men EPO fastholdt, at når maskinen ikke kunne have rettigheden, kunne den hellere ikke overdrage eller videregive den.
Der blev i sagen også indleveret en række tredjepartsobservationer, men under EPC’en skal den slags vedgå, hvorvidt en opfindelse er patenterbar – og denne sag handlede om opfinderen ikke om spørgsmålet om AIs generelt, og derfor blev appelinstansen nødt til at ignorere de observationer, der var blevet indleveret.
Reglerne siger, at opfinderen har ret til at blive nævnet med mindre han skriftligt informerer EPO om, at han ønsker at give afkald på den ret. Og hvis opfinderen ikke er korrekt angivet, kan det rettes med godkendelsen fra den, der er forkert angivet. Ud fra dette er det altså et krav, at man angiver opfinderen – og opfinderne er nødt til at være nogen, der selv kan frasige sig den ret.
Det handler altså ikke om at give besked om, hvorfor ansøgeren har retten til opfindelsen – men hvis der ikke er en anden aftale, tilhører retten til en opfindelse altid opfinderen; Art.60(1) EPC.
En juridisk arving (sucessor in title) betragtes af EPO synonymt med selve den oprindelige person som retten stammede fra – men er i sidste ende betinger af national lovgivning, hvem der er arving. Altså en opfinders arving betragtes som den samme som opfinderen, fordi der juridisk kun er behov for en arving, når der ikke længere er en opfinder – derfor kan DABUS hypotetisk set godt overdrage til Thaler, men han kan ikke være maskinens arving.
EPO skal ikke følge op på om opfinderen er den rigtige – det er noget der skal bestemmes under national lov. Men de skal stadig sikre, at der er sket en angivelse af opfinderen, hvilket ikke var tilfældet med denne ansøgning.
Derfor fastholder EPO, at ansøgningen ikke kan udstedes idet der ikke er angivet en (rigtig) opfinder.
Thaler har indleveret ansøgningen i mange lande, og har i det hele taget sat gang i en større debat.
I USA har han også appelleret beslutningen om at afvise DABUS som opfinder, og der afventes stadig en afgørelse på appellen.
Sydafrika blev det første land i verden, der godtager en AI som opfinder. På figuren herunder er vist et udsnit af informationsdokumentet der følger udgivelsen og angiver DABUS som opfinder – samtidig med at det er gjort tydeligt, at opfindelsen var maskingenereret.
Australien har siden fulgt trop. Oprindeligt blev ansøgningen også afvist dér, men der blev appellen godtaget, og DABUS er nu blevet godkendt som opfinder i Australien også. Her blev der især lagt vægt på, at man ellers ville stå med sager, hvor man ikke rimeligt kunne angive den faktiske opfinder – skulle det være programmøren? Maskinens ejer? Operatøren, der satte maskinen i gang? Den har havde besluttet træningsdata, maskinen har lært ud fra? Når det ikke er til at bestemme entydigt, hvor i processen opfindsomheden ligger, mente de, at det er bedre at angive, at en maskine har stået bag, for ikke at skabe tvivl.
Disse beslutninger kommer til at skabe præcedens. Men som EPOs beslutning også er inde på, at det måske ved at være tid til at revurdere lovgivningen. Som er skrevet på et tidspunkt, hvor det kun var science fiction, der havde overvejet at der kunne være andre end mennesker, der opfandt noget.
Den internationale verdensorganisation for immaterielle rettigheder WIPO, ser også på hvad der faktisk er af tiltag i den forskellige nationer angående AI-politikker i forbindelse med opfindelser. De fleste har retningslinjer for, hvordan sagsbehandlingen skal ske, en del steder har nationale strategier for AI og efterhånden er der også nogle steder med case law. Det er langt fra alle steder, der faktisk har konkret lovgivning på området.
Både kloge hoveder, der interesserer sig for AI og for immaterielle rettigheder, har gjort sig nogle yderligere konceptuelle overvejelser om konsekvenser man kunne forestille sig ved at tillade eller at afvise, at AI kan være opfinder. EPO har også taget nogle af disse overvejelser med i deres skriftlige afgørelse.
Deres første argument er, at hvis man tillader, at en AI kan være opfinder, og EPC’en siger, at opfinderen er den med retten til en opfindelse, men at en AI samtidig ikke har juridiske rettigheder til at eje noget (fysisk eller immaterielt), så vil der opstå opfindelser, som ingen har rettighederne til.
Nogle skeptikere bekymrer sig om, at det vil lede til, at man vil holde op med at udvikle AIs til at kunne lave opfindelser, og det vil sænke den teknologiske udvikling, fordi man ikke kan beskytte opfindelserne. EPO mener blot, at ejeren af maskinen/den der ville sende ansøgningen kan angive sig selv som opfinder og derfor ikke, at der er et problem i forhold til faktisk at kunne lave ansøgninger.
Andre har den bekymring, at hvis man tillader en AI at være opfinderen, vil det lede til, at færre mennesker vil udnytte deres opfindsomhed – eller færre virksomheder vil være villige til at betale for opfindsomme medarbejder, og i stedet læne sig op ad AI. AI kan desuden kun basere sig på de data, som de har fået som input, og derfor vil det lede til stagnering af antallet og/eller kvaliteten af opfindelser, der bliver lavet, hvis ikke er sideløbende er opfindesomme mennesker, der kan give nye typer input.
Hvis man lader AIs være opfindere, har man heller ikke et konkret sted at lægge ansvaret, hvis nu de opfindelser er amoralske eller på anden vis problematiske.
Hvad mener I, bør AI kunne være opfinder? Og hvilke konsekvenser tror I, det vil have at lade dem være det, eller at forbyde det?
