Afsløring: Microsoft forsker i mobil cybersex-teknologi

Egentlig var stemningen dybt seriøs og forventningsfuld i Microsofts forskningscenter i Roger Needham-bygningen i Cambridge. Jeg var den enlige udsending fra danske medier under den årlige åbne dag, hvor omkring 30 inviterede analytikere og journalister fra Europa i timevis hørte om, hvad de ikke altid lige fotogene og formidlingsstærke Microsoft-forskere går og pusler med inde i den dobbeltsikrede og kameraovervågede bygning i udkanten af det it-traditionsrige (tænk på Alan Turing) Cambridge.

En af de absolut mest publikumsvenlige indslag kom, da Ken Wood, leder af Microsofts nok mest flippede forskningsafdeling, Computer Mediated Living, fortalte om diverse projekter, som måske engang bliver til virkelige produkter.

Blandt projekterne, som englænderen med de æggeformede forskerbriller gennemgik på den tørreste af det tørre britiske facon var "Touchtalk":

To kombinerede gummibeklædte sensorer og vibratorer betegnet "TouchToy" kunne kommunikere med hinanden via en infrastruktur bestående af bluetooth-opkobling til en mobiltelefon eller pda, som via gprs eller umts-forbindelse til en såkaldt "LiveTouch Server" kunne aflevere sms-beskeder, som via den modtagende pda blev konverteret til sansesignaler.

Det lød jo forholdsvis tørt. Men se nogle af de involverede betegnelser: Touchtoy, LiveTouch Server og Touchtalk kan jo sætte skub i visse fantasier, hvis ens tankegang er tilpas småsnavset.

Da Ken Wood skulle eksemplificere den Powerpoint-slide, som du kan se i vedstående illustration, skete det med ordene:

"Let's say I want to communicate emotionally with my wife. I squeeze my TouchToy and mediated through my mobile device the squeeze is transformed to the slight vibration of my wife's Touchtoy".

Det fik min urhjerne til at sparke ind, og jeg hørte mig selv grine forholdsvist hjerteligt. Heldigvis var der andre tilhørere, som befandt sig på samme lave niveau og istemte med et spredt latterkor.

Seriøse Ken Wood derimod løftede brynene og virrede desorienteret med hovedet.

Nu ved jeg mere om hvad de har gang i, de seriøse forskere. Det må da være guf for den mest fremgangsrige industri på internettet.

Du kan forvente mere og lødigere indblik i Microsofts forskning i næste uge på Ing.dk.

/kurt

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvis det er en Woody Allen Film, vil "min yndlings pervation" så ikke være mere passende?

Her tænker jeg på hans lille sketch som foregår i fremtiden og hvor han kommer til at gå ind i det emotionelle rum alene.

(min yndlings sketch i filmen er i øvrigt den hvor han er sædcelle klar til affyring)

ha en god sommer

Mikael Boldt

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten