Toxblog bloghoved

Afrikas største og farligste kobra

Skovkobraen, den sorte kobra, den sort- og hvidlæbede kobra eller Naja melanoleuca. Kært barn har mange navne. Med sine op til 3,1 meters længde er skovkobraen Afrikas største kobraslange, og den findes over en større del af kontinentet, omend særligt i Central- og Vestafrika. Skovkobraen er kendt for at have en meget potent gift, hvorfor den betragtes som en dødsensfarlig slange. Indtil for nylig var der dog ingen, der rent faktisk havde kortlagt, hvad dens gift egentligt bestod af. Men så trådte min (daværende) kandidatstuderende Line til og tog på ekspedition til den costa ricanske jungle.

Illustration: Privatfoto

Skovkobraen, Naja melanoleuca.

Da Line som kandidatstuderende tog på ekspedition til Costa Rica for at analysere slangegift havde hun gift fra to særlige slanger med i kufferten: Den grønne mambas og skovkobraen. Enten fordi Line selv var lidt ”grøn” inden for venomics eller af helt andre mere videnskabelige årsager, startede hun med at analysere giften fra den Grønne mamba. Giften viste sig, stik mod al forventning at være betydeligt anderledes end den sorte mambas gift, som jeg selv brugte tid på at analysere under mit eget ophold i Costa Rica tilbage i 2014. Denne opdagelse bragte Line i videnskabsmedierne og gav hende blod (eller gift) på tanden, og hun kastede sig derpå over den anden slange, nemlig skovkobraen.

Line Præst Lauridsen med en (død) sort mamba i hænderne på Zoologisk Museum.

Vores forventninger til skovkobraens gift var at den, pga. dens slægtsforhold, ville minde en smule om monokelkobraens gift, som jeg ligeledes havde analyseret i Costa Rica. Denne gang viste vores forudsigelser at holde lidt mere stik. Ifølge Lines undersøgelser mindede skovkobraens gift lidt om en blanding af monokelkobraens gift (stærkt neurotoksisk pga. -neurotoksiner) og spyttende kobraers gift (indeholder vævsskadende fosfolipaser og cellenedbrydende cytotoksiner). Skovkobraen lever typisk i lavlandsskov eller fugtige savanneområder, hvor den fanger sit bytte, der oftest består af store insekter, frøer, fisk, mindre pattedyr (særligt rotter og mus), firben og andre reptiler. På trods af byttedyrenes forholdsvis lille størrelse indeholder denne slanges giftkirtler en foruroligende stor mængde gift med et volumen på op til 1,1 gram. Sammenholdt med en stærk toksicitet (LD50-værdien er ca. 0,3 mg/kg) betyder dette, at skovkobraen ville kunne slå ca. 50 mennesker ihjel, hvis den injicerede al sin gift!

Line Præst Lauridsen i færd med at malke en klapperslange på Instituto Clodomiro Picado i Costa Rica.

Der findes heldigvis en effektiv modgift mod denne slange, hvis uheldet skulle være ude. Og hvad heldigere er, så har jeg en ny studerende, Mia Øhlenschlæger (som på nuværende tidspunkt naturligvis er bedre kendt under slangenavnet ”Øhlensnake’r”), der er i færd med at finde humane antistoffer mod de medicinsk relevante toksiner fra skovkobraens gift. Hensigten med dette er, at de humane antistoffer skal kunne bruges til at udvikle en moderne modgift baseret på bioteknologi (en såkaldt rekombinant modgift) – en udfordrende opgave, idet Lines studier viste at alene skovkobraens gift indeholder over 52 forskellige toksiner!

Mia Øhlenschlæger i Cambridge, UK - antistoffernes hovedstad.

Andreas Laustsen er kemiingeniør, PhD og biotekentreprenør (Biosyntia, VenomAb, Chromologics, Antag Therapeutics, VenomAid Diagnostics og Bactolife). For tiden arbejder Andreas som Lektor på Danmarks Tekniske Universitet med bioteknologi-baserede modgifte mod slangebid. I 2014 blev han kåret som Danmarks Sejeste Ingeniør, i 2016 som en af Europas top 10 biotekentreprenører under 30 år og i 2017 som en af Europas "30 under 30" af Forbes og en af Europas top 35 innovatører under 35 af MIT Technology Review.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

I har det vist hyggeligt i den afdeling, mellem kobraer og dødelige gifte! Interessant artikel, tak for den. Og så helt uden stavefejl! Det varmer et lærerhjerte.

  • 6
  • 0

På trods af byttedyrenes forholdsvis lille størrelse indeholder denne slanges giftkirtler en foruroligende stor mængde gift med et volumen på op til 1,1 gram. Sammenholdt med en stærk toksicitet (LD50-værdien er ca. 0,3 mg/kg) betyder dette, at skovkobraen ville kunne slå ca. 50 mennesker ihjel, hvis den injicerede al sin gift!

Njaaa, - kun 25.

  • 0
  • 0

Hej Niels Njaaa, det afhænger lidt af, om man regner med amerikanere eller det typiske slangebidsoffer, som har en gennemsnitsvægt på 50 kg (mange er jo børn). Helt præcist vil halvdelen af 73,3 mennesker med en vægt på 50 kg dø, hvis man fordelte giften mellem dem. Indsnævrede man antallet til kun 50, tror jeg der er god chance for alle ville dø, idet effekten af neurotoksisk gift stort set går fra 0% døde til 100% døde så snart dosen overstiger LD50-værdien bare en lille smule. Man tak for feedbacken :) Mvh Andreas

  • 2
  • 0

Indrøm nu bare, at du havde glemt i farten at dividere med 2 for LD50. Og man plejer at regne med en voksenvægt (e.g 70 kg), når man bare siger "mennesker". Så bliver det 1100 / 0,3 / 70 = 52 mennesker = de ca 50 mennesker, du nævner. Og altså korrekt ca 25. 73,3 / 2 = 37 er lidt langt fra dine ca 50 mennesker.

:-)

  • 0
  • 0

Hej Niels Tak for at du ikke lader mig slippe så let ;) Jeg forstår godt din udregning, og det er helt fair at sætte en vægt højere, hvis man regner udelukkende med voksne. Det vil ændre tallet en smule. Men LD100 er ikke nødvendigvis lig 2x LD50, da korrelationenen er sigmoidal. Et godt eksempelt er den sorte mambas gift, hvor (så vidt jeg husker) at 100% af musene døde, da vi hævede dosen med 20% over LD50. Uanset hvad så er sådan et tal altid en smule spekulativt... og de oprindelige tal er heller ikke 100% præcise. Om ikke andet så er det i hvert fald træls at blive bidt af slangen! Mvh Andreas

  • 1
  • 0

Men LD100 er ikke nødvendigvis lig 2x LD50,

Det er klart. Men LD50 er dog defineret som halvdelen uagtet fordelingens form.

Findes der i øvrigt viden om, at gennemsnitsvægten på ofrene er omkring 50 kg?

Ja. Jeg vil helst heller ikke ind i slangebids-fordelingen.

  • 0
  • 0

Hej Niels Jeg er faktisk ikke helt enig. En fordeling ser typisk således ud: https://www.quia.com/files/quia/users/lati... (dette er dog ikke taget fra gift, men gift opfører sig på samme måde). Her er LD50-værdien 20 mg, mens LD100 værdien vil være ca. 30 mg - altså under 2x LD50.

Ift. vægt indrømmer jeg gerne, at jeg ikke kender det helt korrekte tal. Det typiske slangebidsoffer varierer formentligt også fra land til land. Her er en artikel, der beskriver fordelingen af ofre i New Mexico, hvor 33% var "small children": https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/1942147

Om man sætter gennemsnitsvægt til 50 eller 70 kg mener jeg ikke er sååå vigtigt. Jeg vil dog tro, at gennemsnitsvægten pga. de relativt mange ofre blandt børn ligger noget under gennemsnitsvægten for vokse.

Mvh Andreas

  • 0
  • 0

Hej igen

Nej, vel er det ej så vigtigt. Mit oprindelige formål var da også kun at drille dig med, at du glemte at dividere med 2. Det siger du så, at du ikke havde.

Jeg er helt enig med dig i, at LD100 ikke (nødvendigvis) er = 2 x LD50; se'fø'li'. Det har jeg ikke ment på noget tidspunkt.

Men LD50 er altså den dosis, hvor halvdelen dør; ligegyldigt hvordan fordelingen ser ud. Sådan er den defineret. Og det er dérfra 2-tallet, som jeg mente du havde glemt, kommer.

  • 0
  • 0

Den ene slange til den anden:

  • Du, -- er vi egentlig kvælerslanger eller giftslanger?

  • Det ved ...-- hvorfor spørger du om det?

  • Jeg har lige bidt mig i tungen.

  • 4
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten