Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
cirkulær økonomi bloghoved stor

En affaldsaftale med mere fokus på affaldshåndtering end affaldsforebyggelse

Knapt var der 16. juni 2020 indgået en aftale om affaldssektoren ”Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi” før diskussionerne om aftalens indhold og implementering (heldigvis) fortsatte.

Bl.a. om det vil være muligt i løbet af et halvt år at udvikle en plan for reduktion af kapaciteten for affaldsforbrænding og om aftalens beskedne ambitioner i forhold til cirkulær økonomi som følge af aftalens primære fokus på affaldssortering i modsætning til affaldsforebyggelse.

Set i et cirkulær perspektiv ser jeg to store problemer i aftalen og de forståelser den bygger på:

  • Aftalen har begrænset fokus på årsagerne til at affald opstår og på mulighederne for at forebygge affald

  • Aftalen bygger på en simpel forståelse af selskabers konkurrence på markeder som den optimale strategi og anerkender ikke offentlig innovation

I det følgende diskuteres disse to grundlæggende problemer ved aftalen og nogle af de udfordringer for cirkulær økonomi, som bør håndteres i konkretiseringen og implementeringen af affaldsaftalen.

Aftalen har begrænset fokus på affaldsforebyggelse

På en af de første sider i aftalen formuleres aftalens intentioner: ”Affaldsproduktion og forbrænding af affald er spild af klodens ressourcer, og natur, miljø og klima belastes. Vi er derfor nødt til at reducere mængderne af affald og bruge vores ressourcer klogere, smartere og mere ansvarligt.” Den intention er der nok ikke mange, der kan være uenig i. Diskussionerne har gået på HVORDAN dette skal opnås.

Affald som ressource eller som tabt ressource?

Selvom aftalen har en fin intention, så er den for simpel i sin formulering af problemet, som skal adresseres ved primært at se på affald som en ressource: ”Heldigvis er affald gået fra at være et problem til at være en værdifuld ressource, som virksomheder i hele Europa efterspørger for at genanvende det i nye produkter.”

Jo, affald KAN være en ressource, men det er mere vigtigt at se affald som TABTE RESSOURCER. Det er eksempelvis meget vanskeligt at sikre en ordentlig og miljømæssig fornuftig genanvendelse af elektronikaffald – her er forebyggelse af affald gennem bedre kvalitet og billigere reparationer en bedre strategi. Forebyggelse af affald er en strategi, der griber ind i industriens og detailhandelens forretningsstrategier på en helt anden måde end genanvendelse af affald - og den kompleksitet tager aftalen ikke fat i!

Ovennævnte formulering om affald som ressource afspejler også det snævre fokus i diskussionerne op til aftalen: Forhandlingsoplægget og de mange indlæg i pressen undervejs i forhandlingerne havde stort set kun fokus på, hvem der skulle have ret til at gøre hvad ved det affald, der genereres. Derimod var der ikke meget fokus på ÅRSAGERNE til at emballage og produkter bliver til affald – kun enkelte NGO’er og forskere fremhævede den problemstilling.

Eksempelvis fokuserede talspersoner fra industrien på affald som nye ressourcer til nye produkter og ikke på muligheder og begrænsninger for forebyggelse af affald. Talspersonerne mener ikke det skal være ”en kommunal kerneopgave at drive affaldsanlæg, som ved at sortere og genanvende affaldet skaber råvarer i erhvervslivets produktion.” Dvs. fokus blev søgt holdt på cirkulær økonomi som genanvendelse og ikke cirkulær økonomi som produkter med længere holdbarhed.

Affalds- og ressourceindustrien har med aftalen sikret sig bedre adgang til det genanvendelige affald med baggrund i udsagn om manglende adgang til genanvendeligt affald. Udsagn som Dansk Affaldsforening omvendt flere gange har kaldt forkerte.

Offentlig innovation anerkendes ikke

Aftaler ser bort fra, at en del innovationer er skabt af kommunale affaldsselskaber. Det var eksempelvis kommunale affaldsselskaber, der var blandt de første til at begynde at sortere plastaffald for at øge mulighederne for genanvendelse.

Ligeledes var det affaldsselskaber, der tog initiativ til at begynde at reparere på hårde hvidevarer, der let kunne repareres, men som var afleveret på genbrugspladser, fordi det var for dyrt for forbrugerne at få dem repareret. Dermed var kommunale initiativer med til at pege på behovet for at ændre den danske WEEE-implementering, hvilket der nu er sikret lovhjemmel til med vedtagelsen 4. juni 2020 af L112, der bl.a. omhandler hjemmel til en såkaldt "modernisering af indsamling og behandling af elektronikaffald".

Behov for forebyggelse og graduerede afgifter

Med undtagelse af plastindustrien har den producerende industri i debatten ikke forholdt sig til industriens rolle i affaldsgenerering. Dvs. der har været meget lidt diskussion af den lineære økonomis dynamikker. I stedet for at diskutere hvorfor affaldet generes, er det stort set kun affaldsHÅNDTERINGEN som er diskuteret.

Plastindustrien og Danmarks Naturfredningsforening (DN) sætter i et fælles indlæg fokus på nødvendigheden af dels at designe emballager, så materialerne kan genanvendes, dels at indføre graduerede afgifter på plastprodukter for at tilskynde hertil:

”Hvis det skal lykkes at få en genanvendt højkvalitetsplast fra husholdningsaffaldet til en fornuftig pris, er det både essentielt, at plastemballager designes til genanvendelse…” Og med henvisning til design-guiden for cirkulære plastemballager foreslås graduerede afgifter som del af producentansvaret: ”Dermed er der skabt et godt udgangspunkt for betalingsstrukturen i det kommende producentansvar, som eventuelt kan kobles til brugen af genanvendt plast.”

Denne udmelding fra plastindustrien og miljøbevægelsen afspejler sig i den endelige affaldsaftale. Der er således ét sted, hvor aftalen peger på industriens rolle i affaldsgenerering: ”Mange plastikprodukter er ikke designet til at kunne genanvendes eller blive brugt flere gange, og ender derfor med at blive brændt – også selvom det i første omgang var sorteret fra til genanvendelse.

Denne formulering illustrerer de problemer, som Vestforbrænding oplevede med at få solgt plastaffald til FAKTISK genanvendelse. Ubehandlet affald fra bl.a. Vestforbrænding dukkede op i Malaysia og blev behandlet under kritisable forhold, hvilket afspejler udfordringerne med bl.a. emballage, der ikke er designet med henblik på genanvendelse.

Sektorperspektiv eller værdikædeperspektiv?

Hvis en aftale om affaldssektoren skal være ambitiøs i sin implementering, skal den således have fokus på hvordan forskellige former for affald kan forebygges og dermed på de dynamikker i produktion, produktudvikling og produktbrug, der styrer affaldsdannelsen. Det nytter ikke at se affaldssektoren som en selvstændig sektor: Affaldsselskabernes og den øvrige affaldssektors udfordringer skyldes i høj grad dels designet af emballager og produkter, dels for dyre reparationer.

Det er derfor afgørende for den videre implementering af affaldsaftalen, at der fokuseres på de FORSKELLIGE dynamikker bag affaldsgenerering: Der er stor forskel på om affald skyldes dårlig designet emballage med ringe muligheder for genanvendelse, tøj man som forbruger er blevet træt af som følge af de skiftende modebølger, eller det er en billig husholdningsmaskine, som det økonomisk ikke kan betale sig at få repareret eller finde reservedele til.

Cirkulær økonomi i aftalen: genanvendelse og genbrug

Affaldsaftalen peger i sine specifikke indsatsområde især på affaldstyper, hvor det er vigtigt at sikre genanvendelse for at reducere klimabelastningen fra affaldsforbrænding: ”Den væsentligste andel af udledningerne [fra affaldssektoren] stammer fra forbrænding af affald, som uden nye initiativer forventes at stå for ca. 1,5 mio. tons CO2e i 2030.” Aftalens hovedfokus er således på klimabelastning fra selve affaldsforbrændingen af produkter, og ikke på den reduktion af klimabelastningen, som kunne opnås gennem en reduceret produktion af produkter, hvis produkter kunne holde længe og var billigere at få repareret.

Rapporten fra Klimapartnerskabet for affald, vand og cirkulær økonomi viser ellers potentialet ved ikke kun at fokusere på at undgå affaldsforbrænding: ”Danmark gennem cirkulær økonomi i 2030 kan reducere CO2e-udledningen med i alt 7-9 mio. tons i 2030, hvoraf omtrent 70 % vil være globale reduktioner.” Rapportens beregninger inkluderer end ikke tøj og elektronik, så potentialerne er endnu større. Dvs. at partnerskabet identificerer nationale klimareduktioner på i hvert fald 30% af 7-9 mill tons CO2e – dvs. ca. 2-3 mill tons CO2e, hvilket er hvert tre gange så meget som affaldsaftalens 0,7 mill tons, der skal opnås ved især at undgå affaldsforbrænding. Affaldsaftalen synes altså ikke at være særlig ambitiøs i sin affaldsforebyggelse.

Affaldsaftalen nævner følgende særskilte indsatsområder for genanvendelse, hvor fokus er at undgå affaldsforbrænding:

Plastemballage: ”Der fastsættes et krav i affaldsbekendtgørelsen om, at kommunerne senest 1. januar 2022 som minimum skal stille krav om 60 pct. reel genanvendelse af det indsamlede plastikaffald, når affaldet udbydes til behandling.”

Take-away emballage som særskilt emballageområde: ”Der fastsættes mål om 50 pct. reduktion af visse take-away-emballager af plastik i 2026. Målet skal i første omgang søges opnået via et forpligtende sektorsamarbejde i restaurationsbranchen.”

Tekstiler: ”I implementeringen af henteordningen for indsamling af tekstilaffald sikres det, at de frivillige velgørende organisationer får let adgang til tekstiler, der kan genbruges.”

Plast i landbrugs- og byggesektoren: ”Der sættes et todelt udsorteringsmål for det plast, der sendes til forbrænding fra henholdsvis landbrugs- og byggesektoren.”

Inden for genanvendelse af ikke-forbrændingsegnet affald nævner aftalen genanvendelse i byggesektoren:

Byggesektoren: Der er et stort potentiale for affaldsreduktion og mere genbrug og genanvendelse i byggesektoren. Der indføres derfor i 2023 krav om standardiserede nedrivningsplaner og kompetencekrav til selektiv nedrivning af byggerier, så værdifulde materialer i højere grad end i dag, genbruges og genanvendes, før de nyttiggøres som fx fyld under veje eller i støjvolde.”

De eneste steder i aftalen, hvor man kan sige, der er fokus på at forebygge affald, er i to afsnit om dels ”genbrugshjørner” på genbrugspladser, dels muligheder for borgerne for at aflevere affald til reparation og genanvendelse:

Indsatsen inden for genbrug vil betyde, at samarbejdet mellem affaldsselskaber og frivillige organisationer, som ses nogle steder i landet, frem over skal være ”normen”, idet de frivillige organisationer først skal adgang til genstande, der kan genbruges. Denne del af aftalen ligner en omfattende forpligtelse til kommunerne - uden de ser ud til at få noget til gengæld: ”Genbrugspladserne vil fremadrettet fortsat være et centralt led i at sikre så meget genbrug og genanvendelse som muligt, og kommunerne vil fortsat skulle drive genbrugspladserne. Flere kommuner har allerede i dag et område, hvor borgerne kan stille ting til genbrug. Fremadrettet forpligtes alle kommunale genbrugspladser til at stille et sådant område, container el. lign. til rådighed, hvor borgerne kan levere genstande til direkte genbrug. Genstandene skal først gøres tilgængelige for private aktører, herunder frivillige organisationer og borgere.”

Formuleringen om at aflevere affald til virksomheder med henblik på reparation synes at ligge i forlængelse af den seneste lovhjemmel, der giver andre end producentansvarsordninger muligheder for at reparere kasserede elektriske og elektroniske produkter fra husholdninger. Med fokus på at aflevere affald – og ikke produkter - er der imidlertid ikke at være tale om at forebygge køb af nye produkter ved at tilbyde billigere reparationer: ”Der skal etableres øget mulighed for, at borgere kan vælge at aflevere affald direkte til virksomheder, som kan bruge det i deres produktion af nye produkter eller forberede det med henblik på genbrug eller genanvendelse.”

Aftalen har en simpel forståelse af selskabers konkurrence på markeder som optimal

Aftalens andet hovedproblem er dens optimistiske tro på selskabers konkurrence på markeder som en strategi, der kan sikre optimering af samfundets ressourceforbrug. Markeder findes ikke bare som en usynlig hånd fra naturens side. Markeder skal konstrueres lige som markederne for miljømærkede produkter, CO2-kvoter og økologiske fødevarer er blevet konstrueret gennem regler for kvalitet, for relationer mellem aktører, kontrol osv. Der skal være en omfattende kontrol af, at markederne rent faktisk fungerer, hvilket er meget ressourcekrævende, selvom markeder ofte fremhæves som det samfundsøkonomisk mest optimale.

Det er således meget vigtigt for aftalens implementering, at der etableres klare regler for de markeder, der skal udvikles - både markedet for affaldsforbrænding og markederne for genanvendelse af affald.

Risiko for manglende indflydelse på offentlige selskabers beslutninger

I den endelige udgave af affaldsaftalen er der betragtninger om markedsdynamikker for affaldsforbrænding. Aftalen nævner bl.a. miljøkrav til affaldsforbrændingsanlæg som et område, anlæggene kan konkurrere på: ”Forbrændingsanlæggene kan vælge at operere med højere miljøkrav end de miljøkrav, som er fastlagt i reguleringen, og at aftalen ikke ændrer på kommunernes kontrol med affaldsforbrændingsanlæggene.” Med denne formulering søges ”race-to-the-buttom” – altså konkurrence om billigst mulig affaldsforbrænding – undgået.

Ønsket om at selskabsgøre de offentlige affaldsselskaber kan imidlertid vise sig problematisk for mulighederne for borgerindflydelse og offentlig indsigt i selskabernes strategiudvikling og investeringer. Allerede med den nuværende selskabsgørelse på affaldsområdet, hvor en del affaldsselskaber er interessentselskaber (I/S), har der været eksempler på, at selskabers bestyrelser med offentligt valgte medlemmer agerer uden ordentlig dialog med kommunalbestyrelsen og de partigrupper, der har udpeget dem, og uden strategisk dialog med civilsamfundet.

Manglende offentlighed og gennemsigtighed i strategiske beslutninger hos affaldsselskaber har konsekvenser for affaldssektorens udvikling. For lidt fokus på affaldsforebyggelse og manglende koordinering mellem Vestforbrænding og ARC om den fremtidige affaldsforbrænding i hovedstadsområdet betyder, at der i dag er for stor kapacitet for affaldsforbrænding i hovedstadsområdet og affald må importeres. Det ”pudsige” ved den nye affaldsaftale er, at de mekanismer, der har betydet overkapacitet til affaldsforbrænding, vil med den nye aftale blive forstærket yderligere med selskabsgørelse og konkurrenceudsættelse af affaldshåndteringen.

Med aftalens formuleringer på dette område kan borgerindflydelse og offentlig indsigt i affaldsselskaberne vise sig endnu vanskeligere, lige som fokus på selskabets og ikke 'fællesskabets' (samfundets) økonomi, tavshedspligt for bestyrelsesmedlemmer m.m. kan blive et endnu større problem end hidtil: ”Der skal være en klar og gennemsigtig organisatorisk ansvarsfordeling mellem kommune og forbrændingsanlægget, der understøtter, at anlægget drives ud fra et armslængdeprincip, så ansvar for daglig drift er placeret hos bestyrelse og direktion i anlægget. Ligeledes skal der være klar og gennemsigtig adskillelse af kommunens og anlæggets økonomi. Derfor skal forbrændingsanlæg udskilles fra den kommunale forvaltning. Derudover indføres selskabsskat.”

Erfaringer med erhvervsaffald (mis)bruges som argument for liberalisering

Aftalen bruger erfaringer fra private affaldsvirksomheders håndtering af genanvendeligt erhvervsaffald til at argumentere for, at private virksomheder også kan klare at genanvende ”vores affald” (citat) og at affaldsselskaber ikke behøver at være offentligt ejede: ”Det er private affaldshåndteringsvirksomheder allerede gode til, eftersom de i dag håndterer ca. 95 pct. af det genanvendelige erhvervsaffald, og en evaluering heraf har vist, at der er mange valgmuligheder og virksomhederne gør det godt. Det betyder, at offentlige affaldshåndteringsvirksomheder ikke er kritiske for håndteringen af vores affald.”

Argumentationen holder imidlertid ikke: Erhvervsaffald er ofte karakteriseret ved større mængder ensartede materialer – bl.a. i form af råvarespild - mens husholdningsaffald er væsentligt mere kompliceret at genanvende. Erfaringerne med lav kvalitet i genanvendelsen af WEEE-affald viser desuden, at virksomheder ikke altid er gode til at sikre en høj kvalitet i genanvendelsen af husholdningsaffald. Problemer med store mængder elektronikaffald, der kunne være repareret, har ført til en række initiativer hos affaldsselskaber, som efterfølgende var baggrund for indførelsen af den omtalte lovhjemmel, der skal give andre aktører end producentansvarsordninger på WEEE-området mulighed for at håndtere elektriske og elektroniske produkter og reparere dem.

Problemerne med WEEE er ikke del af aftalen

En af årsagerne til problemerne med de mange kasserede elektriske og elektroniske produkter er manglende incitamenter til at designe disse produkter til lang levetid og tilbyde billigere reparationer. Afgiften på WEEE er alene vægtbaseret, og der er ingen ’præmie’ for lang levetid og for at tilbyde billige reparationer.

Problemet med store mængder affald, der kunne være repareret, ses især inden for hårde hvidevarer og husholdningsmaskiner, mens der for mobiltelefoner og for store partier af opgraderbare computere fra private og offentlige virksomheder har udviklet sig sig et marked for reparation og opgradering. Desværre er elektriske og elektroniske produkter ikke nævnt i affaldsaftalen, så det er ikke umiddelbart affaldsaftalen, der kommer til at forebygge mere affald fra elektriske og elektroniske produkter.

Branchen lovede ellers helt tilbage i 2014 i forbindelse med en frivillig aftale med Miljøstyrelsen, at man ville ”fremme incitamentet til miljørigtigt design af elektrisk og elektronisk udstyr gennem differentiering af de betalinger, som producenterne betaler til deres respektive kollektive ordninger til dækning af udgifterne ved indsamlingen og håndteringen af elektronikaffaldet.”

Formålet var, at ”… producenter og importører, der bringer miljøvenlige produkter på markedet, skal bidrage mindre til indsamling og genanvendelse af elektronikaffaldet, mens de producenter, der bringer mere miljøbelastende produkter på markedet skal bære en højere del af udgifterne.”

Problemet har altså været kendt i en del år, men der findes stadig kun en vægtmæssig graduering inden for WEEE-området og dermed ingen tilskyndelse til at designe og sælge produkter, der holder længere og er lette at genanvende. Det var som nævnt offentlige affaldsselskaber, der begyndte at gøre noget ved problemet ved at lave aftaler med private virksomheder om reparation af en del af dette affald.

Lige nu forhandler et udvalg under Justitsministeriet om den danske implementering af EU’s varedirektiv, som i Danmark bl.a. har betydning for købeloven. Ifølge en pressemeddelelse fra ministeriet åbner varedirektivet mulighed for, at en medlemsstat kan ”indføre en længere reklamationsfrist end 2 år”. Danmark kan altså vælge at indføre en længere garantiperiode – kaldet reklamationsfrist – på produkter. Måske er en længere reklamationsfrist på eksempelvis 5 år den bedste måde, hvorpå virksomheder inden for elektriske og elektroniske produkter kan se en økonomisk interesse i at sælge produkter, der holder længere og er lettere at reparere.

Modulerede gebyrer nødvendige som markedsdynamik for emballager

Mens markedsdynamikker med f.eks. modulerede gebyrer for affald af elektriske og elektroniske produkter altså IKKE er en del af affaldsaftalen, så indeholder aftalen formuleringer om graduerede gebyrer for emballager: ”Den nationale implementering af det udvidede producentansvar for emballage udføres på en sådan måde, at der i 2021 træffes beslutning om organiseringsmodellen samt fastlæggelse af de modulerede gebyrer, der skal give producenterne økonomisk incitament til at designe emballager til genanvendelse, hvilket bl.a. kan afhænge af, hvor mange typer af plastik en emballage er sammensat af.”

Desuden henviser aftalen til igangværende dialoger om udvikling af anbefalinger om design af emballager. ”Aftalepartierne noterer sig, at der i regi af det nationale plastikcenter, er nedsat et forum for emballageplastik på tværs af værdikæden, som skal arbejde for fælles anbefalinger om design af emballage med henblik på blandt andet at reducere antallet af plastikemballagetyper til 3-5 typer samt fremme anvendelsen af emballage, der nemt kan skilles ad og genanvendes.”

Når jeg kigger ned i den pose, hvor jeg sorterer plastaffald til genanvendelse, er det tydeligt hvilket kæmpe arbejde emballageindustri, producenter af produkter og detailhandel står over for i form af redesign af emballager og investeringer i anlæg til genanvendelse af emballager. En af problemstillingerne er f.eks. de krav til fødevareemballage, som beskyttelse af produktets kvalitet nødvendiggør og det design af emballager med forskellige plastfolier, som producenter ofte vælger. Innovationsfonden har netop bevilget midler til et projekt, der skal udvikle metoder til bl.a. at producere monolag-folier for at reducere problemet med mangelfuld genanvendelse af folier med lag af forskellige typer plast.

Plastindustriens netværk for cirkulære plastemballager har deltagelse af emballageproducenter, detailhandel og miljøorganisationer, og den seneste udgave af designguiden indeholder en række eksempler på redesign af emballager, der kan sikre øget genanvendelse, lige som der er et eksempel på design af emballage til genbrug. Det er godt med disse eksempler, men det er kun et første skridt i bæredygtig omstilling på området.

En egentlig omstilling i form af en større FAKTISK genanvendelse af plast fra emballage kræver effektiv offentlig regulering – dvs. en stor graduering af emballageafgiften efter miljøhensyn samt et effektivt tilsyn. Omstillingsprocessen skal gå ret stærkt. Først i 2021 skal der i følge affaldaftalen træffes "beslutning om organiseringsmodellen samt fastlæggelse af de modulerede gebyrer." Kommunerne har stor interesse i, at denne regulering hurtigt bliver meget effektiv, fordi affaldsaftalen pålægger kommunerne "senest 1. januar 2022 som minimum skal stille krav om 60 pct. reel genanvendelse af det indsamlede plastikaffald, når affaldet udbydes til behandling."

Effektivt tilsyn med de emballageansvarlige vigtigt

Deloitte’s gennemgang fra 2019 for Miljøstyrelsen af det udvidede producentansvar for emballage og emballageaffald i en række andre europæiske lande pegede bl.a. på risikoen for free-rider virksomheder i forbindelse med producentansvar – dvs. virksomheder som ikke tilmelder sig en producentsansvarsordning. I Tyskland angives andelen af free-ridere i 2013 til ca. 30% på grund af på grund af utilstrækkeligt tilsyn med de mange konkurrerende kollektive producentsansvarsordninger i Tyskland. Ud over risiko for free-ridere nævner Deloitte’s rapport også risikoen for ulovlig eksport af affald:

”Foruden free-rider-risikoen kan balancen i systemet forstyrres af ulovlig eksport af emballageaffald. For eksempel har Storbritannien haft problemer med, at affaldsoperatører angiver plastemballage som værende indsamlet og sendt til genanvendelse, hvor materialer i realiteten er blevet eksporteret ulovligt til Asien. Risikoen herfor vurderes dog at være mindre end eksempelvis for WEEE, hvor problemerne med ulovlig eksport har været markante i Danmark. Ikke desto mindre stiller risikoen for ulovlig eksport krav til tilsynet med affaldsoperatører.”

Denne rapport bekræfter behovet for at udvikle et effektivt tilsyn med de virksomheder, der placerer emballager på det danske marked.

Fortsat offentlighed om aftalen og dens implementering er vigtig

Det er vigtigt, at de to grundlæggende problemer i affaldsaftalen – den manglende fokus på affaldsforebyggelse samt den simple forståelse af konkurrerende virksomheder på et marked som en ”magic bullet” og den manglende anerkendelse af offentlige selskabers hidtidige innovationer - bliver diskuteret og analyseret offentligt i faglige fora, forskningsprojekter, innovationsprojekter, pressen, folketingsudvalg m.m., hvis affaldsaftalen skal give den lovede reduktion af klimabelastning fra affald.

Også civilsamfundet kan gennem en citizen science tilgang med opslag af billeder på facebook-sider e.l. af emballager, der ikke lader sig adskille, elektronik der kun holder kort tid og ikke kan repareres osv. være med til at synliggøre de problemer, som en klimaorienteret affaldsaftale SKAL sørge for at klare, og sætte fokus på både fremskridt og mangel på fremskridt.

Michael Søgaard Jørgensen er civilingeniør i kemi, ph.d. i teknologivurdering og arbejder som lektor i miljøinnovation og bæredygtig omstilling ved Institut for Planlægning på Aalborg Universitet på campussen i København. Desuden er han medlem af bestyrelsen i IDA Grøn Teknologi og IDA Teknologivurdering og er IDA's talsperson inden for miljøinnovation.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten