menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Vi er flere end nogensinde, der lever langt ind i den tredje alder. I 2021 var der for første gang flere ældre end børn og unge – Landets befolkningssammensætning tippede, og består nu af flere ældre end børn og unge. Ældregruppen dækker i dag et større aldersspænd og denne vil med al sandsynlighed kun blive mere markant i fremtiden. Det ser jeg mange fordele i, for vores ældre er en betydningsfuld gruppe med mange ressourcer, som den yngre aldersgruppe mangler. Sammen med en differentieret pensionsalder og en aktiv pension, bidrager mange i høj grad til samfundet – også efter de har rundet de 65 år.
Skyerne vokser dog ikke ind i himlen, for det er særligt hos aldersgruppen 80+, vi ser den største befolkningstilvækst, og denne aldersgruppe har samtidig det største behov for sundhedsydelserne. Det betyder, at det bliver mere omstændigt og ikke mindste dyrere for regioner og kommuner at løfte ældrebyrden. Langt fra alle vores ældre er friske og lever det hyggelige plejehjemsliv, og de, der ikke gør, har brug for hjælp fra vores velfærdssamfund. På sygehusene alene vil vi frem mod 2025 møde 120.000 flere unikke patienter, som følge af den demografisk udvikling.
For mig at se er det helt naturligt, at vi må forsøge at lette denne udfordring for samfundet, med løsninger, der gør vores ældre bedre i stand til fungere på trods af udfordringer i deres helbred. Kan vi finde løsninger og handleplaner til behandling af sygdomme, der særligt rammer den ældste aldersgruppe, kan vi hjælpe mange af de sårbare, ældrepatienter, samtidig med at velfærdssamfundet belastes mindre. En såkaldt win-win situation.
Skal vi skabe holdbare og bæredygtige løsninger, der er målrettet vores ældre, har vi som sundhedsvæsen brug for, at de selv deltager i udviklingen af disse løsninger. Den feedback vi får fra patienter og brugere er ikke alene guld værd, den er også stærkt nødvendig, som jeg forklarede i mit tidligere indlæg, og heri opstår et skisma; ældre patienter har ofte ikke overskuddet til at deltage i forskning, eller også kan de ikke deltage, fordi de har flere diagnoser, som udelukker dem fra studiet.
Et eksempel på dette findes i et forskningsprojekt, som vi kører på Sjællands Universitetshospital. Projektet, ”Kan du se fremtiden?”, undersøger om fysisk aktivitet kan have en positiv effekt på patienter med øjensygdommen AMD, der rammer 20% af ældre over 60 år. AMD er den hyppigste årsag til synstab, derfor er det en stor gevinst, hvis træning kan være medvirkende til at patienterne bibeholder deres syn. Projektet kommer altså til at gøre en stor forskel for patienterne, fordi sygdommen i mange tilfælde ikke kan behandles på anden vis. I det store billede kan det være medvirkende til at mindske presset på velfærdssamfundet, fordi disse patienter ikke vil have det samme behandlingsbehov som hidtil.
Vi ved, at patienterne er derude, for sundhedspersonalet møder dem i klinikken, ambulatoriet og ude i praksissen – alligevel har det vist sig udfordrende at rekruttere dem til studiet. Og det på trods af, at projektet har prioriteret at køre de ældre fra deres bopæl til de to ugentlige træningssessioner, netop for at eliminere transportudfordringer i forbindelse med deres deltagelse i studiet. De, der på nuværende tidspunkt deltager i studiet, er positive og glade for at kunne gøre noget for at tage hånd om deres egen sygdom. Interessen for studiet har generelt været stor blandt patienterne, men vi oplever, at mange af flere forskellige årsager alligevel ender med ikke at deltage. For nogle af de ældre patienter er det for omstændigt at lægge tid og kræfter i to ugentlige træningssessioner, som deltagelsen kræver, mens andre bliver sorteret fra, fordi de har andre aldersrelaterede sygdomme såsom forhøjet blodtryk, leddegigt eller hjerte-kar-sygdomme, som umuliggør deres deltagelse. Det er super ærgerligt, for de bedste løsninger skabes i samarbejde med patienterne.
Man behøver ikke udelukkende se den voksende ældregruppe som en byrde, hvis vi sammen med de ældre kan udvikle behandlinger og løsninger, som gør dem i stand til at bibeholde deres selvstændighed så lang tid som muligt. Det vil spare ressourcer i velfærdssamfundet, men for at opnå dette, er det vigtigt at vi finder en løsning på de rekrutteringsudfordringer, som vi oplever blandt de ældre. Hvordan løser vi denne udfordring på den bedste måde? Findes der lignende skismaer i din branche, eller har du måske mødt det blandt de ældre, du har i dit personlige liv? Jeg hører meget gerne om dine erfaringer i kommentarfeltet.
