Lige nu kører der en historie der må betegnes som fysik-drama på stor skala. En indisk forskergruppe har publiceret en artikel hvor de påstår at have fundet et materiale med superledende egenskaber ved høje temperaturer (236 K = -37 °C). Hvis det er sandt, er det en kæmpe opdagelse der potentielt kan revolutionere faststoffysik, adskillige industrier, og have enorme implikationer indenfor tilstødende felter (også mit eget), da det åbner nye teknologiske muligheder. Forskergruppen er ikke hvem som helst. Det er højt estimerede folk indenfor deres felt, med adskillige toppublikationer.
En sådan opdagelse må man regne med bliver gået efter i sømmene. Og det er lige hvad en tredje forsker har gjort. Jeg faldt over ham på Twitter, og har du 10 minutter til at læse hans tråd, skal du ikke snydes, den er her.
Superledende materialer kan lede strøm uden modstand, når superlederen er under en vis temperatur. Men det er ikke bare en leder uden modstand. En superleder har den særlige egenskab at modstanden falder abrupt til nul under denne, kritiske, temperatur. Sammen med modstanden, falder også superlederens magnetiske susceptibilitet, og det er en figur af dette, der i den tredje forskers kommentar til artiklen zoomes ind på. Figuren kan ses herunder:
Som forventet for en superleder, sker der et pludseligt fald. Men den tredje forsker bemærker at støjmønsteret for to af de viste kurver (grøn og blå) er fuldstændigt ens for lave temperaturer. Dette er mærkeligt. Et sådant støjmønster skabes af statistisk støj, og for to uafhængige målinger bør det ikke være identisk. Den åbenlyse forklaring på at sådanne støjmønstre er identiske, er at forskerne bag den oprindelige artikel enten er kommet til at lave en fejl i databehandlingen, eller at data er fabrikeret. Så drastiske konklusioner drager han dog ikke, men siger meget høfligt at ”denne udsædvanlige opførsel af gentagne støjmønstre (..) har ingen præcedens i litteraturen og ingen åbenlys teoretisk forklaring” (min oversættelse). Dette har, situationens alvor taget i betragtning, skabt en del drama og fuore. Jeg henviser til ovenstående Twittertråd hvis man vil følge dette (ret underholdende). Her vil jeg hellere komme med et par overordnede kommentarer.
Først resultaterne. Der er to muligheder. Enten er påstanden om høj-temperatur superlederen rigtig, eller også er den forkert. Hvad enten den er rigtig eller forkert, er der to muligheder mht. støjen. De har dummet sig med vilje eller de har dummet sig utilsigtet (der er nogen der undersøger muligheden for at de identiske støjmønstre er reelle nok – det ser jeg bort fra). Det giver fire muligheder i alt. Scenariet hvor de har observeret en rigtig effekt, men har introduceret en fusket fejl med vilje, giver ingen mening. Så det kan vi se bort fra. Sceneriet hvor de har fabrikeret resultaterne, men dummet sig i maskeringen er selvfølgelig muligt, men ret utroligt. Alle ved at når man kommer med en påstand af denne størrelse, vil den blive kontrolleret og gen-kontrolleret af utallige eksperimenter. Og bliver man taget i den slags, er karrieren forbi. Spørg bare Penkowa. I de to tilbageværende scenarier hvor forskerne har handlet i god tro, men har dummet sig utilsigtet (det gør vi alle sammen ind imellem), kunne alle have haft fordel af at forskerne åbent havde lagt deres resultater og råmateriale frem, så andre med det samme kunne gentage databehandlingen. Hermed en kraftig opfordring.
Endelig publicering og diskussion. Der er ingen tvivl om at sociale medier og forskning nu hænger uløseligt sammen, med alt hvad det indebærer. Resultater og modargumenter når hurtigt verden rundt, men det samme gør også det drama der følger med. Personligt er jeg glad for dette – jeg var aldrig blevet opmærksom på denne sag hvis jeg ikke havde set den på Twitter. Men naturligvis kan et sådant stunt også give bagslag for den som finder problemer i andres forskning, og publicerer på Twitter. Tager han fejl, risikerer han naturligvis hurtigt at blive persona non grata. Der havde det nok været mere sikkert at gå en mere formel vej.
