Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
forskningsingeniøren bloghoved

Åbenhed om videnskabelig usikkerhed skaber tillid

For et par uger siden bragte Weekendavisen en interessant artikel Kunsten at zigzagge (1).

Artiklen er en meta-gennemgang af forskning og videnskab under corona-krisen, og den berører og behandler flere emner og aspekter, som jeg her på bloggen har skrevet om i årenes løb og for nyligt.

Artiklen er absolut værd at læse i sin helhed. Her bringer jeg et uddrag af dens pointer og mine egne tilføjelser til disse pointer.

Forskningen går ikke i en lige linje fra A til B

Som bekendt, i hvert fald hvis man selv har arbejdet med det, går forskning som oftest ikke i en lige linje fra et startpunkt til et forudsagt slutpunkt:

"[Videnskaben] er ikke så meget en parade af sikre blockbuster-opdagelser, som pressen ofte portrætterer, men mere en langsom, uregelmæssig vaklen mod stadig mindre usikkerhed".

Det har flere gange her i corona-krisen ledt til beskyldninger i medierne, som tydeligt indikerer, at denne uregelmæssige vaklen som en grundpræmis i forskning ikke er velforstået uden for forskningskredse:

"I Danmark bliver forskerne og myndighederne således jævnligt beskyldt for at være på »slingrekurs« og for at »zigzagge".

Det bedste billede, jeg har fundet, som beskriver dette aspekt af forskningsprocessen kan, som jeg tidligere har henvist til, ses i Figure 2 i dette indlæg.

Læs også: Videnskab ved forfronten er usikker

Tomme tønder buldrer mest

Mens politiske agendaer, vælgertilslutning og offentlig diskurs kraftigt domineres af dem, som bedst kommunikerer - og spinner - deres version, fungerer videnskab, naturligvis, ikke sådan.

Videnskab er objektiv, men når politikere og ikke-videnskabelige meningsdannere får store interesser i videnskaben - som under corona-krisen - rodes kommunikation og spin på en uheldig måde sammen med den usikre og vaklende videnskab:

"Mangel på ekspertise bliver problematisk, når den kombineres med ekstrem selvsikkerhed og med samfundets tendens til at belønne selvsikkerhed frem for ydmyghed".

Dette er egentlig paradoksalt, for som vi kommer tilbage til, viser studier, at offentligheden ikke mister tilliden til videnskab, selvom usikkerheder - og dermed ydmyghed - åbent lægges frem.

Læs også: Hvad er værst: For meget eller for lidt tro på sig selv?

Mediers dækning af forskning og usikkerheder

Under corona-krisen har der været en usædvanligt stor interesse for at snakke med forskere og videnskabsfolk, for at høre om deres pågående forskning og for at rapportere om, i de fleste tilfælde, foreløbige resultater:

"Lige nu følger vi forskningen, mens den bliver til. Normalt præsenteres nye erkendelser først, når de har fået lidt mere fast grund under fødderne,« siger lektor i videnskabsstudier Kristian Hvidtfelt Nielsen fra Aarhus Universitet. »Jeg tænker, man som journalist skal benytte den unikke mulighed for at følge science in the making til at kommunikere om, hvad forskning er, og hvorfor den er usikker".

Der er også, hvis jeg skal bedømme ud fra min egen oplevelse hos forskellige medier, blevet mere opmærksomhed på en af mine egne kæpheste: Forskellen på ikke-fagfællebedømt og publiceret arbejde.

Det rapporteres nu, som regel, hvis videnskabeligt arbejde, som endnu ikke er fagfællebedømt, præsenteres i medierne. Dog stadig ofte som en lille, undseelig notits, dvs. der er fortsat rum for forbedring.

Læs også: Kan vi vente på fagfællebedømt coronavirus-forskning?

Læs også: Kan vi stole på medier og journalisters dækning, der lige nu kører for fuld fart, af coronaforskningen?

Åbenhed om videnskabelig usikkerhed skaber tillid

Interessant nok fastholdes tilliden til forskere og videnskab, selvom vaklen og zigzag lægges åbent frem:

"Konklusionen [i et studie] er, at tilliden til forskerne ikke svækkes, hvis forskerne er ærlige og åbne omkring usikkerhederne ved deres fund. »Folk kan godt håndtere sandheden om usikkerheder,« lyder det i en New York Times-artikel om studiet" (2).

Dette taler selvsagt for, at foreløbige resultater godt kan kommunikeres og præsenteres, forudsat at præmisser og usikkerheder altså lægges klart og tydeligt frem. Ikke-eksperter mister ikke tilliden, blot fordi resultaterne ikke endnu er nået en bred videnskabelig konsensus:

"Det lader derfor til at være en fordom, at usikkerhed skader tilliden til videnskaben, og at nye videnskabelige erkendelser først bør kommunikeres populært, når der er opstået nogenlunde konsensus blandt eksperterne".

Resultaterne fra disse studier taler for, at fagfolk, medier og politikere skal tale meget mere åbent om usikkerhederne, som er forbundet med ny forskning og videnskab.

For medier og politikere, som har hang til klare vinkler og pointer, er dette formentlig svært, men der kan også for dem være noget vundet, ifølge en hypotese om baggrunden for studierne:

"...en af hypoteserne er, at det signalerer ærlighed og kompetence, at man tør kommunikere om usikkerhederne".

Forvirringen er en fase

Den afsluttende sætning i Weekendavisen-artiklen rammer hovedet på sømmet og indrammer nærmest perfekt, hvordan forskning og videnskab fungerer:

"...eksperterne kan også være bange, men forvirringen er en fase, ikke trinnet før panik".

Dette er essentielt at huske, både som praktiserende forsker (husk dette, ph.d.-studerende!) og som lægmand, medie og politiker.

Noter

(1) En hovedreference i Weekendavisen-artiklen er The Atlantic-artiklen Why the Coronavirus Is So Confusing.

(2) Et italiensk studie omtales, ligesom at et "studie udgivet i PNAS, ledt an af statistikeren David Spiegelhalter fra University of Cambridge" er det, som er omtalt i New York Times.

Emner : Forskning
Jakob Rosenkrantz de Lasson er civilingeniør og ph.d. i nanofotonik fra DTU. Jakob arbejder som Product Lead og forskningsingeniør hos virksomheden TICRA i København og blogger om forskning, fotonik og rumteknologi. Jakobs blog har tidligere heddet DTU Indefra (2012-2016) og DTU Studenten (2012)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten