close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
3D-print i praksis bloghoved

3D-print i praksis - de første skridt

Kære læser,

Tak for at du har valgt at tilbringe et par minutter i selskab med mig og min digitale pen.

Temaet er, som det fremgår af bloggens beskrivelse, 3D-print, og jeg har påtaget mig rollen som blogger da jeg (ikke overraskende) ser 3D-print som en afgørende nøgleteknologi. Særligt i en økonomi som den danske, hvor et stort antal små og mellemstore virksomheder arbejder med højt specialiseret produktion i små serier.

Interessen startede i medico

Jeg begyndte så småt at interessere mig for 3D-print tilbage i 2005. På daværende tidspunkt var jeg involveret i et medico udviklingsprojekt, der havde som mål at revolutionere måden, vi tager vævsprøver på – og udviklingen foregik i tæt samarbejde med det kliniske miljø.

Her begyndte nogle interessante skuemodeller at snige sig ind i dialogen med læger og sygeplejersker, hvilket hjalp os til at undgå nogle af de værste design-brølere. Produktet lykkedes, og er tilgængeligt i markedet den dag i dag – og jeg har siden hygget mig med at kigge på nogle af de første stil-studier, når jeg besøger Jesper Damvig og tager en tur forbi hans udstillingsmontrer.

Etableringen af AddiFab

Fast-forward en hel del år og en hel del udviklingsprojekter. Lasse sidder nu som udviklingschef i en softwarevirksomhed, og telefonen ringer. I røret er Jon Jessen - en gammel kollega fra medico-tiden, der vil høre om jeg ikke har lyst til at være med til at starte en 3D-printer virksomhed.

Han, og en anden gammel kollega ved navn Peter Lund Sørensen, er overbeviste om at der må ligge en spændende forretningsmulighed i at udvikle en automatiseret, integreret 3D-printer platform til industriel produktion.

Og resten er, populært sagt, historie – med en hel del tvists i det oprindelige plot. Innovationsmiljøet Capnova hjalp os med at få AddiFab i gang og ud over stepperne, og siden er både Innovationsfonden og Vækstfonden trådt til med væsentlige bidrag til vores vækst.

Men hvor fokus indledningsvis primært var at revolutionere måden, vi fremstiller skræddersyede skaller og miniature-komponenter til høreapparater på, er vi nu i gang med at cementere en position, som ligger langt tættere på sprøjtestøbeindustriens krav om repeterbarhed, standardisering og præcision.

Masser af forbedringspotentiale

Rejsen med AddiFab – og de ambitioner vi har haft om at gentænke 3D-print – har bragt mig og mine kollegaer i kontakt med en masse interessante problemer uden oplagte hyldevareløsninger:

Hvordan automatiserer man en 3D-printer – og hvad gør man med de efterfølgende processer når man først har fået printeren op i gear? Hvordan overtaler man samme printer til at overholde de tolerancer, der normalt kræves af industrielt produktionsudstyr. Og hvordan bliver man overhovedet taget seriøst af industrien, når man som udgangspunkt kun kan arbejde med materialer baseret på akryl?

Med udgangspunkt i de erfaringer, jeg har samlet op undervejs – og de erfaringer, jeg helt sikker kommer til at gøre mig, mens vi fortsætter udviklingen af AddiFab, vil jeg over de kommende måneder komme med en stribe perspektiver på 3D-print.

Fokus på Industry 4.0

Blandt mine nuværende interesseområder er den rolle, 3D-print spiller i Industry 4.0-sammenhæng – særligt i en dansk kontekst.

Vi har ikke særligt mange virksomheder i Danmark, der passer ind i den klassiske 4.0 skabelon, med væg-til-væg integration af produktionsudstyr og tilhørende datastrømme. Så forvent at høre en del om kollaborativ produktion, delte værdikæder og digitale økosystemer hen over foråret. Siden tænker jeg at bevæge mig over i nogle af de mere klassiske 3D-printer temaer, med materialeudfordringer, innovationsmodeller, kvalitetssikring og procesintegration som nogle af pejlemærkerne.

Det er min ambition, at bloggen her gerne må være et forum for tovejskommunikation – og jeg vil forsøge at gribe de bolde, I sender i retning af mig. Men da jeg også er en del af en virksomhed, der nogle gange insisterer på at lægge beslag på noget mere end et almindeligt arbejdsdøgn, håber jeg, at I vil bære over med mig, hvis jeg en gang imellem er et par dage om at svare på jeres kommentarer.

Og så vil jeg ellers ønske jer god læse – og kommenteringslyst. Jeg regner med at melde ind med det næste indlæg om et par uger – med det åndeløst spændende tema ”kollaborativ produktion”.

Denne artikel er en del af Ingeniørens Automationskampagne. Læs mere her
Lasse GuldborgStaal
er direktør i 3D-printerproducenten Addifab og blogger om økosystemet rundt om selve 3D-printeren.Hvad er barriererne for 3D-print? Er det overhovedet muligt at automatisere printprocessen? Og hvordan er det lige, at 3D-print og Industri 4.0 spiller sammen?