300.000 Watts højttalere stilles op i Roskilde

I den nordlige del af Roskilde arbejder vi med den lille Højttaler Q113, men i Roskilde S er der nogle helt andre boller på suppen i disse dage! Mød højttalerne fra Orange Scene.

Under opbygning. Orange Scene er ved at blive opført og de tomme stilladser skal rumme nogle særlige højttalere. Nederst til venstre: Paul Jensen, ansvarlig for sceneteknik på Roskilde Festival.

Turen varer kun 15 minutter, men det kunne have været en rejse til en anden planet. Så forskellige er udfordringerne, når du sammenligner Højttaler Q113 med de højttalere, der i disse dage stilles op på Orange Scene. Jeg har mødt Paul Jensen, der i mere end 25 år har været ansvarlig for sceneteknik på Roskilde Festival.

L'Acoustics K1. Det franske højttalersystem, som der kun findes ét af i Danmark.

Franske højttalere på Orange Scene

På hver side af Orange Scene ser du et stillads med det letgenkendelige Tuborg-logo. Dette er hjemmet for nogle ganske unikke højttalere, der faktisk er så enestående, at der kun findes dette ene system i Danmark. Højttalerne kommer fra franske L'Acoustics og er deres såkaldte K1 system. Du kan læse mere om dem her. Paul Jensen har arbejdet med højttalerne fra L'Acoustics én gang før, for de havde nemlig præmiere på Orange Scene sidste år. Ønsket var, at give festivalgæsterne en bedre lydoplevelse og her skulle højttalernes anvendelse af line array være særligt velegnet.

Højttalere hejses op. Klaser af højttalere udgør line arrays (liniekilder).

Line array dækker pladsen med lyd

Paul Jensen kalder de franske højttalere "bananer", fordi de består af klaser af højttalere, der hænger i nogle buede positioner. Hver klase består af 18 ens tre-vejs højttalere, der udgør et såkaldt line array. Det fungerer sådan, at når højttalerne stakkes på denne måde, vil de (akustisk set) koble til hinanden, og udstråle lyden på en kontrolleret måde. Fordelen er, at lydtrykket ikke aftager lige så hurtigt fra et line array, som det gør fra en almindelig højttaler, der i øvrigt kaldes en punktkilde. Sagt på en anden måde, bliver lyden ved med at være høj, selv når du går længere væk fra højttalerne. Unægtelig en fordel, når man har 50-60.000 mennesker stående, der nødigt skulle få lyst til at klumpe sammen omkring scenen, for at høre hvad der bliver spillet.

Linse fra fyrtårne bag lydpatent

Franskmanden Fresnel opfandt i 18-hundredetallet en linse, der f.eks. anvendes til at styre og koncentrere lyset fra fyrtårne. I 1992 overfører fysikeren Christian Heil Fresnels teori til lydbølger og lægger hermed grunden til den Wavefront Sculpture Technology, der er hjertet i K1 systemet fra L'Acoustics. Christian Heil, der i øvrigt grundlagde L'Acoustics i 1984 kaldes "faderen til den moderne line array". En præstation, der har ændret PA-højttalere over hele verden. Det ændrer dog ikke ved, at de gæster der står længst væk scenen, får leveret deres lydoplevelse fra højttalerne i de såkaldte delaytårne. De står et godt stykke inde på pladsen og har til opgave at rette op på den mængde mellemtone og diskant, der forsvinder på den lange vej fra de forreste højttalere og til de fjerneste publikummer 165 meter væk. Der er to delaytårne i forbindelse med Orange Scene med 16 højttalere i hver side.

Overblik. Her ser du Orange Scene med hovedhøjttalerne markeret med PA og delaytårnene placeret bag mix af lyd og lys.

Cardioid array sender bassen fremad

En af udfordringerne har været, at Orange Scene har druknet de omkringliggende scener med bas. Lyden af bas udsendes som ringe i vandet, og det har betydet, at der har været lige så meget bas bagved Orange Scene, som foran. Dette har man, ifølge Paul Jensen, fået langt bedre styr på ved hjælp af de 24 styks 18" subwoofere og ultra-subwoofere, der står stakket i et særligt arrangement i hvert af højttalertårnene. De udgør et cardioid array, der skulle gøre det muligt at retningsbestemme bassen. Paul Jensen nævner, at man i år også forsøger et cardioid array på Cosmopol scenen. Her er arrayet vandret og ikke lodret som på Orange Scene og Cosmopol bruger 21" bashøjttalere, hvor Orange Scene bruger en sværm af 18 tommere. Læs mere om retningsbestemte subwoofere her.

Punktkilde vs. liniekilde. Øverst ser du en simulering af lydintensiteten fra en næsten-punktkilde. Nederst: lydintensiteten fra en liniekilde. Det fremgår tydeligt, at lydstyrken opretholdes (rød farve), selv når du flytter dig væk fra en liniekilde. Kilde: Meyer Sound

Mindre vindfølsomme højttalere

Når man som Paul Jensen har ansvaret for, at dække en plads med lyd, der er 165 x 120 meter, hvor der tilmed befinder sig 50-60.000 publikummer under åben himmel, møder man nogle udfordringer som ikke findes hjemme i stuen. Det har f.eks. betydning, at Orange Scene vender fra nord mod syd, for i Danmark har vi ofte vestenvind. Det får noget af lyden til at blæse væk og det skal teknikerne hele tiden være opmærksomme på. Heldigvis skulle K1-systemet fungere godt i blæsevejr. Paul Jensen fortæller også, at aftenkoncerter under åben himmel er en særlig udfordring, når temperaturen falder. Varmen fra publikum stiger op mod nattehimlen og kan forårsage, at "lyden slår smut" hen over menneskemængden, hvilket skulle være et meget ejendommeligt fænomen.

Færdigt arbejde. Sådan så det ud i 2011, da højttalerne fra L'Acoustics var klar til at modtage publikum.

Teknikere uddannes til K1-systemet

Når Bruce Springsteen går på scenen lørdag aften, har han medbragt et antal lydteknikere, der er uddannet i at bruge K1-højttalerne. De kender højttalerne som det arbejdsredskab de er, og har arbejdet med dem mange gange. På Roskilde Festival er der ikke mulighed for at lave lydprøver inden orkestret går på, så det er utroligt vigtigt at kunstnerne og teknikerne kan stole på at lyden er rigtig, lige fra de første strofer. Derfor opstilles højttalerne på en helt eksakt måde, der altid er den samme, uanset hvor du støder på dem i hele verden. Det handler om kvalitet, siger Paul Jensen, og pludselig virker hans planet ikke så fremmed. Turen går hjem til Højttaler Q113, hvor der skal lægges sidste hånd på et blogindlæg om bashøjttalerens støvhætte, og om hvordan en brødkrumme kan koste højttaleren livet. 15 minutters kørsel og pludselig er verden anderledes, selv om det stadig handler om højttalere. God lyd har virkelig mange ansigter! Jeg ville nu alligevel gerne have spurgt Paul Jensen: "Hvor lang tid tager det at tænde 167 styk 1800 Watts forstærkere? "

Ole Witthøfts billede
Ole Witthøft
bygger en lille HiFi-højttaler i verdensklasse sammen med Ingeniørens læsere. Deltag i projektet ved at skrive en mail til ole@system-audio.com med "Q113" i emnefeltet.

Kommentarer (20)

Jeg ville nu alligevel gerne have spurgt Paul Jensen: ”Hvor lang tid tager det at tænde 167 styk 1800 Watts forstærkere? ”

Det vil jeg ikke svare på, men jeg husker denne koncert på Gentofte hvor den samlede effekt var 500.000 Watt, og drevet af 3 stk, 16 cylindrede diesel generatorer.

Der kunne man satanlyneme tale om bas, da mit fadøl nærmest skummede over på den modsatte side af stadionet ;-)

Ud over lyden som var nærmest perfekt, som Pink Floyd går op i, var der også lysshow (laserlys bla.), som gav en imponerende effekt, især da mange af publikummer havde lagt en hashtåge over stadion, som gav det her imponerende lysspil.

PS: Nej, jeg har aldrig røget hash og kommer heller ikke til det.

  • 0
  • 0