close

Vores nyhedsbreve

close
Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du både vores brugerbetingelser og at Mediehuset Ingeniøren og IDA group ind i mellem kontakter dig angående events, analyser, nyheder, tilbud etc. via telefon, SMS og e-mail. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

30 års krigen mod økosystemet

Den 12. april 1987 indledtes konsensuskonferencen "Kvælstof og fosfor i vandmiljøet" med sangen "Havet omkring Danmark". Efter også at have sunget femte linje: "Vi vandrer din vej, vi lyder din lov", brugte forsamlingen tre dage til at "bekrige havets lov". Denne krig har nu gennem vandmiljø-planerne varet i et kvart århundrede, og den fortsætter indtil vi bliver kloge nok til at "lyde havets lov". Miljømyndighederne vinder aldrig krigen! Strategien er udsigtsløs. Konsensus er jo værdiløs, hvis økosystemet ikke bliver spurgt.

En central "lov" for havet er opretholdelsen af Redfield-forholdet i vandmiljøet. (Alfred C. Redfield beskrev i 1934, at forholdet mellem en række stoffer, herunder kvælstof og fosfor er konstant - uan-set koncentrationerne). Overalt i det globale vandmiljø - fra de danske fjorde til verdens største oceaner - indstiller balancen mellem kvælstof og fosfor (N/P) sig på 16:1 på atombasis. (På vægt-basis er det 7:1).

Redfield-forholdet opretholdes ved, at kvælstof over tid indstiller sig på 16 atomer for hvert fosfor-atom. Forholdet svarer til algernes sammensætning og anses for ideelt for miljøtilstanden. Specielt områder med N/P under de 16 er ofte udsat for problemer, bl.a. iltsvind.

Reguleringen finder sted via forskellige processer, hvoraf skal nævnes de vigtigste:

  1. Denitrifikation (fra nitrat til luftformig kvælstof) og anammox (ANaeribic AMMonium OXidation: en forholdsvis nyopdaget bakteriel omdannelse af kvælstofforbindelser til luftformig kvælstof) fjerner kvælstof fra vandmiljøet.

  2. Fiksering (cyanobakterier/blågrønalger) og deposition/nedfald tilfører kvælstof til vandmil-jøet.

Økosystemet tilstræber altså en perfekt balance. Hvor N/P-forholdet er for højt, reguleres det ned. Hvor N/P-forholdet er for lavt, reguleres det op. Og reguleringsmekanismerne er yderst effektive.

Men den danske strategi bruger milliarder af kroner på at gøre det stik modsatte: Hvor N/P ligger over idealet, forsøger vi at tvinge det yderligere op. Og hvor N/P ligger under idealet, forsøger vi at tvinge det endnu længere ned. Specielt det sidste er dybt alvorligt. For lavt N/P er nemlig langt mere katastrofalt end for højt N/P. Dansk miljøpolitik er simpelt hen på kollisionskurs med økosystemet!

Ideen med at modarbejde naturen bygger på en totalt misforstået anvendelse af Justus von Liebigs "Minimumslov" fra 1855. Ved at begrænse kvælstof, får man lavere produktion at de nyttige alger, som indgår i fødekæden. Derfor bliver der færre fisk. Til gengæld stiger produktionen af andre organismer - bl.a. de kvælstoffikserende cyanobakterier (blågrønalger), der kompenserer for det manglende kvælstof ved at hente luftens kvælstof ned i vandmiljøet. Disse organismer indgår ikke i fødekæden, men giver dårligt vandmiljø og iltsvind.

Samfundet har brugt trecifrede milliardbeløb på en naturstridig og udsigtsløs strategi. Kommunerne har brugt milliarder på overdimensioneret kvælstofrensning af spildevand. Landbruget har brugt endnu flere milliarder på kvælstofbegrænsninger i planteproduktionen, som har medført lavere ud-bytte og lavere kvalitet. Således kan vi ikke længere producere brødkorn af acceptabel kvalitet i Danmark, da kvælstof jo er centralt i afgrødernes proteindannelse. Desuden er landbrugserhvervet blevet prügelknabe på et falsk grundlag.

Heldigvis er den tvivlsomme Aftale om Grøn Vækst med yderligere krav om 19.000 tons kvælstof-reduktion delvis sat på stand by. Men hvis kravene genoptages, vil det koste yderligere milliarder, og de kvælstoffikserende organismer vil opruste for at kompensere for de 19.000 tons. I bedste fald er milliarderne spildt. Men sandsynligvis vil vandmiljøet forringes i de kystnære områder som følge af indsatsen. Og skulle det lykkes at sænke kvælstofindholdet i de udsatte områder samtidig med, at temperaturen stiger som følge af global opvarmning, stiger risikoen for større forgiftninger forårsa-get af blågrønalgen, Nodularia spumigena, der producerer hepatotoxinet "Nodularin" (angriber leveren). Dette understreger, hvor forrykt miljøstrategien er.

Det har i mange år været tydeligt, at de største problemer fandtes i fjorde med tal under Redfield-forholdet. Det kunne aflæses af omfattende undersøgelser foretaget under Miljøstyrelsen allerede i 1970'erne (Bæltprojektet 1976) - altså længe inden den første vandmiljøplan. Groft sagt var problemerne størst, hvor der var mindst kvælstof i vandet. Men disse undersøgelser blev ikke læst så grundigt af datidens nye "68-generation" af miljøbiologer, der havde erstattet det faglige engage-ment med et mere politisk - og i øvrigt ikke ville høre på de forskningsinstitutioner, der var specialister i kvælstofomsætning.

Sammenbruddet i Mariager Fjord i august 1997 kom efter, at kvælstoftilførslen til fjorden havde været reduceret med mindst 25 % i forhold til de foregående år. Der var mindre nedbør (og af-strømning) i årene 1995-97. Det specielle i 1997 var altså en forudgående lavere kvælstoftilførsel kombineret med den varmeste august i mere end hundrede år. I overensstemmelse hermed var der i 1997 massiv udbredelse af blågrønalger i danske farvande, hvilket indikerer et lavt - for lavt - kvælstofindhold i forhold til fosforbelastningen.

Miljømyndighederne tillægger kvælstof stigende betydning for vandmiljøet, jo mindre der er af det i forhold til fosfor. Når der samtidig arbejdes intenst på at nedbringe kvælstofudledningen yderligere, er det klart, at vi skaber et evigt problem, som kun forstærkes, indtil vi får gjort op med "68-ernes kommando-økologi" og begynder at respektere økosystemet, der tydeligvis mangler kvælstof - eller har overskud af fosfor.

Galskaben er gået så vidt, at vi i mange år har haft skrappere kvælstofkrav til spildevand end til drikkevand. Det kan altså være ulovligt at udlede lovligt drikkevand!

Det er en katastrofe, at vandplanerne har fået lov at sejle med mangelfuld dokumentation i så mange år. Politikerne har vel været i god tro. Men Miljøstyrelsen og DMU har svigtet groft. De har i mindst 20 år været passive eller direkte modstræbende i afdækningen af kvælstofs rolle i miljøet. De har brugt kræfterne på at forsvare hovsa-strategien fra 1980'erne og vendt ryggen til viden fra den store verden, hvor man længe har erkendt, at eutrofiering ikke kan kontrolleres ved begrænsning af kvælstoftilførsel (bl.a. påvist ved 37 års fuldskalaforsøg i Canada!). Miljømyndighederne har endvidere svigtet ved ikke at undersøge (eller informere om?) den reelle årsag til de døde hummere i Kattegat i 1986, der startede hele den vanvittige proces. Der blev registreret en forureningsstribe til iltsvindsområdet helt nede fra rensningsanlægget Lynetten i København, hvor der havde været særligt store udslip af organisk stof og i øvrigt var uhindret udløb af fosfor i årevis helt op til slutningen af 1990'erne! Men aktørerne blev enige om at give "landbrugets kvælstof" skylden (konsensus). Uenighed heri blev undertrykt på det groveste. Og den fejl er nu ved at tage livet af landbrugserhvervet - og har rettet dybe angreb på samfundsøkonomi-en.

De forskningsinstitutioner, der havde mest indsigt i kvælstofområdet, blev holdt uden for indflydel-se. Og da et internationalt forskerpanel evaluerede miljøforskningen bag vandmiljøplanerne og rettede en voldsom kritik mod store dele af denne forskning, fik det ingen konsekvenser.

På andre forskningsområder justerer man jævnligt ind efter ny international viden. Men på miljøom-rådet er alt gået i stå, de gamle floskler lever videre, og energien bruges til at forsvare de håbløse positioner.

Miljøbiologerne er blevet mere og mere frustrerede siden 1980'erne: Naturen retter sig simpelt hen ikke efter deres teorier og anbefalinger.

Den nødvendige læresætning til biologerne er:

"Fysiologisk kvælstofbegrænsning" er et tegn på, at økosystemet modtager for meget fosfor - og ikke et tegn på, at kvælstof skal begrænses.

Mange steder i verden har man fundet ud af det. Også svenskerne er ved at erkende, at fortsatte ind-greb mod kvælstof vil være et skud i tågen i milliardklassen til fordel for de skadelige cyanobakterier i stedet for vandkvaliteten. Som en sideeffekt vil det udrydde store dele af landbruget.

Kære politikere - I kommer ikke uden om at revurdere miljøpolitikken på kvælstofområdet. Økosy-stemet respekterer hverken flertalsafgørelser eller konsensus. Det er en stor gåde, at biologer, mil-jøorganisationer og miljøpolitikere fortsat fører krig mod økosystemet - og dermed naturen. Tilmed uden vinderchance.

Poul Vejby-Sørensen er cand. agro.

Kommentarer (165)

”Fysiologisk kvælstofbegrænsning” er et tegn på, at økosystemet modtager for meget fosfor – og ikke et tegn på, at kvælstof skal begrænses."

Ok - det er interessant. Men hvad mener du vi skal gøre? Overlade naturen til markedskræfterne?

Mvh Søren

PS: Du må godt give nogen henvisninger til f.eks. svenskernes erkendelser

  • 0
  • 0

Fysiologisk kvælstofbegrænsning” er et tegn på, at økosystemet modtager for meget fosfor – og ikke et tegn på, at kvælstof skal begrænses.

Man kan ikke være uenig i denne artikel - alle de forsøg med bl.a. rensning af søer med nitrogen osv. samt alle andre observationer, jeg kender, kan forklares med det.

En lille tilføjelse kan dog trænges:
På de ganske store meget lavvandede områder i de danske fjorde er der oplagret store mængder forsfor fra tidligere tiders udledning af kloak.
Planter kan optage nitrogen gennem bladene, hvilket bevirker, at i disse områder nær kysten, kan tilføsel af nitrogen bevirke flere og kaftige planter, der kan opsuge noget af fosforen og frigøre en lille del til vandet i en organisk opløsning, der kan bruges af alger. - Mineraliseret fosfor bindes meget hurtigt til partikler og bundfældes i saltvand, da salt er et godt fnokningsmiddel.
- Udenfor de lavvandede fjorder har denne effekt sandsynligvis ingen nævneværdig betydning.

Mvh Peder Wirstad

  • 0
  • 0

.......tankevækkende artikkel. Her i denne politiske arkæologiske udgravningstid af "glemte" overtrædelser af vedtagne love.

Man kan spørge sig selv om der her er tale om en oprindelig bevidst uvidenskabelig forfølgelse af landbruget, på samme måde som det er foregået i energidebatten, med energifrembringervalget. Her er det "storkapitalen" der skal rammes af en CO2 afgift og GMO modstand!
Jeg har ikke aktuelle eksempler, men fornemmer at det har været en måde at ramme bønderne på pengepungen inden Tamilsagen løste problemerne for oppositionen

Især synes jeg at dette er en direkte morsomhed:

"Galskaben er gået så vidt, at vi i mange år har haft skrappere kvælstofkrav til spildevand end til drikkevand. Det kan altså være ulovligt at udlede lovligt drikkevand"" He He!

  • 0
  • 0