Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.
forskningsingeniøren bloghoved

2900 forfattere. Til én artikel.

Nogle videnskabelige artikler har få forfattere, andre har mange. Artikler med en enkelt forfatter er typisk teoretiske artikler, idet artikler baseret på fabrikation og laboratoriearbejde normalt kræver minimum et par aktive deltagere for at realiseres. I den anden grøft, altså med mange forfattere, findes absurde eksempler som denne artikel fra Nature fra år 2001: 2900 forfattere (se den fulde forfatterliste). Artikler om Higgs-partiklen siges at have ca. 3000 forfattere per artikel, og denne artikel er et eksempel.

Illustration: Privatfoto

("Piled Higher and Deeper" by Jorge Cham, www.phdcomics.com)

I mellemklassen findes artikler med mere end én eller nogle få forfattere og færre end i tusindvis af forfattere - f.eks. artikler med 5-15 forfattere. Har disse mere end fem forfattere alle bidraget væsentligt til det videnskabelige arbejde, som er beskrevet i artiklen? Ifølge den såkaldte Vancouver Protocol, som er et sæt internationalt anerkendte retningslinjer om medforfatterskab, skal man som medforfatter have bidraget væsentligt til:

"1) conception and design, or analysis and interpretation of data; and to 2) drafting the article or revising it critically for important intellectual content; and on 3) final approval of the version to be published."

Væsentligt er det at bemærke, at der står "and" imellem de tre punkter; man skal altså have bidraget væsentligt til alle tre punkter for at kunne kræve medforfatterskab. Det er således ikke nok at stå for det praktiske i fabrikationen af en prøve eller en komponent for at kræve medforfatterskab; man skal have været med til designet af det fremstillede eller til at udvikle idéen bag netop at fremstille denne prøve eller denne komponent. Ligeledes er det ikke tilstrækkeligt at bidrage med skrivning eller kritisk læsning af manuskriptet; man skal have deltaget i udviklingen af idéerne bag det undersøgte for at være retmæssig medforfatter.

I Vancouver Protocol står der ligeledes, at

"Participation solely in the acquisition of funding or the collection of data does not justify authorship. General supervision of the research group is not sufficient for authorship."

Det er således heller ikke tilstrækkeligt at være gruppeleder og den, som indhenter bevillinger og finansiering til forskningen; man skal, som beskrevet ovenfor, deltage aktivt i udvikling, design eller analyse af data samt i formuleringen af artiklen for at kunne kræve medforfatterskab.

Alle de ovenstående krav til medforfatterskab er i min optik helt rimelige og burde være nemme at overholde og bruge som retningslinjer for, om man kan være medforfatter eller ej. Men når antallet af publikationer og publikation i prestigefyldte tidsskrifter betyder stadig mere for bevilling af ekstern finansiering, er det forståeligt, at man som forsker kan føle hang til at få sit navn med på så mange publikationer som muligt. Hvis den næste store bevilling står og falder med, om man er med på de her par artikler, man ikke helt har bidraget til som Vancouver Protocol foreskriver, så er det naturligvis fristende at bøje retningslinjerne lidt.

Omvendt udvander denne praksis, ligesom udgivelsen af stadig flere artikler, videnskabelige artikler som et mål for videnskabelig produktion. Hvis man ikke kan være sikker på, om en given medforfatter rent faktisk har bidraget med noget væsentligt, bliver ens publikationsliste - som ikke er uvæsentlig, når man søger arbejde hos forskningsbaserede institutioner - devalueret.

Alternativet er at finde andre måder til at vurdere en given forsker, men eftersom udgivelsen af arbejde og resultater udgør en væsentlig del af en forskers videnskabelige produktion, vil det være omstændeligt og tidskrævende at finde et alternativ.

Så lad os håbe, at Vancouver Protocol efterleves af alle forskere fremover.

Jakob Rosenkrantz de Lasson er civilingeniør og ph.d. i nanofotonik fra DTU. Jakob arbejder som Product Lead og forskningsingeniør hos virksomheden TICRA i København og blogger om forskning, fotonik og rumteknologi. Jakobs blog har tidligere heddet DTU Indefra (2012-2016) og DTU Studenten (2012)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er under alle omstændigheder svært at måle resultatet af forskning, men i dette tilfælde burde man som udgangspunkt lade forfatterskab tælle med 1 divideret med antallet af forfattere. Det ville nok give en lidt mere kritisk tilgang til at tilføje forfattere.

  • 4
  • 0

I stedet for medforfatter, skal der måske være en "stillingsbetegnelse" for medvirkende, der ikke opfylder alle 3 krav, men alligevel har været vigtige.

Der er nok ikke et felt til det i en standard artikeldatabase, men i et efterskrift.
Det kan jo blive en hel oscar-tale:
Tak til nn for dissekering af 23587 frøer, 7. klasse på Vestervang skolen for at fange dem :-)

  • 2
  • 0

Hej Jakob

Når der nu ikke er andre som vil sige det, så lad mig.

Hvis man er så karrig med medforfatterskaber som du og Vancouver protokollen lægger op til, så løber man meget hurtigt tør samarbejdspartnere og arbejdsgivere. Medforfatterskaber er jo netop belønningsredskabet i disse relationer.

Vancouver protokollen er ikke bare ude trit med moderne forskning. Den er også ude af trit med den måde forskningen bør udvikle sig. Man skal jo netop fremme samarbejde på tværs af grupper og institutioner og der skal jo netop være plads til at en ultraspecialist bidrager med netop sin kompetence og ikke mere.

Der er da heller ingen som tager Vancouver alvorligt som dine eksempler viser. Mange af de 2900 forfattere til det humane genom projekt har naturligvis kun lavet data indsamling, mens andre helt oplagt kun har lavet projektstyring. Det ved Nature naturligvis også.

Indtil vi får nogle bedre retningslinjer ville jeg ønske at man holdt op med at tude Ph.D. studerende ørene fulde af Vancouver. Enkelte kunne jo hoppe på den og opføre sig som en elefant i en glasbutik når de kom tilbage fra sådan et kursus.

  • 5
  • 6

@Claus Madsen
Der er jo netop også plads til at ultraspecialisten kan være med. Han står vel naturligvis delvist for at designe det forsøg der dækker hans kompetence, så skal han bare læse / revidere artiklen og godkende den endelige artikel for at være dækket ind. Jeg ville da mene det er almindelig praksis at sende et gennemarbejdet artikeludkast rundt til alle medforfattere for kommentarer og godkendelse.

Eksempelvis behøver man jo ikke både at have været med til design og til dataanalyse.

@Leif Neland
Normalt ville jeg takke netop som du skriver, selvom jeg dog aldrig har arbejdet sammen med Vestervang skolen, i Acknowledgements.

  • 2
  • 1

Der er jo netop også plads til at ultraspecialisten kan være med. Han står vel naturligvis delvist for at designe det forsøg der dækker hans kompetence, så skal han bare læse / revidere artiklen og godkende den endelige artikel for at være dækket ind. Jeg ville da mene det er almindelig praksis at sende et gennemarbejdet artikeludkast rundt til alle medforfattere for kommentarer og godkendelse.

Jeg er selvfølgelig enig i, at alle forfattere skal have artiklen til endelig godkendelse og i det mindste have mulighed for at frasige sig medforfatterskab. Jeg synes imidlertid du springer lidt let hen over punkt 2 oppe i Jakobs første stykke i kursiv. En gennemlæsning/revision er vel ikke et "væsentligt bidrag" til at skrive udkast eller gennemgå udkastets intellektuelle indhold kritisk. Specialisten har efter min opfattelse svært ved at opfylde punkt 2 fordi han ikke har tilstrækkelig viden om helheden i det forskningsarbejde hvor han har bidraget. Han kan selvfølgelig læse det, ikke nødvendigvis vurdere de overordnede konklusioner kritisk.

Mere generelt er min pointe bare, at det er vigtigere at anerkende folk der har bidraget end at afskære folk fra anerkendelse med nogle regler der ikke har fulgt med tiden.

  • 2
  • 1

Jeg kom engang til en konference for skade at indlede en samtale med et af de store navne indenfor pågældende fagområde. Han stod som en ud af fire forfattere på et paper der var accepteret på selvsamme konference.

Det fremgik af den korte pinlige samtale at vedkommende:
A. ikke var klar over at pågældende paper var accepteret på konferencen
B. ikke vidste hvad paperets indholdet var
C. havde et perifert bekendtskab med en af de øvrige forfattere

Kernen i sagen var at den bekendte nævnt under C var en karriere-ambitiøs PhD studerende som var den reelle forfatter og ophavsmand til paperet.

Den kendte person havde besøgt den PhD studerendes institut kortvarigt, vist holdt en gæsteforelæsning eller lignende, de havde korresponderet og der havde været en eller anden form for erfaringsudveksling eller hjælp, men af beskedent omfang.

Den kendte person var blevet skrevet på som medforfatter af denne PhD studerende, i et forsøg på at smigre og indynde sig, og formentligt også i håb om at det berømte navn ville lette paperets adgang til konferencen

  • 3
  • 0

Gad vide hvordan mon mange af de mere end 150 medunderskrivere på artikler fra OPERA eksperimentet om neutrinoers påståede overlyshastighed føler efterfølgende ?

Tænk, at så mange fysikere kunne overse en løs forbindelse - og så til en påstået sigma-6 hændelse.

For ikke at nævne de mange medunderskrivere til Penkowas mange, men nu berygtede artikler om mus/rotteforsøg uden brug af mus/rotter (hvilket i sig selv burde indbringe hende dyreværnsforeningernes ærespris og dyretelepatiens fortjenstmedalie).

Afventer i spænding, om denne løsagtige medunderskrivning også rammer Klarlund.

Indsigelsesfristen til UVVU er for længst udløbet.

  • 0
  • 0

Hej Jakob

Når der nu ikke er andre som vil sige det, så lad mig.

Hvis man er så karrig med medforfatterskaber som du og Vancouver protokollen lægger op til, så løber man meget hurtigt tør samarbejdspartnere og arbejdsgivere. Medforfatterskaber er jo netop belønningsredskabet i disse relationer.

Vancouver protokollen er ikke bare ude trit med moderne forskning. Den er også ude af trit med den måde forskningen bør udvikle sig. Man skal jo netop fremme samarbejde på tværs af grupper og institutioner og der skal jo netop være plads til at en ultraspecialist bidrager med netop sin kompetence og ikke mere.

Der er da heller ingen som tager Vancouver alvorligt som dine eksempler viser. Mange af de 2900 forfattere til det humane genom projekt har naturligvis kun lavet data indsamling, mens andre helt oplagt kun har lavet projektstyring. Det ved Nature naturligvis også.

Indtil vi får nogle bedre retningslinjer ville jeg ønske at man holdt op med at tude Ph.D. studerende ørene fulde af Vancouver. Enkelte kunne jo hoppe på den og opføre sig som en elefant i en glasbutik når de kom tilbage fra sådan et kursus.

Hej Claus,

Tak for dit input.

Jeg er langt hen ad vejen enig i dine betragtninger; forskning består bl.a. af samarbejder, og dette skal man ikke søge at hæmme med retningslinjer om f.eks. medforfatterskaber.

Min egen oplevelse er dog ikke, at nogle ser den vejledning, som Vancouver Protocol dybest set er, som en hæmsko. De fleste har et sundt og naturligt forhold til, hvornår man bidrager til et stykke forskning, og dermed gør sig fortjent til et medforfatterskab, og hvornår man ikke gør - også når der sker i tværinstitutionelle sammenhænge. Jeg har f.eks. for nylig oplevet, at et par personer, som potentielt kunne være medforfattere til en artikel, valgte ikke at blive det i erkendelse af, at de ikke havde bidraget væsentligt til arbejdet.

Omvendt hører jeg en gang imellem, at nogle personer lidt uforståeligt er med på artikler, som de ikke har bidraget i noget betydeligt omfang til. Måske har de deltaget i nogle perifære diskussioner, måske har de bidraget med et lillebitte hjørne. I sådanne tilfælde finder jeg det ganske fornuftigt at have en vejledning til, hvad et medforfatterskab kræver.

I øvrigt er der ingen, der tuder mig og andre ph.d. studerende ørene fulde af Vancouver Protocol - der er faktisk ingen på DTU Fotonik, som har fortalt mig om vejledningen.

Mvh Jakob

  • 1
  • 0

Jeg læste netop en artikel fra Nature Physics, og på sidste side faldt jeg over et interessant afsnit: "Author Contributions" (se denne sidste side på http://www.scribd.com/doc/170522832/Author... ).

I dette afsnit redegøres der for, hvad hver enkelt forfatter og medforfatter har bidraget til i arbejdet i artiklen. Dette er en god idé, idet det tvinger alle medforfattere til eksplicit at forklare deres bidrag til artiklen - og når man har bidraget til arbejdet, er dette hurtigt klaret.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten