Nogle videnskabelige artikler har få forfattere, andre har mange. Artikler med en enkelt forfatter er typisk teoretiske artikler, idet artikler baseret på fabrikation og laboratoriearbejde normalt kræver minimum et par aktive deltagere for at realiseres. I den anden grøft, altså med mange forfattere, findes absurde eksempler som denne artikel fra Nature fra år 2001: 2900 forfattere (se den fulde forfatterliste). Artikler om Higgs-partiklen siges at have ca. 3000 forfattere per artikel, og denne artikel er et eksempel.
("Piled Higher and Deeper" by Jorge Cham, www.phdcomics.com)
I mellemklassen findes artikler med mere end én eller nogle få forfattere og færre end i tusindvis af forfattere - f.eks. artikler med 5-15 forfattere. Har disse mere end fem forfattere alle bidraget væsentligt til det videnskabelige arbejde, som er beskrevet i artiklen? Ifølge den såkaldte Vancouver Protocol, som er et sæt internationalt anerkendte retningslinjer om medforfatterskab, skal man som medforfatter have bidraget væsentligt til:
"1) conception and design, or analysis and interpretation of data; and to 2) drafting the article or revising it critically for important intellectual content; and on 3) final approval of the version to be published."
Væsentligt er det at bemærke, at der står "and" imellem de tre punkter; man skal altså have bidraget væsentligt til alle tre punkter for at kunne kræve medforfatterskab. Det er således ikke nok at stå for det praktiske i fabrikationen af en prøve eller en komponent for at kræve medforfatterskab; man skal have været med til designet af det fremstillede eller til at udvikle idéen bag netop at fremstille denne prøve eller denne komponent. Ligeledes er det ikke tilstrækkeligt at bidrage med skrivning eller kritisk læsning af manuskriptet; man skal have deltaget i udviklingen af idéerne bag det undersøgte for at være retmæssig medforfatter.
I Vancouver Protocol står der ligeledes, at
"Participation solely in the acquisition of funding or the collection of data does not justify authorship. General supervision of the research group is not sufficient for authorship."
Det er således heller ikke tilstrækkeligt at være gruppeleder og den, som indhenter bevillinger og finansiering til forskningen; man skal, som beskrevet ovenfor, deltage aktivt i udvikling, design eller analyse af data samt i formuleringen af artiklen for at kunne kræve medforfatterskab.
Alle de ovenstående krav til medforfatterskab er i min optik helt rimelige og burde være nemme at overholde og bruge som retningslinjer for, om man kan være medforfatter eller ej. Men når antallet af publikationer og publikation i prestigefyldte tidsskrifter betyder stadig mere for bevilling af ekstern finansiering, er det forståeligt, at man som forsker kan føle hang til at få sit navn med på så mange publikationer som muligt. Hvis den næste store bevilling står og falder med, om man er med på de her par artikler, man ikke helt har bidraget til som Vancouver Protocol foreskriver, så er det naturligvis fristende at bøje retningslinjerne lidt.
Omvendt udvander denne praksis, ligesom udgivelsen af stadig flere artikler, videnskabelige artikler som et mål for videnskabelig produktion. Hvis man ikke kan være sikker på, om en given medforfatter rent faktisk har bidraget med noget væsentligt, bliver ens publikationsliste - som ikke er uvæsentlig, når man søger arbejde hos forskningsbaserede institutioner - devalueret.
Alternativet er at finde andre måder til at vurdere en given forsker, men eftersom udgivelsen af arbejde og resultater udgør en væsentlig del af en forskers videnskabelige produktion, vil det være omstændeligt og tidskrævende at finde et alternativ.
Så lad os håbe, at Vancouver Protocol efterleves af alle forskere fremover.
