Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
phloggen

2020 Rapporten om Atomangrebene

Julen 2018 gav en god høst af læsning og den første og formodentlig bedste jeg greb fra stakken var Jeffrey Lewis "The 2020 Commission Report on the North Korean Nuclear Attacks Against the United States: A Speculative Novel"

Illustration: Jeffrey Lewis

Bogen hører helt klart til i kategorien med "nær-fremtid-science-fiction", et felt alle fornuftige forfattere normalt holder sig fra, fordi bøgerne risikerer at have kort levetid inden virkeligheden overtager fiktionen.

Den historie Jeffrey Lewis vil fortælle kan ikke fortælles på nogen anden måde og han slipper rigtig godt fra det.

Han holder ikke helt den tørre stil som vi kender den fra kommisionsredegørelser fra USA, men han er tæt nok på til at det er troværdigt og langt nok fra til at det er god læsning.

De store linier i historien, som jeg ikke agter at afsløre mere af, er at nogle ganske få men centrale misforståelser på toppolitisk plan efterlader USA med et antal kratere fra Nordkoreanske atombomber.

Det kan man så håbe at der er nogle toppolitikere og diplomater der tænker grundigt over.

Bogen er i stort omfang baseret på fakta, fakta fra Hiroshima, fakta fra 9/11 og fakta fra alle mulige mærkelige kilder, hvilket gør den oplysende at læse på rigtig mange niveauer.

Jeffrey Lewis er nemlig kendt som "ArmsControlWonk" og han ved tæt på alt hvad man kan vide om atomvåben, nedrustning, atomkrigsplaner og ikke mindst de statsledere og politikere der befolker emnet.

Der bliver også sagt nogle sandheder undervejs og det er specielt værd at lægge mærke til, at selvom præsidenten hedder Trump og minder rigtig meget om virkeligheden, ville enhver USAnsk præsident kunne havne i den suppedas bogen presenterer, specielt hvis han er en smule stivnakket og/eller småsenil.

Det centrale budskab i bogen er at NordKorea er en atommagt på linie med alle de andre, Pakistan, Indien, Israel, Kina, Frankrig, England, Rusland og USA og hvis man ikke accepterer og respekterer dette faktum, risikerer man at få deres atombomber i hovedet - også selvom det hele skyldes en dum misforståelse og nogle tekniske problemer i et helt almindeligt rutefly.

10 ud af 10 megaton.

phk

Poul-Henning Kamp er selvstændig open source-softwareudvikler. Han skriver blandt andet om politik, hysteri, spin, monopoler, frihedskampe gør-det-selv-teknologi og humor.
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det centrale budskab i bogen er at NordKorea er en atommagt på linie med alle de andre

Det er de nu altså ikke helt endnu. Elementet af "MAD" mutual assured destruction er ikke tilstede. Nordkorea kan måske håbe på at få ram på en enkelt storby, hvilket også kan være nok, men alligevel meget langt fra en atomkrig med Rusland.

Derudover er jeg ikke overbevist om at de overhovedet kan få ram på noget som helst. De har ikke vist at de har et system til fremførelse, der er pålidelig og som kan ramme. Der er meget langt fra at sende en raket i vestlig retning og så at den raket også skal ramme et bycenter på den anden side af jorden.

De KAN sejle en container til en havn og detonere den der. Men det er så langsomt at det ikke kan fungere som reaktion på en aggrassion. Det er en måde at begå selvmord på og ikke en strategi der kan vinde en krig.

Alt i alt, så kan en amerikansk præsident, specielt hvis han er af Trump typen, vælge at tage chancen. Og formodentlig også slippe godt fra det. Man er nok mere bekymret for hvad konsekvensen bliver for Sydkorea.

  • 6
  • 0

Det er de nu altså ikke helt endnu. Elementet af "MAD" mutual assured destruction er ikke tilstede.

"MAD" er slet ikke nødvendigt, der er ingen lande der er villige til at risikere at blive ramt af blot en eneste atombombe.

Kina har f.eks slet ikke atombomber nok til at lave "MAD" overfor USA, de er nemlig smarte nok til at vide at det slet ikke er nødvendigt og har derfor sparet enorme summer på ikke at opruste lige så sindsygt som USA og Soviet gjorde det.

I praksis skal du bare kunne få 4-5 atombomber til at ramme nogenlunde, hvilket vil sige at du skal kunne affyre omkring det dobblte antal, så er USA til at forhandle med.

(Læs bogen!)

  • 7
  • 4

Putin har i øvrigt demonstreret hvordan man gør i en verden med MAD (eller semi-MAD i tilfældet Kina eller eventuelt NK): Man ignorerer at bomberne findes. Så længe du giver styret det mindste håb om at overleve, så vil de ikke affyre deres a-våben.

  • 4
  • 0

PHK har ret, en super bog med masser af weapons og tech anekdoter.
Min personlige favorit er Pearl Harbour referencen og Golf krigens jagt på SCUD missiler.

Boys will be boys and boys blow up shit!

Måske en film?

  • 6
  • 0

Lige lidt om fremførelse, træfsikkerhed og antal af våben - altsammen for at opnå eet eller andet sygt varm-krigsmål:
- i gamle dage, måske frem til år 2000, var dogmet MAD, som byggede på et masivt antal våben, som kunne fremføres og ramme præcist; der var så varianter i form at lang og kort distance, men det er detaljer.
- i nye dage, måske især efter 9/11 (altså september 2001), så kan dogmet være "terror", som udføres som nålestik + trussel (det er så en eufemisme at kalde detonation af et nukleart våben (fission/fussion eller dirty) for "nålestik").
--- så mon ikke bare eet "nålestik" (fra en container eller en stor kuffert) + trusler er lige så effektivt som et rendyrket MAD-koncept ? Hvortil kommer, at en alvorlig response nok kræver mere råstyrke end nogen statsleder har udvist i x.000 år ?

Jeg synes de der modargumenter baseret på fremførelse, træfsikkerhed og antal er fejlagtige.
Jeg vil ikke komme med "gode ideer", men mon det havde været så kompliceret at lamme HELE verden ved 9/11 ?

  • 2
  • 0

. Men det er så langsomt at det ikke kan fungere som reaktion på en aggrassion. Det er en måde at begå selvmord på og ikke en strategi der kan vinde en krig.


For nogle mennesker, for alt for mange mennesker og regimer efterhånden, betyder det "at vinde" at man påförer modstanderen et större tab end "odds'ene" tilsiger. Det er ikke en stabil situation hvis flere af "spillerne" reelt er irrationelle.

Mistanken kommer af at vi lever i en politisk ustabil verden hvor "Collaboration Games" bliver erstattet af "Competition Games" og hvor "Chicken" samt "Pain Games" er gået fra at väre dum, men morsom, underholding på MTV og YouTube til (tilsyneladende) at väre selveste kernen i al Storpolitik. Stadigväk dumt, men, ikke längere morsomt nu hvor konsekvenserne er lidt större end at en i övrigt meget velbetalt klovn modtager en clips i sit lem!

Vi har lige nu: Brexit, Kina, "The Wall", Italien, Iran, Rusland og Nordkorea iblandt de mest prominente :"They will hurt more than we will" / "Chicken" projekter. Jeg mener at det viser at der er sket noget alvorligt med det politiske lederskab det sidste årti - nemlig at vi ikke rigtigt längere har noget lederskab, den offentligt tilgängelige politik körer på dagens fölelser og fornemmelser (den private politik körer inde bag Offentlighedsloven).

Ögenavne er blevet til sunde argumenter i den politiske debat, der i övrigt kun går ud på at have totalt ret, eller i hverfald aldrig have uret, fremfor at löse problemer, overbevise mennesker, eller have nogle synspunkter på hvilket samfund man önsker sig at have.

Man frygter faktisk efterhånden at, hvis der pludseligt sker noget reelt forfärdeligt, er "lederskabet" så overhovedet i stand til at håndtere belastningen? Man får sine tvivl når man ser hvordan top-politikere nästen dagligt formår at have särdeles rigeligt tid til at overreagere på principper og ikke-problemer over hele mediefladen!

Kunne "vesten" håndtere at blive ramt af "bare" een A-bombe?

PS:
Hvis nogen knalder et A-våben af i USA, vil USA overhovedet gengälde imod den rigtige afsender? Et land som Nordkorea ville ikke väre helt afsporede hvis de håbede på at Iran eller Rusland ville få konsekvenserne umiddelbart efter eksplosionen og at det ville tage årtier för nogen af de overlevende begyndte at tänke sig om og rode i beviser og sådan.

  • 0
  • 0