close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.
Kinesisk energi bloghoved blog

2017 viser dilemmaerne i Kina’s elforsyning

Der er mange ting at glæde sig over i 2017, når man ser på udviklingen i Kina’s elforsyning. De af Ingeniørens læsere der har et varmt hjerte for atomkraft, kan glæde sig over, at et par nye kraftværker kom i drift i 2017, så den samlede kapacitet nu er knap 36 GW. De der synes at vedvarende energi er sagen, kan glæde sig over at der i 2017 alene blev installeret 54 GW solceller - en rekord på alle mulige måder.

Men giver 2017 klare signaler om, hvor Kina er på vej hen med hensyn til elforsyningen? Lad os se på udviklingen for de enkelte energikilder (se også tal for VE-udviklingen 2005-2017 her).

A-kraft i vækst - usikkerhed om langsigtet potentiale

Som nævnt kom et par nye atomkraftværker i drift i 2017 - svarende til 2180 MW ny kapacitet. Produktionen steg med 14%, så el produceret fra akraftværker nu udgør knap 4% af den samlede elforsyning. Målet for 2020 i den 13. femårsplan er 58 GW, så der skal omkring 4 kraftværker i drift i hvert af de kommende tre år for at nå målet - og man plejer at nå målene i femårsplanerne. Det langtsigtede mål for akraft i Kina er mere usikre. Efter hændelserne i Japan besluttede Kina, at akraftværker ikke skal bygges inde i landet af hensyn til risikoen for jordskælv. Antallet af egnede placeringer ved kysten er mere begrænset og der hersker stor usikkerhed om, hvordan udbygningen skal fortsætte efter 2020. De mest optimistiske bud jeg har hørt, er 400 GW i 2050 - de mest pessimistiske er 110 GW, som vi bruger i vores scenarier på CNREC.

Mere vandkraft - begrænset potentiale

Vandkraft som er den vigtigste ikke-kul baserede kilde til elproduktion i Kina, havde i 2017 en tilvækst på 9 GW, så der nu er i alt 341 GW vandkraftkapacitet. Tilvæksten er mindre end i de foregående år, og de langsigtede muligheder for ny vandkraft er da også noget begrænset. Målet for 2020 er 380 GW, og for 2050 er det muligt at have mellem 450-550 GW kapacitet installeret. El fra vandkraft udgjorde i 2017 knap 19% af den samlede elforsyning.

Vindkraftudbygning begrænses af manglende systemfleksibilitet

Tilvæksten i vindkraft er i de seneste par år faldet en del efter rekordåret 2015, hvor der blev installeret 32 GW. I 2017 var tilvæksten 15,5 GW som giver en samlet kapacitet på 163 GW. Vindkraft-el udgjorde i 2017 knap 5% af den samlede elforsyning. Udbygningen med vindkraft er i øjeblikket begrænset af problemer med at komme af med elektriciteten i de nordlige og vestlige regioner, hvor potentialet er størst. Problemerne er primært knyttet til prioriteringen af kulkraft i den daglige drift over produktionen fra VE anlæg. Den centrale energiadministrator, NEA, har sat sig for at begrænse dette spild af elproduktionen frem til 2020, og der er fremskridt i 2017 på dette område. Problemet forsvinder dog nok først, når kraftværksproducenterne får økonomiske incitamenter til at drive kraftværkerne mere fleksibelt end i dag, f.eks. ved introduktion af et elmarked, som jeg har nævnt i tidligere blogindlæg. Indtil videre har problemet medført et stop for videre udbygning i en række provinser og områder og mere fokus på udbygning med lavvind-møller i provinserne i centrale og sydøstlige Kina. Og så satser man på at få gang i udbygningen med havvindmøller, som indtil nu haft haft trange kår i Kina. Målsætningen for vindkraft i 2020 er 210 GW, et mål som nås hvis den nuværende udbygningstakt holdes i de kommende tre år. Det langsigtede potential for vindkraft er betydeligt - i CNRECs scenarier regnes med en kapacitet på 2700 GW i 2050.

Rekordår for solceller

2017 var et rekordår for solceller med en udvidelser fra 77 GW ved slutningen af 2016 til 130 GW ved udgangen af 2017. Udbygningen har blandt andet været drevet af en reduktion af tilskuddet til elproduktion fra solceller i begyndelsen af 2018, men også af en betydelig lyst til at investere i mindre solcelleanlæg (som stadig i forhold til danske anlæg er ganske store). Målet for 2020 er hævet til 213 GW (det oprindelige mål er allerede overgået) og som for vindkraft er det langsigtede potential mere end 2500 GW. Elproduktionen fra solceller udgjorde i 2017 knap 2% af den samlede elforsyning, et tal som bliver større i 2018, hvor alle nye solcelleanlæg fra 2017 kan få et fuldt års produktion.

Langsom udvikling af biomasse-el

Udviklingen i biomassefyret elproduktion er mere beskeden. I 2017 blev der installeret 2700 MW, så den samlede kapacitet nu er på 14,9 GW, tæt på målet på 15 GW for 2020. Elproduktionen fra biomasse udgjorde i 2017 godt 1% af den samlede elproduktion. Biomasse-potentialet i Kina er begrænset, og man har været nervøs for at en storskala udnyttelse af biomasse til kraftproduktion skulle påvirke priserne på fødevarer. Man er dog i gang med forsøg med samfyring af biomasse og kul, og man er også i gang med at se på udnyttelsen af affald til elproduktion i højere grad end i dag.

Effektivisering i kulsektoren

Ja, og så er der jo kullene - som altid har været rygraden i den kinesiske energiforsyning. I 2017 udgjorde kulproduceret elektricitet knap 70% af den samlede elproduktion, et fald på 1 procentpoint i forhold til 2016. Kina har et klart mål om at reducere anvendelsen af kul, men ikke et klart mål om at holde op med at bruge fossile energikilder på længere sigt. De seneste år har kraftværksejerne investeret betydeligt i kulkraftværker, især opmuntret af de lokale regeringer i en række provinser. Det har ført til overkapacitet og lavere benyttelsestider for de eksisterende kraftværker, og NEA har i flere omgange annulleret godkendte planer om nye kulkraftværker. Nye kraftværker har heller ikke samme gode vilkår som tidligere, hvor værkerne blev garanteret en vis benyttelsestid og gode afregningsvilkår. Mens elprisen er stærkt reguleret, er prisen på kul i princippet markedsbaseret, hvilket i nogle år har været et stort problem for kraftværksejerne, i andre år en stor fordel. Centralregeringen satser stærkt på en effektivisering af hele kulsektoren ved lukning af ineffektive miner, ved store fusioner af statsejede forsyningsselskaber og ved at indrette det nys etablerede CO2 kvotemarked så ineffektive kulkraftværker betaler til effektive kraftværker. Det langsigtede mål er at reducere kulkraft væsentligt, men hvor meget og hvor hurtigt er der ikke klare mål for.

Kan VE-tilvæksten følge med?

Det store spørgsmål er hvor stor en vækst der kommer i elforbruget. I 2014 og 2015 var væksten på et niveau som gjorde muligt at dække det med væksten i elproduktionen fra vedvarende energi og akraft. Der skete altså et egentligt fald i den kulbaserede elproduktion. Men både i 2016 og i 2017 var væksten i elproduktionen større end tilvæksten i produktion af el fra ikke-fossile kilder. I 2017 var væksten i elproduktionen 6,5%, og tilvæksten i el fra ikke-fossile kilder var kun i stand til at dække knap halvdelen heraf. Det er forventningen at væksten i elforbruget modereres af den generelle udvikling i den kinesiske økonomi, som går fra energitung industri til industri med lavere energiintensitet. Modsat trække behovet for at komme væk fra kul i industrien ved en højere grad af elektrificering. Det samme gælder transportsektoren, hvor Kina i øjeblikket satser stor på at få gang i en elektrificering. Så på længere sigt må det forventes at elforbruget fortsætter med at stige, mens det samlede primære energiforbrug stabiliseres og falder på grund af højere effektivitet i den samlede energisektor.

Paradigmeskift på vej?

Som jeg har skrevet om i et tidligere blogindlæg, er det både muligt og ønskeligt med en gennemgribende omlægning af den kinesiske energisektor. 2017 blev dog ikke året, hvor denne omlægning manifesterede sig særligt tydeligt. Året blev, som nok også de kommende par år, en brydningstid hvor det gamle kul-paradigme for energisektorens udvikling lever side om side med et nyt paradigme med vægt på bæredygtig vækst uden de omfattende konsekvenser for miljøet, som det gamle paradigme har skabt. Stridspunkterne mellem de to paradigmer manifesterer sig blandt andet i den konkrete udformning af det kommende elmarked og af CO2-kvotemarkedet, begge i pilot-fasen i disse år. Det bliver uhyre interessant at følge, om - eller måske rettere - hvordan det lykkes at få paradigmaskiftet gennemført. Jeg er optimist :).

Kaare Sandholt
er civilingeniør med speciale i energi. Siden 2011 har han arbejdet i Kina knyttet til China National Renewable Energy Centre, en kinesisk tænketank i Energy Research Institute under NDRC. Tidligere har han været ansat i Energistyrelsen og i Elkraft og været partner i Ea Energianalyse.

Kina har prøvet i Mao-perioden at styre teknikken og naturlovene med ideologi. Det gik ikke helt så godt. Naturlovene var ikke helt overbeviste nok.
Man kan håbe at de kan bevare balancen mellem vind, sol, atom og kul, til alles bedste, da ingen af dem kan stå alene.
Kina kan jo ikke som Danmark basere sig på at nabolande kan optage ubalancerne mellem produktion og forbrug.

  • 8
  • 15