100.000 gange tillykke

Som formand og som medlem er jeg stolt. Foreningen har rundet 100.000 medlemmer.

100.000 medlemmer er en stor milepæl for Danmarks ingeniører og for foreningen især, og det er værd at fejre.

En stor del af IDAs medlemsvækst stammer fra de studerende. Da jeg selv startede på DTU i 1991 kendte jeg faktisk slet intet til IDA. Jeg kom ind direkte fra Hjørring og forvekslede med det samme Polyteknisk Forening (PF), DTU’s studenterforening, med DTU’s administration. Hos PF fik jeg både en liste over private værelser til leje og et medlemsnummer hos IDA; det fulgte med medlemsskabet hos PF dengang.

At der gik nogle år, inden jeg opdagede, at jeg rent faktisk var blevet medlem af IDA, vidner meget godt om, at IDA var en helt anden forening dengang end i dag (eller rettere nogle helt andre foreninger, for det var før fusionen).

Dengang var IDA ikke specielt synlig på uddannelsesstederne. Det er vi gengæld i dag. I samarbejde med studenterorganisationerne møder vi de studerende massivt, hvor de er.

Kontingentet har været fastholdt i mange år. IDA Forsikring sætter priserne ned og vi har mere end 2.300 arrangementer i hele landet årligt. Internt er der fokus på hele tiden at være effektiv i vores drift og fokusere på medlemmerne. Med vedtagelsen af IDAs Vision 2020 tilbage i 2011 blev der lagt strategiske spor, som sikrede en væsentlig udvikling af IDA. Udviklingsområderne er med til at skabe en fortælling om ingeniørernes værdi og identitet, om at øge foreningens globale mindset og ydelser, på at styrke vores kerneydelser – og at bringe IDA ind i den digitale tidsalder samt øge vores indflydelse og synlighed. Vi skal findes for medlemmerne.

Jeg er også stolt over, at vi har forlængede åbningstider i vores rådgivning og måske endnu mere over vores fokus på at få ændret omverdenens syn på ingeniørernes identitet. Vi er meget mere end mediernes mange gange stereotype fremstilling af os. Alliancen Engineer the Future, som IDA er stiftende partner i, er med sine 47 partnere et fantastisk værktøj til at løse det – men også til at skabe politisk indflydelse.

IDA har givet mig mange oplevelser gennem årene – også før jeg blev formand. Det fedeste for mig har nok været muligheden for at møde andre ”som mig selv” på tværs af faglige områder. Jeg har brugt min formandsposition til at forme IDA – selvfølgelig sammen med Hovedbestyrelsen og Repræsentantskabet til hvad, jeg synes, IDA skal kunne for sine medlemmer. Men hvad ville DU sætte fokus på og gøre enten mere af eller bedre, hvis DU var formand? Kommentarfeltet er åbent :)

Frida Frosts billede
Frida Frost

Kommentarer (0)