Ingeniører får ofte stillet svære udfordringer fra arkitekter. Men AC Hotel Bella Sky i København var ekstraordinært udfordrende.
Bella Skys to tårne er 76,5 meter høje og trodser tyngdekraften. De hælder 15 grader til hver deres side – næsten fire gange så meget som det skæve tårn i Pisa – en beslutning, arkitekterne hos 3XN tog for at undgå, at de to tårne skulle stjæle hinandens udsigt.
Den 15 graders hældning medfører, at den øverste etage rager 20 meter længere ud end fundamentet. De ingeniørmæssige udfordringer blev yderligere skærpet af, at de ti øverste etager i tårn 1 er vredet 20 grader vandret, sådan at tårnet nærmest vrider sig i toppen, mens det andet tårn vrider tilsvarende i de 14 nederste etager.
»Det, at hotellets øverste og nederste etage er forskudt 20 meter, betyder, at de skrå hoteltårne bliver nødt til at ’balancere oppe på tæerne’ på et areal på kun 15 gange 20 meter, selvom grundplanet måler 15 gange 50 meter,« fortæller Kaare K. B. Dahl, ledende projektleder under opførelsen af Bella Sky og manden, der bogstaveligt talt skulle få enderne til at mødes.
Projektteamet måtte gennemtænke og genbearbejde traditionelle metoder for at kunne håndtere den komplekse geometri. Også fordi man ikke som i udlandet skulle bygge på stedet i stål eller beton, men fulgte den danske tradition med at bruge færdigstøbte betonelementer.
»Færdigstøbte betonelementer er rentable og minimerer revner i de enkelte elementer, men med så kompleks en geometri er det et særdeles vanskeligt puslespil at lægge, så elementerne rent faktisk kan føres ud i livet og i dette tilfælde holde balancen,« fortæller Kaare K. B. Dahl.
Løsningen blev 3D-modellering og -beregning i programmerne Tekla og Robot. Ved at anvende 3D-teknologien overalt i projektet er det blevet muligt at fastlægge kræfter og deformationer meget præcist – og at følge bygningernes bevægelser både nu og i de kommende år i takt med, at konstruktioner og den underliggende kalk stabiliserer sig.
Det tog tre computere to hele dage at foretage udregningerne til bare ét tårn for at sikre, at byggeriet kunne holde balancen. Til sammenligning tager det normalt maksimalt en time at foretage beregninger på en bygning af samme størrelse som Bella Sky.
Udfordringerne krævede også tilpasninger i byggeprocessen. Eksempelvis skulle bæreevnen af vægelementernes lodrette samlinger tidobles, hvilket krævede specialdesignede fugelåse med tre bøjler og dobbelt så meget fugearmering per meter som i et normalt byggeri.
Til gengæld gjorde den effektive byggeproces med elementer, at hver etage tog helt ned til syv dage at montere.
Bella Sky har vundet en lang række priser både i ind- og udland, og Kaare K. B. Dahl har været i blandt andet Singapore, São Paulo og Mumbai for at fortælle om, hvordan Rambøll fik Danmarks skæveste byggeri til at stå på tæer.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard