YouSee: 'Bevidst skadelig handling' bag nytårsnedbrud

YouSees kontrolcenter. Medarbejderen på billedet har intet med sagen at gøre. Illustration: Uffe Weng/TDC

Nedbruddet af YouSees tv-net nytårsaften ramte over en million tv-abonnenter og gav dem sort skærm i op til et døgn.

Efter flere dage med tavshed fra selskabet, oplyser YouSee-ejeren TDC nu i en pressemeddelelse, at nedbruddet skyldes en ‘bevidst skadelig handling’ af nogen med detaljeret viden om YouSees systemer.

Læs også: Eksperter om Yousee-nedbrud: Vi har ikke set noget lignende i 20 år

»Denne hændelse har siden i lørdags berørt os alle i TDC Group. Vi har arbejdet på højtryk for at genetablere tv-signalet og undersøge hændelsesforløbet, og mange medarbejdere har tilsidesat deres ferie for at hjælpe. Der har været mange spekulationer om årsagen til nedbruddet. Vi har ikke ønsket at bidrage til spekulationerne, så længe analyserne var i gang,« siger koncernchef Pernille Erenbjerg fra TDC Group i en pressemeddelelse fra selskabet.

Meddelelsen bekræfter flere eksperters spekulationer over for Ingeniøren. Blandt andet har timingen og omfanget af nedbruddet samt YouSees tavshed om sagen været med til at fremme spekulationerne om et hackerangreb.

Læs også: YouSee: Nytårsnedbrud gik ud over både hardware og software

»Efter en omfattende undersøgelse af sagen, herunder med involvering af eksterne eksperter, har vi nu et klart billede af, hvad der er sket. Der er tale om et kompliceret nedbrud, som kræver detaljeret viden om YouSees setup og tv-platform. Vi vurderer på den baggrund, at der er tale om en bevidst skadelig handling. Vi har derfor overgivet sagen til politiet, og vi kan dermed ikke kommentere yderligere,« siger Pernille Erenbjerg videre i pressemeddelelsen.

Læs også: Bølge af fejl forfølger stadig Yousee

YouSee har tidligere offentliggjort, at selskabet måtte genstarte samtlige 33 centraler i netværket manuelt, og at 300 knudepunkter skulle have udskiftet såvel hardware som software, før de fungerede igen.

Derudover har YouSee oplyst, at selskabet har foretaget en decideret opgradering af netværket for at undgå fremtidige nedbrud af samme type.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

d. 01/01/2017 så jeg på de sociale medier, Esbjerg politi skrive noget i retningen af;

"mange borgere har kontaktet politiet ang. forsvundet tv-signal, dette er dog ikke en kriminel handling og skal varetages af antenne selskabet"

I kommentarfeltet på samme opslag skriver YouSee derefter; "den tager vi på vores kappe, beklager"

Så er det lidt spøjst at det nu faktisk viser sig at være en kriminel handling alligevel :)

  • 3
  • 2

Jeg kan umiddelbart ikke se, at den pågældende kommentar fra Yousee skulle afvise, at der er tale om en kriminel handling. Yousee kan godt tage den på deres kappe, hvis det fx er en kriminel handling de selv synes de kunne/burde have forhindret?

  • 2
  • 0

Jeg læser nu ikke Hansjørgens kommentar som andet end en spøjs observation. Jeg synes ikke at der antydes, at der er ugler i mosen, det er blot den småkomiske ironi, der udpeges.

  • 3
  • 0

Svaret fra politiet til borgerne er at de ikke kan anmelde YouSee for en kriminel handling! At der så ligger en kriminel handling bag at YouSee signalet ikke fungere er en helt anden sag.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten