Den store europæiske røntgen-kanon XFEL nord for Hamborg er påvirket af krigen østpå.
Her er enhver russer med tilknytning til en russisk institution forment adgang.
Den eneste officielle kontakt, som XFEL’s direktør har til russerne, er via de løbende bestyrelsesmøder, hvor russerne deltager, som de har ret til ifølge international lov.
Under bestyrelsesmøderne på XFEL oplever den dansk-fødte direktør Robert Feidenhans'l at to forskellige virkelighedsopfattelser kolliderer.
»Russernes holdning er, at krigen varer flere år endnu. Så bliver Vesten træt af at støtte krigshandlingerne, og USA får en ny præsident. Det er ærlig talt lidt svært at sidde og høre på,« siger han.
Rusland er på XFEL repræsenteret ved det førende russiske forskningsinstitut i atomenergi, Kurchatov-instituttet.
Det gør tingene endnu vanskeligere.
Kurchatov-instituttet har nemlig været ude offentligt og støtte, hvad de kalder ‘special-operationen’ i Ukraine.
Lederen af instituttet Mikhail Kovalchuk er kendt for at have tætte bånd til Putin, og hans bror er Yuri Kovalchuk, der er Putins finans- og medierådgiver.
Rusland bidrager med 26 procent af det årlige budget, svarende til 300 millioner kroner. Selv efter Rusland blev smidt på porten, valgte russerne alligevel at fortsætte deres betaling.
»I øjeblikket får russerne jo intet ud af deres bidrag til XFEL. Men russerne vurderer, at samarbejdet er vigtigt, især på sigt når krigen er ovre. Russerne har investeret i XFEL for at få erfaringer med forskningen i røntgenlaseren og hele infrastrukturen omkring. Det er noget, de også gerne selv vil bygge i Rusland. I mine øjne bliver det dog umuligt uden kontakt til Vesten foreløbigt,« siger Robert Feidenhans'l.
Der er 25 russere tilbage på XFEL.
De er ikke tilknyttet en russisk institution, men er ansat direkte af instituttet European XFEL.
Alle er de imod krigen og gør et særligt arbejde for at hjælpe ukrainere, fortæller XFEL’s direktør Robert Feidenhans'l.
Efter krigens udbrud indrettede ansatte et gæstehus på XFEL til ukrainske kvinder og deres børn, der var flygtet fra krigen, og især russerne hjalp dem med alt det praktiske, såsom transport, tøj, mad, legetøj, simkort, kontakt til myndigheder osv.
Mange russere havde også flygtninge boende hjemme hos sig selv.
»Det var nogle meget bevægende måneder, og russerne lagde et stort arbejde i at hjælpe. I dag har alle fundet lejligheder, mange også arbejde, i Tyskland eller andre steder i Europa,« siger Robert Feidenhans'l.
Ifølge XFEL’s direktør var der i starten spændinger mellem de russiske ansatte og andre medarbejdere, men det er holdt op.
Nu er der et særligt fokus på at skabe forskningssamarbejde med ukrainere og tiltrække ukrainske forskere.
Det er dog kun kvindelige forskere, som kan komme til XFEL, da alle mænd er beordret til at blive tilbage for at kunne deltage i kampene.
Situationen er svær for de ukrainske forskere, men også for russerne i Hamborg.
»De russisk ansatte kæmper med pasfornyelse, visa og andre papirer, og de oplever mobning af deres børn i skolen. Flere savner jo også deres familie, som de ikke kan se. Det er svært for mange parter - også russerne,« siger Robert Feidenhans'l.
»Men der kommer en tid efter krigen. Vi holder alle vejret, og som udgangspunkt er alle klar til et samarbejde igen efter krigen. Det gælder også de ukrainere, vi taler med. Det er også min holdning, men nu må vi se, hvordan tingene udvikler sig,« siger Robert Feidenhans'l.
»Hvis russerne bliver træt af at betale, så må vi finde pengene fra vores andre partnere. Og der virker til at være god forståelse for at spytte i kassen, hvis vi kommer dertil.«
Fraværet af russerne påvirker dog ikke hverdagen og dagligdagen i nogen særlig udstrækning.
De få teknologier, som russerne var gode til på XFEL, har forskerne skaffet sig ad andre veje. Det gælder blandt andet frembringelsen af gode magneter og diamanter (til optiske elementer), som russerne har særlig ekspertise inden for.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard