Her kommer to indrømmelser: Denne skribent var ret træt af 360-graders-panoramabilleder. En hypet teknologi skambrugt af især store nyhedsmedier for at placere seeren i et brændpunkt uden større formål, end at det kan være visuelt lir.
Denne skribent reviderede sin opfattelse denne fredag morgen. For en stund troede han næsten, at han i stedet for at stirre på det danske betongrå oktobervejr stod midt i Mars’ kuperede jernrøde, kuldioxidrige omgivelser.
Årsagen er en serie på 60 billeder knipset af Nasas Curiosity-rovers robotarm, Mars Hand Lens Imager (MAHLI).
Billederne er taget på vej op ad Mount Sharps højdedrag og for de flestes vedkommende omkring 17. september. De viser blandt andet de øvre dele af Mount Sharp, mens det mørke plateau M12 knejser lige bag Curiosity-roveren. Plateauet er omkring syv meter højt. Til sammenligning er Curiositys hjul cirka 50 centimeter i diameter og 40 centimeter bredt.
Læs også: Curiosity gør fantastisk opdagelse: »Vil gå over i historien«
Panoramabillederne udmærker sig ved at være i yderst god opløsning, og sammen med muligheden for at kigge i nærmest alle retninger giver de en yderst overbevisende følelse af pludselig at befinde sig på vores naboplanet 56 millioner kilometer væk ved en af dens tætteste afstande.
Tag selv et kig – og husk at lade panormabillederne loade færdigt, så du får den fulde effekt af den høje opløsning:
