WHO: Wuhan-virus er endnu ikke en international sundhedstrussel

Illustration: who

Over 500 mennesker meldes nu smittet af den nye corona-virus, der er lokaliseret til at have haft udspring på et madmarked i Wuhan i Kina. Heraf er 18 personer døde.

Verdenssundhedsorganisationen WHO holdt derfor hastemøde onsdag og torsdag for at diskutere den nye virus, som har fået navnet 2019-nCoV, og på et pressemøde torsdag aften fortalte WHO, at det var blevet besluttet ikke at erklære virussens udbredelse for en international sundhedstrussel på nuværende tidspunkt.

Generaldirektøren Tedros Adhanom Ghebreyesus fortalte, at der endnu ikke havde været observeret menneske-til-menneske-smitte uden for Kina, og at de døde havde andre typer sygdom på smittetidspunktet, hvilket kan have gjort, at situationen blev ekstra alvorlig for dem.

Han understregede dog, at WHO tager sagen meget seriøst, og at der for Kinas vedkommende helt sikkert er tale om en sundhedskrise, som ikke skal negligeres. Den kan blot ikke kaldes global på nuværende tidspunkt. Men det kan stadigvæk komme.

Når den nye corona-virus hurtigt skabte stor frygt, skyldes det formentlig, at den er i familie med sars-virussen, som hærgede i begyndelsen af 00’erne og nåede at forårsage flere hundrede dødsfald, inden den blev stoppet.

Læs også: WHO holder hastemøde: Er den nye Kina-virus en international trussel?

Kinesiske byer lukket af

Virusforsker Anders Fomsgaard fra Statens Serum Institut fortalte onsdag til Ingeniøren, at corona-virus typisk har en R0-værdi på 2-4, hvilket vil sige, at hver smittet i snit sender smitten videre til 2-4 personer.

Da den ikke ser ud til at være luftbåren, og har en forholdsvist lav R0-værdi, er håbet, at den rette strategi gør det mere overskueligt at få ram på virussen ved hjælp af screeninger og eventuelt isolation.

Det kræver selvfølgelig, at alle tilfælde bliver fundet, og at der bliver taget hånd om det, og det, som har bekymret forskere og myndigheder, er det nært forestående kinesiske nytår, hvor der er tradition for, at kineserne rejser ud i verden.

Myndighederne har dog bedt alle fra Wuhan holde sig inden for bygrænserne, og al offentlig transport skulle blive indstillet for at undgå, at smitten breder sig. Det er også påkrævet at bære maske i det offentlige rum. Fire andre kinesiske byer skal have taget lignende forholdsregler for at forhindre yderligere smitte.

Flere lande har desuden indført scanning i selve lufthavnen. Herunder beretter Reuters, at Tyrkiet har opstillet varmescannere for at fange folk med feber, selv om der endnu ikke er berettet om smittede i Tyrkiet. Screening skal også være blevet indført i bl.a. USA, Thailand og Japan, hvor der har været konstaterede smittede tilfælde. Heathrow i London har også taget forholdsregler.

Læs også: Mystisk virus har ramt Kina: Slå koldt vand i blodet, siger forsker

Alle lande får anvisninger fra WHO

Virussen blev første gang konstateret nytårsaftensdag, og ifølge Statens Serum Institut kan smittetallet sagtens være højere end rapporteret, da man forventer at nogle ikke vil få de store symptomer og derfor ikke oplagt søge læge.

Seruminstituttet har ikke udsendt advarsler, og der har heller ikke været meldinger fra Styrelsen for Patientsikkerhed, så foreløbig har der ikke været scanninger i Københavns Lufthavne, skriver tv2.dk.

Dog melder WHO nu, at der bliver udsendt anvisninger til alle lande, så de kan indfange eventuel smitte. Ifølge generaldirektøren er WHO også gået ind i arbejdet med at finde behandling og vacciner mod virussen.

Emner : Vira