Hej Carsten Kanstrup

Det ene er optaget af IBM og viser stående bølger inden i en ring af jernatomer opbygget med et scanning tunnelelektronmikroskop <a href="https://www.nanoscience.com/techniques/sca..">https://www.nanoscience.c…;. .

I mellemtiden synes jeg så vi skal acceptere at der er ting vi ikke forstår men hvis vi med matematikken kan udvikle ny teknologi som f.eks kvantecomputere med en forståelse af naturen udfra ligninger så er det vel også en bedrift vi kan være stolte af.

Må jeg minde om, at Maxwells ligninger var baseret på en ætermodel, og at han bl.a. lånte matematik fra væskeflow, og da ingen har konstateret, at Maxwells ligninger ikke passer i praksis, må det dermed være ætermodellen, der er bevist :-)

Og nu vi er ved verdensrummet, så forklar mig også lige, hvad mørk masse er. Ellers passer din højt besungne matematik jo ikke engang på vores egen galakse! I ætermodellen er mørk masse = æter!

Med hensyn til kvantecomputere virker det nærmest, som om man famler i blinde, fordi ingen aner, hvad der sker i praksis. Traditionel fysik har ingen fysisk forklaring på hverken ladning, spin eller magnetfeltet og for den sags skyld heller ikke på tyngdekraften og mørk masse, så det kan kun blive en forfærdelig gang cut-and-try. Det havde i mine øjne været langt bedre først at få noget grundlæggende viden og så benytte den. Når nogen bruger betegnelsen "kvante", er det næsten ensbetydende med, at de ikke aner, hvad der sker, og at selv den mest rablende vanvittige forklaring er tilladt :-) Jeg har to billeder. Det ene er optaget af IBM og viser stående bølger inden i en ring af jernatomer opbygget med et scanning tunnelelektronmikroskop https://www.nanoscience.com/techniques/scanning-tunneling-microscopy/ . Det andet viser præcis samme fænomen incl. en lille top i midten i en 24" metaltallerken halv fuld af vand, som vibreres med en højtaler. Der er ingen, der kan bilde mig ind, at det ikke er præcis de samme fysiske regler, der gælder på makro- og nanoniveau.

Noget af det helt centrale i min nye model er faktisk "spin"; men prøver man at regne ud fra traditionel fysik, skal elektronen spinne med en periferihastighed på omkring 500.000 gange lysets hastighed for at have det magnetiske moment, som man måler, så endnu engang passer matematik og modeller ikke sammen. Man hævder derfor, at elektronen spinner, for ellers kan den ikke være magnetisk; men "selvfølgelig" spinner den ikke rigtigt alligevel; men det er jo bare endnu en dårlig bortforklaring af en lang række.

Hej Carsten Kanstrup

I de tilfælde, jeg omtaler ovenfor, passer matematikken helt klart ikke!

Bl.a. de ovenstående spørgsmål har givet anledning til en temmelig "vanvittig" idé, som jeg dog indtil videre holder for mig selv. Enten er den så skør, at jeg vil fremstå som en landsbytosse, hvis jeg offentlig gør den her, eller også er den genial og har nobelprispotentiale, og så vil jeg ikke "fise" den af :-)

Og man kommer jo langt med at tale pænt til hinanden. Du behøver ikke nedgøre mit indlæg fordi jeg skriver at lysets hastighed c er konstant. Du kan nøjes med at skrive "jeg er uenig". Jeg glæder mig til at læse din afhandling

Kære Carsten det er imponerende så let og elegant du springer det faktum over at matematikken passer perfekt og kan forudsige udfald af fysiske videnskabelige eksperimenter og gjort det igen og igen de sidste 100 år.

I de tilfælde, jeg omtaler ovenfor, passer matematikken helt klart ikke! Ellers må du fortælle mig, hvordan vi med en konstant lyshastighed kan se 13,4 milliarder år tilbage i et univers, som vi med sikkerhed ved ekspanderer.

I de fleste andre tilfælde passer matematikken; men de tilhørende modeller, som f.eks. fotonmodellen, er det rene vrøvl, som absolut ingen er i stand til at forsvare!

Hvordan er det lige det går med din æter teori?

Godt; men der er nogle punkter, som skal falde på plads, før jeg kan offentliggøre et samlet skrift.

Jeg er 100 % sikker på, at vi skal tilbage til en ætermodel meget lig den, Maxwell benyttede; men det kniber med at forstå, hvad ladning grundlæggende er, og hvorfor ladning med modsat fortegn tiltrækker hinanden; men ladning med samme fortegn frastøder hinanden; men det forstår traditionel fysik jo heller ikke!

Hvis vi tager Maxwells 3. ligning E = -dB/dt, vil man skabe et elektrisk felt, hvis man reducerer et magnetisk felt; men det elektriske felt er givet ved E = U/s = q/(s·C), hvor U er spændingen, s er afstanden, q er ladningen og C er kapaciteten. Det betyder, at en reduktion af et magnetfelt skaber ladning; men dermed kan ladning næppe være knyttet til elektroner og positroner, for hvor er de elektroner og positroner henne (dannes altid i par)? Desuden kan ladning af en meget logisk årsag, som jeg dog indtil videre holder for mig selv, umuligt være punktformet, som traditionel fysik anser den for at være, og det passer heller ikke med de elektronbevægelser, man idag antager. I Bohrs oprindelige atommodel, cirkulerede elektronerne rundt om kernen, og afstanden blev holdt af en balance mellem tiltrækningskraft og centrifugalkraft; men den model er man nu gået bort fra; men man kan så til gengæld ikke længere forklare, hvorfor elektronerne ikke støder ind i kernen, men tværtimod ser ud til at kunne bevæge sig tværs gennem den! Bohrs model kunne heller ikke forklare den meget lille kompresibilitet, som de fleste selv meget lette materialer har. F.eks. er æteren lige så stiv som fosforbronze.

Det kniber også for mig at forstå, hvordan æteren rent faktisk bevæger sig i f.eks. et magnetfelt. Der er ingen tvivl om, at energien i et B-felt er ætermasse i bevægelse, for E = ½·μ₀·V·H², og da μ₀, som skrevet i #13, et udtryk for densiteten, som ganget med volumenet V giver massen m, og H-feltet bare er en hastighedsvektor, står der E = ½·m·v² - altså kinetisk energi. Det svære er at gøre rede for, hvordan bevægelsen rent faktisk foregår i f.eks. et magnetfelt. Traditionel fysik anvender ofte Ampéres model; men den kan af mange årsager umulig være sand. Bl.a. vil en cirkulerende overfladestrøm (eddy current) give tab og nedbryde magnetfeltet, og i mange kerner undgår man netop sådanne strømme ved f.eks. isolerede plader eller opslidsning, uden at de magnetiske egenskaber går tabt.

Bl.a. de ovenstående spørgsmål har givet anledning til en temmelig "vanvittig" idé, som jeg dog indtil videre holder for mig selv. Enten er den så skør, at jeg vil fremstå som en landsbytosse, hvis jeg offentlig gør den her, eller også er den genial og har nobelprispotentiale, og så vil jeg ikke "fise" den af :-)

Hej Carsten Kanstrup

Det påstås, at rummet omkring et sort hul skulle krumme så meget, at vi burde kunne se bagsiden;

Kære Carsten det er imponerende så let og elegant du springer det faktum over at matematikken passer perfekt og kan forudsige udfald af fysiske videnskabelige eksperimenter og gjort det igen og igen de sidste 100 år.

Hvordan er det lige det går med din æter teori?

med hastighed over lysets, Jamen så giver det mening.

Gør det?

Hvis man er Einstein og Lorentz tilhænger, går man ind for Lorentz faktoren: γ = 1/√(1 - (v²/c²)), hvilket betyder, at massen og dermed energien går mod uendelig, når man nærmer sig lysets hastighed. Det betyder, at to rosiner i rosinbollemodellen ikke kan fjerne sig fra hinanden med lysets hastighed eller derover. Hvis man ud fra målinger konstaterer, at det gør de alligevel, er der kun én logisk konklusion - Einstein og Lorentz tog fejl; men den går selvfølgelig ikke, så for gud ved hvilken gang begynder man at bortforklare. "Det er "selvfølgelig" rummet og ikke afstanden, der ekspanderer med overlyshastighed", og de fleste sluger den råt!

Singulariteter, begivenhedshorisont, krummende rumtid m.m. - min b.... Det påstås, at rummet omkring et sort hul skulle krumme så meget, at vi burde kunne se bagsiden; men de fotos, vi nu har, ikke så meget antyder en sådan krumning, og samtlige målinger incl. satellitmålinger viser, at rummet er fladt inden for målenøjagtigheden; men Einstein er jo gud, så man lukker øjnene for den slags ubehagelige fakta og vrøvler videre:

lysets hastighed c er en egenskab (en konstant) ved rumtiden.

Kors. Lysets hastighed i rummet er giver præcis ved c = 1/√(ε₀·µ₀), hvor ε₀ er et udtryk for kompressibiliteten, der stiger med 1. potens af størrelsen, og µ₀ er et udtryk for densiteten, der falder med 3. potens af størrelsen. Når de to faktorer derfor ganges sammen, og kvadratroden uddrages, fås, at lysets hastighed er proportional med verdensrummets størrelse, som den nødvendigvis også må være i et ekspanderende univers! Ellers ville vi ikke kunne se ca. 13.4 milliarder år tilbage i tiden, for den gang. lyset blev udsendt, ville afstanden til os jo være langt mindre, og lyset skulle derfor for længst være passeret, hvis Einsteins påstand om konstant lyshastighed var rigtig!

Og inden I farer til tasterne for at fortælle mig, at relativitetsteorien er nødvendig for bl.a. at forklare "time dilation" ved GPS satellitterne, så kommer man ud fra ren Newton og blot en lille smule tankevirksomhed frem til samme resultat med 8 betydende cifre (7,2693137 μs/dag) ved en satellithastighed på 14.000 km/t. Til gengæld er der ud fra en sådan betragtning ikke længere nogen begrænsning på, at lysets hastighed ikke kan overskrides, så man behøver heller ikke, som i traditionel fysik, nogen bortforklaring af, at Cherenkov stråling tydelig viser, at det er muligt i praksis: "Det er "selvfølgelig" lysets hastighed i vakuum, der ikke kan overskrides - ikke lysets hastighed i vand", som enhver jo kan se er overskredet.

lysets hastighed c er en egenskab (en konstant) ved rumtiden. I en singularitet er rumtiden ikke veldefineret, derfor kan man ikke antage at c er en konstant dér - ikke at det hjælper meget på forståelsen det vil jeg gerne medgive. Men at tale om euklidiske afstande imellem objekter i en singularitet er meningsløst

med hastighed over lysets, Jamen så giver det mening. Det havde jeg aldrig hørt før.

Jeg mente blot at afstanden fra big bang singulariteten og hertil hvor vi er nu er tilbagelagt hurtigere end lyset eftersom vi stadig modtager lys fra tiden omkring big bang eksplosionen.

Det giver ikke mening at definere afstande uden for singulariteten / BB, vi befinder os inde i det som (måske) var en singularitet.

Der er sket en udvidelse af rummet (på indersiden af BB!) med hastighed over lysets, derfor kan "gammelt" lys stadig indhente os efterfølgende.

I øvrigt har kvantemekanikken det ikke så godt med singulariteter, de er faktisk forbudt pga. Heisenbergs usikkerhedsrelation. Singulariteter "opstår" når vores matematik bryder sammen på små skalaer. Enten tager kvantemekanikken fejl, eller også eksisterer singulariteter ikke.

Jeg mente blot at afstanden fra big bang singulariteten og hertil hvor vi er nu er tilbagelagt hurtigere end lyset eftersom vi stadig modtager lys fra tiden omkring big bang eksplosionen. Men spaltepladsen her er nok for lille til at blive undervist i det :-)

Universet har ikke noget centrum.

Hvis man skruede tiden baglæns så vil alle rosinerne jo samles omkring din egen rosin.

Kosmologiens hellige gral må være mørkt stof. Det må have eksisteret siden tidens begyndelse?

Hvad mener du med at være kommet hertil? Universet har ikke noget centrum. På stor skala bliver afstande større mellem alt pga Universets udvidelse. På lille skala - galakser, galaksehobe - kan afstande blive mindre pga tyngdekraften.

Det materiale, som vi består af, kan ikke have været en del af big bang. Så skulle vi jo være kommet hertil hurtigere end lyset.

Når det er så tidligt i udviklingshistorien, så var universet jo ikke så stort som nu. Kunne man ikke tænke sig at det på mindre plads, vil være lettere at fiske masse til den store størrelse. Mens universet i senere perioder har haft længere imellem tingene, og derfor sværere ved at indsamle masse. ?

Siden hvornår er man begyndt at måle frekvenser i nanometer?

Jeg skulle have pointeret, at det drejer sig om massen af stjernerne i galakserne og ikke den masse, som kommer fra mørkt stof. Det betyder, at der faktisk er mere ‘stjerne-masse’ i den største af de seks galakser, end der er i Mælkevejen i dag - ca. 90 mia solmasser i følge https://en.m.wikipedia.org/wiki/Dark_matter_halo

Googlemaskinen påstår at vores galakse vejer mellem 900 og 1500 milliarder solmasser. :-)

Det ville være lettere at forholde sig til tallene, hvis de sammenlignede galakser med galakser. Jeg har ikke vores egen galakses masse i form af solmasser som paratviden.