#WeAreNotWaiting: Mød patienterne der nægter at vente

Illustration: Das Büro

‘We Are Not Waiting’. Sådan lyder sloganet for en ny bevægelse af forældre til børn med type 1-diabetes – og voksne, der selv har sygdommen. En bevægelse, der er i gang med at revolutionere udviklingen inden for teknologi til diabetes­behandling med et system, der går under navnet Nightscout.

Medlemmerne er utålmodige, innovative og har flair for at networke på de sociale medier, hvor de bruger #WeAreNotWaiting som såkaldt hashtag. På få måneder har de skabt så mange resultater, at selv de amerikanske sundhedsmyndigheder har anerkendt dem.

Nightscout-folkene er trætte af at vente på, at industrien og myndighederne sender produkter på markedet, som – i bevægelsens øjne – helt åbenlyst vil gøre livet lettere for type 1-diabetikere. For dem handler det blot om at kombinere eksisterende teknologier, og nu gør de det så selv – uanset om myndighederne og industrien kan lide det eller ej.

Et dansk eksempel er Nils Sommersel fra Tårnby, hvis otteårige søn, Linus, har type 1-diabetes – den form for sukkersyge, hvor kroppens immunforsvar slår alle insulinproducerende celler ihjel, og hvor insulin skal indsprøjtes i den helt rette dosis med få timers mellemrum for at undgå akut død, ødelagt syn, nyresvigt og amputationer. Dengang Linus fik diagnosen som treårig, troede familien, det bare var et spørgsmål om at ændre lidt på kosten og give insulin. De tog fejl.

»Vi havde aldrig forestillet os, at den sygdom ville gribe så meget ind i vores liv,« siger Nils Sommersel.

Ligesom de cirka 32.000 andre danskere med type 1-diabetes eller deres forældre skulle Linus’ mor og far til at tage hundredvis af beslutninger hver dag – og nat – om kulhydratindtag, fysisk aktivitet, blodsukker osv. Deres liv begyndte at handle om blodsukkerkurver, og lykken blev en rolig, uforanderlig vandret linje – som en kedelig, men tryg og stabil biorytme. Enhver afvigelse fra linjen blev til spørgsmål: Er blodsukkerværdien i frit fald med risiko for pludselig død, eller stiger den faretruende, hvilket på længere sigt kan ødelægge Linus’ syn og organer?

Nils og hans kone blev vant til at tjekke Linus’ blodsukkerniveau flere gange i døgnet og stillede typisk alarmen på deres ur til klokken to om natten. Den største bekymring var, når Linus var væk – i skole, i fritidshjem, hos kammerater osv. Især da Linus var yngre, måtte en voksen altid være knyttet til Linus og være i konstant dialog med Nils eller hans kone på arbejdet, for at blodsukkerniveauerne ikke gik amok.

Linus skulle mange gange om dagen prikkes i fingrene for at forsyne et måleapparat med blod, så det kunne måle blodsukkeret. Så skulle der regnes, og insulin skulle indsprøjtes. Senere fik Linus en sensor, der via en lille nål stukket i armen konstant sender blodsukkerværdier til en insulinpumpe, der viser dem på et display, hvor han så kan indstille den dosis, der skal indsprøjtes. Men Nils’ hjerne var stadig nødt til at være computeren.

»Det er en balancegang, hvor man hele tiden prøver at holde blodsukkeret i skak, og hvor man risikerer hele tiden at gå rundt og bekymre sig,« siger Nils Sommersel.

Blodsukker på mobiltelefonen

I december faldt Nils Sommersel over Nightscout på nettet. Via Face­book samarbejder næsten 12.000 mennesker verden over på frivillig basis om at få vist deres egne eller deres børns blodsukkerværdier i real time på deres mobiltelefoner. Ligesom Linus havde de nemlig kun adgang til at se blodsukkerniveauerne, hvis de var i nærheden af deres børn. Sensoren på armen sender godt nok data trådløst, men kun til insulinpumpen, der jo sidder på Linus.

Men i Nightscout-bevægelsen var det lykkedes it-folk at hacke sig ind i den modtager, der viser data fra firmaet Dexcoms blodsukkersensor, og skabe en smartphone-app, der kan sende data til skyen. Herfra kan enhver få adgang til data, hvis de logger på med en laptop, en smart­phone eller et Pebble-smartwatch.

Ligesom de tusindvis af andre brugere af systemet indså Nils, at den løsning kunne ændre hans liv. Med den kunne han overvåge sin søns blodsukkerværdier hele tiden, når Linus sov hos vennerne eller var til børnefødselsdage, hvor blodsukkeret typisk svinger.

Nils Sommersel, der til daglig arbejder som økonomisk konsulent i Tårnby Kommune og har flair for it og teknologi, kastede sig ind i projektet. På det tidspunkt havde Nightscouts it-frivillige dog kun udviklet systemer til blodsukkersensorer fra firmaet Dexcom, som er udbredt i USA, og ikke til Linus’ apparat af mærket Medtronic. Men på Facebook fandt Nils løsninger til at køre systemet på en Rasperry Pi med Linux. Det varede dog kun indtil januar, da et nyt system, der kunne kobles til en mobiltelefon, også var klar til Medtronic.

I dag kan Nils Sommersel og hans kone følge med, når et af de værste mareridt for diabetes-forældre udspiller sig: børnefødselsdag kombineret med svømning og kage bagefter. For selv når Linus svømmer, sender systemet hans blodsukkerniveauer fra sensoren til en modtager i nærheden og op i skyen.

»Svømning og kage bagefter er en farlig kombi, men med Nightscout kunne jeg pludselig bare sidde og følge med på mobilen uden fysisk at overvåge Linus hele tiden,« siger Nils Sommersel.

Han er dog – som andre Night­scout-brugere – udmærket klar over, at systemet ikke er fejlfrit. Brugere har f.eks. oplevet, at den telefon, der sender data til skyen, fryser eller løber hurtigt tør for batteri. En anden udfordring – som især optager myndighederne – er, at Nightscout- systemet ikke viser præcis de samme blodsukkerniveauer som dem, der ses på insulinpumpen.

»For det meste er niveauerne fuldstændig ens, men ikke altid,« siger han.

Møde bliver et vendepunkt

Ikke desto mindre vurderes det, at et par tusinde mennesker bruger Nightscout-systemet, og det er den indirekte grund til, at de amerikanske sundhedsmyndigheder for nylig godkendte et lignende produkt fra Dexcom, kaldet Dexcom Share. Systemet, der ligesom Nightscout kan gøre en diabetikers blodsukkerværdier tilgængelige på en smartphone i real time, havde ligget på hylderne hos Dexcom længe, men var ikke klar til de amerikanske sundhedsmyndigheders (FDA’s) mest strikse godkendelse, klasse 3. Efter et møde mellem FDA og centrale Nightscout-folk slækkede FDA dog voldsomt på kravene til den slags systemer, og pludselig var døren åben for Dexcom og andre firmaer.

Mødet med FDA var arrangeret af Nightscout-udvikleren Benjamin West, som er nær kollega med danske Ian Jørgensen, der til daglig driver firmaet Line Healthcare Design og de seneste to år har været involveret i udviklingen af Nightscout.

»Vi var flere, der mente, at vi ikke kunne blive ved med at arbejde helt uafhængigt af FDA, så Benjamin bad om et møde, og selvom FDA har ry for at være utroligt lukkede, så tog de mødet. Nu samarbejder Nightscout med FDA,« siger Ian Jørgensen.

Mødet med FDA var afgørende på mange måder. Da FDA offentliggjorde, at Dexcom Share var godkendt til markedet, blev Nightscout direkte nævnt som et open source- community, der var pioner med hensyn til at dele data på mobile enheder. Det markerer et markant holdningsskifte hos FDA, der tidligere typisk kom med skeptiske udtalelser om Nightscout i pressen.

Open source kunstig bugspytkirtel

Men Nightscout-folkene er slet, slet ikke færdige med at presse udviklingen og myndighederne. Allerede sidste sommer fik FDA en fornemmelse af, at Nightscout-projektet havde langt større ambitioner end blodsukkervisning på mobilen, da parret Dana Lewis og Scott Leibrand på en diabetes-konference viste en ny enhed.

De to havde udviklet en algoritme, der – på basis af blodsukkerværdier hentet fra en sensor ved hjælp af Nightscout – udregnede, hvor meget insulin der skulle til for at bevare den flade kurve. Algoritmen gav anbefalinger; den var et såkaldt ‘open loop-system’. FDA’s repræsentant ved konferencen, Stayce Beck, opfordrede straks parret til ikke at dele systemet med andre. Skulle det system nogensinde sælges, skulle det med sikkerhed klasse 3-godkendes.

Men under et halvt år efter tog Lewis og Leibrand deres system et skridt videre – de koblede det til Dana Lewis’ insulinpumpe, så hun i dag i praksis har en kunstig bugspytkirtel – et såkaldt closed loop-system – hvor hun stort set bare skal holde øje med, at det holder blodsukkeret i ro. Kun før måltider skal hun aktivt regulere insulinpumpen.

Et af Dana M. Lewis' tweets, hvor hun fortæller om sin kunstige bugspytkirtel.

Parret fortsætter nu sammen med andre udviklere arbejdet i et open source-projekt, de kalder OpenAPS, med det mål at skabe et ‘referencedesign’ for en myndighedsgodkendt kunstig bugspytkirtel, som industrien frit kan implementere i apparater af forskellige fabrikater.

Dana og Scott skulle dog vise sig langtfra at være alene med deres opfindelse. For lidt over en måned siden viste den – i de kredse – mytiske ‘Bigfoot’ sig offentligt. Bigfoot var blevet en slags legende i Nightscout-bevægelsen. Der gik rygter om en person, der var et år forud med at vise blodsukkerværdier i real time på en mobiltelefon og for længst havde udviklet sit eget closed loop-system til sin søn. Men han nægtede at dele sine data med andre forældre.

Teknologi-magasinet Wired havde som eneste medie fået et anonymt interview, og for lidt over en måned siden benyttede Bigfoot så medieopmærksomheden til at stå offentligt frem og annoncere virksomheden Bigfoot Biomedical. Målet er et godkendt closed loop- system om få år. Bigfoot Biomedical har store navne i toppen i form af Lane Desborough – tidligere chefingeniør hos Medtronic – og den tidligere chef for diabetesforskningsfonden JDRF Jeffrey Brewer – og så endelig Bigfoot selv, Bryan Mazlish, tidligere Wall Street-aktiehandler og it-uddannet fra Harvard University.

Alle tre har de i årevis samarbejdet med firmaer i håb om, at andre ville implementere den efterspurgte teknologi, men har ‘mistet troen på, at industrien når det inden for en tidsramme, der giver mening for vore kære’, som de har sagt i et interview med diabetesmagasinet diaTribe.

‘Alt er nemmere’

Bryan Mazlishs kone, Sarah Kimball, har type 1-diabetes, men det var først, da deres søn udviklede samme sygdom, at Bryan Mazlish for alvor skulle til at forholde sig til sygdommen. Øjeblikkeligt fandt han det himmelråbende, hvor lidt innovativ industrien var på området. Længe før Nightscout – i 2011 – fik han adgang til familiens Dexcom-apparater og fik vist blodsukkerværdier i skyen. I dag bruger både hans kone og parrets otteårige søn Bryans hjemmebyggede closed loop-system. Det er resultatet af et samarbejde med Sarah Kimball, der også er børnelæge, og massevis af programmering på baggrund af kurver over insulinabsorption, diagrammer over sukkeroptag osv.

»I to år har jeg ikke bekymret mig om lavt blodsukker. Jeg sover uden bekymringer hele natten, og jeg behøver ikke længere holde mit blodsukker højt, når jeg kører bil eller skal se en patient. Alt er nemmere,« siger Sarah Kimball i et interview med magasinet Diabetes Mine.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det er befriende at folk med samme problem på tværs af lande/sprog/kulturer med simple kommunikationsmidler kan overhale udviklingen hos firmaer. Det er svært at regulere og det er risikofyldt, men det viser samtidig hvad mennesker er i stand til, hvis de ikke bliver begrænset af godkendelser og regulativer.

Det undrer mig egentlig at closed-loop systemer ikke har været udviklet tidligere. Komponenter er i dag så små at de burde kunne bæres på kroppen uden gener.

Lad os håbe at forældre fremover kan slippe for de mange bekymringer på samme måde som Nils.

Teknologi er fedt! :)

  • 4
  • 0

Det er lidt trist, at der skal IT interesseret folk, til at skubbe udviklingen.

Prøv at overvej at hvis det at kunne programmere / bygge computere var noget man som barn/ung havde som et fag, som man havde på lige fod med sløjd, hjemkundskab og gymnastik m.m.

  • 0
  • 0

Gud ved hvordan hardware/software systemet i sønnen er testet ?

Jeg ved det, ikke men man kunne forestille sig: I adskilt tilstand hver komponent for sig og med et simuleringssystem til at teste interaktionen i det færdige system. Og endelig med overvågning ved endelig klinisk test med sønnen.

Det lyder ikke supersvært i mit hoved som softwareudvikler - meget lettere end testen af selve hardwaren og dens interaktion med det biologiske system.

  • 0
  • 1

Hmm Der er ikke mange af kommentatorerne der ved meget om medico.. HAVDE det nu været et firma der leverede en software der "ikke lige virkede hele tiden", så havde Ingeniøren flydt over med bagkloge kommentarer om det uforsvarlige i at sende noget "lort" på markedet - Firmaet var blevet sagsøgt ned i helvede af ALLE der bare havde hørt om teknologien - Derfor! DERFOR tager det fu¤&ing lang tid at udvikle apparater, ydelser, software eller andet til sundhedssektoren. for når det kommer til stykket vil I ikke have andet :/

  • 3
  • 0

Tak for en rigtig god artikel om diabetes! Jeg har selv type 1 og bruger Dexcom G4 som jeg er utrolig glad for. Denne udvikling indenfor open source er rigtig spændende. Dem som kritiserer manglen på test i disse projekter skal bemærke at man ved siden af den kunstige bugspytkirtel stadigvæk kan have sin Dexcom G4 som uafhængigt kan give alarm hvis ens blodsukker niveau bliver for højt eller for lavt.

Samtidig skal man huske på alternativet som de fleste diabetikere stadigvæk lever med: ingen information bortset fra kroppens egne signaler. Dvs at man vågner op med en ordentlig svedetur hvis ens blodsukkerniveau bliver for lavt midt om natten - nogle diabetikere har ikke denne reaktion og risikerer coma eller det der er værre. Bliver blodsukkeret for højt har man ingen symptomer og der sker normalt ikke noget som helst. Men hvis man konstant har for højt blodsukker gennem længere tid risikerer man på længere sigt at få nogle meget ubehagelige følgesygdomme.

Før i tiden har FDA været meget langsom og risk adverse med hensyn til ny teknologi hvilket har forsinket udviklingen. Pointen for disse open sourcere er at man kan blive for forsigtig! : hvis disse produkter forsinkes er der også mennesker som vil dø.

Mvh Steen

PS. Diatribe er en rigtig god site for dem som vil have intelligent information om det nyeste indenfor diabetes.

  • 3
  • 0

Den beskrevne udvikling viser, at der er et dilemma mellem officielt at markedsføre produkter og uofficielt at bruge dem. Forsigtighedsprincippet kan i det ekstreme medføre, at intet nyt indføres officielt, for hvem kan garantere at intet går galt på et eller andet tidspunkt. Er vi nået til et punkt, hvor myndighedernes evige trygheds-mani, i virkeligheden totalt skader. Disse closed loop insulinprodukter har været forsøgt nogle gange, men som firma med ansvar for enhver fejl er det umuligt at markedsføre og sælge, da det skal virke hver gang og altid. I virkeligheden er det ikke meget anderledes end at folk selv har et ansvar for at administrere den udskrevne medicin. Måske det kan starte en velkommen diskussion om hvad sundhedsmyndighedernes rolle skal være.

  • 2
  • 0

Disse closed loop insulinprodukter har været forsøgt nogle gange, men som firma med ansvar for enhver fejl er det umuligt at markedsføre og sælge, da det skal virke hver gang og altid. I virkeligheden er det ikke meget anderledes end at folk selv har et ansvar for at administrere den udskrevne medicin.

Jeg kender ikke meget til insulin. Men jeg forestiller mig dosering kunne afhænge af patientens temperatur, puls, bevidsthedstilstand, evt. infektion, døgnrytme, anden medicin etc. Dertil kommer variationer med vægt, alder, køn, kondition, etc. Jeg vil nødigt skrive algoritmen der tager højde for disse ting i sand tid, og altid træffer den rigtige beslutning.

Danfoss laver et produkt der skruer op når det bliver koldt, og ned når det bliver varmt. Så vidt jeg ved har de en hel dedikeret forskningsafdeling til netop det produkt. Og hvis det fejler, er vi lidt mindre tilpasse end vi kunne have været.

  • 1
  • 1

De er en meget god grund til at man ikke lukker sløjfen. Målinger der foretages på pumperne er en indirekte måling, som afvige fra den reelle værdi.med en betydelig forsinkelse, det gør at en sikker regulering er en teknisk umulighed Et pludseligt lavt blodsukker vil først give udslag på målingen så sent at bevidstløshed kan være indtruffet.

Det sammenholdt med at Insulin er et ekstremt potent og hurtigtvirkende lægemiddel, der selv i meget små doser vil medføre sænkning af blodsukker til et niveau hvor man mister bevidsthed og efter ganske kort tid medføre hjerneskade eller død. Insulin har været brugt som torturmiddel i det gamle sovjet til politiske dissidenter,

Så indtil der udvikles stabil realtime målinger af blodsukker vil jeg mene det er uansvarligt at lade teknikken tage over 100%

  • 0
  • 0

Forsigtighedsprincippet kan i det ekstreme medføre, at intet nyt indføres officielt, for hvem kan garantere at intet går galt på et eller andet tidspunkt. Er vi nået til et punkt, hvor myndighedernes evige trygheds-mani, i virkeligheden totalt skader.

Vi har desværre nok med en såkaldt statsfejl at gøre. Vi ved allesammen hvad markedsfejl er. Det er f.eks. når virksomheder ikke betaler for de omkostninger forurening påfører samfundet. Det forsøger man så tit at rette op på med yderligere lovgivning. Ofte ud fra en betragtning om, at staten kan træde ind med optimal lovgivning som fjerner markedsfejlen.

Men det er i praksis bare aldrig tilfældet. Bureaukrater, lovgivere, lobbyister og alle de andre aktører der påvirker ny lovgivning er ikke interesserede i optimal lovgivning. De er interesserede i at få egne interesser tilgodeset. Derudover er lovgivere og bureaukrater som regel temmelig "risk adverse". Man vil som regel helst være på den sikre side. Og det er jo bla. også derfor, at vi har den lovgivning mht. medicin som vi har. Der skal ikke være et eneste dødsfald som kan tilskrives lempelig lovgivning. Hvem vil være den funktionær i Sundhedsministeriet som er skyld i døde patienter? Det er en sådan systemisk afvigelse fra optimale beslutninger som går under betegnelsen statsfejl.

Problemet er altså, at der er masser af dødsfald netop pga. den stramme regulering. Vi har ganske enkelt efter min bedste overbevisning et regulatorisk regime som nok forhindrer dødsfald pga. bivirkninger med medicin oa. men som samtidig koster langt flere dødsfald fordi det tager for lang tid og koster for meget at udvikle nye ting.

Medicin og medicinsk teknologi som kan redde liv kommer ganske enkelt langt senere end det ellers ville være tilfældet eller bliver slet ikke udviklet fordi omkostningerne ved udviklingen slet ikke står mål med hvad målgruppen kan betale for produktet.

Mit håb er ikke, at vi får ændret systemet markant. Men at vi i det mindste er bevidste om, at hver gang vi strammer reguleringen skal vi huske at se på begge sider af ligningen.

  • 0
  • 0

Hej Dan,

Jeg synes du glemmer en meget vigtig ting: Systemet skal ikke være perfekt! Det behøver kun at give os diabetikere bedre overlevelseschancer end de primitive systemer vi har i dag. Mange mennesker risikerer i dag at sove sig bevidstløse uden nogen somhelst hjælpemidler.

Samtidig synes jeg også du overdriver risikoen ved brug af insulin. Dels har kroppen hormonreaktioner der hos mange vi hæve blodsukkeret hvis det bliver alt for lavt og dels reagerer algoritmerne på trends og ikke kun aktuelle målinger.

Alt i alt er jeg sikker på at disse systemer hurtigt vil dosere langt bedre og mere sikkert end de fleste ældre mennsker som i dag kæmper med at dosere insulin, mad og motion som jo skal reguleres for at ramme et rimeligt blodsukkerniveau. Det er svært!

Så indtil der udvikles stabil realtime målinger af blodsukker vil jeg mene det er uansvarligt at lade teknikken tage over 100%

Det skal du have lov at synes - bare jeg som diabetiker kan få lov til at bestemme over mit eget liv. #WeAreNotWaiting!

Mvh Steen

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten