VVM er blevet en løftestang for miljøets vogtere

20 år. Så lang tid tog det at få vedtaget en linjeføring af motorvejen gennem den følsomme Gudenådal ved Silkeborg. Fra de første planer om en motorvej kom frem i 1988-89, og til loven endelig blev vedtaget i Folketinget i 2009.

Alligevel tøver strategichef i Vejdirektoratet Ole Kirk ikke med at kalde det 20 år lange sagsforløb for vellykket, fordi det lykkedes at placere en vej i et naturfølsomt område, hvor de miljømæssige konsekvenser var velbelyst via nogle af de første VVM-redegørelser, som direktoratet udarbejdede.

»Selv om VVM-redegørelser tager tid, sikrer de, at miljøhensynet bliver inddraget på forhånd, ligesom borgerne og deres input bliver inddraget, inden et forslag vedtages. Det giver alt i alt bedre og mere velforberedte projekter og dermed et bedre beslutningsgrundlag for politikerne,« siger han og tilføjer, at man tidligere ikke fik taget så mange miljøhensyn som i dag.

Selv om det kom til at tage 20 år at fastlægge linjeføringen af motorvejen gennem den følsomme natur ved Gudenåen, ser strategichef Ole Kirk fra Vejdirektoratet forløbet som vellykket. I sidste ende vandt kombi-løsningen, der blev foreslået af en lokal borger. Den tager både hensyn til naturen og de berørte beboere. Illustration: Vejdirektoratet

Vejdirektoratet har siden da arbejdet meget med VVM-vurderinger, der blev implementeret i dansk lov for 25 år siden. Og i anledning af jubilæet har Ingeniøren bedt en række eksperter og aktører vurdere VVM-lovgivningens betydning og udvikling i de 25 år. De tegner tilsammen et billede af en lovgivning, der har givet større fokus på miljøkonsekvenser af anlægsprojekter, inden de sættes i gang.

Til gengæld døjer implementeringen af loven stadig med nogle børnesygdomme – for eksempel med hensyn til, hvordan myndighederne kommunikerer med og inddrager borgerne i den obligatoriske offentligheds­fase. Denne fase giver borgerne en chance for at få informationer om og måske indflydelse på et projekt, men den kan samtidig opleves som både besværlig og tidskrævende af bygherrer og kommuner.

Mange projekter ændres

I begyndelsen mødte VVM-lovgivningen megen modstand fra blandt andet amterne, der kaldte den overflødig, fordi de syntes, at den eksisterende planlov tog hensyn til miljøet. Det fortæller professor Lone Kørnøv fra Aalborg Universitet, som har fulgt VVM-lovgivningen tæt og evalueret den i 2001.

»Men i starten af 2000-tallet skiftede holdningen – efter at vi havde påvist, at mange projekter rent faktisk blev ændret undervejs i såvel screeningen som i VVM-processen af hensynet til miljøet. Det mindskede modstanden,« forklarer hun.

En VVM-screening gennemføres, hvis kommunen er i tvivl om, hvorvidt miljøet – defineret ved en lang række parametre – kan komme i fare ved et projekt. Hvis screeningen kan vise, at det ikke vil ske, stopper man dér. Ellers skal projektet underlægges en decideret og meget mere omfattende VVM-vurdering, som typisk tager år at udarbejde. I de fleste kommunale projekter kan man nøjes med screeningen.

Seniorprojektleder Ulf Kjellerup fra Cowi har i 2009 udarbejdet den seneste evaluering af anvendelsen af VVM-direktivet i medlemslandene, og han mener, at de værste tidsler i anvendelsen er luget væk, mens der dog stadig er enkelte børnesygdomme:

»Jeg mener for eksempel ikke, at det er i orden at aflevere en redegørelse på 2.000 sider, når man skal kommunikere med borgerne. Man skal udvælge det væsentlige og formidle det i en kortfattet og tilgængelig form,« siger han og tilføjer, at vi i Danmark heldigvis generelt producerer langt tyndere VVM-redegørelser, end man for eksempel gør i Tyskland.

Et centralt element i VVM-lovgivningen er at inddrage borgerne. Både med forslag til, hvad en VVM-screening eller en VVM-redegørelse skal omfatte, i forbindelse med høringsrunder af redegørelserne og endelig ved borgermøder, hvor redegørelsen udlægges og debatteres.

Det er i orden at være imod

Følger man den offentlige debat, figurerer VVM-redegørelser ofte i forbindelser med kontroversielle projekter som vindmølleparker, bydelsprojekter som for eksempel Enghave Brygge i København eller en ny bro over Roskilde Fjord ved Frederikssund. Det kalder professor Bo Elling fra RUC – der ligeledes følger VVM-lovgivningen tæt – en helt naturlig udvikling, da det er gennem VVM-screeninger eller redegørelser, at offentligheden for første gang får præsenteret en samlet fremstilling af et projekt og dets mulige konsekvenser:

Læs også: Minister: Byg bro, der måske er ulovlig

»Det er helt i orden at være imod, og det er netop meningen, at folk skal komme med alle de kritiske spørgsmål til redegørelsen. Hvis den er i orden, og punktet beskrevet fyldestgørende, er der jo ikke noget at frygte for kommunen eller projektmagerne,« siger han.

Men Bo Elling ser dog også en tendens til, at for eksempel Københavns Kommune prøver at begrænse informationer og den offentlige indsigt, netop fordi man ikke kan forudsige, hvor den offentlige debat ender, hvilket kan skabe usikkerhed om et anlægsprojekt. Derfor mener han, at der også er behov for at gentænke borgerinddragelsen, så kommunerne gør offentligheden til en aktiv alliance­partner, når det gælder om at stille krav til investorerne.

Borgerne har opdaget VVM

Arkitekt Gert Johansen, som har fulgt området som jurist i Naturstyrelsen gennem mange år, tolker en stigende mængde ‘balladesager’ omkring VVM-redegørelser som et udtryk for, at borgerne nu er begyndt at opdage, at her kan man komme ind og øve indflydelse:

»Der er helt sikkert sket mange mindre justeringer, og vi har også oplevet, at bygherren var tilfreds med ændringerne,« siger han.

Men ifølge Danmarks Naturfredningsforening (DN), der ofte er høringspartner i VVM-sager, er meget sjældent, at et projekt bliver skrottet helt – selv om der sker mindre ændringer undervejs:

»Når først en investor har brugt penge på en VVM-redegørelse, så har de en forventning om, at kommunen godkender projektet i en eller anden form, også selv om VVM-redegørelsen fører til justeringer af projektet,« siger Nina Larsen, leder for lokale sager i DN.

EU reviderede i sommer VVM-direktivet, og ændringerne skal implementeres her i landet i 2017. En af de markante nyheder er, at det nu entydigt er bygherrerne, der skal udarbejde VVM-redegørelser og -screeninger, hvor det før var kommunens ansvar.

Læs også: Femern afslutter danmarkshistoriens største VVM-undersøgelse

Det mener seniorprojektleder Ulf Kjellerup fra Cowi er en god idé, fordi det vil afhjælpe en svaghed i den danske implementering af direktivet:

»Der har været en tendens til, at kommunerne prøver at frisere deres VVM-redegørelser, således at eventuelle problemer bliver skrevet ud eller sløret for at undgå ballade. Når det nu bliver bygherren, der står for redegørelsen efter krav fra kommunen, tror jeg, at redegørelserne bliver mere stringente og dermed lettere at gennemskue for borgerne,« siger han.

Samtidig med at de danske myndigheder diskuterer implementeringen af det nye direktiv med kommuner, konsulenter og interesse­organisationer, kigger de også på, hvordan man kan gøre hele VVM-processen mere enkel og gennemskuelig. En øvelse, som blandt andre Dansk Industri er meget optaget af.

Læs også: Københavns politikere skal godkende Enghave Brygge uden en VVM

Her mener chefkonsulent Morten Løber, at direktivet har været stedmoderligt behandlet, og at der for eksempel mangler sammenhæng mellem VVM-instrumentet og den lokalplan, som det indgår i. Han synes, at kommunalpolitikerne på forhånd bør melde ud, hvilke miljøgener og påvirkninger man vil acceptere i et givet lokalplanområde:

»Som det er i dag, kan projekter, der er langt i planlægningen, pludselig blive ændret markant eller udsat på grund af udarbejdelse af en VVM-redegørelse, og det giver unødige konflikter. Vi mener, at man i stedet burde gøre meget mere ud af miljøvurderingen i selve planprocessen,« siger han og tilføjer, at så ved bygherrer fra starten, hvilke gener og vilkår kommunalpolitikere og borgere vil acceptere, og hvilke man ikke vil – og kan indrette sit projekt efter det.

Der findes ikke umiddelbart nogen opgørelse over, hvor mange VVM’er og screeninger der er udarbejdet i Danmark i de 25 år.