Vulkanø i Stillehavet kan afsløre Mars' hemmeligheder
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Vulkanø i Stillehavet kan afsløre Mars' hemmeligheder

Fra toppen af vulkanøen Hunga Tonga Hunga Ha'apai kan man se en sø i midten af krateret, der var centrum for det undersøiske vulkanudbrud i december 2014. Øen kom først til syne i januar 2015, efter den ni kilometer høje askesky havde lagt sig. Foto: NASA/Damien Grouille/Cecile Sabau

I starten af 2015 kom en lille, ny vulkanø til syne i Stillehavet efter et undersøisk vulkanudbrud nær øriget Tonga øst for Australien.

Mod forventning står vulkanøen stadig, og derfor kan forskere fra Nasa studere den langsomme erosion, der kan bidrage til forståelsen af de geologiske forhold på Mars. Det skriver BBC.

Læs også: Forskere: Måske liv under kæmpevulkan på Mars

Grundtanken er, at Mars' overflade kan være formet af vand på samme måde, som vulkanøen er formet gennem lavaens kontakt med det kolde hav. Hvis der er fællestræk mellem kratere på Mars og vulkanøen, vil det kunne indikere, hvor der har været vand eller sågar liv på den røde planet i tidligere tider.

Satellitter holder øje med vulkanø

Oprindeligt havde eksperter regnet med, at øen ville forsvinde i havet efter nogle måneder, men de seneste beregninger fra Nasa viser, at øen vil have en levetid på mellem seks og 30 år. Det giver forskerne god tid til at undersøge øen både på nært hold og via satellitovervågning.

»Vores interesse ligger i at beregne, hvor meget det tredimensionelle landskab ændrer sig over tid, særligt for vulkanøens volumen, som kun er blevet målt få gange for andre af denne typer øer. Det er det første skridt i retningen af at forstå erosionshastighed og -processer og til at afkode, hvorfor vulkanøen har overlevet længere end de fleste forventede,« siger Jim Garvin, der er forskningsleder ved Nasas Goddard Space Flight Center, i en pressemeddelelse fra Nasa.

Læs også: Jordskælv annullerer kystsikring: Havbunden løftet flere meter

Lige siden den 120 meter høje ø blev skabt ud af en sky af nedkølet lava, har Nasa holdt øje med ændringer i det grå landskab.

Ved hjælp af højopløselige satellitbilleder vil forskerne stykke observationerne sammen til en tidsserie og analysere øen fra vugge til grav. Det er især erosionens hastighed og vandets påvirkning, der er interessant, da det kan løfte sløret for, hvordan vand kan have eroderet lignende 'øer' på Mars.

Bedste observationer til dato

Den nye vulkanø har fået det mundrette navn Hunga Tonga Hunga Ha'apai, der af forskerne forkortes til HTHH. Den er vokset frem mellem naboøerne Hunga Tonga og Hunga Ha'apai, der også ligger oven på den undersøiske Hunga vulkan.

Det særlige ved HTHH er, at den stammer fra et undersøisk vulkanudbrud og eroderer langsomt. Den er bygget op omkring en hård kegle af aske – også kaldet tuff cone eller ash cone – ligesom den vulkanske ø Surtsey, der blev skabt syd for Island i 1963.

Læs også: På udkig efter biosignaturer: Er der liv derude?

Selvom det er den tredje vulkanø af slagsen i løbet af de sidste 150 år, er det første gang, at forskere har mulighed for at undersøge fænomenet ved hjælp af moderne teknologi som satelitter, optiske sensorer og radar.

Nasa har udregnet øens levetid efter to scenarier, hvoraf det mindst optimistiske giver HTHH en periode på maksimalt syv år, i tilfælde af, at øens kegleformede kerne vil blive forskubbet af bølgernes kraft.

Men hvis forskerne er mere heldige, kan de se frem til at følge øen i op til 30 år.

På billedet nedenfor kan du se ændringerne i vulkanøens topografi fra april 2015 til september 2017:

Gennem satellitdata har Nasa udarbejdet en højdemodel af vulkanøen Hunga Tonga Hunga Ha'apai. Billedet til venstre viser øen fra den 21. april 2015 mens billedet til højre viser data fra den 19. september 2017. Foto: Nasa