Vrede politikere truer med veto mod slap NOx-grænse

11. november 2015 kl. 15:342
Vrede politikere truer med veto mod slap NOx-grænse
Illustration: Volkswagen.
Europa-Parlamentets miljøudvalg beskylder kommissionen for at være gået ud over sit mandat ved at hæve grænseværdien for, hvor mange sundhedsskadelige kvælstofilter dieselbiler må udlede.
Artiklen er ældre end 30 dage

Et nyt oprør mod at slække på kravene til dieselbilers NOx-udslip er på vej, men det kommer sandsynligvis for sent til at gøre en forskel.

Europa-Parlamentets miljøudvalg er så fortørnet over de slækkede grænseværdier, at en del af medlemmerne vil forsøge at nedlægge veto mod det kompromis, som et stort flertal af medlemslandene sammen med kommissionen er nået frem til.

Kompromiset indebærer, at dieselbiler får lov til at udlede godt dobbelt så meget NOx, som grænseværdien, der er bestemt af en såkaldt euronorm, Euro 6, tillader. Til gengæld skal bilerne testes i virkelig trafik fra 2018. Den nuværende test, der foregår i et laboratorium, er så slap, at nye dieselbiler i praksis ifølge kommissionen udleder fem gange mere NOx end grænseværdien.

Læs også: Kompromis: EU’s dieselbiler må udlede dobbelt så meget NOx de næste fem år

Artiklen fortsætter efter annoncen

Problemet for de vrede parlamentarikere er, at de har spillet sig kortene af hænde. De har tilladt, at EU-Kommissionen har forhandlet en aftale igennem, som parlamentet ikke skal godkende, men kun får sendt over til kontrol.

Det eneste, parlamentarikerne herefter kan gøre, er at nedlægge veto mod aftalen. Det vil Margrethe Auken (SF), der er medlem af miljøudvalget, arbejde for. Men hun erkender, at det bliver svært, fordi vetoet skal komme fra det samlede parlament og ikke kun fra miljøudvalget.

»Vi er nødt til at prøve at samle et flertal i plenum for et veto, men det er meget sandsynligt, at det bliver svært. For der er en meget stærk lobby fra bilindustrien,« siger hun.

Læs også: Her er grafikken, der guider dig gennem NOx-junglen

Artiklen fortsætter efter annoncen

Under en debat med kommissionen tirsdag skældte formanden for miljøudvalget, italieneren Giovanni La Via, ud. Han påpegede, at parlamentet kun havde givet kommissionen bemyndigelse til at få de tekniske aspekter af lovgivningen på plads.

»Det, som nu ligger på bordet, går helt klart videre. Dette er ikke et teknisk, men et politisk forslag,« sagde han ifølge et referat, som Europa-Parlamentets presseafdeling har udsendt.

Margrethe Auken er selv 'bestyrtet' over forløbet og over, at miljøminister Eva Kjer Hansen (V) gav sine embedsmænd lov til at stemme ja til at øge NOx-udslippet. Den beslutning fik opbakning af miljøministrene selv tirsdag.

Læs også: Minister om lempede NOx-krav: Det er trist at se på

»Vi var i chok, for vi havde jo hørt fra Folketinget, at den danske regering ikke ville gøre det,« siger Margrethe Auken.

Hun påpeger, at Holland som det eneste land stemte imod at slække grænseværdien.

»Det havde hjulpet meget, hvis Danmark havde stemt imod. Det kan ikke nytte, at vi siger: ’Pyt med de overskridelser. Så må lidt flere dø’. Når alle lande lægger sig fladt ned, så bliver det svært,« siger SF’eren.

Læs også: Leder: VW-skandalen – USA afslører Europa i dobbeltspil

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun medgiver, at der er tale om 'en dramatisk situation' for de tyske bilproducenter.

»Hvis vi starter med at sige, at de må forurene dobbelt så meget, som loven foreskriver, så hjælper vi dem ikke på vej,« siger hun.

2 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
1
11. november 2015 kl. 18:03

PET hentede ulovlige oplysninger hos skat, men nu gøres det åbenbart lovligt. Euro 6 normen er åbenbart lavet på et urealistisk grundlag, og det er så gået op for dem. Dobbelt så meget som normen er stadig en stramning i forhold til realiteterne. Hvis det medfører mere CO2, bliver det spændende at høre politikernes balancegang.