Vrede forskere: Vel skaber vi ej kemi-frygt - vi beskytter folk

Et politisk dokument uden hold i virkeligheden og fyldt med fordrejninger af sandheden. Sådan lyder reaktionen fra flere danske forskere, efter at de er blevet beskyldt for at skabe frygt for kemi.

»Det her er en bombe mod vores forsøg på at beskytte mennesker.«

Sådan lyder reaktionen fra professor Ulla Hass fra DTU Fødevareinstituttet på et opråb - også kaldet Dietrich-lederen - fra 73 europæiske forskere, herunder flere danske, som angriber et udkast fra EU-Kommissionen til regulering af hormonforstyrrende stoffer for at mangle rodfæste i videnskaben.

Læs også: Opråb fra forskere: Kemi-frygten har taget overhånd

Ifølge flere danske forskere, herunder Ulla Hass, professor Niels Erik Skakkebæk og seniorforsker Anna-Maria Anderson - begge fra afdelingen for vækst og reproduktion på Rigshospitalet - er opråbet fra de 73 forskere en politisk udmelding, der ikke har hold i virkeligheden. Sammen med 38 forskere har de udformet et modsvar til opråbet.

Dietrich-lederen påstår, at EU-Kommissionens udkast til en regulering af hormonforstyrrende stoffer ser bort fra 'sund fornuft og etablerede principper for videnskab og risikovurderinger'. Men netop ordvalget 'sund fornuft' er faldet forskerne for brystet i deres modsvar, der indledes med et citat af Albert Einstein:

»Sund fornuft er summen af fordomme opbygget som 18-årig,« skriver forskerne og forklarer, hvordan de netop er fortørnede over, at Dietrich-lederen er så ukonkret i sin kritik:

»Forskernes frygt lader til at være baseret på en 'sund fornuft', der overvejende ignorerer den fortsatte indsats fra internationale og europæiske ekspertgrupper.«

Ulla Hass, der selv har siddet i en videnskabelig gruppe oprettet af EU-Kommissionen til at rådgive om netop kriterierne for hormonforstyrrende stoffer, finder det mærkværdigt, at Dietrich-lederen påstår, at kommissionen overhører sine egne eksperter.

»Eksperterne er i den grad blevet involveret. At påstå det modsatte er mærkværdigt. Men i det hele taget savner jeg, at Dietrich-forskerne underbygger deres kritik med referencer. Det ligner mest en stor sammenblanding af noget politik og lidt videnskab,« siger hun.

Et angreb på hele ideen med dyreforsøg

Niels Erik Skakkebæk, Anna-Maria Andersson og Ulla Hass reagerer også på, at Dietrich-lederen fremstiller det som et problem, når EU-Kommissionen lægger op til, at man bør forudsætte, at stoffer har en effekt på mennesker, hvis der er tegn på det i laboratorieforsøg med bl.a. forsøgsdyr - også selv om man ikke kan be- eller afkræfte effekten på mennesker.

»Det er et fuldstændig almindeligt princip, at man forudsætter, at stoffer har effekter på mennesker, hvis de viser sig at have effekter på dyr, indtil det modsatte er bevist. Det er jo hele ideen med at lave dyreforsøg,« siger Anna-Maria Andersson.

Samme holdning har Ulla Hass:

»Det betyder ikke, at man åbner for, at alt muligt er farligt. Vi undersøger jo mange stoffer, som viser sig slet ikke at have effekter på dyr,« siger hun.

Leder overser risiko ved små doser

Ifølge de tre danske forskere er risikovurderinger af stoffer netop baseret på årelang videnskabelig erfaring og internationalt accepterede retningslinjer, men det ignorerer Dietrich-lederen, ligesom den ignorerer stoffernes såkaldte programmerende effekt, nemlig at hormonforstyrrende stoffer i selv meget små doser kan påvirke f.eks. et fosters udvikling og derved få blivende effekter i voksenalderen.

»Vi har gentagne gange set, at koncentrationer af stoffer, der er uskadelige for voksne dyr, kan forårsage misdannede kønsorganer hos deres unger, hvis samme dosis bliver givet i fosterstadiet. Forskning viser også en sammenhæng mellem testikelkræft og påvirkning af hormonforstyrrende stoffer i de første uger af graviditeten,« siger Niels Erik Skakkebæk, der mener, at netop sådanne nuancer er afgørende at medtage i en risikovurdering.

Ifølge de tre danske forskere er samfundet og EU-Kommissionen ikke blevet mere kemiforskrækkede, som det eller bliver fremført af folk bag Dietrich-lederen. En af underskriverne af Dietrich-lederen, professor Steen Honoré Hansen fra Københavns Universitet, mener ligefrem, at EU-Kommissionens logik lægger op til, at forskerne er nødt til at bevise, at planter og naturstoffer ikke har en effekt på mennesker, for ellers må de forbydes.

Men den holdning er Anna-Maria Andersson helt uenig i:

»Det er helt hen i vejret at påstå, at EU's logik betyder, at vi bør undersøge alle planter og naturstoffer, og den tolkning må forskerne selv stå for. Det er jo kun, hvis skadelige effekter er påvist i dyreforsøg, at vi går ud fra, at de samme effekter kan være relevante for mennesker, indtil det modsatte er bevist. Vi er her ikke for at sætte en skræk i livet på folk. Vi formidler viden om kemikalier,« understreger hun.

Kommentarer (5)

Der er ingen grund til at tro på vås (som ovenstående) og almindelig udokumenteret frygt.
Det medgiver jeg gerne de 73 forskere.

Men når de tilsidesætter, i forskningskredse almindeligt anvendte forsigtighedsprincipper omkring relationen mellem mennesker og resultater fra dyreforsøg (sund fornuft!) for at afvise en mulig risiko, bliver jeg personligt mistænksom:

Når man tager listen af forskere fra toppen og kigger dem efter, er det slående hvor tæt mange samarbejder med industrien i deres forsknings projekter. Rigtig mange har dog ikke publiceret noget inden for området overhovedet. Hvad der får dem til at mene de kan udtale sig, kan man undre sig over.

  • 9
  • 5

Når man tager listen af forskere fra toppen og kigger dem efter, er det slående hvor tæt mange samarbejder med industrien i deres forsknings projekter. Rigtig mange har dog ikke publiceret noget inden for området overhovedet. Hvad der får dem til at mene de kan udtale sig, kan man undre sig over.

Hvis et samarbejde eller arbejde er privat finansieret, er publiceringen så ikke kun intern?

Forsigtighedsprincippet byder vel at begrunde konklusioner og teste om de holder "vand". Eller gælder det kun den videnskablige metode?

  • 0
  • 1

men, det er også ingeniører der udvikler kemiske våben og anden krigsgalskab..

Heldigvis er det langt fra alle der er til salg for en hvilken som helst pris.

  • 1
  • 0

......af ingeniører, at deres berettigelse oprindeligt var, at fremstille våben og tekniske løsninger i alle afskygninger, til brug for deres nations militære formål.

Det vi sidder og kommunikerer med her, er jo resultatet ( i min optik) af et forsøg på at lave kommunikationsliner, der ikke let kunne afbrydes af krigshandlinger.

Men jeg er enig med PHK i at alt for mange ikke er nøjeregnende, bare lønchecken kommer hver måned.

  • 3
  • 0