Voyager 1 fløj ind i hidtil ukendt område af universet
For et år siden skete der noget helt uventet omkring 18 milliarder kilometer borte. Instrumenterne om bord på Voyager 1, der blev sendt op i 1977, slog pludselig og helt uventet ud.
Satellitten var havnet i et område, forskerne ikke anede eksisterede, og som nu er blevet døbt ’heliosheath depletion region’ – det er området af heliokappen, umiddelbart før heliopausen, som er afgrænsningen til det interstellare rum.
Forskerne beskrev efterfølgende, at Voyager 1 var havnet på en magnetisk motorvej, hvor ladede partikler fra heliosfæren kan føres ud til det interstellare rum, og hvor interstellare partikler kan føres ind mod solssystemet.
Læs også: Voyager finder magnetisk motorvej i solsystemet
I tre artikler, som er offentliggjort online af det videnskabelige tidsskrift Science, beskriver forskerne nu mere indgående egenskaberne af denne heliosheath depletion region.
Voyager 1 nåede til heliosfærens yderste område heliokappen (heliosheath) i december 2004. Det næste interessante område, forskerne forventede, Voyager 1 ville nå, var heliopausen, som er grænsen til det interstellare rum, hvor Solens magnetfelt ikke længere kan mærkes.
Men i stedet skete der noget uventet.
I den ene artikel beskriver Leonard Burlanga fra Nasa-Goddard Space Flight Center og to medforfattere, hvordan Voyager 1 fem gange i perioden 29. juli til 26. august 2012 krydsede gennem en grænse, hvor den magnetiske feltstyrke ændrede sig fra 0,2 nanotesla til 0,4 nanotesla.
Retningen af det magnetiske felt ændrede sig ikke i forhold til resten af heliokappen, og derfor kunne Voyager 1 ikke, som man først spekulerede på, have nået ud i det interstellare rum ved den lejlighed.
Stamatios Krimigis fra Johns Hopkins University har stået i spidsen for en gruppe forskere, der redegør for, at antallet af energirige partikler fra Solen (mere end 40 keV), der ramte Voyager 1 den 25. august 2012, pludselig faldt med en faktor 1.000, samtidig med at antallet af partikler af galaktisk oprindelse (kosmisk stråling) på samme tidspunkt steg med næsten 10 procent.
Endelig har Edward Stone fra California Institute of Technology og fem kolleger observeret, at på samme dato forsvandt lavenergi-ioner fra heliosfæren og blev erstattet af en række indadgående partikler fra det interstellare rum.
Samlet set indikerer alle disse målinger, at heliosheath depletion region er en del af afgrænsningen mellem heliosfæren og det interstellare rum.
Voyager 1 sender stadig data tilbage til Jorden, så forskerne håber derved at kunne lære nyt om dette område, som de for et år siden ikke anede eksisterede
Signalet, der udsendes fra Voayger 1, er ganske svagt, så det overføres af samme grund med en meget lav datahastighed på 160 bit/s.
Instrumenter kan fungere ti år endnu
Hvornår vil Voyager 1 så endelig forlade solsystemet og nå ud i den interstellare rum?
»Det ved vi ikke. Det kan tage måneder eller år. Vi vidste intet om dette område, før Voyager 1 opdagede det,« oplyser Edward Stone til Science.
Forskerne har dog god formodning om, at de stadig vil modtage data, når det sker. Flere instrumenter på satellitten er godt nok slidt op eller brudt sammen, men da alt har været dubleret, fungerer satellitten stadig med backup-systemerne, som da den blev opsendt.
Satellitten får sin strømforsyning fra omdannelsen af varme fra radioaktivt henfaldt af plutonium-238 til elektricitet. Halveringstiden for Pu-238 er 88 år, og det betyder, at effekten nu er omkring 75 pct. af størrelsen ved opsendelsen i 1977.
»Omkring 2020 bliver vi nødt til slukke for de første af satellittens videnskabelige instrumenter for at holde de resterende i live, og omkring 2025 vil det være helt slut med videnskabelige målinger,« siger Edward Stone. Men det vil være en kæmpe overraskelse, hvis Voyager 1 ikke længe inden da er kommet helt ud, hvor Solen ikke kan mærkes.
