Vold, sex, søsyge og spøgelser: VR's problematikker er meget virkelige
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Vold, sex, søsyge og spøgelser: VR's problematikker er meget virkelige

Illustration: Nanna Skytte

Han står på toppen af World Trade Center og kigger på en tynd line, der er trukket mellem de to tårne. Selvom det er VR, så pibler sveden frem på panden af Michael Madary fra Tulane University. Hans knæ skælver, og han mærker adrenalinen og nervøsiteten bruse. Alt i hans krop fortæller ham, at det er farligt at tage et eneste skridt fremad.

»Folk snakker om at blive opslugt af en bog eller en film – og det kan helt sikkert ske, men det sker slet ikke på samme måde som med VR. VR ændrer vores synsoplevelser, så de passer til vores bevægelser, hvilket skaber en stærk illusion om at være et andet sted. VR imiterer virkeligheden utroligt godt,« fortæller Michael Madary senere til Ingeniøren fra sit hjem i Tyskland, hvor han i dag underviser i de etiske problemer, der kan opstå, når man lader sig selv synke ind i en anden verden.

Han forklarer, at selvom hjernen er bevidst om, at den er i en virtuel verden, at så vil kroppen stadig have alle sanser indstillet på, at det, den oplever, er virkeligt.

»Det er mærkeligt, at man kan fastholde troen på, at det ikke er ægte, uden at det stopper reaktionerne fra andre steder i hjernen,« siger Michael Madary.

Vold, sex og virtuelle spøgelser

Når hjernen oplever noget, der ikke er ægte, kan det føre til en række problemstillinger, der er unikke for VR. Som med meget anden ny teknologi er et af problemerne nemlig, at der ikke er love eller retningslinjer for, hvad VR må skulle bruges til, og det er ikke nødvendigvis nemt at pege på hverken en myndighed eller en virksomhed, der kan tage det ansvar på sig

Læs også: Farvel til tastatur og mus - goddag til mixed reality

»Jeg vil ikke alarmere folk eller råbe om censur, men vi bør være forsigtige – området er et minefelt. Lige nu tror jeg, det er op til dem, der laver softwaren, at tænke over, hvordan deres indhold kan bruges eller misbruges,« siger Michael Madary.

Listen med bekymringer er lang for forskeren, men hans hovedpunkter er vold, sex, muligheden for at bytte kroppe, og hvordan man håndterer døde folks avatarer. Hvis folk har været tilstrækkeligt meget i VR, så vil der typisk være gemt nok data til, at en simulering af den døde person vil virke enormt virkelighedstro, men om det er en god mulighed eller mærkeligt at tale med døde gennem VR – ja, det er et etisk dilemma.

Ligesom illusionen om at være et andet sted kan være problematisk, kan det også give psykologiske problemer, hvis hjernen begynder at føle ejerskab for en krop, den faktisk ikke selv ejer.

På trods af alle sine forbehold er Michael Madary dog stadig optimistisk omkring VR's fremtid. Han sammenligner mange af VR-industriens problemstillinger med de udfordringer, som film- og spilindustrien allerede har været igennem i forhold til at finde ud af, hvad der er forsvarligt at vise.

Selvom teknologien har eksisteret i årtier, så tror forskeren selv, at VR har potentialet til snart at blive enormt. Smartphoneteknologien har gjort det muligt at lave VR, der er meget billigere og lettere tilgængeligt.

Du bliver svimmel, når hjerne og krop ikke følges

Ud over de etiske problemstillinger er der også tekniske.

Førstehåndsindtryk er altid vigtige – også i mødet med VR. Hvis man får en dårlig oplevelse, så er det de færreste, der selv vil opsøge det igen, hvilket kan blive et problem for VR-teknologien, da der er mange, der bliver svimle.

»Det er ærgerligt, at der er mange, der har haft deres første VR-oplevelse med et billigt headset i en rutsjebane. Det er en kombination, der giver søsyge,« siger Simon Lajboschitz, der er medstifter af virtual reality-softwarefirmaet Khora.

VR-simuleringer, hvor krop og hoved bevæger sig rundt i det virtuelle rum, gør nemlig mange brugere søsyge.

»Det er vigtigt, at din krop og dit syn er i sync i VR-oplevelser, ellers vil du begynde at føle dig skidt tilpas,« forklarer Matias Søndergaard, der er medstifter af Rokoko, der laver motion-capture-dragter, der i fremtiden vil kunne bruges i VR.

Problemet er allerede en så stor faktor i VR-industrien, at softwareproducenterne er begyndt at finde alternative måder at bevæge sig på, så folk ikke oplever ubehag.

»I stedet for, at folk bevæger sig glidende, så kan man teleportere korte afstande, så folk ikke bliver dårlige - alternativt kan man begrænse synsfeltet. Hvis folk har fuldt udsyn og oplever, at de bevæger sig i en bil eller som en falk, mens kroppen sidder stille, så bliver de dårlige,« siger Simon Lajboschitz.

VR kan afsløre, hvad du tænker og føler

I en tid, hvor privatliv på nettet er meget omdiskuteret, er man nødt til også at forholde sig til en teknologi, der vil kortlægge alt lige fra dine bevægelser til dit ansigt.

»VR adskiller sig ved, at man ikke længere kun indsamler data om, hvad du trykker på, eller hvad du uploader. De data, der indsamles, beskriver detaljerede bevægelser: hvor du kigger hen, og hvordan du bevæger kroppen - så din avatar kan gengive, hvad du laver i virkeligheden. Det kan jeg nu godt forstå, hvis man ønsker, men du deler detaljer om dit ansigt, der kan afsløre, hvad du tænker og føler. På den måde er det meget mere afslørende end de problemer, der er med privacy på nettet i dag,« forklarer Michael Madary.

Daniel Appelquist fra Samsung fortalte ved CopenX tidligere på måneden, at de for tiden kigger på muligheden for, at VR skal køre gennem browsere, hvor brugere har mere frihed til at styre, hvilke typer data der kan trackes.

Det er dog uklart, præcis hvordan det skal begrænse dataene uden at gå på kompromis med oplevelsen, men til en start kan det som minimum anvendes til at se 360°-billeder.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten