VK vil privatisere DSB og købe elektriske tog

VK forsøger igen at privatisere og sælge DSB. Forslaget går på at sælge DSB i 2022, og derefter spendere provenuet på fem-ti milliarder på elektrificering af større jernbanestrækninger i blandt andet Midtjylland.

Ifølge Berlingske Tidende betyder forslaget, at alle togstrækninger med passagertrafik sendes i udbud.

Tidligere har regeringspartierne forsøgt at privatisere DSB, men denne gang håber de, at strenge krav om tog til tiden og et løfte om at forbedre jernbanen med overskuddet fra salget vil give bred opbakning til forslaget.

»Der er ikke tale om et ideologisk felttog. Det handler om, at vi skal organisere vores jernbane på en måde, så passagererne får den bedst tænkelige service, samtidig med at DSB kan blive mere konkurrencedygtig. Et salg af DSB vil tidsmæssigt falde sammen med, at vi for alvor skal til at udbygge elektrificeringen, så derfor er det oplagt at bruge provenuet til det, for der er jo knaphed på statslige anlægskroner,« siger Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen til Berlingske Tidende.

Forslaget bliver præsenteret af transportminister Hans Chr. Schmidt, når han senere på året indkalder Folketingets partier til forhandlinger om en langsigtet strategi for den danske jernbane.

Venstres folketingsgruppe har allerede godkendt den nye strategi, der også indeholder et mål om, at 97 procent af alle tog skal køre til tiden i 2020 sammenlignet med 90 procent i dag. Planen bliver et langt stykke hen ad vejen bakket op af de konservative ifølge deres trafikordfører, Henriette Kjær.

»Det er helt sikkert en god plan, og der skal hurtigst muligt laves modeller for et salg af DSB, så det indbringer staten flest mulige penge. Og det nytter heller ikke noget, at vi er helt bagud af dansen med elektrificeringen, for i fremtiden bliver det meget svært at fremskaffe nyt dieselmateriel, fordi dieseltog er ved at blive udfaset fuldstændigt,« siger Henriette Kjær til Berlingske Tidende.

Dansk Folkeparti er på forhånd heller ikke afvisende over for forslaget.

»Jeg er enig i, at man på sigt nok bør privatisere DSB og frigøre kapital til trafikinvesteringer, men det er ikke noget, som ligger lige om hjørnet. Så jeg er ikke afvisende over for en privatisering, men det skal ske på en sådan måde, at kunderne får en ordentlig togbetjening,« siger Kim Christiansen til Berlingske Tidende, mens forslaget møder modstand fra den anden side af Folketingssalen.

S og SF imod

Her afviser S og SF at et salg er en god idé, også selvom overskuddet skal gå til elektriske tog.

»Jeg synes, forslaget er langt ude. Det er skrevet i en VU-feberfantasi om liberalisme. Taberne bliver dem, der rejser med tog. Spørg bare kystbanependlerne,« siger trafikordfører Magnus Heunicke (S) til Berlingske Tidende.
Han vil hellere styrke konkurrencen ved at tildele DSB bonus for nye kunder til den kollektive trafik.

Emner : Tog
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Lad nu være med at støtte DSB´s inkompetence.

De er bagefter, dårlige til at forhandle kontrakter, og tænker ikke fremefter.

Hvis vi sammenligner og os med andre lande er det som om vi stadig køre på damp.

Hvor bliver elektrificeringen af? det er meget mere miljøvenligt, støj svagt og nemmere rent logistisk. Men nu vil mange nu mene at det er Bane Danmarks skyld, og det er det måske til dels også, da det jo er dem der står for banerne. MEN så længe DSB ikke har sat krav og råbt højt om det, så sker der jo ikke noget, som jo tydeligt ses i dag.

Køb det svenske lyntog DER VIRKER OG ER I ORDEN, sælg IC4 som er dybt ubehageligt at køre i, jeg foretrækker IC3. og hvad er ideen i at lave niveauforskel i toget så madvognen ikke kan køre hele vejen igennem?

IC4 er også ved at være outdated ret teknologisk. Jeg siger ikke vi skal have magnet tog, men tænk nu bare lidt fremad DSB.

http://ing.dk/artikel/90232-svensk-hurtigt...

  • 0
  • 0

"Vi skal organisere vores jernbane på en måde, så passagererne får den bedst tænkelige service, samtidig med at DSB kan blive mere konkurrencedygtig."

Ja, det er jo gået præcis sådan med alle de andre privatiseringer... suk Er der ingen læring i vores folkevalgte?

  • 0
  • 0

VK vil nu ikke købe elektriske tog - selvom jeres Ekstra blad's overskrift fortæller det. Lad nu være med at falde i EB fælden og vildlede (lyve) for jeres læser.

  • 0
  • 0

Hvorfor ikke bare sælge DSB pr. dags dato, og så få stillet nogle krav om elektricifering af nettet ? Og så samtidig få solgt alle de outdatede og forsinkede IC4 toge...

Med et privat DSB, kan det også være vi kan få nogle billigere billetter, så vi ikke skal føle os snydt hver gang vi skal ud og køre med tog!

  • 0
  • 0

Med et privat DSB, kan det også være vi kan få nogle billigere billetter, så vi ikke skal føle os snydt hver gang vi skal ud og køre med tog!

Fordelen ved et statsejet selskab er at det kan tillade sig at gå i 0. Et privat ejet selskab skal som oftest genere en eller anden form for profit.

Enhver optimering af DSB som private kan gennemføre burde trods alt også være mulige for et statsejet selskab.

Alternativt skulle DSB blive en selvejende fond, hvor et evt. overskud gik til forbedring af materialet og/eller som bonus til medarbejderne hvis tidsplanerne og service niveauet bliver overholdt.

  • 0
  • 0

Et privat firmas eneste mål er at tjene så mange penge som muligt. Hvis der er sund konkurrence så gøres dette ved at underbyde konkurrenterne og tilbyde bedre service.

Der er ingen konkurrence på en togstrækning. Det kan absolut ikke betale sig at have to fimaer køre samme strækning på to sæt skinner. Så det vi ender med er et privat firma med monopol på strækningen.

De har vundet monopolet på strækningen i udbud fra staten, så her har de måtte underbyde konkurrenter på pris. Men så snart de har vundet, SÅ skal investeringen tjenes hjem. Dette gøres mest effektivt ved at levere den billigst (dårligst) mulige service til passagerene. Finde alle mulige smuthuller i kontrakten med staten, så de kan hive flest mulig penge ud at passagerene, der hjælpeløst kan se til uden en konkurrent at gå over til hvis de er utilfredse med servicen.

@VK: Hold op med at tænke så kortsigtet! En privatisering i et marked uden konkurrence giver ikke mening! TDC har allerede malket os for alt hvad der var at malke ud af kobbernettet. Selv Mogens Lykketoft, manden bag salget af TDC, har indrømmet at det var en kæmpe brøler der bare skulle fylde statskassen på kort sigt.

Skal DSB være det næste TDC??

  • 0
  • 0

Hvorfor i al verden skal der elektrificeres i midtjylland, når f.eks københavnere kvæles i ós fra togene (som f.eks. under jorden på nørreportstation - det er ret ubehageligt).

  • 0
  • 0

Det ene udelukker vel ikke det andet. Så længe der er mange strækninger uden el, er DSB nødt til at anvende diesellokomotiver, så det er også i københavnernes interesse, at der kommer el i Jylland.

  • 0
  • 0

Køb det svenske lyntog DER VIRKER OG ER I ORDEN

Hvis du snakker om X2000-toget, som blandt andet kører mellem København og Stokholm, så virker det altså ikke for godt heller. På 8-12 ture frem og tilbage på denne strækning indenfor et år har halvdelen af afgangene fra København mod Stokholm været aflyst, og man skulle derfor stå på i Malmö, da toget havde "tekniske problemer" ift. at krydse Øresund. Det er en myte, at det kun er i Danmark, der er problemer med togdriften, og i Danmark er det i det mindste meget nemmere både at søge og få kompensation for forsinkelser.

  • 0
  • 0

Skal DSB være det næste TDC??

I så fald skal DSB og Banedanmark sælges i en og samme pakke. Altså skinner+drift, hvis det skal modsvare kobber+drift.

  • 0
  • 0

@Lars Andersen Det kan ikke sammenlignes. Inden for tele- og internet kan man sagtens have flere operatører til at sælge services over samme linje. Når et privat selskab kører på en togstrækning har de absolut monopol på den strækning da der kun kan køre ét tog på et sæt togskinner af gangen. I den forbindelse er det ligegyldigt hvem der ejer skinnerne. Forbrugerne har ikke noget valg.

  • 0
  • 0

På Transportministeriets hjemmeside står der under et foto af den kække minister "Væk med bøvlet, Hans". Og det gør Hans så ved at sælge hans pt. største problembarn DSB. Så fjerner han ansvaret for togtrafikken fra sit resort, ganske som han nu også hævder, at med kommunalreformen, så er det kommuner og regioner der har ansvaret for at busdriften fungerer. Med andre ord, den sædvanlige ansvarsfraskrivelse, som regeringen er så god til. Er der i ramme alvor nogen der virkelig tror på, at togtrafikken bliver bedre og billigere, blot fordi den sendes i udbud eller hvis det skulle lykkes at finde en køber. De sidste står ikke ligefrem i kø for at komme til. Hvem? SJ? Deutsche Bahn? Alle har de store problemer, og har rigligt med at klare det hjemlige. Hvem så? En kapitalfond som med PostDanmark eller TDC? Er der nogen er vil påstå, at vi har fået bedre psotservice fordi posten gik markedsveen? Og hvad med TDC, der vist atter er ved at blive solgt igen - igen? Nå, heldigvis fik regeringen heller ikke held med at sælge hverken Entreprise eller TV2, så hvem siger, at det lykkes med DSB? Det er den slags forslag, der med mellemrum popper op, for regeringen skal jo holde gryden i kog, og vise at den godt kan skaffe "nye" penge, når nu selvsame regering har åbnet for bundproppen i statskassen. Kr. Pihl søger at få det til at se ud som om der ikke er tale om et ideologisk betinget initiativ. Selvfølgelig er det det, men hans udsagn er udtryk for den sproglige manipulation og det bedrag, regeringen hele tiden omgiver sine handlinger med.

  • 0
  • 0

Og så samtidig få solgt alle de outdatede og forsinkede IC4 toge...

Hvem i alverden har brug for dieseltog? Måske nogle små sidebaner i Østeuropa eller centralasien?

mvh Søren

  • 0
  • 0

En privatisering i et marked uden konkurrence giver ikke mening!

Du har helt og aldeles ret. SAgen i en nøddeskal. Privatisering uden konkurrence er nonsens.

Mvh Søren

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten