Virtuel kirurgi er næste skridt for 3D-teknologi på sygehuset

3D-printede organerstatninger er omdrejningspunktet for flere og flere fascinationshistorier fra hele verden: fra anatomisk korrekte hjerter til printede ører, der rent faktisk kan høre.

Men også på Rigshospitalet i København er der gang i en rivende udvikling af den måde, man bruger 3D-teknologi i sundhedssektoren på.

Thomas Kofod er klinikchef på Tand-mund-kæbekirurgisk klinik på Rigshospitalet, og han fortæller, at man er kommet meget længere end kun at printe realistiske modeller af forskellige kropsdele.

I stedet for blot at printe eksempelvis en kæbe kan man nu ved hjælp af software foretage et vellykket kirurgisk indgreb digitalt – og baseret på dét printe individuelt tilpasset værktøj, der skal styre den faktiske kirurgi.

»Vi er nu der, hvor man kan lave virtuel kirurgi. Så når jeg om lidt skal operere en patient, så har jeg først lavet indgrebet digitalt. Derefter printer man så de styreskinner og guides, der skal bruges, og osteo­syntesen tilpasses individuelt til den enkelte patient,« siger Thomas Kofod.

En osteosyntese er en samling af et knoglebrud udført med eksempelvis skruer eller skinner. Og det er netop de dele, som Thomas Kofod digitalt kan udforme efter den enkelte patient og derefter printe til brug ved blandt andet forlængelse eller forkortelse af knogler – såkaldte osteotomier til korrektion af medfødte ansigtsdeformiteter eller misdannelser.

»Hos os bruger vi det blandt andet til tilpasning af titanium-net til øjenhulen og korrektive osteotomier, hvor man flytter rundt på ansigts- og kæbeskelettet,« fortæller han.

Printer kropsdel og flytter rundt på delene

Tidligere på måneden skabte den amerikanske kirurg Erle Austin fra University of Louisville overskrifter, da han på maker-konferencen i Rom præsenterede et 3D-printet hjerte. Det var en eksakt kopi af en patients hjerte, og Erle Austin forklarede, at han havde brugt det til at studere hjertets indre struktur, inden han gik i gang med at skære.

»Jeg bruger 3D-print til at forstå det komplicerede hjerte,« sagde han og forklarede, at man kan operere langt mere sikkert og effektivt, når man kender de indre strukturer i patientens krop på forhånd.

Men én ting er at printe en præcis kopi af en kropsdel for at se, hvad der er inde bagved. Noget andet er rent faktisk at flytte rundt på delene, inden man går i gang.

»Dette her svarer til, vi flytter rundt på delene i hjertet digitalt og printer noget, der kan styre den kirurgi i virkeligheden,« siger Thomas Kofod.

Han forklarer metoden med en knusningsskade på kindben og øjenhule som eksempel. Ved sådan en skade skal kindbenet sættes på plads, men den skadede øjenhule skal også korrigeres med et tita­nium-net, så den igen passer til kindbenet. Ellers vil øjenhulens ændrede størrelse give patienten synsforstyrrelser som f.eks. dobbeltsyn.

Den virtuelle kirurgi gør begge dele markant lettere.

Opererer med højere præcision

»Man kan spejle den raske højre øjenbund over i venstre side digitalt. Det kan jeg så printe en model af, og så har jeg en model, der ikke kun viser kindbenet på den rigtige plads, men også hvordan øjenhulebunden skal se ud. Og den kan jeg så bruge til at tilpasse et net i metal til øjenhulen, så det passer præcis til patienten,« siger han.

Muligheden for at individualisere behandlingen giver ifølge klinikchefen øget præcision, hvilket giver en større sikkerhed for, at et indgreb har den ønskede effekt:

»Det hele kan planlægges på forhånd, og det gør, at det bliver så præcist som muligt. I stedet for at vi selv skal stå og bukke skinner.«

Virtuel kirurgi er blevet implementeret på Rigshospitalet over det seneste år.