Virtual reality udfordrer filmens historiefortælling: Film er ikke noget, vi ser – det er noget, vi bliver
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Teknologiens Mediehus kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Virtual reality udfordrer filmens historiefortælling: Film er ikke noget, vi ser – det er noget, vi bliver

Illustration: Split Second

Teknologien bag virtual reality (VR) har ligget og ulmet i årtier og er nu nået et punkt, hvor man kan bruge den som fortælleform. Med kameraer, der tillader seeren at indgå direkte i værket eller filmen, skaber VR mulighed for en helt ny, superintens historiefortælling.

»Folk, der oplever VR, vil automatisk leve sig ind i værket og opleve det, som om de er omdrejningspunktet i historien. Også selvom man risikerer, at man måske har et andet køn eller en anderledes krop i VR-værker,« siger producer Mads Damsbo, der de seneste år har arbejdet indgående med VR og de nye muligheder i teknologien.

I flere nutidige VR-værker er man altså ikke bare fluen på væggen, en passiv tilskuer. I VR-værket ‘Split Second’ er det én selv, der falder i søvn, mens man kører i bil med sin lille søn på passagersædet. Handlingslammet oplever man, hvordan blikket langsomt bliver sløret og synsfeltet bliver smallere. Lyden lavere og lavere ...

Næste gang, man åbner øjnene, er barnet på passagersædet på mystisk vis forsvundet.

Først synes alt normalt efter de uopmærksomme sekunder, men så snart man bemærker den herre­løse Ipad på passagersædet, kaster man nærmest hovedet til siden. Perpleks. Trods chokket svinger opmærksomheden tilbage, så man igen fokuserer på vejen. Bilen skal jo holdes på sporet.

Men den høje grad af indlevelse har en slagside.

Den viste sig blandt andet, da den danskinstruerede VR-film ‘Ewa’ blev vist på filmfestivalen i Cannes. Her indtager seeren rollen som Ewa på 14, der får en ‘balle’ af dimensioner, da hun falder i unåde hos sin mor.

Den otte minutter lange VR-film var simpelthen for intimiderende, mente flere tilskuere og anmeldere.

»Det, man vil fortælle, kan i nogle tilfælde fortælles langt stærkere med VR end med en almindelig film. Som Ewa kan man kigge sin vrede mor lige i øjnene – eller kigge væk,« siger Mads Damsbo, der sammen med sin kollega, instruktøren Johan Knattrup, delte vandene i Cannes.

De samme toner lyder fra den amerikanske multikunstner og instruktør Chris Milk.

»I VR er close ups virkelig close up. Modsat almindelige film står man der selv, og de andre personer kommer helt ind i ens intimsfære, hvor man normalt kun har venner eller måske endda folk, man elsker,« siger Chris Milk.

Han ser på ingen måde den høje grad af indlevelse som en dårlig ting, snarere tværtimod.

»VR i sin perfekte, fremtidige form er det eneste medie, der ikke kræver, at vores underbevidsthed tilsætter noget ekstra, for at vi kan leve os ind i det,« siger Chris Milk og forklarer, at eksempelvis ordene i bøger skal omdannes til billeder, før vi kan indleve os i bogen.

Når vi ser film, er vi ifølge Chris Milk nødt til at acceptere, at vi kun kan se, hvad vi nu kan se. Alternativt må vi prøve at forestille os, hvad der er uden for skærmen. Hvordan er udsigten lodret ned fra stævnen for Jack fra ‘Titanic’, når han står i vinden med Rose?

Vi ved det ikke, for instruktøren James Cameron besluttede, at fluen på væggen skulle se de to intetanende, forelskede unge forfra.

Allerede inden Chris Milk kastede sig over VR, forsøgte han at skabe visuelle oplevelser, der rakte ud over det musikalske i en lang række superstjerners musikvideoer. Ifølge ham selv lykkedes det aldrig for alvor. For seeren vil, uanset hvad, få en fornemmelse af blot at være tilskuer i de fortællemåder, almindelig video understøtter.

Efterhånden som man udvikler VR, så vi i højere grad kan være en del af værket eller filmen, jo mindre skal vores bevidsthed ifølge Chris Milk arbejde for at skabe den følelse af ægthed, der tillader indlevelse.

Kæmpe ansvar

To seere oplever, hvordan indtryk fra VR og den virkelige verden smelter sammen for øjnene af dem. Den fysiske kontakt forstærker oplevelsen markant. Illustration: Makropol

Den højere intensitet i VR forpligter dog. Når man kan fortælle så intense og intime historier, er det vigtigt, at man ikke laver noget, der er for voldsomt.

»Med så potentielt stor emotionel kraft, som VR har, ser jeg det som et stort ansvar at sørge for ikke at skabe noget, som giver seerne traumer, gør dem syge eller på anden måde gør reel skade på dem,« siger Mads Damsbo.

Ifølge ham kan det være et spørgsmål om tilvænning. Han fortæller en gammel anekdote om en af de første biograffilm nogensinde, hvor et tog kører mod kameraet. Da det for alvor nærmer sig og skal til at køre ‘ud af lærredet’, rejser biografgængerne sig op og løber mod udgangen.

Det er ikke længere tilfældet. Tværtimod må man i biograferne anno 2016 aktivt bede folk om at koncentrere sig om den ellers vel-animerede actionfilm frem for at sidde med mobiltelefonen fremme.

Tilvænning eller ej, så er det tydeligt at se, når folk med VR-briller på ikke er komfortable i den situation, der udspiller sig i brillerne. Seeren begynder at kigge væk fra selve handlingen og kigger i stedet ned af sig selv, rundt i rummet eller op i loftet. Men selv det kan forstærke oplevelsen, for det bidrager ifølge Mads Damsbo til seerens indlevelse i den rolle, seeren har i værket.

Øjnene, der ser

Fordelen ved den ustyrlige seer er, at man kan variere historien fra forskellige vinkler. I et af Mads Damsbos værker, ‘Skammekrogen’, får man mulighed for at deltage i en mildest talt anstrengt familiemiddag. Her kan man som moren opleve, hvor svært det er at starte en naturlig samtale i det anspændte sociale klima.

Men historien ændrer sig, så snart man sætter sig om på den anden side. Her udstilles morens plapren, mens hun skærer maden i småstykker på sit voksne barns tallerken. Når filmen er slut, har alle fem seere set det samme, men oplevet noget forskelligt. Det lægger op til, at seerne kan diskutere filmen efterfølgende eller måske endda ser den igen – med andre VR-briller på.

Kunsten udvikler VR

Hvis instruktøren mener, at der er noget, seeren ikke kan undvære at se, kan han ifølge Chris Milk nemt fange seeren med lyde fra en bestemt retning. En af fordelene ved moderne VR er netop, at lydsiden er blevet meget stærkere siden VR’s spæde start tilbage i 1950’erne.

»Lyd kan komme bagfra, ovenfra, være høj eller lav og det med en utrolig præcision og kraft. Efterhånden, som teknologien udvikler sig, vil flere sanser blive stimuleret,« siger Chris Milk.

Mads Damsbos kunstnerdrevne produktionsselskab Makropol har udviklet dette Point-Of-View-kamera bestående af en cykelhjelm, to kameraer og forskellige sensorer. Illustration: Makropol

Mads Damsbo fortæller også, at han flere gange har oplevet, at det udstyr, de skulle bruge for at skabe deres VR-værker, slet ikke fandtes:

»Vi opdagede, at der ikke var såkaldte Point Of View-kameraer på markedet, da vi skulle filme ‘Skammekrogen’ tilbage i 2014. Derfor improviserede vi med en cykelhjelm med to kameraer på og har efterfølgende solgt lignende løsninger til andre i branchen,« siger han.

Både Mads Damsbo og Chris Milk fortæller, at det som instruktør og producer er meget anderledes at arbejde med et kamera, der i princippet repræsenterer seeren.

»Man er også nødt til at panorere meget langsomt og uden at ryste kameraet. De mindste rystelser giver simpelthen folk kvalme,« siger Chris Milk som et eksempel på de mange nye udfordringer, VR giver ham som instruktør.

»Vi er kun lige begyndt at lære grammatikken til et helt nyt sprog. Når vi engang taler det sprog flydende, og VR er blevet så godt, at det ikke er en virtuel, men bare en alternativ virkelighed – hvad skal vi så kalde det?« lyder det åbent fra Chris Milk.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først