Virtual reality er stadig mere virtuel end virkelighed – men gennembruddet er på vej

2016 stod i den virtuelle virkeligheds tegn. Det skulle blive året, hvor udviklerne ville skrive den software, der ville få os til at købe de virtual reality-headsets, som i begyndelsen af året dukkede op på stribe.

Med 2016 på afstand er det dog mere usikkert, hvor stor en del af hypen der var netop det – hype. Den danske virtual reality-biograf var kun midlertidig, landets første VR-butik er stadig den eneste, og sidste års mest imponerende produktvideo viste sig at være fup.

Alligevel var 2016 ikke endnu et flop for det ventende VR-gennembrud – mener branchen i hvert fald selv. Det gælder blandt andet Simon Lajboschitz, der i den første måned af VR-året 2016 åbnede landets første VR-butik, Khora VR, i Kødbyen i København. Butikken er som nævnt også endnu den eneste danske VR-butik, men branchen er så langt fra død, som den kunne være, mener han.

Vi tror stadig på det

»Det er ikke sort-hvidt. Vi tror stadig på, at teknologien vil ændre verden, ligesom vi gjorde for længe siden,« siger han og fortsætter:

»Mange havde forventninger til, hvor hurtigt alle ville have VR i deres hjem, og det har teknologien måske ikke levet op til. Det fulde potentiale for teknologien ser vi selvfølgelig først, når hr. og fru Jensen har det i deres hjem og kan finde ud af at bruge indholdet.«

Nogenlunde enslydende er vurderingen fra Aalborg Universitet, hvor lektor Rolf Nordahl underviser de studerende på medialogi-uddannelsen i blandt andet at udvikle software til VR.

»Jeg har nok hele tiden hørt til blandt skeptikerne og pointeret, at vi bliver nødt til at få flere udviklere ind i feltet. Der er stadig ikke sket det store kommercielle gennembrud, men det bruges meget flittigt i industrien, de store virksomheder er med, og udviklerne er kommet,« påpeger han.

VR-hype har gentaget sig

Den udvikling afspejles også i den årlige såkaldte Hype Cycle fra analyse- og rådgivningsgiganten Gartner. Analysen viser, hvilke teknologier der befinder sig på de forskellige stadier af Gartners egen model for teknologiers udvikling. Da den udkom i august i år, udmærkede såvel virtual reality som augmented reality sig ved at bevæge sig op ad begyndelsen af det, analyse­virksomheden kalder ‘oplysningens skråning’, hvor teknologier udvikler sig og løbende bliver brugt på flere områder, indtil de til sidst oplever et gennembrud.

Skal man følge hype cyclens logik, er virtual reality nu ved at have bevæget sig ud af ‘desillusioneringens bølgedal’, hvor »interessen ebber ud, efterhånden som eksperimenter og implementeringer ikke leverer varen«.

Først i 1990’erne og senest i 2016 har virtual reality oplevet en hype, der var større, end teknologien kunne leve op til.

»Særligt i 1990’erne var der mange løfter, der blev brudt, hvorefter teknologien i offentligheden nærmest blev lagt i graven. I virkeligheden har det jo været udnyttet og udviklet på universiteter og i industrien lige siden,« siger Rolf Nordahl og peger på, at netop dét har lagt fundamentet til, at teknologien bevæger sig mod et gennembrud hos den almindelige dansker.

To til fem år til mainstream

Gartner konkluderer i samme åndedrag, at der vil gå to til fem år, før teknologien bliver optaget på mainstream-markedet. Den vurdering er Simon Lajboschitz nogenlunde enig i. For halvandet år siden vurderede han, at teknologien var omkring fem år fra at blive mainstream.

»Tre et halvt år fra i dag? Det lyder stadig realistisk, mener jeg,« svarer han nu.

Læs også: Dansk firma hiver augmented reality ind på byggepladsen

»Alle nye telefoner har ressourcerne til at køre en okay VR-oplevelse, og de første standalone-headsets (der fungerer uden pc, red.) kommer allerede i år,« påpeger han.

Også Rolf Nordahl fremhæver de kommende standalone-headsets som noget, der for alvor kan flytte tærsklen for at komme i gang med virtual reality.

Augmented reality er accelereret

Blandt løfterne i begyndelsen af 2016 var, at vi alle inden længe ville blande virtuelle billeder med den virkelige verden i headsets fra blandt andre Microsoft og den dengang meget omtalte startup Magic Leap.

Microsofts meget omtalte headset til det formål hedder Hololens og er blevet lanceret langsomt, men bliver i dag udrullet helt som planlagt. Det bruges især professionelt til eksempelvis at lade reparatører se, hvordan en konstruktion er skruet sammen, ved hjælp af en slags virtuelt røntgensyn.

Den præsentationsvideo, hvorfra dette billede er hentet, hævdede firmaet MagicLeap sidste år var filmet direkte gennem deres VR-headset. Det viste sig at være svindel, idet videoen netop var produceret ved hjælp af traditionel computeranimation og ikke virtual reality. Andre firmaer som Microsoft med deres Hololens er dog klar med rigtige produkter. Illustration: Magic Leap / Youtube

Magic Leap lader derimod stadig vente på sig. De få, der har prøvet headsettet, beretter om en stor hjelm med ledninger samt en stationær computer og ikke de enkle briller, selskabet havde lovet. Samtidig viste den præsentationsvideo, som firmaet hævdede var filmet gennem linsen på Magic Leaps headset, sig at være fabrikeret, hvorefter direktøren indrømmede, at Magic Leap var flere år fra at blive til virkelighed.

De to selskabers status stemmer meget godt overens med, hvad Rolf Nordahl og Simon Lajboschitz vurderede over for Ingeniøren i maj 2016.

»AR-feltet er ikke stærkt nok endnu. AR skal først være enklere at udvikle til og noget billigere at købe,« sagde Rolf Nordahl eksempelvis.

På den baggrund vurderede han, at teknologien var nogle år ude i fremtiden.

»Jeg tror, teknologierne på sigt vil flyde sammen og skabe meget overlapning, men augmented reality kommer ikke for alvor på markedet før om fem år,« vurderede Simon Lajboschitz.

AR i telefonerne

Augmented reality er imidlertid ved at vinde indpas fra en helt anden, om ikke uventet, kant allerede i dag.

Med Apples lancering af det nye mobile styresystem iOS 11 åbnede selskabet samtidig for, at iPhones inden længe på overbevisende vis bliver i stand til at placere virtuelle elementer i den virkelighed, kameraet ser. Det demonstrerede selskabet så sent som i sidste uge, hvor nye telefoner blev lanceret, blandt andet med fokus på deres AR-egenskaber.

Læs også: Farvel til tastatur og mus - goddag til mixed reality

Den udvikling ændrer imidlertid ikke ved, at den ‘rigtige’ AR-teknologi først kommer, når briller som Microsofts Hololens for alvor kan blande virtualitet og virkelighed, mener Simon Lajboschitz.

»Det er glimrende, at det dukker op så mange steder nu, men det, der for alvor vil være ‘ground breaking’, er briller, der placerer digitale lag ude i verden,« vurderer han.

Både Rolf Nordahl og Simon Lajboschitz peger i øvrigt på teaterforestillinger og lignende kulturelle indslag som stederne, hvor den almindelige dansker allerede i dag ser VR- og AR-teknologierne slå igennem for alvor.

»Det er noget af det, der giver mig tro på, at det finder sin berettigelse ganske snart,« påpeger Rolf Nordahl.