Virksomheds-ledere tror på bedre tider
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Virksomheds-ledere tror på bedre tider

Skal man tro på topledernes fornemmelser for 2018, er der udsigt til et travlt og udbytterigt år i inge­niørtunge danske virksomheder.

Det fremgår af en analyse fra IDAs Toplederpanel, hvis medlemmer giver deres bud på forventningerne til det nye år. Således forventer 72 procent af toplederne at øge salget, mens en minoritet på sølle 4 procent regner med, at salget falder i årets løb.

Optimismen er ikke grebet ud af den blå luft, mener Jesper Lindgaard Christensen, lektor ved AAU. Han forsker i industriel dynamik og har de seneste ti år været drivkraft i et regionalt konjunkturbarometer.

»Der er en generel optimisme, som også afspejler sig i forventninger om øgede ordrer og salg.«

Illustration: MI Grafik

Han peger på, at dansk økonomi nu har rettet sig helt op efter finanskrisen, og at EU-Kommis­sionen forventer stigende vækstrater på 2,0 procent i 2018 og 1,9 procent i 2019:

»I længere tid har privatforbruget ligget lidt stille, men også den indikator viser nu positive trends. Det samme gælder investeringerne. Samtidig er der stabile offentlige finanser, overskud på handelsbalancen og lav inflation,« lyder forklaringen fra Jesper Lindgaard Christensen.

Hos IDA glæder formand Thomas Damkjær Petersen sig over optimismen. Han tolker også resultatet som et udtryk for, at det er gået godt i Danmark de seneste år:

»Toplederne kan se, at der er god gang i udviklingen i deres egne virksomheder, og derfor har de en forventning om at skabe øget vækst,« siger han.

Samme toner fra DI

De optimistiske toner, som slås an i IDAs analyse, harmonerer med resultaterne fra DI’s virksomhedspanel, som blev offentliggjort i begyndelsen af januar, forklarer Kent Damsgaard, direktør i DI.

Han ser også de positive forventninger i lyset af den stigende økonomiske vækst og peger på, at virksomhederne selv bør have en del af æren for, at fremtiden tegner lyst:

»Dansk erhvervsliv har langt hen ad vejen arbejdet med at styrke sin konkurrencekraft både ved at være mere innovative og mere skarpe på at skabe værdi for kunden, blandt andet fordi de udnyttede krisen til at skære ind til benet,« siger han.

De positive takter går også igen, når det gælder lysten til at investere i forskning og udvikling. Fire ud af ti virksomheder vil øge budgetterne på området, mens kun en enkelt procent vil skære ned.

Læs også: Inwatec fortsætter sidste års vilde vækst

Ifølge Kent Damsgaard ligger dansk eksport højt, når det gælder upmarket varer, det vil sige produkter og serviceydelser, der kan sælges dyrere end konkurrenternes, fordi de er af bedre kvalitet eller i flottere design. Det kræver vedvarende fokus at fastholde den position, og derfor er det en god nyhed, at virksomhederne vil spendere flere penge på udvikling, mener han:

»Der kommer hele tiden nye produkter, som udkonkurrerer de gamle – og det går hurtigere og hurtigere. Vil man være med, skal man hele tiden tænke i nye måder at producere på eller levere på.«

På medarbejdersiden er der også udsigt til vækst. 66 procent skal rekruttere flere folk, mens kun 4 procent blive nødt til at skære ned. Det lyder som en god nyhed, men faktisk udgør muligheden for at skaffe de rigtige folk ifølge panelet den største forhindring for at nå potentialet.

Det harmonerer med en ny prog­nose for ingeniørmanglen frem mod 2025 fra teknologialliancen Engineer the Future. Den viser, at der allerede i dag mangler 4.100 ingeniører, hvis udbud og efterspørgsel skal gå i nul.