Virksomhederne må nu satse på de 55-67-årige ingeniører

Jobfest, fuld beskæftigelse og katastrofal mangel på arbejdskraft. Der er ikke megen plads til nuancer og proportioner i dagens debat på ledighedsområdet. Og for en gruppe af mine medlemmer – nemlig seniorerne – er debatten for længst begyndt at klinge hult.

I Ingeniørernes a-kasse har vi lige nu omkring 450 ingeniører mellem 50 og 60 år, der går ledige, og mange af dem har gjort det alt for længe. For de 55-60-åriges vedkommende er ledighedsprocenten 5,6. En overledighed i forhold til den samlede ledighedsprocent på 3,0. En bekymrende­ faktor er, at vi kan se, at det også er seniorerne­, der er længst om at komme i job igen. Mange af de grundlæggende årsager til ledighed rammer netop de ældre ingeniører hårdt.

F.eks. er ingeniører højt specialiseret arbejdskraft. Man kan jo ikke lige sætte en bygningsingeniør til at arbejde med enzymer i medicinalindustrien. Desuden kommer mange senioringeniører fra lederjobs, og kræver derfor faglig opgradering for at komme tilbage til deres oprin­delige fag. Der er derfor et stort behov for opgradering, omskoling og kompetenceudvikling. En proces, som også­ virksomhederne må tage­ ansvar for i forbindelse med ansættelse af den enkelte­ medarbejder.

Men der ligger også en psykologisk faktor i problematikken. Mange af de ingeniører og maskinmestre, der er fyldt 55 år, har i årevis søgt hundredvis af job – ofte uden overhovedet at komme til samtale­ – alene på grund af deres alder. Disse ingeniører er nu ved at være godt metaltrætte­ og uden forhåbninger til et kommende liv på arbejdsmarkedet. Mange i denne gruppe føler sig nu tvunget til at gå på efterløn ofte med en vis bitterhed i sindet. Og det er smadderærgerligt. Både for den enkelte, men også for samfundet.

Især nu, hvor det ser ud til, at samfundet og virksomhederne endelig er ved at få øjnene op for den ressource, der ligger gemt hos de erfarne og stabile seniorer. Vi ser faktisk i disse måneder, at ledighedskurven for især de 50-55-årige er på vej ned. Nu gælder det om at få de 55-67-årige med. Og derfor er jeg glad for, at vi i Ingeniørforeningen også har stærkt fokus på dette i den nye ti-punktsplan for at bekæmpe ingeniørmangelen.

For senioringeniørerne har jo ud over en høj specialviden også erfaring med arbejds­livet, og de går op i deres fag. Derfor bliver de også længe på arbejdsmarkedet. Så hvis en virksomhed ansætter en 55-årig ingeniør, kan man oftest­ regne med at have en dedikeret og udviklingsparat­ medarbejder de næste 10-12 år. Og det er jo ikke så dårligt at overveje – i disse tider med mangel på kvalificeret arbejdskraft.