Virksomheder skeptiske over for vugge til vugge

Affald er kommet for at blive - eller er det? Hver gang der produceres et emne eller produkt, bliver det ganske vist til en form for affald i sidste ende. Men hvorfor ikke se det affald som en ressource i stedet for et værdiløst restproblem.

I konceptet 'cradle to cradle' (fra vugge til vugge), sættes der lighedstegn mellem affald og mad, fordi affald i sig selv er en ressource, som kan give næring til nyt liv. Men for at komme dertil, må virksomheder designe moderne forbrugsgoder helt anderledes og enten anvende materialer, der er fri for kemi og kan nedbrydes naturligt eller anvende materialer, der kan genbruges.

»Det er 'this year's fashion' inden for miljødesign,« siger lektor på Institut for Planlægning, Innovation og Ledelse på DTU, Tim McAloone, der grundlæggende synes, at princippet i cradle to cradle (C2C) er helt rigtigt:

»Enhver virksomhed har god grund til at tænke på C2C, og det er interessant, fordi man tænker på, at produkter dels har et teknisk livsforløb dels et biologisk livsforløb. Materialerne kommer fra jorden og går tilbage til jorden.«

Miljøchef i DI, Bjarne Palstrøm, peger på, at mange af de danske virksomheder, der naturligt ville trække udviklingen i gang herhjemme, synes, at de gør en hel del i forvejen. For eksempel arbejder de i øjeblikket med at implementere EU's direktiver om kemikalier og affald, som dels handler om at gennemgå hele virksomhedens kemikalieforbrug, dels se på affald som ressource og sørge for, at det kan nedbrydes eller kan genbruges.

»Europa er i forvejen langt fremme, så det er spørgsmålet, hvor nyt C2C er for danske virksomheder,« siger han og tilføjer, at mange danske virksomheder i øjeblikket ser konceptet an for at vurdere, i hvor høj grad der er tale om gammel vin på nye flasker.

»Det bliver nemt lidt idealistisk, men virksomhederne har brug for at vide, hvordan man overfører det til praksis,« siger Bjarne Palstrøm.

Vakuum for danske virksomheder

Det er da heller ikke lykkedes Ingeniøren at få nogle af de få virksomheder, der lige nu kigger på konceptet, til at fortælle, hvordan de vil gribe det an.

Ingeniøren har ringet rundt til ti af de store produktionsvirksomheder, og fire er i gang med egentlige C2C-projekter.

På DTU har Tim McAloone den samme opfattelse af virksomhedernes interesse og tilbageholdenhed.

»Vi får helt vildt mange henvendelser fra virksomheder, der gerne vil i gang. Men de ved ikke, hvordan de skal gribe det an. Så vi står lige nu i et vakuum, hvor alle venter på retningslinjer og værktøjer,« siger han.

På Tim McAloones eget institut er værktøjer til miljørigtigt design en fast del af uddannelsen. Han ser C2C som en del af de ting, man kan arbejde med i virksomhedernes udviklingsafdeling.

»Cradle to cradle ser meget på kemien i produkterne, så på det område kan man gøre meget. Men udfordringen er for eksempel, at man skal være sikker på kvaliteten af de materialer, man erstatter med. En anden udfordring er, at det er krævende at planlægge livscyklussen, fordi det involverer underleverandører,« siger Tim McAloone, der også peger på en sidste stor udfordring: infrastruktur.

»Man skal sørge for, at vugge nummer to kan nås: At affaldet havner de rigtige steder. I dag er der ikke mange, der bruger genbrugsmaterialer, for det er nemmere at bruge jomfrueligt materiale, så man er sikker på kvaliteten. Men som virksomhed kan man starte med at sige: 'Vi designer efter C2C, og så begynde vi at efterspørge materialerne hos underleverandører',« råder han.

Jagt på forretning

I Danmark er der i sidste måned åbnet en afdeling af EPEA, som er grundlæggeren af C2C, Michael Braungarts rådgivningsvirksomhed. Direktør i EPEA Kopenhagen, Martin Fluri, fortæller, at ti af de største, danske produktionsvirksomheder allerede har haft besøg af EPEA Kopenhagen.

»Der er en enorm interesse for det, og vi er ved at tale med virksomhederne for at finde ud af, hvilken forretning der er i det for dem,« siger han.

Den danske afdeling tager de indledende møder med virksomhederne og fungerer som projektleder, mens analyser af kemiske stoffer, miljøprofilering, udvikling af positivliste og den konkrete plan for produktet indtil videre foregår på hovedkontoret i Hamborg. Under miljøprofilarbejdet kan EPEA også hjælpe med at lave hemmelighedsaftaler med underleverandører, så projektet ikke strander på, at de nægter at spille med.

I forhold til livscyklusanalyse (LCA), som er et andet værktøj til bæredygtig udvikling, mener Martin Fluri ikke, at C2C kan klemmes ind i en LCA, fordi det er to helt forskellige tilgange.

»Forskellen er, at man går endnu mere ned i sammensætningen af materialet i C2C og ser på, hvilke biologiske og/eller tekniske kredsløb de indgår i,« siger direktøren.

En virksomhed som Novo Nordisk fortæller til Ingeniøren, at C2C er for simpelt et mindset til virksomheden, men at det kan bruges på delprocesser som for eksempel emballage.

»Novo Nordisk ønsker totalt set at afsætte et positivt fodspor på verden, gennem økonomisk, miljømæssig og social bæredygtighed. Hvis vi skulle gå over til C2C-strategi, ville det medføre et større fokus på miljøaspektet, hvilket kan påvirke nogle af de to andre parametre negativt,« siger Vice President for Global TBL Management, Susanne Stormer.

Uafhængig certificering mangler

Ud over de manglende værktøjer har lektor Tim McAloone to andre hovedanker ved cradle to cradle. For det første er akkrediteringssystemet hemmeligt. Det er umuligt at se, hvad hele certificeringen er baseret på. For det andet er det indtil videre de samme konsulenter, der rådgiver i C2C, som også certificerer, hvilket ifølge lektoren altid er tvivlsomt.

I dag er det kun MBDC, der kan give det endelige stempel, men MBDC er også William McDonoughs og Michael Braungarts firma, EPEA. Derudover er EPEA i Hamborg certificeret til at rådgive virksomheder.

»Der er kun under 200 C2C-produkter i verden i dag, så det er stadig helt nyt,« siger Martin Fluri.

»Vi arbejder på at oprette en uafhængig certificeringsinstitution i Californien og også gerne en skandinavisk her i Danmark på sigt, så der kommer vandtætte skotter mellem rådgivningen og certificeringen,« siger han.

Fakta: Fem trin til bæredygtigt design

Første trin i strategien er rettet mod at fjerne et specifikt stof fra produktet, som allerede er bredt anerkendt som skadeligt, såsom bly eller klorin.

Andet trin er en mere omfattende gennemgang, hvor forbrugeren eller fabrikanten laver en liste over foretrukne materialer, der allerede er til rådighed, og som man ved er sikkert lavet eller udvundet med minimal påvirkning.

På tredje trin vurderer designerne hele paletten af materialer, der indgår i produktionen af et eksisterende produkt, mens fabrikationsprocessen fortsætter. Målet er at erstatte problematiske ingredienser uden at miste takten på markedet. For eksempel kan et firma, der laver polyesterstof, holde sine maskiner kørende, mens det erstatter et af sine farlige polymerer med et andet, der ikke repræsenterer nogen alvorlig risiko.

På fjerde trin bestræber designerne sig på aktivt at definere produktets bestanddele helt fra starten. Her handler det ikke om at begrænse påvirkningen fra et produkt eller system, men om at undfange et produkt, der har positiv indvirkning på verden. En designer, der går efter at skabe positive påvirkninger, gør brug af intelligensen i naturlige systemer - effektiviteten fra næringsstof-cyklussen, Solens overflod af energi - til at skabe produkter, der aktivt er definerede som næringsstoffer for Jordens to adskilte omsætningssystemer: naturens cyklus og industriens cyklus.

Femte trin: Den sande innovation. Her handler det ikke bare om at spørge, hvilke ingredienser der vil være nærende, men også hvordan et produkt eller en service bedst kan dække et basalt menneskeligt behov, give nyt liv til et aspekt af kulturen eller forny vores møde med naturen. Man kunne begynde at spørge: 'Hvordan kan mit produkt opfylde menneskers ønsker, behov og det, de holder af?'

Kilde: William McDonough og Michael Braungart