Virksomheden med det næstbedste ingeniørimage har passion for enzymer
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Virksomheden med det næstbedste ingeniørimage har passion for enzymer

Når man træder ind ad døren i Novozymes’ Bagsværd-domicil, er søjlerne i receptionen udformet som træstammer og elevatorerne omringet af skyer. Symbolikken er til at tage og føle på, men fanger man den ikke, har de været så venlige at nedskrive konceptet på et bord i venteområdet:

‘Welcome to Novozymes. Take a look around in our reception. What do you see? Hopefully, something that will inspire you to rethink conventions. Because that is what our reception and Novozymes are all about’. Og efter denne indledning følger historien om den moderne, fremadstormende virksomhed, som med højinnovative, eksperimenterende løsninger har etableret sig som verdens absolut største enzymproducent.

Men det er ikke kun forretningsmæssigt, at Novozymes er en succeshistorie. Med en samlet 2.-plads i Ingeniørens Profilanalyse kan de også bryste sig af at være med helt i front blandt de mest attraktive danske ingeniørarbejdspladser – og det endda til trods for, at Novozymes med egne ord ‘står et led tilbage i værdikæden’.

Tjek de seneste jobtilbud på Jobfinder.

For i modsætning til ‘konkurrenterne’ i top-10 har Novozymes ikke et færdigt produkt, de kan sætte på en hylde og sælge. Det er formentlig stærkt medvirkende til, at virksomheden på trods af den flotte samlede score kun er henholdsvis nr. 8 og 11 blandt ingeniører og studerende, når det gælder kendskab.

Enzymgigantens adm. direktør, Peder Holk Nielsen, er ikke overrasket over, at kendskabet til virksomheden er forholdsvis lavt:

»Det er langt nemmere at definere sig selv som virksomhed, hvis man er tættere på forbrugeren. Vi er jo i bund og grund en meget avanceret bioteknologisk kemiforretning, som indgår i en forfærdelig masse ting. Men det er ikke noget, man nødvendigvis lægger mærke til, at Novozymes indgår i,« siger han.

Læs også: For 15. år i træk: Novo Nordisk er den mest attraktive arbejdsplads

Og her er vi tilbage i receptionen, hvor væggen bag receptio­nisten er tapetseret med ord som: apple juice, ice cream, flour, leather og laundry detergent – for blot at nævne nogle få. Alle repræsenterer de et udpluk af de mere end 700 produkter, hvor Novozymes har en finger med i spillet.

På trods af rollen som underleverandør har Novozymes alligevel formået at opbygge et synligt, kvalitetsstemplet brand, hvilket også kommer til udtryk i Profilanalysen, hvor det bliver til en 3.-plads i kategorien Produkter og ydelser af særlig høj kvalitet – på trods af at det ikke er forbrugerprodukter, der produceres på Novozymes’ fabrikker.

Men hvorfor er synligheden overhovedet vigtig for dem? Ifølge Peder Holk Nielsen for at kunne tiltrække de dygtigste medarbejdere.

»De interne alarmklokker begynder at ringe, når vi ikke kan få fat i de dygtige medarbejdere, og dem får vi kun fat i ved at kunne tilbyde en synlig og attraktiv arbejdsplads,« siger han.

Her spiller de ansatte en stor rolle som ambassadører for virksomheden – og det ville heller ikke ligge dem fjernt. De interne undersøgelser tegner nemlig et billede af nogle medarbejdere, der helt generelt er stolte over at være en del af et succesrigt foretagende, men også stolte over de enkelte produkter, de er med til at udvikle. Det er gode og ansvarlige produkter, som man med god samvittighed og dedikation i stemmelejet kan fortælle folk om.

Og det er essentielt, for kun med stolte og passionerede medarbejdere kan Novozymes fastholde sin position:

»Det afgørende for, om vi stadig er føren­de om mange år, er til syvende og sidst den energi og passion, vores medarbejdere har med på arbejde om morgenen. Det er det, der driver det hele,« understreger den adm. direktør.

Læs også: Storesøster Novo: Novozymes må gerne overtage tronen

Generelt hersker der en særdeles høj medarbejdertilfredshed, fortæller han og nævner flere gange ‘tillid’ og ‘passion’ som nøgleord. Det er medvirkende til, at der hersker et specielt sammenhold i Novozymes.

»Vi taler tit om Novozymes som en familie, og det er ikke helt forkert. Vi har det dér tillidsforhold, som man også har i en familie. Bryder man det, så har man brudt noget, der er dyrt og væsentligt,« siger Peder Holk Nielsen.

Han bruger selv begrebet ‘zymers’ om de 6.500 medarbejdere, som Novozymes beskæftiger på verdensplan. I Danmark er der ansat 2.800 zymers, som ifølge direktøren er bundet sammen af en sand passion for produktet.

»Her forelsker man sig i de ting, man arbejder med,« siger han.

Med tilfredshed noterer han sig, at inge­niørerne i Profilanalysen har tildelt Novozymes en andenplads, når det gælder medarbejderkultur. Og generelt er der tilfredshed at spore, når direktørøjnene danser hen over Profilanalysens tal:

»Det afspejler meget godt den virksomhed, jeg er ansat i.«

Ved nærmere eftersyn finder adm. direktør Peder Holk Nielsen dog også potentiale for forbedring. For eksempel slår han ned på værdiordet social ansvarlighed, som kun 22 pct. af de adspurgte ingeniører forbinder Novozymes med. Det ærgrer Peder Holk Nielsen, da det er et af de punkter, som Novozymes har størst fokus på – og i bund og grund lever af – med en profil, der bygger på bæredygtighed og besparelser.

Et eksempel er vasketemperaturen, der over en årrække er faldet, først fra 60 til 40 grader, siden fra 40 til 30, og som nu er på vej mod 20 grader. Det er en udvikling, der i den grad står Novozymes på – men med små, kemiske bogstaver, skjult bag en anden producent.

Igen skal forklaringen findes i rollen som underleverandør og i en historie, der er svær at sælge til forbrugerne.

»Hvis man lever af at sætte redningskranse op i havnen, er det nemmere at få skabt en bevidsthed om, at man er en socialt ansvarlig virksomhed, end når man som os er længere tilbage i kæden. Det er måske nogle abstrakte og halvtekniske historier, vi får fortalt. Dér kan vi godt blive mere synlige,« siger direktøren.

Der er dog ikke lutter ulemper ved at være et skridt længere bagud. Peder Holk Nielsen kalder det en skønhed, at der er ro til at koncentrere sig 100 procent om det, man laver. Der er fuld fokus på udviklingen af biologiske enzymløsninger, hvor Novozymes’ ambition er at fastholde positionen som den ledende virksomhed på verdensplan.

Men selv en førerposition kan udbygges, og ifølge Peder Holk Nielsen hviler der også en forpligtelse på Novozymes til at videreudvikle både sig selv og branchen. Det er derfor han, i forlængelse af velkomstordene på bordet i receptionen, igen og igen vender tilbage til ord som ‘nytænkning’, ‘konventionsbrud’ og ‘innovation’.

»Nummer ét kan ikke kigge fremad og se nummer to foran sig og så følge efter. Som nummer ét skal man altså være den, der sætter nye hegnspæle ned, og det kræver et mod, som skal findes på alle niveauer – ikke bare i toppen,« siger direktøren.

Det er et udgangspunkt, som man også kan spore i sloganet ‘Let’s rethink tomorrow’, som oser af innovation, men som samtidig er formuleret som en invitation til andre om at gøre det i forening. Novo­zymes er til trods for succesen stadig en forholdsvis lille virksomhed, og derfor er samarbejde både internt og eksternt en vigtig del i udviklingen af fremtidens løsninger.

I den ånd skal væggen i receptionen måske snart udvides med flere ord. Novozymes indgik nemlig for nylig et samarbejde med den store biotekkoncern Monsanto, der er blandt de førende inden for bl.a. udvikling af biologiske løsninger. En potentiel milliardforretning for Novozymes, som kan være med til at sætte et markant aftryk på landbrugsindustrien i de næste mange årtier.

»I en verden, som står over for nogle enorme udfordringer, har vi bestemt nogle store muligheder. Der er altid usikkerhed ved forskning, men hvis alt udvikler sig, som vi håber, kan vi give et væsentligt bidrag til en ny branche. Det er jo en fantastisk mulighed,« siger Peder Holk Nielsen.

Læs magasinet Profil 2015

Download Excel-ark med Profilanalysen 2015 HER

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten