Vingefejl forsinker tidevandsturbine
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Vingefejl forsinker tidevandsturbine

Britiske Alantis Ressources Corporation skal skifte vinger på den 1.300 ton tunge tidevandsturbine, der ligger i vandet ud for Orkney i Skotland:

»I samme øjeblik turbinen var nede i vandet, viste sensorer, at de (vingerne, red.) ikke ville kunne klare opgave,« siger en talsmand fra Atlantis til New Civil Engineer.

Turbinen blev sænket ned i vandet i august og nu må man vente til et passende tidspunkt for at skifte rotoren. Atlantis regner med at det vil forsinke test med cirka tre måneder.

Her ses tidevandturbinen, før den blev sænket ned i august 2010. Nu skal den op igen for at få skiftet vinger. Illustration: Atlantis Resources Corporation

Rotoren på turbinen har en diameter på 18 meter og vingerne er produceret af det koreanske firma Tempco Manufacturing. Vingerne er koblet til en generator på 1 MW. Tempco Manufacturing vil nu forsøge at forstærke den oprindelige komposit med kulfiber.

Ingen af turbinens øvrige komponenter, generator, turbinehus og fundament, er blevet påvirket af de fejldimensionerede vinger.

Ifølge Atlantis Resources Corporation kan 15 procent af det britiske elforbrug dækkes med tidevandsturbiner.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Rotorerne må da dreje rundt med et lavt omdrejningstal, så det gør vel ikke så meget, hvis de er relativt "klodsede" og tunge - ikke mindst fordi de står i vand. Så hvorfor satse, og lave dem så spinkle. Har "Made in Chorea" mon noget med sagen at gøre?

  • 0
  • 0

Det fremgår endnu ikke hvad det er, der er gået galt med turbinebladene. Med seks års intensivt marketings- og installationsarbejde har der vel næppe været tid og økonomiske ressourcer til at gennemteste hvad firmaet "Atlantis" på deres hjemmeside selv kalder for "scalable, modular and suitable for installation in very diverse environments".

Når noget, der på forhånd er udråbt som en storskala-succes går så gruelig galt, så skal vi nok ikke forvente, at Atlantis har en storstilet plan for, hvorledes de vil håndtere offentligheden og PR-arbejdet i relation hertil. Der ligger et stort, teknisk analysearbejde foran - og et stort "hold-pressen-på-afstand-arbejde" så de kan få arbejdsro. Det er også vigtigt.

Neddykkede tidevandsmøller har to særlige fordele: 1) De er placeret nær kysten (det er let at slutte dem til det eksisterende, landbaserede el-net) og 2) De kan placeres i kendte, reciprokerende og MEGET kraftige vandstrømme (store energimængder i kraftige bursts i kendte perioder, to gange daglig).

Personlig har jeg arbejdet ca. 10 år på teorien om neddykkede havstrømsmøller, herunder naturligvis også tidevandsmøller. Min egen drøm er enorme møller på 1-2000 meter vanddybde, bl.a. i de konstante, store strømme, der flyder omkring Antarktis. Meget tidligt i mine teorier udelukkede jeg neddykkede tidevandsmøller på grund af de særlige ulemper, disse har. Til gengæld har jeg mødt ulemper ved neddykkede dybhavsmøller, der langt overskygger fordelene. Problemer, der næppe kan løses fuldt ud i dette århundrede.

Enhver ny teknologi skal modnes. For at kunne modnes skal den afprøves over meget lang tid. Jeg finder det ikke rimeligt, at antyde at det skyldes Sydkoreansk fabrikationsteknologi. Jeg finder det derimod rimeligt at kritisere forsøget på, at gøre de neddykkede tidevandsturbine-blade så lette som Atlantis tilsyneladende forsøger.

Den særlige ulempe, der er forbundet med opskalering af neddykkede tidevandsturbiner er, at de værdifulde tidevandsstrømme almindeligvis forekommer i relativt snævre farvande med meget stor turbulens i dele af det reciprokerende strømningsmønster. Det har den praktiske betydning, at under ebbe og flod vil forskellige dele af en enkelt vinge udsættes for markant forskelligartede belastninger: Spidsen kan blive udsat for vandstrøm ved 10 m/s, midtersektionen 2 m/s, sektionen nærmest aksen 5 m/s - og når vingen har drejet sig bare 1/3 af en omgang mere, kan der være byttet helt om på disse belastningsforhold! På grund af turbulenser og vortexer er det slet ikke ualmindeligt, at strømforholdene på den ene side af vingens cirkelbevægelse er fx 5 m/s og på den modsatte (180 grader herefter) er minus 5 m/s i korte perioder. Da vand vejer næsten 900 gange mere end luft er det indlysende, at belastningerne er større under vand end i vinden. Samtidig er det MEGET væsentligt, at vand ikke kan komprimeres på samme måde som luft. Det er hydrodynamik - ikke aerodynamik!

Jeg tror på baggrund heraf, at Atlantis eneste fejl er, at de ønsker at demonstrere, at de har ret i deres forestilling om, at deres design kan skaleres op. Det mener jeg ikke det kan. En rotordiameter på 18 meter er efter min mening alt for ambitiøst i neddykkede tidevandsanlæg i snævre farvande med store tidevandsforskelle. Så hellere flere vinger med en samlet rotor diameter på 8-12 meter. Men teknologien er IKKE forfejlet, den skal blot modnes!

Venlig hilsen
Jørgen Skyt

  • 0
  • 0

Jørgen Skyt - hvad mener du så om denne idé om plantager af svajende kulfiberforstærkede plasmaster, som opfinderne mener kan producere lige så meget el som konventionelle møller?

De må jo være særdeles velegnede som kunstige, energiproducerende undersøiske plantager - og her vil turbulensen i vandet vel være en ekstra fordel, fordi den vil få masterne til at svaje voldsommere?

http://kortlink.dk/ing/88xn

  • 0
  • 0

Der har jo været snakket om at bruge drager til at lave el, den samme teknik kan jo bruges under vand, kæmpe spilere der trækker en wire ud, hvorefter den klappes sammen og trækkes tilbage.
Her behøver man ikke være bange for at de som dragerne falder ned, blot der er lidt opdrift i systemet flyder det op.

  • 0
  • 0

@Vagn Bro ...

Jeg er faktisk meget fascineret af tanken om de svajende kulfibermaster. Især vil jeg gerne følge måden, de får deres forestillinger finansieret! Financieringen er i mine øjne det største problem.

Jeg er ikke i tvivl om, at de svajende kulfibermaster vil producere mindre energi pr. investeret krone pr. arealenhed end eksempelvis vindmøller. Men jeg vil ikke afvise at de langsigtede perspektiver er interessante (at investeringerne kan tjene sig ind over 100-200 år).

Piezoelektriciteten er stadig i sin teknologiske barndom. Det er en underholdende teknologi, men vi kender intet til langtidsvirkningerne. Lad dem nu lige demonstrere deres concept før vi udtaler os! ;-)

@Johnny Kristensen ...

På store vanddybder ville tanken om "drager" være tillokkende. Problemet er, at store vanddybder typisk også findes på store afstande af eksisterende el-net! Ét af mine største hurdler i designet af dybvands havstømsmøller!

mvh
Jørgen Skyt

  • 0
  • 0

Nu er vi lidt på vej bort fra den problematik, artiklen beskriver, men altså ...

Jeg er bestemt ikke ambassadør for "drageenergi". Jeg sætter stor pris på kraftværker, der kræver mindst mulig vedligehold. Når jeg nævner det dybe vand som en fordel så er det fordi det er dér, der er bedst plads og mest energi, at vride ud af vandmassens bevægelse.

I luften kan man måske hygge sig med at sætte en kulfibervinge med et vingespan på 30-60 meter op, så den fiser op og ned i højder på fx. 500-3000 meter (med nogen gene for flytrafikken til følge). På mange steder i oceanerne kunne man sætte en bundforankret betonvinge med et vingespan på 200-300 meter op, hvor den pendler op og ned mellem fx. 200-1000 meter over havbunden.

Problemet er STADIG, at for at udnytte den enorme energi i oceanstrømmene kræver det, at man er i stand til, at tranportere energien flere hundrede km fra hvor den udvindes til derfra, hvor den kan distribueres videre. Uden væsentligt energitab og med lavest mulige investeringer, vel at mærke. Dertil kommer, at det med tidens teknologi ikke er muligt, at udføre service på mekanik, generatorer etc. på så store havdybder vi her taler om.

Belært af erfaringerne fra den senere tids problemer med dybhavs olieboringer, der går galt må vi erkende, at evnen til at servicere tekniske installationer på store havdybder bør gå hånd i hånd med evnen til at placere dem dér. Så her er en fantastisk mulighed for et nyt forretningsområde: Teknisk service på meget store havdybder. Teknisk set kan vi sagtens landsætte mennesker på Mars og få dem hjem igen, det er i det store og hele kun et spørgsmål om penge, for teknologien er på plads. Men vi kan IKKE med samme elegance servicere tekniske installationer på sølle 2-3000 meters havdybde. Dér er det ikke økonomien, der er problemet, men vores teknologiske stade. Vi er ganske enkelt ikke dygtige nok.

Hele tankegangen om virkelig storskala udnyttelse af havet som basal energikilde er fantastisk spændende og kunne godt tåle en længerevarende diskussion, delt op på de mange forskellige muligheder, havet tilbyder. Vi kunne suge varmen ud af de varme havstrømme med enorme varmepumper. Vi kunne udvinde bevægelsesenergien i de store oceanstrømme med kolossale, langsomtgående betonmøller. Vi kunne bruge varmen og solindstrålingen i fx. det indiske ocean til at opformere sukker-producerende alger, der fermenteres til alkohol, der kunne destilleres med solvarme i store, kunstigt skabte "Alko-øer", der kunne levere brændstof til vores bilpark og vore el-kraftværker.

Tankestrømmen er uendelig, intet af det er umuligt, men det kræver enorme investeringer. Investeringer på niveau med de, der blev lagt i Apollo-projektet. Investeringer på niveau med de, der har været investeret i Irak/Afghanistan scenariet.

Men det er jo en helt anden diskussion ;-)

  • 0
  • 0