Vindmølleindustrien forventer tocifret vækst i 2012

Den danske brancheforening for vindmølleproducenterne, Vindmølleindustrien, regner med moderat vækst i 2011, viser en ny branchestatistik, som bliver offentliggjort i dag.

»2011 er stadigvæk et udfordrende år, da vi stadig kæmper lidt med efterveerne fra finanskrisen. Som vores branchestatistik viser, var 2010 noget bedre end forventet, men det skyldes primært, at Vestas og Siemens havde rigtig gode år. Men vi har samtidig en gruppe af virksomheder blandt leverandørerne, som ser ind i meget vanskelige konkurrencevilkår,« siger Jan Serup Hylleberg, der er administrerende direktør i Vindmølleindustrien, til Ingeniøren.

Fra næste år regner Vindmølleindustrien med, at sektoren for alvor vil tage fart igen, da efterspørgslen på vindkraft forventes at stige.

»Mine medlemmer siger, at de forventer et markedspotentiale, der ser noget mere spændende ud, og at det ikke er urealistisk, at vi igen vil se nogle tocifrede vækstrater. En del af væksten er bundet op på, at mange lande i EU-området skal have etableret ny energiproduktion de kommende år, og at det begynder at føre til konkrete vindmølleprojekter,« forklarer Jan Hylleberg.

Han vurderer, at det vil give udslag i økonomisk vækst i Danmark og i flere arbejdspladser herhjemme. I anledningen af Vindmølleindustriens 30 års fødselsdag giver han også et bud på, hvad der vil ske i sektoren over de kommende 30 år

»Jeg vil forvente, at vi vokser i de kommende år, og jeg forventer at se en sektor, der bliver både større og bredere de kommende år,« siger Jan Hylleberg og uddyber:

»Vi vil se, at vindmølleteknologien dels vil blive mere central i forhold til et energisystem som i fremtiden vil have en rygrad baseret på el, og derudover vil vi se de næste mange år, at offshore-området udvikler sig til sit eget markedsområde og sin egen industri. Hele offshore-teknologien er og vil være en hel anden end den, der de første 30 år i stort omfang har været anvendt på land.«

Vindmølleindustriens branchestatistik viser en vækst på 8,3 pct. i omsætningen i 2010 til 55,3 mia. kr. Eksporten steg desuden med 11 pct. til 46,2 mia. kr., mens beskæftigelsen holdet sig på 25.000 ansatte, hvilket var på niveau med året før.

I 2011 venter vindmølleindustrien samlet set at ansætte 1500 nye medarbejdere.

Emner : Vindmøller