Vindmøllepioner: Den første blev rejst på ladet af en traktorvogn
more_vert
close
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Vindmøllepioner: Den første blev rejst på ladet af en traktorvogn

1976. En 19-årig dansk mand med trompetbukser og skulderlangt lyst hår krydser Nordengland på en sort racercykel. Landevejene er øde, og himlen blå, men i horisonten rejser en fed dampsøjle sig fra køletårnene på det lokale kraftværk. Mandens navn er Henrik Stiesdal. I dag 57 år, teknologichef i Siemens Wind Power og med 200 patenter på cv’et. Dengang bare en ung turist, der pludselig midt i den gode feriestemning indser de miljømæssige konsekvenserne ved fossile brændstoffer.

»Tiden var præget af oliekrise og diskussioner om atomkraft, og da jeg så dampskyen brede sig til et skylag, der skyggede for solen, slog det mig pludselig, at vi som almindelige borgere var gidsler i et spil om miljøet. Jeg fik en stærk trang til at gøre noget,« fortæller han.

Historien om Henrik Stiesdal er en usædvanlig fortælling om, hvordan idealisme og græsrodsmentalitet finder sig til rette i en hæsblæsende global industrivirksomhed. Det er historien om en mand, der begynder sin karriere med at køre til ophuggeren i Herning for at købe tandhjul og aksler til sin første vindmølle – og ender som teknologichef i en af verdens førende teknologivirksomheder.

Stiesdal betragtes som en af dansk vindmøllebranches pionerer. En opfindertype af ‘Georg Gearløske’ dimensioner, en idealist, håndværker, forretningsmand og indimellem en barsk leder. Den del vender vi tilbage til. Men efter nytår er han en fri fugl uden forretningsansvar og forpligtelser. 28 år i toppen af Siemens Wind Power stopper ved årets udgang. Året Rundt har i den anledning bedt Henrik Stiesdal fortælle, hvordan man går fra selvbygger til de bonede gulve – og tilbage igen.

Vindmølle på traktorvogn

Dampskyen fra kraftværket i England får den 19-årige vestjyde til at vende hjem til forældrenes gård med ambitionen om at prøve kræfter med datidens hotteste energialternativ – vindmøller. Den lille mission var at gøre gården selvforsynende. Den store mission handlede om at gøre verden til et bedre sted for de næste generationer.

Ophuggeren i Herning tager en krone pr. kg stål. Henrik Stiesdal køber for 1.300 kroner: aksler, lejer, tandhjul og en drejebænk fra 1913. Med hjælp fra sin far bygger han sin første vindmølle, monteret på en traktorvogn bag gården i Vildbjerg. Naboerne kigger forbi til prøvekørsel og kaffe.

»Det var forførende at måle på møllen og opdage, at den i høj vind producerede mere effekt, end vi brugte på gården. Fra da af var jeg solgt,« fortæller han.

Henrik Stiesdal er ikke alene med sine vindmøllefantasier i 1970’erne. Adskillige hjemmekonstruerede vindmøller er blevet rejst af selvbyggere rundt omkring i landet. På Tvind er opførelsen af datidens største vindmølle i fuld gang, og Henrik Stiesdal lægger ved flere lejligheder vejen forbi for at hente inspiration på det såkaldte Energikontor. Her sidder nogle af datidens mest erfarne møllebyggere, og med dem kan han diskutere sin lidenskab for både vingedesign og styrkeberegninger. At Tvind senere skulle udvikle sig til en stærkt omdiskuteret organisation, kaster ikke skygger over Henriks Stiesdals erindringer fra perioden.

»Tvindfolkene var nogle veloplagte fyre med samme passion som mig. Jeg var ikke smart nok til at gennemskue de understrømninger, der herskede. Det var energien og ikke ideologien, der talte til mig,« forklarer Henrik Stiesdal.

Modsætninger mødes

For at forebygge ulykker med de mange vindmøller, der er skyder op, nedsættes et sikkerhedsudvalg under Organisationen for Vedvarende Energi. Henrik Stiesdal sidder med ved bordet sammen med en broget skare af entusiaster, der tæller alt fra civiløkonomer til maskinmestre. I samme periode støder han ind i en mand, der på overfladen er hans diametrale modsætning, men som skal vise sig at få stor indflydelse på hans karriere. Mandens navn er Karl Erik Jørgensen, uddannet landsbrugssmed, invalidepensionist og glødende fremskridtsmand.

Polstret med en check på 50.000 kroner fra opfinderkontoret på Teknologisk Institut udvikler de to en vindmølle med flere af de elementer, der kommer til at danne grundlag for det danske vindmølleeventyr: selvbærende vinger på vindsiden af tårnet, automatisk justering efter vindretning og to forskellige hastigheder til optimal produktion i både lav og høj vind. Rettighederne til vindmøllen sælges i 1979 til Vestas.

»Hverken Karl Erik eller jeg havde forstand på penge. Men når vi stod i hans værksted, kunne vi alligevel skabe noget af forretningsmæssig værdi, som kunne hjælpe andre. Det var utrolig motiverende,« forklarer Henrik Stiesdal.

Lærte at læse det med småt

Sideløbende studerer den unge vestjyde medicin, biologi og fysik, fordi han ‘frygtede, at passionen for vindmøller ville forsvinde, hvis det blev et levebrød’, som han selv formulerer det. Men på universitetet kommer han hurtigt til at savne de spraglede selvbyggere i vindmøllebranchen og takker derfor ja til et bijob som inge­niør i Vestas.

Her får han sat sit tydelige fingeraftryk på datidens nyeste teknologi, ‘den pitchregulerede vindmølle’, inden han i 1987 tager ansættelse i Bonus Energy. En jysk virksomhed ledet på lige dele sindighed og snusfornuft. Mens alle andre vindmølleproducenter brænder nallerne, da det amerikanske marked kollapser sidst i 1980’erne, overlever Bonus Energy på sin forsigtighed. Her lærer selvbyggeren fra Vildbjerg at drive forretning.

»Jeg lærte at læse alt det, der står med småt i kontrakterne. Og det har jeg brugt lige siden. Virksomheder lever af de aftaler, de indgår,« siger Henrik Stiesdal.

Udfordringerne vokser imidlertid proportionelt med antallet af ordrer. I 1999 må Bonus Energy udskifte et stort antal gearkasser, fordi de ikke fungerer. Det koster på bundlinjen, og Henrik Stiesdal har kun én at bebrejde – sig selv:

»Mine største sorger har altid været med gearkasser. Jeg fik for travlt til at følge mit eget råd om at have ‘hands on’ og overlod for meget af designet til leverandørerne. Jeg burde have fulgt processen meget tættere.«

I takt med, at antallet af medarbejdere vokser, forsvinder de sidste rester af familiefornemmelse og græsrodsmentalitet. Hidtil havde Henrik Stiesdal kunnet navnene på samtlige medarbejdere i produktionen og kendte de tørre facts på alle virksomhedens projekter verden over. Nu kender han pludselig ikke sidemanden under firmajulefrokosten. Tabet opvejes dog langt hen ad vejen af at se forretningen vokse.

»Man kan ikke ville noget med energi uden at gøre det stort,« konstaterer han.

Måtte skifte ledelsesstil

Rigtig stort bliver det, da tyske Siemens i 2004 forelsker sig i den danske vindkomet og opkøber virksomheden med samtlige medarbejdere. En stor, men også positiv omvæltning kalder Stiesdal det. Den pragmatiske danske jordbundenhed afløses af tårnhøje vækstambitioner og en noget tungere beslutningsproces. Arbejdsmængden vokser, og teknologichefen tilpasser sig. Men det har sine omkostninger.

»Jeg har altid ageret efter, at man skal sige tingene, som de er. Men der var tider, hvor jeg kunne blive for direkte over for vores medarbejdere. Tonen var indimellem for skarp,« fortæller Henrik Stiesdal.

På et tidspunkt minder en konsulent teknologichefen om, at man som leder når længere med positiv motivation.

»Det ramte mig, og siden har jeg lagt mig i selen for at bruge en mere positiv ledelsesstil. Det er langt mere værdigt for alle parter.«

Hjem til drejebænken

På den positive side som Siemens-ansat tæller at se sine opfindelser skaleret op til møllestørrelser, han aldrig havde turdet drømme om i pionerdagene. For slet ikke at tale om samarbejdet med de sublime tyske ingeniørkolleger og fornemmelsen af at være med i den absolutte superliga inden for grøn teknologi. Men de personlige omkostninger vokser med årene. Arbejdsbyrden går kun én vej – opad: weekendarbejde, repræsentationsmiddage og de alt for mange timer i charmeforladte lufthavne verden over.

»Jeg begyndte at frygte at skulle få et opkald om, at min far på 90 var død, mens jeg sad til middag med fremmede mennesker et sted ude i verden. Skulle det ske, ville jeg uvægerligt spørge mig selv: ‘Var det egentlig den rigtige beslutning?’,« siger Henrik Stiesdal.

Der går for lang tid mellem besøgene på gården i Vildbjerg, og da Henrik Stiesdal i år først får sin sejlbåd i vandet i juni på grund af overbookninger i kalenderen, står det klart: Han må have mere tid til familien, sig selv og til opfindelserne i skuffen. Når han lægger de seneste 28 års arbejds­timer sammen, svarer det til, at han skulle have rundet de 75 år. Alt sammen arbejde i den gode sags tjeneste, javist. Men arbejdet for et bedre klima kan godt fortsætte i andet regi, understreger han – dog uden at ville definere præcist hvilket.

»Nu skal jeg først og fremmest hjem og skrue igen. Jeg har allerede kig på en drejebænk til kælderen.«

Hvorfor har en så driftig gut, indenfor "Fremskridt i Videnskab og Kunster, nye og heldige Anlæg i Landets Agerbrug, Industrie og Handel" ikke forlængst fået en Dannebrogsorden ?

  • 18
  • 0

Hvorfor har en så driftig gut, indenfor "Fremskridt i Videnskab og Kunster, nye og heldige Anlæg i Landets Agerbrug, Industrie og Handel" ikke forlængst fået en Dannebrogsorden ?

Måske af angst for, at der så går inflation i denne orden. Der var mange indenfor de nævnte - Organistationen for Vedvarende energi og på Energikontorerne fra den tid, som kunne stille op i køen.
Kreativiteten og virkelysten var stor i de år, og mange kunne nævnes, som med lidt mere held eller mindre politisk uvilje nok ville have drevet det lige så langt.

Stort til lykke til Henrik for den tilbagevundne frihed med en ny drejebænk og legelysten stadig intakt ;-)

  • 2
  • 0

Mindes med glæde perioden, hvor vi med spartel smurte epoxy på "dorner" tror jeg det hed, limede glasfiber på og bagte dem i en ovn med plads til 3-4 stk. Støbte møllevinger, desværre måtte vi af og til køre vingerne udenfor hallen, da de selvtændte. Dejligt primitiv og spændende. Tror det var først i firserne i Lem st. H I Hansen producerede også landbrugsvogne og meget andet.

  • 1
  • 0