Vinderen 2012: Produktpris skal give synlighed

Vinderen 2012: Produktpris skal give synlighed

Udvikling af nye produkter kommer nemt til vinderen af Produktprisen 2012. Flere gange i sit kun 34-årige liv har stifter af Webstech Ole Green udviklet et ny produkt og startet virksomheder. Det på trods af, at han som knægt forlod 10. klasse med ønsket om aldrig mere at gå i skole.

Produktprisen 2012 går til Webstech for deres afgrødesensor Sensseed, der kan reducere svind i både fødevare- og foderindustrien betydeligt. Men det lå ikke umiddelbart i kortene, at opfinderen, den nu 34-årige ingeniør og landmand Ole Green, skulle på en større uddannelsessafari, da han forlod 10. klasse med ønsket om aldrig mere at gå i skole.

»Det handlede om at komme ud og gøre noget praktisk, og jeg fik job i et landbrug, hvor jeg blandt andet arbejdede i en svinestald. Jeg så dog hurtigt, at der var nogle muligheder for at gøre det lidt smartere. Det arbejdede jeg videre med og indsendte som 18-årig min første patentansøgning på indretning af grisestalde,« fortæller han.

Efterfølgende kom udfordringerne med at omsætte tankerne til produkter for den unge iværksætter, og det blev hurtigt klart for ham, at det nok var nødvendigt at vende tilbage til skolebænken.

Læs også: Galleri: Her er alle vinderne fra Produktprisen 2012

Irriterende at spørge til råds

»Det, der irriterede mig mest, var, at jeg hele tiden skulle spørge andre om forskellige ting. Dem jeg spurgte mest var ingeniører, så derfor gik jeg først i gang med en HF-uddannelse for siden at læse til ingeniør,« fortsætter Ole Green.

Ud over Ingeniørstudiet og opstart af nye virksomheder uddannede Ole Green sig også agronom og drev landbrug ved siden af. Han havde således en god portion praktik med på studiet på KVL.

Efter endt agronomstudie blev Ole Green ansat ved Danmarks Jordbrugsforskning, Institut for Jordbrugsteknik, hvor han kastede sig over et, hvad han opfattede som et sort hul, i den viden, der findes om konsekvenserne for afgrøderne, når de ligger på lager.

Værktøjer til brug fra landbruget

Det var her ideen til Webstech og Sensseed blev født, og allerede mens Ole Green var i gang med sin Ph.d. etablerede han virksomheden med det formål at produktudvikle metoden.

»Jeg har en baggrund som faglært landmand, og jeg er opvokset på en landejendom, så derfor har temaet hele tiden været forskellige tilgange og værktøjer, der kan hjælpe landbrug og landbrugsproduktion. Så for mig har det været en naturlig udfordring, at når der har været et nyt område, så har jeg sat mig ind i det, for også at få den nye side med,« fortæller han.

Og udviklingen i firmaet fortsætter ufortrødent. Frem for blot at være en passiv overvågning, kan teknologien nemlig også bruges til at styre opbevaringen af afgrøder, fra de kommer på lager og løbende undervejs. I Sydeuropa kommer afgrøderne eksempelvis på lager ved en forholdsvis høj temperatur, der skal bringes ned, mens afgrøderne heroppe nordpå typisk er både koldere og fugtigere. Derfor kan der med fordel blæses varm tør luft ind i afgrøderne.

»Vores store udfordring har været at lave et trådløst multihopsystem, der skal fungere inde i en masse, der har en enorm stor radiodæmpning. Men der er også forskel på, hvordan dæmpningen er fra enkelte afgrøder, så derfor har vi forskellige antenneprofiler, alt efter, hvilken afgrøde, der er tale om,« forklarer Ole Green.

»Vi er multidisciplinære«

Webstech er i dag mest af alt et elektronikfirma, der netop beskæftiger sig med integrerede kredsløb, radiobølger og antenner, hvilket ligger langt væk fra uddannelsen som landmand og maskiningeniør, men Ole Green mener, at det er meget godt billede på, hvordan det danske uddannelsessystem fungerer.

»I Danmark er vi multidisciplinært uddannede og indstillede, og det, tror jeg, betyder meget og kan gøre en stor forskel, og som jeg ser har et stort forretningsmæssigt potentiale.«

Tilbage til udviklingen

Efter tre år som direktør er Ole Green nu på udkig efter en afløser, der kan tage over i toppen af virksomheden.

»Jeg er også fortaler for, at man skal gøre det, man er bedst til, og jeg er udvikler og Webstech er nu stor og kompleks, og skal virksomheden vokse, som den har gjort hidtil, så er jeg ikke den bedste til det. Jeg skal udvikle nye produkter, hvad jeg ikke har været involveret i i de seneste ti måneder,« siger Ole Green.

»Det er også her Produktprisen kommer ind, for vi inviterer gerne til samarbejde, og vil gerne have afsøgt mulighederne for vores teknologi, så derfor er det vigtigt at blive kendt uden for en snæver kreds,« siger han.

Og Ole Green ved, hvad han taler om, for det er ikke første gang at Webstech er med i konkurrencer.

»Vi har tidligere været med i finalen i Væxtfaktor og ved, hvad det kan åbne for, og jeg håber jo, at Produktprisen kan gøre det samme, så derfor ser jeg et stor potentiale i det, og vil gerne udnytte det. Vi leder jo efter folk, der kan se mulighederne og vil arbejde videre med vores produkter. Vi har en robust platform, som vi tror, vi kan komme langt med,« fortæller han.

Værdifuld videnkupon

Trods sine 34 år har også nået at blive seniorforsker på Aarhus Universitet, og forskningen ligger den tidligere skoletrætte dreng nært.

»Vi er med i en række forsknings- og udviklingsprojekter, for det er nødvendigt for en virksomhed som vores at være på forkant med udviklingen. I forbindelse med udviklingen af produktet Sensseed har vi særligt samarbejdet med Teknologisk Institut, der blev finansieret af en udvidet videnkupon på 500.000 kroner som Rådet for Teknologi og Innovation har ansvaret for,« siger han.

»Pengene gav os adgang til højt specialiseret rådgivning, så vi kunne udvikle en ny generation trådløs sensor på ét år. Det ville have taget os tre gange så lang tid at gøre det selv, så vi sparede to år,« siger Ole Green.

Webstech har blandt indgået aftaler med DLG (Dansk Landbrugs Grovvareselskab) og Kongskilde Industries og er allerede nu ude på otte europæiske markeder med Sensseed.

FAKTA: DE ØVRIGE VINDERE

Produktprisen 2012

Iværksætterprisen: InVentilate ApS for produktet MicroVent

Innovationsprisen: BK Medical ApS for ProArt Robotic Transducer

Bæredygtighedsprisen: Grundfos for produktet Magna3

Velfærdsprisen: Oticon A/S for produktet Oticon Intiga

Smileyprisen: Smile Energy ApS for produktet WaterGuide

Designprisen: VELUX Danmark A/S for produktet Velux Integra ovenlysvindue

Konceptprisen: Siemens Wind Power A/S for produktet Siemens Rotor Sync

Globalprisen: Welltec A/S for produktet Well Cutter

Hovedprisen: Webstech ApS for produktet Sensseed

Kommentarer (2)

Ikke for at tage glæden fra dem !
Men under lidt brainstoming tilbage i 90erene forslog jeg at man byggede sådanne sensorer ind i jvardatiske aluminiums blokke, så man så kunne placere som disse bolde, men firmaet der lever af at lave professionel silo overvågning kunne se store problemer i at man ikke 100% viste hvor i siloen sensoren befandt sig, derfor har de nu idag et produkt som sælges i hele verden og er blevet det i mange år http://supertech.dk/ så systemet er absolut ikke nyt !

  • 0
  • 0

"...Det arbejdede jeg videre med og indsendte som 18-årig min første patentansøgning på indretning af grisestalde,..."
Koster det ikke en formue at søge patent??

  • 0
  • 0