Vilde planer fra SpaceX: Eget rum-internet med 4.425 satellitter

Det lykkedes ikke at finde billeder eller tegninger af SpaceX' kommende satellitter, men firmaet designer også en denne rumkapsel, Dragon, der efter planen ligeledes skal sendes op med Falcon-raketterne. Illustration: SpaceX

Det amerikanske raketfirma SpaceX har offentliggjort detaljerede planer for et helt nyt kommunikationsnetværk gennem ikke færre end 4.425 satellitter.

Elon Musks raketfirmaet har tidligere luftet tanker om også at blive leverandør af internet fra rummet, og en deadline fra de amerikanske telemyndigheder (FCC - Federal Communication Commission) har tvunget planerne frem i lyset.

I lavt kredsløb

I en godt 100 sider lang redegørelse fortæller SpaceX blandt andet, at det er planen at sende tusindvis af satellitter i kredsløb i 83 forskellige planer mellem 1.150 og 1.325 km fra Jorden, også kaldet Low Earth Orbit.

Dermed adskiller SpaceX-strategien sig fra hovedparten af de eksisterende kommunikationssatellitter, der holdes fast i geostationære positioner omkring 35.000 kilometer fra Jorden.

I forhold til de eksisterende kommunikationssatellitter, herunder bl.a. Inmarsat, har SpaceX letvægtsplaner. Hver satellit skal således veje 386 kg. Den nuværende udgave af firmaets Falcon 9-raket kan sende 22,8 ton i et jordnært kredsløb og kan således teoretisk set løfte over 50 satellitter. Men der skal immervæk stadig over 75 opsendelser til, før samtlige 4.425 satellitter er på plads i rummet.

Læs også: Superkold ilt gik i forbindelse med kompositmaterialer og fik SpaceX-raket til at eksplodere

'Når SpaceX-systemet er fuldt implementeret, vil det passere over praktisk talt ethvert sted på Jordens overlade og derfor i princippet kunne levere en global tjeneste,' skriver firmaet blandt andet i notatet til FCC.

SpaceX vil eje og drive hele værdikæden

SpaceX skriver intet om hverken prisen for de mange satellitter, eller hvornår de forventes opsendt. Det står dog klart, at første bølge på 800 satellitter kun vil dække USA. SpaceX skriver også, at planen er at sende data ned til Jorden på henholdsvis Ku- og Ka-båndet (12-18 GHz og 26,5-40 GHz).

Udfordringer ved planen er der nok af, før vi overhovedet taget fat på prisen for satelliteventyret. På de høje frekvenser kan der som udgangspunkt kun skabes dækning, hvis der er direkte forbindelse mellem terminalen på Jorden og satellitterne, også kaldet line of sight.

Fordelen ved geostationære satellitter er, at brugerne på Jorden kan fastholde deres kommunikation med samme satellitter. Hvis satellitterne derimod svæver i lavt kredsløb, vil dækningen skifte fra satellit til satellit. Det stiller krav til at udvikle et system til at kommunikere både mellem satellitterne og til at overlevere signalet fra terminalen til en anden satellit. Lidt på samme måde som når en mobilkunde bevæger sig fra sendemast til sendemast.

SpaceX vil selv drive de nødvendige jordstationer og udvikle og producere de terminaler, som kunderne skal koble sig på netværket med. Dermed adskiller raketfirmaet sig fra de fleste af de andre planer for at sende mindre kommunikationssatellitter i kredsløb om Jorden.

Den type planer har masser af andre firmaer. FCC fik således i alt 11 ansøgninger inden deadline, herunder fra bl.a. Boeing og Viasat. De fleste af disse selskaber hyrer dog underleverandører til hele eller dele af projektet, f.eks. terminaler, jordstationer og opsendelser.

Europæiske Airbus annoncerede allerede for halvandet år siden planer om at opsende 900 minisatellitter til at give hurtigt internet til nogle af klodens mest øde egne.

Læs også: 900 masseproducerede minisatellitter skal sikre globalt internet

Læsere, som sætter sig ind i de tekniske detaljer fra SpaceX-planerne, er mere end velkomne til at give dem videre i debatten under artiklen.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

75 x Falcon 9 launch cost på ca. 40 mil usd = 3 mia. udgift pr 5te år (løbende udskiftning eftersom de falder ned) Lad os sige en satellit koster 5 mio x 4425 = 22 mia

Internet abonnement på 5 usd pr måned til 0,5 mia mennesker (dem der ikke bor i en by) = 2,5 mia indtægt pr måned.

payback tid = 10 måneder

Hvilken båndbrede kan de opnå? En satellit må jo dække omkring 115000 km2.

  • 2
  • 0

Med så mange satelitter i omløb, vil der så ikke være en betydelige større eller næsten uundgåelig risiko for at ramme disse ved div. opsendelser?

  • 1
  • 1

Det er blevet rapporteret af en række medier at projektet forventes at koste 10G$.

At SpaceX vil lave deres eget satellitbaserede netværk har iøvrigt været en berettiget formodning i lang tid, de er jo blevet sagsøgt af Broadcom for at have 'stjålet' særligt kvalificerede medarbejdere derfra.

  • 0
  • 0

Med så mange satelitter i omløb, vil der så ikke være en betydelige større eller næsten uundgåelig risiko for at ramme disse ved div. opsendelser?

Hvis jeg smider 5000 flasker i havet og fordeler dem jævnt over verdenshavene, vil du så være bekymret for at støde ind i en af dem næste gang du skal ud at sejle?

Jorden er rigtig stor. Der vil være enorm afstand mellem sateliterne selvom der er næsten 5000 af dem. Og så skal du også lige ramme den samme højde.

Problemet er langt større for sateliter der er blevet smadret, eksempelvis den som kineserne sprængte med et missil. I stedet for store 300 kg sateliter i kendt bane, så har du små skruer og møtrikker der i tusindvis flyver med meget stor hastighed. Det er ligeså fatalt at blive ramt af et sådant objekt som det store.

  • 4
  • 0

Så er problemet så bare at det ikke er sikker alle lige vil vælge dem.. og de jo ikke er gratis når de er komme op.. der er stadig udgifter til folk på jorden og det udstyr der skal til ..derudover er spørgsmålet hvem er kunderne lige... der er altså ikke så mange stedet hvor man ikke har andre muligheder og der hvor der ikke er det er der som regel ikke mange mennesker... global og stabile internet det kunne da være fedt .. men det er allerede mulig hvis der altså var penge i det

  • 0
  • 2

Jeg tror, projektet er lidt misforstået.

Idéen er at lave et verdensomspændende internet udenom alle telemonopolerne, som f.eks. amerikanerne er efterhånden fuldstændigt trætte af.

Det skal være mindst lige så hurtigt som en god fiberforbindelse. Der er ikke tale om en nødforbindelse.

Det skal iøvrigt gøre det muligt at lave gigabit internet på steder i verden hvor der slet ingen infrastruktur er, f.eks. Indien og det meste af Afrika. Det er umiddelbart 2.5 milliarder mennesker, der ingen internetforbindelse har idag, som kan få adgang den vej. Det gør det også muligt at få gigabit internet i biler og tog og ude midt på havet.

Fiber vil nok være lidt hurtigere på latency, men som et regulært mesh netværk er det svært at slå 4000 satellitter, hvor der i mange tilfælde vil være færre hops og kortere fysisk afstand mellem satellitterne og det sted man skal hen.

  • 4
  • 0

Synes lige jeg ville korrigere lidt. De fleste geo sats har mere end en beam, så der skal stadig laves handover, hvis man bevæger sig. 4. generations Inmarsat's har f.eks. mere end 220 "narrow spots". Så en terminal på et fly, skifter ofte spot. Og også mellem forskelige kanaler i samme spot. Og geo satcom er langt fra en dans på roser. Da satelliten jo er meget længere væk, så kræver det større antenner (mere gain), som for de flestes vedkommende skal styres, så de "peger" på sat'en. Enten mekanisk eller elektrisk (phassed array)

  • 2
  • 0

..derudover er spørgsmålet hvem er kunderne lige... der er altså ikke så mange stedet hvor man ikke har andre muligheder og der hvor der ikke er det er der som regel ikke mange mennesker...

Jeg tror man også skal se det som et nyt produkt hvor det "enkelte menneske" altid kan være online. Du køber en dims og et abonnement, og så kan du altid være online uanset hvor på kloden du befinder dig. Du behøver ikke længere at skulle have fat i hotellets wifi-kode når du rejser, du behøver ikke engang at være offline på din flytur dertil... Du er altid online.

Af den grund ser jeg absolut dette setup som noget der kunne blive langt mere attraktivt for slutbrugeren end de løsninger vi har idag. Det afgørende parameter er båndbredde vs. pris.

  • 1
  • 0

En lidt overset pointe i Elon Musk's projekt er, at en stor del og måske snart hovedparten af jordens befolkning kun har regeringskontrolleret og regeringscensureret ofte monpoliseret adgang til Internettet.

Reguleret og kontrolleret adgang bruges ikke kun til at regulere adgangen til spredning og erhvervelse af information, men også til at fylde lommerne på nogle få priviligerede individer. Eksempler på det første er mangfoldige og kunne være den store kinesiske firewall eller Tyrkiets blokering af alle mulige tjenester inden Erdogan ophøjes til guddommelig status. Eksempel på det sidste, det med at fylde lommerne, kunne være en 10GB dataforbindelse mellem AMSIX i Amsterdam og et Universitet i Jeddah. Her vil 3% af udgifterne dække de 4-5.000 km fra AMSIX til kabellandingsstationen i Jeddah. De næste 2 km fiber vil udgøre de 97% af de samlede udgifter. Nu koster 2 km fiber i sandjord jo ikke alverden og er et fnug i verdensrummet sammelignet med en 10GB på et 4-5.000 km søkabel, så mon ikke resten går til at betale et par Ferrarier, et par paladser, et antal jomfruer (ikke alle venter på paradiset eller er parate til at dø for det) samt et læs hvide kameler eller hvad der nu er smart i den del af verden.

Set i det lys, må en sådan tjeneste jo så absolut forhindres og WTO virker ikke til at have styrke nok til at sikre en fri verdenshandel. Jojo vi må da godt købe mellemøstens olie og kinesernes elektronik, men deres befolkning må ikke få adgang til vores virtuelle produkter på Internettet, hvilket jo kun er rimeligt, da det ville kunne skade deres befolkninger...... siges det.

Så kan et land, ud over at gøre det kriminelt at bruge en sådan tjeneste som Musk planlægger at tilbyde, forhindre at servicen er funktionel i de pågældende lande? Måske med jamming - sikkert i strid med international lovgivning - kan man da håbe. Men hvem er parate til at forhindre det?

mvh

  • 7
  • 0

De kan ret effektivt forhindre at den brede befolkning kan betale for servicen og dermed presse SpaceX til at implementere den lokale firewall og overvågningsstrategi.

Næppe. I mange af de mere restriktive lande specielt i Mellemøsten findes Hawala, hvor du kan overføre penge uden elektronisk spor og ofte uden at pengene i den sammenhæng i første omgang forlader landet. Og næsten alle vil have en fætter eller kusine i et vestligt land, der vil kunne modtage penge og betale for en hvilken som helst service.

Men selv om Elon Musk's service fik firewalls/spæringer og selv om USA skulle gå med til at fremmede ofte fjendtlige efterretningsvæsener fik lov til at logge trafik på Musks netværk (originated in US) så ville lokale king-pins i disse lande hver især miste milliarder,

Værdien I Musk's netværk ligger ikke så meget i Internet på Antarktis og Mount Everest, men mere i ucensureret Internet adgang til alverdens censurerede befolkninger. Alene værdien i ucensureret adgang til porno på Internettet i lande, hvor den slags er filtreret fra (mange lande) er nærmest ubetalelig. Så kommer det med adgang til politisk materiale oven i.

  • 2
  • 0

Jeg ved hvorfor, Svend Ferdinandsen.

I denne urkomiske film fra 1959 er "vor mand" også særdeles detaljeret om enkeltheder - dog uden at afsløre helheden. MI 6 er imponerede og får uendelig megen tid til at gå med at analysere og debattere. Det går aldrig op for disse "eksperter", at de sidder og glor på tegningerne af en støvsuger. Historien er godt fundet på af Graham Greene, for den er universel. Det er "Kejserens nye Klæder" i andre kulisser.

Elon Musk bygger også en støvsuger. En penge-støvsuger. Og den dag det går op for ingeniører og investorer, at de er blevet taget grundigt i fuppen, så er flovheden så stor, at ingen vil komme efter Musk. Alle vil helst glemme det hele, og det helst i en fart!

  • 1
  • 11

Idéen er at lave et verdensomspændende internet udenom alle telemonopolerne, som f.eks. amerikanerne er efterhånden fuldstændigt trætte af.

Derudover tror jeg at Musk forestiller sig en ikke så fjern fremtid hvor Tesla Motors årligt sælger millioner af biler. Som alle har brug for en Internetforbindelse, når de crowdsourcer information om trafikken o.m.a.

Udvekslingen af den information kan hans satellitter så klare - pålideligt og til en fornuftig pris. Det vil passe godt ind i hans generelle strategi om vertikal integration.

  • 3
  • 0

Næppe. I mange af de mere restriktive lande specielt i Mellemøsten findes Hawala, hvor du kan overføre penge uden elektronisk spor og ofte uden at pengene i den sammenhæng i første omgang forlader landet. Og næsten alle vil have en fætter eller kusine i et vestligt land, der vil kunne modtage penge og betale for en hvilken som helst service.

Det vil være en alvorlig begrænsning i forretningen hvis alle skal have deres fætter i Danmark til at stå for deres internet abonnement.

Men derudover gør regimet det bare ulovligt med høje straffe at besidde en modtager. Systemet vil formodentlig kræve line of sight til sateliterne, så de bliver nemme at spotte. De vil også være nemme at triangulere fra eksempelvis droner da der er tale om aktive radiosendere.

SpaceX kommer ikke til at sælge amerikansk internet overalt på jorden. Det vil give en horribel oplevelse hvis det hele skal backhaules til USA. Nej det bliver noget med lokale jordstationer som tager sig af trafikken fra nærområdet. På den måde kan restriktive regimer også forlange at SpaceX benytter en jordstation i deres eget land, således at trafikken kan routes og aflyttes på sædvanlig vis.

Selv i Danmark vil SpaceX skulle indordne sig og implementere børnepornofilter, eventuel session logning (hvis Søren Pind lykkes med det) med mere. Hvis ikke, så vil de få forbud imod at markedsføre produktet i Danmark og eventuelt blive instrueret i at spærre for tjenesten på dansk jord. Overtræder de det, så vil de simpelthen blive idømt bøder ved en dansk domstol. Hvis de på en eller anden måde undslår sig at leve op til en dansk dom, vil pengetransaktioner blive spæret og aktiver på dansk jord inddraget.

I praksis kommer det an på omfanget. Der findes tjenester der kører udenom alt det fordi de ikke er på myndighedernes radar. Så snart det bliver for stort, så kommer der er også fogeddomme hvis ikke dansk lovgivning bliver overholdt.

  • 1
  • 2

Hej Baldur

Det vil være en alvorlig begrænsning i forretningen hvis alle skal have deres fætter i Danmark til at stå for deres internet abonnement.

Nu skrev jeg IKKE "Danmark", men "vestligt land". Der findes næppe nogle familier i Mellemøsten der ikke har et familiemedlem eller kender nogen med et familiemedlem i et vestligt land. Desuden vil fortagsomme individer lynhurtigt sætte betaling i andre lande i system, hvis servicen er attraktiv og efterspurgt. Så det er et non-issue.

Men derudover gør regimet det bare ulovligt med høje straffe at besidde en modtager.

Naturligvis. Men håndhævelse er en helt anden sag, der kan have dybe politiske konsekvenser. Satellitmodtagelse var eller er ulovligt i en lang række lande som det var i Danmark i midtfirserne. Håndhævelse ligger det imidlertid en del tungere med og Mellemøsten er i dag tilplastret med satellitmodtagere, flere steder i strid med national lovgivning.

Systemet vil formodentlig kræve line of sight til sateliterne, så de bliver nemme at spotte. De vil også være nemme at triangulere fra eksempelvis droner da der er tale om aktive radiosendere.

Line of sigt? Sandsynligvis omend teknologien hele tiden forbedres. Bla. er "Holy Grail of GPS" modtagelse uden line of sight baseret på reflektioner. Om det lykkes ved jeg ikke.

Nemme at spotte [visiuelt] ? Ikke nødvendigvis. Er det interessant nok, skal de nok lære at camouflere.

Triangulering? Ja, men det er ikke det samme som at et undertrykkende styre nemt vil kunne gøre noget. Se filmen "The Kingdom", hvor de skal ind i det boligblokområde, hvor terroristerne holder til. I mange lande vil der være områder som sikkerhedsstyrker ikke vil have adgang til uden at komme i stort antal. Som politiet på Christiania, bare gange 10 eller 100. Enhver sådan aktion skaber mere modstand mod et undertrykkende styre. Så det er ikke så nemt.

Satellitbaseret Internet vil desuden kunne fungere med en back-channel over andre netforbindelser (ikke satellit) til at sende Request og Ack pakker tilbage, måske med VPN, krypteret, dial-up eller andre former for maskering, der vil gøre det svært at forhindre. Hvis efterspørgelsen er der, vil opfindsomheden blomstre.

Ud over det, er der lande, hvor det undertrykkende styre ikke har fuld kontrol over deres nation. Det var tilfældet i Ægypten under oprøret, det er tilfælde i Libyen og Syrien og andre steder, hvor USA bla. efterspurgte evnen (capability) til hurtigt at levere Internet til en oprørsk befolkning.

SpaceX kommer ikke til at sælge amerikansk internet overalt på jorden. Det vil give en horribel oplevelse hvis det hele skal backhaules til USA. Nej det bliver noget med lokale jordstationer som tager sig af trafikken fra nærområdet. På den måde kan restriktive regimer også forlange at SpaceX benytter en jordstation i deres eget land, således at trafikken kan routes og aflyttes på sædvanlig vis.

De kan forlange al det de vil lige som den danske regering kan forlange alt muligt over for Facebook. Hvordan er det lige det går. En station på Cypern eller Israel kan forsyne HELE mellemøsten. Japan, Sydkorea, Taiwan, Østtimor, Australien kan dække det østlige fjernøsten. Diego Garcia kan dække den sydlige del af det Sydindiske kontinent. Og der er mange andre muligheder. Så nej det vil undertrykkende regimer ikke kunne.

Selv i Danmark vil SpaceX skulle indordne sig og implementere børnepornofilter, eventuel session logning (hvis Søren Pind lykkes med det) med mere. Hvis ikke, så vil de få forbud imod at markedsføre produktet i Danmark og eventuelt blive instrueret i at spærre for tjenesten på dansk jord. Overtræder de det, så vil de simpelthen blive idømt bøder ved en dansk domstol. Hvis de på en eller anden måde undslår sig at leve op til en dansk dom, vil pengetransaktioner blive spæret og aktiver på dansk jord inddraget.

En sådan forretning vil slet ikke blive drevet på dansk jord, omend danskere vil kunne benytte sig af en sådan verdensomspændede service. Så der er slet ikke noget som Danmark kan kræve jurisdiktion over. Dette er ikke væsentlig forskelligt fra at jeg modtager svensk TV fra senderen i Malmø. På nogle af disse kanaler reklameres der kraftigt for alle former for spil a'la typen lotto, kasino, en-armet-tyveknægt, poker etc. og ingen af disse reklamer og forretninger er i "compliance" med dansk lovgining på området for den slags spil.

I praksis kommer det an på omfanget. Der findes tjenester der kører udenom alt det fordi de ikke er på myndighedernes radar. Så snart det bliver for stort, så kommer der er også fogeddomme hvis ikke dansk lovgivning bliver overholdt.

Måske, men let bliver det ikke for der er ikke noget Danmark kan kræve jurisdiktion over.

  • 3
  • 1

Men hvad er båndbreden for den enkelte satellit? Hvor mange brugere kan køre med 1 Gb/s samtidigt?

Jeg kan ikke finde noget tal på det ud over en nævnt "aggregate capacity" på 32 Tbit/s, og jeg formoder, det er hvor meget der kan flyttes mellem 2 jordstationer uden bruger- og antennebegrænsninger.

Båndbredden er muligvis begrænset mere af jordstationer (gateways) der forbinder til resten af internettet end af satellitterne selv, så derfor regner SpaceX med at sætte omkring 200 gateways op alene i USA.

Såfremt man har frit udsyn, så skulle det være muligt at se mange satellitter på én gang (jeg har ikke det nøjagtige tal), da de vil være omkring 400 km fra hinanden og være mellem 1150 og 1325 km oppe.

Hver satellit kommer til syne for dig ca. 40 grader over horisonten.

Der bliver så noget logik i systemet til at udvælge en satellit med bedst kapacitet at snakke med, mens den flyver hen over dig.

Mellem satellitterne bliver det optisk netværk, og det kan nok køre mellem 1-10 TBit/s mellem 2 satellitter, men det har jeg heller ikke tal på.

  • 1
  • 0

vel ikke mange opsendelser der skal fejle før det ikke kan gennemføres. og hvordan vil man holde satellitterne i deres højde så de ikke falder ned igen ?

Man regner jo ikke med, at opsendelserne fejler. :-) Men hvor mange der kan sendes op ad gangen og hvor hurtigt det kan gøes, tror jeg ikke kan estimeres før vi kommer tæt på. Det kommer an på adgang til opsendelsesramper og til raketter.

Satelitterne holdes i højde som enhver anden satellit i samme højde med brændstof. Det giver satellitterne en levetid på 5-7 år.

Når satellittens brændstof er brugt op, bliver den placeret i et kredsløb på 1075 km, hvorefter den får lov at falde ned i atmosfæren indenfor et år.

  • 0
  • 0

Måske, men let bliver det ikke for der er ikke noget Danmark kan kræve jurisdiktion over.

Vrøvl, Danmark har eksempelvis blokkeret piratsites i Rusland og spilsites overalt på jordkloden. Vi har en lov der siger at hvis et produkt er markedsført til danskere, så er det dansk jurisdiktion. Det vil være hvis siderne er på dansk eller der er nogen betydelig markedsandel i Danmark.

TV er reguleret af gamle traktater så det fungerer lidt anderledes. Men du vil bemærke at der muligvis er reklamer for spil sites på svensk TV som du ikke kan tilgå fra en dansk ISP (uden at omgå det med tredieparts DNS server). Og hvis du bruger din egen DNS så er næste forhindring at du ikke kan betale med dit kreditkort da det også er spæret.

Hvis Space X ignorerer danske regler og bliver blokkeret, er dit forslag så at vi alle kender en amerikaner der kan købe vores internet for os? Nej vel - konsekvensen vil blive at Space X må nøjes med en markedsandel der er helt triviel og kan deres forretningsplaner bære det?

I dit indlæg bruger du meget krudt på hvordan man kan gemme én sender i en boligblok. Men hvis der er nogen betydelig markedsandel, så sparker de bare samtlige døre ind og anholder alle. Vi snakker om regimer som har dødsstraf, pisk og afhuggig af hånd på repositoriet. Hverken Kina, Iran eller Saudi Arabien kommer til at tillade at befolkningen i nogen betydelig udstrækning har adgang til dette system medmindre Space X indgår en aftale.

Det er i forvejen sådan at dem der virkelig vil også kan komme udenom de nationale firewalls og aflytning med Tor og VPN. Space X kommer ikke til at tilføre noget væsentligt nyt på den front.

  • 0
  • 1

Hej Baldur.

| Måske, men let bliver det ikke for der er ikke noget Danmark kan kræve jurisdiktion over. Vrøvl, Danmark har eksempelvis blokkeret piratsites i Rusland og spilsites overalt på jordkloden.

Nej det er ikke korrekt. Danmark har IKKE blokeret piratsites i Rusland. Intet er blokeret i Rusland, hvor Danmark uden overraskelse ikke har jurisdiktion. Det staten Danmark har er i Danmark at pålægge teleoperatører, der opererer i Danmark, at besværliggøre adgangen til visse spilsites i bla. Rusland.

Vi har en lov der siger at hvis et produkt er markedsført til danskere, så er det dansk jurisdiktion. Det vil være hvis siderne er på dansk eller der er nogen betydelig markedsandel i Danmark.

Jeg tvivler på at loven er formuleret så forsimplet og det er ganske klart at Danmark ikke har jurisdiktion i andre lande, kun i Danmark lige som Tyrkiet ikke havde jurisdiktion over kurdisk TV-produktion i Danmark og andre europæiske lande og lige som TV3 og Kanal5 i mange år var under britisk jurisdiktion og reklameregler, da de sendte fra London. Det var på dansk målrettet Danmark men under britisk jurisdiktion.

Ligeledes vil Danmark heller ikke have jurisdiktion over Internet fra rummet med mindre SpaceX placerer en juridisk entitet i Danmark med forbindelse the levering af samme Internet.

TV er reguleret af gamle traktater så det fungerer lidt anderledes. Men du vil bemærke at der muligvis er reklamer for spil sites på svensk TV som du ikke kan tilgå fra en dansk ISP (uden at omgå det med tredieparts DNS server). Og hvis du bruger din egen DNS så er næste forhindring at du ikke kan betale med dit kreditkort da det også er spæret.

Nu er jeg ret ligeglad med at spille, men jeg kan sagtens købe prepaid kreditkort i udlandet i mange lande, så det er ikke et problem, hvis jeg virkelig vil.

Hvis Space X ignorerer danske regler og bliver blokkeret, er dit forslag så at vi alle kender en amerikaner der kan købe vores internet for os? Nej vel - konsekvensen vil blive at Space X må nøjes med en markedsandel der er helt triviel og kan deres forretningsplaner bære det?

Lad os nu glemme Danmark for en stund. Ucensureret Global Internet Coverage er bare ikke så interessant i vestlige lande med en forholdsvis fri presse og kun begrænset brug af censur, for nu. Rumbaseret Internet er nok slet ikke interessant i lande med en udbygget netværksinfrastruktur. I lande med undertrykkelse, streng censur og hård kontrol med adgang til information, er det en hel hel anden sag. Hvis det så kombineres med en svag netværksinfrastruktur ...

I dit indlæg bruger du meget krudt på hvordan man kan gemme én sender i en boligblok. Men hvis der er nogen betydelig markedsandel, så sparker de bare samtlige døre ind og anholder alle. Vi snakker om regimer som har dødsstraf, pisk og afhuggig af hånd på repositoriet. Hverken Kina, Iran eller Saudi Arabien kommer til at tillade at befolkningen i nogen betydelig udstrækning har adgang til dette system medmindre Space X indgår en aftale.

Naturligvis kan de det ... hvis alting fungerer. Men anvendelse af magt på den måde har konsekvenser. Det er slet ikke så simpelt at man altid bare kan køre ud og terrorisere befolkningen. Jo det kan man godt, men ikke uden følger. Hvis man vil blive ved magten, gælder det om kun at bruge den magt det er nødvendigt at bruge.

I Saudi blev satellitmodtagere ulovliggjort i 1994. Alligevel er de uhyre udbredt. Indsatsen er bla. blevet besværliggjort af at visse personer [nogle siger i den kongelige familie, men hvad ved jeg] tjente og tjener milliarder på import og salg af ulovligt udstyr. I dag kan man sige udstyret stadig er ulovligt, men tolereres.

SpaceX' rumbaseret Internet kan bestemt dække nogle behov. Om der kan komme økonomi i det nu, kan jeg betvivle. Men i fremtiden med lave opsendelsesomkostninger, små kraftige billige satellitter, lave driftsomkostninger, ultra små terminaler etc. så kan der da være noget om det.

  • 2
  • 1

Iøvrigt er der lige nu et eksplosivt marked for at kunne levere streamet video fra droner i store dele af verden. USAs militær ville fra dag et være den største kunde. Som det er nu, kæmper USAs militær med at skaffe båndbredde nok til at kunne streame video fra deres hastig voksende samling af drone-eskadriller og rigtig mange lande arbejder febrilsk på at opbygge deres egen dronekapacitet med et stort behov for streamet video både regionalt og globalt. Inmarsat og lignende er bare ikke særlig egnet til den slags, så lige nu bruger man upload fra droner til DBS-satellitter, hvilket af mange årsager ikke er optimalt.

Hvis servicen kommer op at køre, vil live streaming fra flådefartøjer til kommandocentre blive næste kunde. Senere følger live streaming fra "special forces units", hvis udstyret og teknologien tillader den slags.

Og som skrevet tidligere, har USAs militær efterspurgt en kapacitet til med kort varsel at levere Internet med høj hastighed til udvalgte områder på kloden. Et par milliarder dollars i Elons retning ville være et af de billigste våbensystemer de har investeret i i lang tid.

  • 4
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten