Vilde byhaver gavner fuglelivet i hele nabolaget

Fyrreskade, Cyanocitta stelleri. Illustration: James Abbott (CC-BY-SA 2.0)

Et stort amerikansk projekt har undersøgt fuglelivet i byer med vilde byhaver og finder en positiv og vidtgående effekt af at plante og dyrke sin have til gavn for det lokale dyreliv

Forskere fra det amerikanske landbrugsministerium, USDA, har studeret grønne områder og fugleliv i seks amerikanske byer med forskellige klimaforhold og byplanlægning. Byhaver og baggårde omkring parcelhuse og beboelsesejendomme samt de offentlige parker i byerne blev undersøgt for typer af beplantning og havepleje. Fuglelivet blev registreret med antal individer og antal arter.

Ikke helt overraskende viste naturparker sig at understøtte flere beskyttelseskrævende fuglearter end traditionelle haver, som er domineret af græsplæner og ikke-hjemmehørende planter. Men der var også betydeligt rigere fugleliv i de haver og baggårde, der var certificeret som dyrelivs-venlige af det særlige "Garden for Wildlife"-program under National Wildlife Federation, som hjælper og opmuntrer private boligejere til at gøre deres haver vild med vilje. Effekten rakte ud over egen matrikel, viste fugleobservationer i lokalområderne.

Haver er det største grønne område

“Studiet viser, at hvis folk tænkte på dyrelivet, når de anlægger deres haver, så kan boligejere bidrage til naturbeskyttelsen i deres egen baghave,” siger biolog Susannah Lerman i en pressemeddelelse. Lerman er senior økologi-forsker ved USDA Forrest Service, som har koordineret bidragene fra forskningsinstitutioner over hele USA.

I de fleste amerikanske byer udgør private haver “langt den største klump af grønne områder”, skriver forskerne, og byhaverne får stadig større betydning, jo færre naturlige habitater, der lades tilbage omkring byerne.

“Forskningen viser os, at vi ikke kan studere byerne isoleret. Det ville gavne vores bestræbelser på at bevare fuglelivet, hvis vi kan få en bedre forståelse af, hvilken naturpleje som har effekt på tværs af regioner eller på nationalt plan, og hvilke metoder der er effektive på lokalt niveau,“ siger Desirée L. Narango. postdoc ved City University i New York og University of Massachusetts.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Ecological Applications: Residential yard management and landscape cover affect urban bird community diversity across the continental USA,

Emner : Biodiversitet