»Nu er vi virkelig bange.«
Sådan har talsmanden for en lokal borgergruppe mod vindmøller sagt til JydskeVestkysten med henvisning til en undersøgelse, Miljøstyrelsen har sat i gang.
Undersøgelsen skal ifølge borgergruppen afdække, om der sker en udvaskning af PFAS fra vindmøllevinger til naturen og havene.
Den information har borgergruppen brugt som et af argumenterne mod en vindmølle- og solcellepark, der kan blive opført i Kolding Kommune.
Men det er en bekymring, der bygger på en misforståelse, slår Miljøstyrelsen nu fast.
»Miljøstyrelsen har for nuværende ikke en begrundet mistanke, om der forekommer udvaskning af PFAS fra vindmøllevinger,« skriver styrelsen i en mail til Ingeniøren.
Undersøgelsen har intet at gøre med den PFAS, der er fundet i Vesterhavet og utallige andre steder i naturen. Faktisk handler den slet ikke om, hvad der sker i vindmøllernes levetid, men først når vingerne har udtjent deres værnepligt og skal deponeres eller genanvendes.
»Miljøstyrelsens undersøgelse er en screening af, om der kan forekomme en udvaskning fra glasfiber i relation til deponering,« står der i mailen.
Undersøgelsen sker som led i den handlingsplan for cirkulær økonomi, Folketinget vedtog i 2021.
Her indgår en lang række tiltag, og en af dem er nr. 115: Øget sporbarhed på håndteringen af affald fra vindmøllevinger.
I den forbindelse har Miljøstyrelsen bedt firmaet Danish Waste Solutions om at undersøge materialet glasfiber, som vindmøllevinger er lavet af.
»Der er tale om laboratorieforsøg, som har til formål at belyse, om glasfiber kan betragtes som et såkaldt inert materiale, dvs. om det er stabilt og ikke afgiver stoffer i forbindelse med udvaskning. Vi har bedt om, at der analyseres for forskellige stoffer, herunder de 22 PFAS-stoffer,« skriver Miljøstyrelsen i mailsvaret og uddyber, at stofferne er udvalgt direkte fra Miljøstyrelsens liste over kvalitetskriterier for jord og grundvand.
Borgergruppen i Koldings bekymringer fik borgmester Knud Erik Langhoff (K) til at forsikre, at kommunen først ville tage stilling til vindmølleparken efter, Miljøstyrelsens konklusion lå klar.
Det var intet problem, for godkendelsen ligger alligevel længere ude i fremtiden, forklarede han.
»Vi er klar over, at der for nylig er fundet PFAS i bølgeskvulp i Vesterhavet, og at man ikke ved, hvor det kommer fra. Så vi er opmærksomme på, at det kan være et problem,« sagde borgmesteren til JydskeVestkysten.
Men selv hvis der viser sig at ske en form for udvaskning af stoffer fra skrottede vindmøllevinger, er det ikke koldingenserne, der skal rynke panden.
De fleste udtjente vindmøllevinger graves nemlig ned i jorden, og den eneste kendte vindmøllekirkegård i Danmark ligger i Gjerringe på Lolland.
Hvor ideen om en sammenhæng mellem vindmøller og forureningen i havet stammer fra, vides ikke.
Men faktum er, at den har spredt sig både online og offline.
Ud over borgermødet i Kolding, Ekstra Bladets Nationen! og flere Facebook-kommentarspor har mediet Effektivt Landbrug brugt emnet i en leder, hvor avisen kalder det en »tikkende PFAS-bombe under de vindmøller, der står ude på havet.«
Avisen kæder desuden mistanken fra havvindmøllerne sammen med de PFAS-forurenede kvæg, der græsser ved Agger Tange.
Dog er der intet, der tyder på, at der udskilles PFAS fra vindmøllevinger i Danmark.
Vindmøllefirmaet Siemens Gamesa, der producerer en stor del af vindmøllerne i Danmark, har overfor TV2 afvist, at de skulle bruge PFAS i deres produkter.
Vestas henviser til brancheorganisationen Green Power Denmark, som i en mail skriver til Ingeniøren:
»Umiddelbart har vi ikke oplysninger om, at der bruges PFAS i danske vindmøller. Vi afventer i øjeblikket undersøgelsen, som Miljøstyrelsen har sat i gang, med interesse.«
Alligevel er det for tidligt at konkludere, at vindmøller intet har med PFAS at gøre.
Ifølge professor Ian Cousins, der forsker i PFAS på Stockholms Universitet, kan nogle vindmølleproducenter bruge fluorpolymerer som belægning på vindmøllevinger. Fluorpolymerer er en form for PFAS, som man kender fra bl.a. Teflon-produkter. Det er fast og hverken spreder sig eller forurener i samme grad som de aktive typer PFAS, man kender fra fx brandskum, fortæller han.
Ian Cousins peger på, at fluorpolymerer markedsføres til brug i vindmøller og solceller på producenternes hjemmesider, men det er ikke ensbetydende med, at de danske vindmølleproducenter også køber det.
Igen har det sandsynligvis intet med Miljøstyrelsens undersøgelse at gøre, da der her undersøges glasfiber, mens fluorpolymererne ifølge PFAS-virksomheden Chemours kan bruges i malingen udenpå vingerne.
Miljøstyrelsen undersøger heller ikke for fluorpolymererne, da de ikke indgår i kvalitetskriterierne for grundvand, men skriver i mailsvaret til Ingeniøren:
»Såfremt at resultaterne fra undersøgelsen giver Miljøstyrelsen et fagligt grundlag for yderligere undersøgelser, herunder for polymerer, vil disse blive igangsat.«
Selvom Miljøstyrelsen altså ikke er i gang med at undersøge, om vindmøllerne er skyld i PFAS-forureningen af havene, er forureningen alt andet lige ægte og et stort problem for både sundhed og miljøet. Hvor forureningen stammer fra, er stadig ikke klarlagt, men svaret er nok ikke entydigt.
Kommuner tillader virksomheder at udlede giftstoffer i havene, havskum bærer PFAS med sig på land, og spildevandsanlæg formår heller ikke at rense for stofferne. Som Miljøstyrelsen siger, er der et øget fokus på de giftige stoffer netop nu. Derfor er det ikke underligt, at mange spekulerer på, hvad kilderne til PFAS kan være.
