Video: Snart sender Amagers nye forbrænding kæmpe-røgringe ud af skorstenen

24. februar 2015 kl. 10:1724
Ægte røgringe bliver i fremtiden opsendt fra Københavns nye arkitekttegnede forbrændingsanlæg Amager Bakke. Arkitektfirma afprøver onsdag teknikken sammen med raketbygger Peter Madsen.
Artiklen er ældre end 30 dage

Tegnestuen BIG (Bjarke Ingels Group) vil sørge for, at der kommer kæmpe røgringe ud af skorstenen på Københavns kommende forbrændingsanlæg, Amager Bakke, to kilometer fra Rådhuspladsen.

Dampen fra forbrændingsanlægget skal opsendes som røgringe i afmålte intervaller fra skorstenens 124 meter høje top. Hver røgring bliver synlig over hele København og vil visuelt markere, hvad der udledningsmæssigt svarer til et kvart ton CO2.

Skorstenen udformes derfor som en voluminøs cylinder, hvorunder der også bliver plads til café og udsigtspunkt.

Læs også: Amagerforbrænding får 90 meter høj kunstig skibakke

Artiklen fortsætter efter annoncen

Røgringene blev oprindelig udtænkt i samarbejde med den tyske kunstnergruppe Realities:United. Da Bjarke Ingels Group ledte efter partnere at realisere den aparte røgring-mekanisme med, faldt valget blandt andet på den danske gør det selv-raketbygger Peter Madsen og hans rumlaboratorium, der også holder til i nabolaget på Refshaleøen.

En del forsøg senere er røgring-konceptet nu klar til en ny stor test.

I nedenstående video gennemfører Bjarke Ingels og Peter Madsen testen af en tidligere prototype på røgmaskinen

Remote video URL

Det foregår onsdag i B&W-hallerne på Refshaleøen i København. Her vil tegnestuen og samarbejdspartnere ad flere omgange teste den seneste version af røgmaskinen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kort sagt bliver damp indsnævret i toppen af et rundt kammer og under tryk skudt af sted i en donut-lignende formation. Efter opsendelse stabiliserer vanddampens rotation røgringen, inden den går i opløsning. Selvom løsningen er simpel og fungerer statisk, har denne metode til at danne en vortex ifølge BIG aldrig før været afprøvet.

Til testen, der ikke er offentlig tilgængelig, vil projektleder Jakob Lange og andre fra BIG-tegnestuen være til stede med konsulenter fra Rambøll, forskere fra DTU og Peter Madsen.

Ingeniøren vil ligeledes være til stede og forventer at kunne skrive flere detaljer om teknikken.

24 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
24
3. marts 2015 kl. 13:44

Kunstnerens maling er også meget flottere i tuben og lærredet er flottest, når det er helt rent og hvidt, og iøvrigt ikke hænger og laver uorden på en bar væg i et anonymt hus...

Ironi kan forekomme :-)

Jeg er bare misundelig, fordi vores lokale forbrændingsanlæg, som jeg passerer hver dag, bare ser sådan her ud, selvom arkitekten nu nok er vældig tilfreds, så vidt jeg kan læse.. Og ja, der kommer ganske almindelig kedelig hvid/grå rød ud i toppen af piben...:https://www.cfmoller.com/p/reno-nord-i1874.html

23
3. marts 2015 kl. 12:42

"Common sense is so rare these days it should be classified as a super power."

Takker.

21
2. marts 2015 kl. 15:47

@Martin, ja det er da rigtig godt.

20
2. marts 2015 kl. 08:16

Når folk argumenterer med at "ingen røgringe" = "østeuropæisk beton by" og får kæmpe opbakning, så kan man kun ryste på hovedet. Lad os få flere reklame-skilte så det hele ikke bliver så kedeligt ?

Da der rent faktisk ligger et kraftværk neden under, vil der, uanset jeres meninger om røg og damp, komme til at være en skorsten der sender netop røg og damp op i himlen... og så kan man jo diskutere hvorvidt en almindelig skorsten er noget som gør byen "kønnere" at bo i? (det må vidst være et smags-spørgsmål).

Jeg syntes bare måden de griber hele "Amager Bakke" projektet an på, er en frisk måde at få benyttet nogle ellers, traditionelt grimme, og ubrugelige bygninger på, ved f.eks. at lave den til skibakke og vandre-område, samt en af verdens højeste kunstige klatrevægge på den modsatte side...

Så udover den umiddelbare værdi projektet kommer til at have som kraftværk, vil det samlede projekt jo også komme til at have en ganske væsentlig genkendelses- og derfor PR-værdi for København, og Danmark... noget der måske kunne være rigtig svært at sælge hvis man havde placeret en traditionel skorsten lige i midten...

19
27. februar 2015 kl. 12:05

"Sjov" at man ligefrem vil gøre opmærksom "over hele København" på at der ligger et forurenende kraftværk i byens baghave. Var det ikke bedre med lidt lav profil?

Hvorfor er det plat?

Jeg formoder at København(erne) ikke har noget imod at modtage varmen der kommer ud af at forbrænde det affald de selv producerer.

Det lugter lidt af samme sang som vi har haft lokal hvor jeg bor. Folk er generelt enige om at gørn energi er godt. Vindmøllestrøm er godt. Møllen skal bare ikke stå så vi kan se den.

/Henning

18
26. februar 2015 kl. 12:27

Jeg syntes nu også det er en god idé at synliggøre forbrændingen med røg(damp)-ringe på den måde.

Det hjælper måske også lidt på befolkningens bevisthed om at affald ikke bare er noget der forsvinder sporløst, så snart det er smidt i skraldespanden. Nogle synlige røgringe skal f.eks. nok vække børns interesse og give forældre en lejlighed for at snakke med sine børn om affald og miljø...

16
25. februar 2015 kl. 23:10

Det er ligeså meget spild af penge som;
Musik, Kunst, Teater & Film...
Krydderier, Champagne & Flere-retters Menuer...
Cirkusser, Vandreture & Ferier...
Æstetisk Design, Farver, Arkitektur & By-forskønnelse...

Jamen, så byt du bare en teateroplevelse med et studie af røgringe. Jeg kan nu godt se forskel på æstetik og røg fra affaldsforbrænding - ikke mindst, når det er skatteborgerne, der er tvunget til at betale, hvad de ikke er til Krydderier, Champagne & Flere-retters Menuer, Cirkusser, Vandreture & Ferier.

Gud ske tal og lov for, at jeg ikke bor i København (eller for den sags skyld Danmark).

15
25. februar 2015 kl. 17:34

Jeg glæder mig allerede til at se anlægget stå og dampe.

Bestemt ikke politisk korrekt, med både CO2-forurening, rygning og vel egentlig forherligelse af rygning på samme tid. Og alligevel bare super festligt.

Hvor tit vil anlægget sende sådan en røgring afsted?

God aften til alle.

Frederik Just

13
24. februar 2015 kl. 21:25

... endnu mere visuel forurening af atmosfæren... :-( Oven i alle de grimme kondensstriber fra fly og diverse andre lyskastere... Jeg forstår til min død ikke, hvorfor mennesker hele tiden vil ødelægge omgivelserne med deres mærkværdigheder! Er der ikke nogen, der kan opfinde et eller andet, der SKJULER menneskenes spor???

12
24. februar 2015 kl. 18:45

Flere thumbs down - OK Så forklar lige, hvordan 'damp bliver indsnævret'.

Taler vi om, at dampen bliver sat under tryk? (mindre rumfang)

10
24. februar 2015 kl. 15:56

Vel næsten værre end plat. Det er efter min mening et fuldstændig tåbeligt spild af offentlige penge.

/Sarkasm On

Det er ligeså meget spild af penge som; Musik, Kunst, Teater & Film... Krydderier, Champagne & Flere-retters Menuer... Cirkusser, Vandreture & Ferier... Æstetisk Design, Farver, Arkitektur & By-forskønnelse...

... og alt andet som ikke tjener et direkte praktisk formål ;)

/Sarkasm Off

Min pointe må være at der er ingen som er interesserede i at bo i en "østeuropæisk beton-by", og når man engang imellem laver projekter som dette, hvor fokus faktisk er på at skabe noget som er æstetisk behageligt at være i nærheden af, samtidig med at det kan tjene et praktisk formål... tager jeg med glæde imod det :)

9
24. februar 2015 kl. 15:43

Den rigtige røggas fra anlægget må nødvendigvis blot fungere som bæreluft. Røggassen fra anlægget bliver partikelfri og det meste af året tørret ved afkøling ned til 20°C i røggaskondenseringen. Hvis der skal dannes synlige røgringe, må kunstnerne nok selv tilsætte røg eller damp til formålet.

8
24. februar 2015 kl. 15:06

Vel næsten værre end plat. Det er efter min mening et fuldstændig tåbeligt spild af offentlige penge.

Nemlig! Lad os så bede om nogle firkantede kasser af standardiserede betonelementer og fjern så lige alt det gejl og lir på rådhuset, SMK og lign. Kalvebod Brygge rules!

;-)

7
24. februar 2015 kl. 15:00

"Sjov" at man ligefrem vil gøre opmærksom "over hele København" på at der ligger et forurenende kraftværk i byens baghave. Var det ikke bedre med lidt lav profil?

Eller er der en bagtanke med at forbrændingen nu pludselig skal være en del af byen?

4
24. februar 2015 kl. 11:57

Det er næsten lige så originalt som at sende en meteor tilbage ud i verdensrummet. Jeg håber morgendagens prøver giver anledning til lige så inderlige jubelbrøl som dem i videoen.

Det skulle vel aldrig være Skandinavisk Tobakskompagni der har sponsoreret projektet?

3
24. februar 2015 kl. 11:54

Spørgsmålet er dog om det er røgringe. Efter forklaringen er det ringe lavet af damp. Disse skal udsendes fra toppen af skorstenen - men det gør dem stadig ikke til RØG!

2
24. februar 2015 kl. 11:14

"Kort sagt bliver damp indsnævret i toppen af et rundt kammer og under tryk skudt af sted i en donut-lignende formation." Jeg formoder, at det er kammeret, der er indsnævret i toppen.

1
24. februar 2015 kl. 10:49

Glæder mig til at se deres løsning på at holde et stabilt luftflow og undertryk i ovnen.